mandag den 29. juni 2009

På det jævne

Med risiko for at gentage mig selv, er jeg også holdt op med at lytte til radio. Jeg er overgået til lydbøger. Mine lydbøger plejer at vare mellem ti og femten timer, og jeg er kun tvunget til at høre radio i de fem sekunder, det tager at skifte cd fra den ene bog til den anden. Da jeg typisk har to bøger på én cd skal jeg lytte til radio i få sekunder pr. tredivte time. Alligevel var det rigeligt til at ødelægge min dag.

Jeg nåede nemlig at høre fem sekunder af en Nik og Jay sang, hvilket var nok til, at jeg måtte lade mig falde baglæns ud af bildøren, idet måtten sad uhjælpeligt fast under mine krummede tæer. Jeg vil ikke spørge hvem, der lytter til sådan noget affald, for jeg ved det: Du er kvinde, og du er småt skåret. Ja, du har muligvis en uddannelse, måske endda en videregående, men du formåede aldrig helt at hæve dig op over den jævne masse, og dine holdninger har ikke udviklet sig fra den pakkeløsning, du iført modebriller og måbende mund tog med fra uddannelsesinstitutionen. Selvom folk siger om dig, at du klarer dig godt, har du ikke evnerne, der gør dig i stand til at løfte din middelmådige intelligens op til noget særligt. Det særlige, som mennesker som undertegnede har.

Nu skal mændene ikke skånes. Jeg var i byen for nogle uger siden, selvom jeg for længst er holdt op med at drikke for at more mig. Nu drikker jeg alkohol udelukkende for at dulme. Da jeg trådte ind på værtshuset, vendte jeg straks om på hælen, da jeg så fem meget berusede mænd omfavne hinanden, mens de sang ”En dag tilbage”. Pludselig huskede jeg, hvorfor jeg foretrækker at drikke alene. At se voksne mænd med tårer løbende ned af kinderne skråle med på en sangtekst, som lyder som om den er skrevet af en ulykkeligt forelsket pre-teenager, der har drukket snaps med lykkepiller, er en traumatiserende oplevelse.

Det hjælper ikke, at du siger, at Nik og Jay bare er underholdning, og at du nogle gange har brug for at slappe af uden at tænke. Det er simpelthen fysisk umuligt at lytte til Nik og Jay med en intelligenskvotient over 75, med mindre man besidder jævnheden, jeg beskrev tidligere. Teksterne er så spækkede med billige tricks, ”Jeg skrider, for min datter kalder (fa-ar)”, at naiviteten hos dem, der hopper på det pis, overgår ditto hos dem, som tror, Bryan Adams i virkeligheden giver en flyvende kneppetur for brystkræft.

Nu er det ikke Nik og Jay, der er dumme. Det er jer. De er måske skamløse, ja, fordi de vælger at trykke på den store, fede, åbenlyse, nemme, røde knap, der vækker sympati hos 85 % af modtagerne: De jævne. Det er som at sidde i en bar med en pige og overveje, om man skal bruge en af samlebåndsreplikkerne, og så lade være, fordi det alligevel ville føles for billigt. Svulstigt, pseudofølende og -empatisk, men frem for alt middelmådigt. Nik og Jay er for popmusik, hvad AC/DC er for hård rock. Letfordøjeligt for de dumme. Men ok, AC/DC fans stjæler nok forholdsmæssigt flere knallerter.

torsdag den 25. juni 2009

Babysitter

Jeg holder snart op med at læse aviser. I hvert fald dem af papir, som indeholder andet end nyheder, for hvor er artiklerne dog for det meste noget forkælet klynkeri. Jeg fik fat i en instans af en af gratisaviserne, Urban eller 24timer eller hvad nu de hedder, de aviser, som normalt deles ud af unge piger, mens man kører til arbejde om morgenen, og som i et splitsekund får en til at tro, at de unge, spændstige suttedukker omsider har fået øjnene op for ens hårdt tilkæmpede biceps.

Jeg læste en enkelt artikel, inden jeg i raseri og afmagt over mine omgivelsers idioti smed den hårdt i hovedet på en gammel dame, der ventede på bussen. Artiklen omhandlede, hvor uretfærdigt det er at være forbruger i et samfund, hvor det tillades producenter at give madvarer såkaldte misvisende navne og emballage.

Eksemplet var en skinkesalat, som kun indeholdte 34 % skinke, og uhyrligheden var understreget af hele tre miniinterviews med stupide, fårede og kæmpebebrillede forbrugere, som syntes, det var så frygteligt, at staten ikke greb ind. Disse personer ejer helt sikkert huse og har arbejde, selvom de tilsyneladende er så dumme, at de bør dø i rendestenen. I øvrigt er der en enkelt fordel ved deres latterlige kæmpebrillemode: Man kan få hele knytnæven gennem stellet uden at smadre det, og derved tæller det næppe som at slå på en med briller, når man knaser dem en lige højre, næste gang, de handler ind i ens eget supermarked.

Lad os tage eksemplet og sige, at salaten udover de 34 % griserøv indeholdt 33 % mayonnaise og 33 % udkogt asparges. Hvad skal producenten så kalde salaten? Er det mere rigtigt med Mayonnaisesalat? Aspargessalat? Eller kan jeg så brokke mig til mit socialkontor, hvis jeg var så blød at tro, jeg kunne få 98 % grøntsager i en salat til 3,95,-? Hvad hvis der sammenlagt er over 50 % vand i ingredienserne? Skal man så kalde det Vandsalat? Burde det så ikke distribueres i pantbefængte plastikflasker? Jeg er sikker på, der allerede står en hær af sløve offentligt ansatte parat til at udarbejde rapporter om alle disse spændende problemstillinger.

Det er i virkeligheden så forpulet let, at enhver demensramt abe burde kunne finde ud af det. Bag på varen står en ingrediensliste. Den er endda sorteret efter mængden af den enkelte ingrediens, så ingen rigtig behøver tage stilling til tal, som jo er så svære. Hvis man er rigtig avanceret og interesserer sig en smule for næringsindholdet, er dette også specificeret i mængder pr. 100 gram. Det er så grinagtigt nemt, og alligevel vil alle vores interviewede halvhjerner have kommunens hjælp.

Hvad med at vi bare lod det være frivilligt at betale skat? Dem, som betaler skat, kan så vække en offentlig ansat på sovesofaen i indgangspartiet i supermarkedet og pædagogisk korrekt blive ledt rundt ved hånden. Os andre med en intelligenskvotient over vores skostørrelse kan så gøre os det kæmpestore, krævende besvær at vende varerne rundt og læse, hvad de indeholder. Det er fandeme ikke så sært, at vi skal betale så meget i skat i det her lorteland, når alle hele tiden vil babysittes.

fredag den 19. juni 2009

Alt for gay

Som I ved, er jeg et rummeligt menneske. Jeg accepterer forskelligheder omkring mig og omfavner dem og lader dem berige mit eget fattige liv. Forleden flød bægeret over. På så voldsom en måde, at enhver naiv kvinde ville skrige ”global opvarmning”, hvis hun så det. Ganske uskyldig gik jeg ind i fitnesscenterets baderum for at træde ind under en bruser, da jeg så en anden mand i rummet. Hans bølgende lyse hår mindede mig mest om en opgraderet Otto Leisner, men al lighed forsvandt, da jeg opdagede hans forehavende. Han sad på hug. Med spredte ben. Med en skraber i hånden. Og barberede sine boller.

Okay, homo'er, nu stopper festen. Det rager mig heldigvis ikke et vist sted, hvad I laver, når I er alene derhjemme, men lad for helvede være med at udleve jeres forpulede, degenererede seksualitet i det offentlige rum på ovennævnte måde, eller når I spankulerer totalt nøgne rundt i omklædningsrummet i timevis. Få dog noget værdighed. Synet af manden i bruseren og oplevelsen kort efter, hvor han stod fem millimeter bag mig ved pissoiret med sin halvfede dinglende og ”ventede på jeg blev færdig”, fik mig til at ønske at et tæskehold af indvandrere ville komme forbi. Og jo, vi er udmærket klar over hvem, der begår sådanne hatecrimes, selvom DR gør sit bedste for at undgå at nævne det.

Nu skal de homoseksuelle så også have deres eget OL. World Out Games, kalder de det, og det støttes med offentlige midler. Hvad er der lige galt med de almindelige olympiske lege? Tror I, jeg med kommunens hjælp kunne arrangere White Games, som kun tillod hvide, blåøjede deltagere? Der ville gå cirka tre et halvt sekund, fra jeg stillede forslaget, til jeg fandt mig selv nøgen, overtegnet med hagekors og kronraget på en bænk i Mindeparken. Ikke at jeg synes, White Games er en god ide. Jeg ser rigeligt med bævrende hvidt flæsk hver onsdag og lørdag. R og SF vil i øvrigt give asyl til bøsserne fra World Out Games. Hvordan afgør de, om de er forfulgte i hjemlandet? Er deres løse håndled blevet hugget af?


De må åbenbart også adoptere børn, hvilket er totalt grotesk. Hør her, mand-mand er udelukket i naturen, så dermed er det også udelukket i adoptionssager. Og nej, at få børn er ikke nogen menneskeret. Den der med at ”de kan være bedre forældre end traditionelle par” er lige en tand for politisk korrekt for mig. Betonrør kan være bedre forældre end de fleste tåber herhjemme, og et mere seriøst eksempel er organisationer. Man kunne sagtens forestille sig McDonalds adoptere børn og opdrage dem til at blive velfungerende, lykkelige voksne. Men alligevel tillader vi det ikke? Og det på trods af, at jeg hellere ville trøstes efter et natligt mareridt af Ronald McDonald end af en fjantet mandsling med en snurrende negerdildo oppe bagi.

Alle homo'er skulle være som Rob Halford. Ja, vi ved, han er homo, men han laver god musik, og så ignorerer vi det alle sammen, mens vi headbanger og drikker øl. Synet på homoseksuelle er virkelig noget, vi kan lære af muslimske indvandrere, udover synet på kvinder. De er snart de eneste rigtige mænd tilbage i det her sølle land. De minder også lidt om Rob Halford. De oppebærer en aggressiv fremtoning, mens de har sex med hinanden bag scenen, fordi de kun vil gifte sig med kvindelige jomfruer. Bemærk i øvrigt, at jeg udelukkende brokker mig over mandlige homoseksuelle. Det er fordi, jeg ikke har noget dårligt at sige om skærmslikkere. De er knap så klamme, og så er de fine skuespillere. Især i svenske westerns.

mandag den 15. juni 2009

Hil Kong Henrik

Hvornår begynder I at tage konsekvenserne af jeres handlinger? Fordi vi indfører ligestilling, betyder det vel ikke, at vi alle skal til at tænke lige så irrationelt som kvinder? Op til folkeafstemningen om tronfølgeloven blev vi af hidsige politikere tudet ørerne fulde af, at vi skulle stemme ja, da vi ønskede ligestilling i kongehuset. Men det får vi bare ikke, for som sædvanlig gælder ligestilling kun én vej.

Der er ingen grund til, at Henrik ikke må kalde sig konge nu. Da vi netop har fjernet særstillingen ved konge-titlen, er det kun rimeligt, at mænd, som gifter sig med en dronning, må kalde sig konge – uanset om de var dronninger eller ej, før de giftede sig. Nøjagtig ligesom kvinder, der gifter sig med konger, bliver dronninger. Det er ægte ligestilling, men nej, uha, det kan vi virkelig ikke have.

Udover rendyrket feminisme, skyldes det, at danskerne ikke kan lide Henrik. De hader ham. For han er franskmand, går med lange sokker og ikke lærer sig selv ordentligt dansk ligesom alle andre indvandrere. Jeg har en nyhed til danskerne: Hvis I ikke kan lide kronprins Christian, bliver han konge alligevel, uanset om han er dum som en dørstopper, og helt ærligt har vi ikke hørt noget begavet fra hans side endnu.

De fleste, som stemte nej til tronfølgeloven, er modstandere af kongehuset og ønsker en republik. Med andre ord ønsker de, at vi risikerer at skulle understøtte en siddende samt 5-6 levende ekspræsidenter, som skal have livslang pension, livvagt, bolig og andre offentlige ydelser. Allesammen Nyrup- og Uffetyper. Oveni at vi har pædagoger, som bruger elleve af de store fede pr. nat på hotelværelser i Berlin og får krisepsykologbehandling bagefter, så bliver det ikke meget billigere eller mindre pinligt end kongehuset.

Det er jeres egen skyld, at Henrik kan kalde sig konge. For I ville have ligestillingen, og man kan ikke få den uden at alle bliver lige. Desværre. I har devalueret kongehuset, fordi I i bund og grund er pissemisundelige over deres goder, uden at I tænker på prisen, de må betale. I vil have dem ned på niveau med jer selv, så de kan opføre sig som normale mennesker, selvom det er absurd. I vil absolut møde dem nede i Brugsen og i saunaen. Op i røven med det. Bitter Blog bukker sig for vælgernes stemme og står bag Kong Henrik. Ikke foran. Ligesom med Obama er det for farligt.

fredag den 12. juni 2009

Det fantastiske parti

Det Radikale Venstre er simpelthen et fantastisk parti. Jeg bliver aldrig træt af at studere medlemmerne, velsagtens som en hund kigger uforstående på sin herre, der kan se og overskue sammenhænge langt derude i meningens mørke, som hans bedste vens forstand ikke formår at oplyse.

I søndags kunne man se en køn, stortabende spidskandidat for samme parti optræde på fjernsynet iført lillepige-kjole og et kæmpe smil, mens Marianne Jelved og Margrethe Vestager festede i baggrunden og slogedes kælent og fnisende med deres maskot, EU-monsteret. For de radikale lader sig ikke påvirke af noget så jordnært og ligegyldigt som valgresultater. Valgresultater er banale, målbare fænomener, og i den radikale verden eksisterer kun begreber.

Deres ukontrollerede glæde på trods af egen udrensning fra EU-parlamentet skyldes, at de simpelthen ved, at de har ret. De er klar over, at de er det gode. Manglende konkret indflydelse er irrelevant, når alt foregår i teoriens skyer. De er det udsmattede højresvingsoffer, der værdigt påråber sig korrekt opførsel ifølge trafikloven. De er tegneseriefiguren, der ikke falder, selvom de er gået ud over klippens kant. De er orkesteret på Titanic.

Måske får de ret til sidst. Måske lykkes tanken om, at vi alle bliver verdensborgere, og måske bliver det en realitet, at alle mennesker bliver ens indeni, og at kulturel påvirkning virkelig er så uendeligt ligegyldigt. Jeg undrer mig blot i mit stille sind over, at de ikke går hele vejen? Slipper deres dyre tasker, biler, boliger, parfumer, fingastronomi, uddannelse, sko, fungerende lyskryds, kjoler, ismaskiner, modebriller, computere, teatre, pastaskruer og blinkende diodelygter. Men det er måske slet ikke nødvendigt? Vil de andre verdensborgere slet ikke kræve del i deres materielle rigdom? Er de slet ikke grådige som dem? Er alt de ønsker i virkeligheden bare et knus, ligesom alle andre relativt fattige i historiens løb?

Det er nok ikke for mig at forstå. Af ærefrygt tør jeg ikke melde mig ind blandt De Oplystes rækker. For det første er de nok ligeglade med medlemstallet, og for det andet laver jeg nogle gange streger i toilettet, smugspiser kager, afmelder fitnesshold og hopper over, hvor gærdet er lavest. Jeg risikerer, at de siger, at jeg er en af den slags. Derfor må jeg nøjes med at beundre. De må lede mig, som var jeg et får på marken. De er stjernerne, der oplyser mørket og viser vej til det, man ikke må betvivle, med mindre man ønsker at bevidne virkelighedernes helvede.

mandag den 8. juni 2009

Stram dog garnet

Kvinder og børn først! Jeg fatter det ikke. Det giver ingen mening. I hvert fald ikke det med børnene. Hvorfor ønsker man at redde børnene? Det er trods alt nogenlunde underholdende at producere nogle nye, og smerten ved at føde dem er bestemt overkommelig. Hvis man er en rigtig tøs og er pisse-ligeglad med at belaste vores socialsystem, kan man endda bestille et kejsersnit.

Folk bliver så kede af det, når børn dør, men det er fuldstændig fjollet. Man burde blive lettet over, at det ikke var en voksen, som smuttede i svinget, for så ville meget mere viden gå tabt. Et barn er trods alt ringe udviklet, og man har ikke kendt dem i så lang tid som f. eks. en pensionist. Derudover ligger de i små, nuttede, dejligt lette kister, som belaster miljøet meget mindre, når de produceres, transporteres og brændes. Selvom vi tager irrationelle, følelsesmæssige argumenter i betragtning, er det stadig en fordel at dø ung, for så slipper man for alle voksen-problemerne.

At blive ked af, at et barn dør, er rendyrket egoisme. Hvor tåbeligt, det end lyder, så er forældrene i bund og grund kede af, at de ikke selv kommer til at leve evigt. Jeg har aldrig fattet, hvorfor man ønsker at viderebringe sine gener, med mindre man har en eller anden form for eksistentiel-masochistisk seksualitet. Som ansvarlige og gode mennesker her i den vestlige verden burde vi afholde os fra at få flere børn. Der er masser at tage af fra Mellemøsten og Afrika. Men nej, unge, stærke negre lader I gerne dø, for at I kan få jeres egne svagelige, blege børn, som overbelaster solcremefabrikkerne og tømmer gøglerskolerne for klovnetalenter til kræftafdelinger.

Jeg glemmer aldrig Eric Clapton i 80'erne, hvor han udnyttede enhver lejlighed til at spille den der hæslige ”Tears in Heaven”-sang. For satan, jeg blev træt af at høre ham. Ja, du var uansvarlig, og dit barn faldt ud af vinduet i din penthouselejlighed i skyskraberen. Shit happens. Kom videre. Men ok, måske skulle jeg ikke skælde sådan ud på jer. Jeg bliver trods alt selv vildt hidsig og forarget, hver gang hundehvalpe dør i virkeligheden og på film. Selvom det sidste aldrig sker; Det ville alligevel være for groft.

onsdag den 3. juni 2009

Jeg er bare bedre

Indtil for få sekunder siden havde jeg en datingprofil. Jeg havde ikke betalt siden sidste år, og den lå derfor i bero, så jeg en gang hver anden uge kunne gå ind og se, hvem jeg havde skræmt væk med min profiltekst. Jeg gad ikke at betale, fordi de eneste breve, jeg fik, var trusselsbreve fra venstreorienterede. Kvinder, heldigvis, men venstreorienterede. I min profiltekst havde jeg skrevet, at jeg kun gad møde borgerlige kvinder.

... og selvom du gjorde, ændrer jeg ikke mit profilbillede. Og i øvrigt gør du, hvis han er lækker nok. Lad nu være med at spille kostbar, din so.

Dengang, jeg betalte, fik jeg dog alligevel et par breve. Disse kvinder havde angivet sig selv som værende politisk ”til højre for midten”. Jeg ringede til dem, fordi jeg ikke gad møde nogen, der havde en stemme, der mindede bare en smule om Glenn Closes, og samtalen gik i alle to tilfælde således:

”Nå, så du er ligefrem borgerlig? Det er en sjældenhed blandt kvinder.”
”Ja, jeg er medlem af det Radikale Ven-”
*klik*

Spild af tre minutters mobiltid. Hvornår fatter folk, at det Radikale Venstre ikke er et borgerligt parti? Åbenbart aldrig. Godt nok kalder de sig liberale, men de slog tydeligvis ordet op i en latinsk ordbog, oversatte det til frihed og tolkede det som frihed til at komme til Danmark, frihed til at suge i statskassen og frihed til at fjerne frihed, så vi kan få såkaldt ligestilling.

Nå, men jeg var selv ude om det, når jeg meldte mig til et site, der kalder sig eliteDaters. Der er kun to mulige betydninger af det navn:
  1. At medlemmerne opfatter sig selv som eliten, dvs. et datingsite for det Radikale Venstre
  2. At ingen gider være kæreste med medlemmerne, hvorfor de dater konstant, og dermed er de elite daters.
På trods af mine omtalte erfaringer, hælder jeg mod betydning nr. 2. Der er jo ikke så mange radikale tilbage, efter de gik af mode.

Nej, det gør du ikke; Det er fem gange så dyrt som andre steder, og alligevel er det de samme gamle, russiske varer i en fancy, ny indpakning. Og hvad fanden er en kunstformidler? Verdens mest uproduktive erhverv? Overbringer af varm luft? Det er sådanne titler, der gør mig glad for finanskrisen

Hvorfor beder jeg venstreorienterede kvinder om at stimle af? Kan jeg kun være sammen med mennesker, jeg er enig med? Kan jeg ikke tåle modstand? Jo, men fanden om jeg gider bruge resten af mit liv på at slukke for fjernsynet i raseri over Mette Frederiksens klagesang, trutmund og Anna og Lotte-ansigt, som kræver mine penge for egen vindings skyld, og så vende mig mod min egen socialdemokratiske klon af en sur, selvretfærdig, selvmedlidende, uselvstændig møgkællinge-rottweiler, som kræver mine penge for egen vindings skyld og mener, at al hendes ulykke er andres skyld. Så hellere være elite single. For jeg er ganske simpelthen bedre end de fleste andre mennesker.