lørdag den 25. april 2009

Watch men

Forleden var jeg inde at se filmen Watch men, og ja, jeg troede egentlig også, at navnet var i et ord, Watchmen, men, som du snart vil indse, er det en fejl. Watch men er en filmatisering af en voksentegneserie om superhelte. Hvad adskiller så en voksentegneserie fra en sædvanlig tegneserie, som aldrig læses af andre end tabere? Nøgenhed og sex. Så forskellen er, at kun voksne tabere læser voksentegneserien.

Filmen foregår i 1985 i en alternativ virkelighed, hvor Nixon er blevet valgt til sin tredje periode som USAs præsident. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre *), og dermed fremhæves Nixon i sin sædvanlige rolle som den onde, onde republikaner. Det var kun slikposen, der forhindrede mig i at forlade biografen, for jeg gad helt ærligt ikke sidde og se to timer og fyrre minutters latterlig venstreorienteret indoktrinering. Heldigvis fokuserer filmen ikke i den retning, men i stedet på en gruppe af ulovliggjorte retfærdighedsforkæmpere, såkaldte helte, som for en gangs skyld er næsten helt almindelige mennesker med fejl og svagheder. Da en af dem bliver myrdet, samles de for at opklare mysteriet.

De fem primære helte er:

Nite Owl: Et plagiat af Batman uden mandighed og sejhed. Han bærer store, dumme hornbriller for at ligne en ugle men ender med at ligne Poul Nyrup, og han er hamrende irriterende hele filmen igennem.

En kvinde: Jeg kan ikke huske, hvad hun hedder, men hun er tydeligvis kun med for at være lækker, hvilket hun klarer fint.

Adrian Veidt: Androgyn rigmand, som er verdens klogeste menneske.

Rorschach: Psykopatisk selvtægtsmand, som bærer en maske med de såkaldte Rorschach-mønstre, som er et gammelt redskab til at lave psykologiske tests med.

Dr. Manhatten
: Filmens eneste ægte superhelt, som blev i stand til at manipulere atomer efter et uheld i et laboratorie. Hvor originalt!

Jeg vil fokusere på de to sidste.

Rorschach bærer filmen. Så er det sagt. Han er en ekstremt voldelig person, som dog besidder en enorm retfærdighedssans. Han går aldrig på kompromis, og jeg identificerede mig øjeblikkeligt med ham. Hans replikker er en fryd og efterlader de andres svage og kedelige. I et af filmens højdepunkter er Rorschach røget i fængsel og er derfor låst inde sammen med en masse forbrydere, han selv sendte derind. Efter at have kastet kogende olie i hovedet på en medfange, som truede ham med hævn, råber han til de andre: ”I'm not locked in here with you. You're locked in here with me!”. Fantastisk. På grund af sin kompromisløshed, ender Rorschach med at være den eneste sande retfærdighedsforkæmper i filmen.

Et billede af Rorschach. Spørg mig ikke, hvorfor hans maske forestiller et kvindeskød, som dolkes igen og igen ... og igen.

Dr. Manhatten gav filmen sin todelte titel, for når man er blevet ioniseret, eller hvad fanden der nu skete, i et laboratorieuheld, så bliver man åbenbart blå, hvorefter man udnytter ethvert øjeblik til at udleve sine ekshibitionistiske tendenser. Jeps, Dr. Manhatten spankulerer nøgen rundt i hele filmen, hvorved cirka 85 % af filmens billeder domineres af en computeranimeret, slap, blå og dinglende penis. Her er en besked til filmens instruktør: Ingen gider se penisser. Ingen. Bortset fra ejermanden selv, homoer og en lille gruppe hennafarvede kvinder, som konstant ignorerer mig, fordi de udelukkende går efter voldelige, tatoverede fitnessfyre. En mandlig biografgænger ved siden af mig stønnede højlydt, hver gang organet blev fremvist. Heldigvis ikke af vellyst.

Så hvis du er interesseret i tegneserier eller nøgne mænd, kan du roligt gå ind og se Watch men. Du kan altid kigge ned i din kilotunge slikpose, ligesom jeg gjorde, når Dr. Manhatten laver helikopteren på det enorme lærred. Derfor får Watch men fire ud af fem dinglende penisser. Det er jo ikke ligefrem en ny Rambo 4.



*) Kun Franklin Roosevelt sad i over to perioder, men det var jo helt ok og ukritisabelt, fordi han var demokrat. I 1951 blev det tilføjet til grundloven, at ingen præsident må sidde mere end to perioder.

tirsdag den 21. april 2009

Fordi vi kan

Da størstedelen af Danmarks befolkning og dermed de fleste af mine læsere hovedsageligt interesserer sig for, hvilket mærke taske, sko eller solbriller, de skal tage på i morgen for at imponere deres ligeså intetsigende venner, kommer det uden tvivl som en overraskelse, når jeg fortæller, at vi skal til valgurnerne 7. juni 2009.

Der er to afstemninger. Den ene bestemmer hvilke udbrændte danske politikere, der vinder en billet til evig, skattefri pension i elfenbenstårnet i Bruxelles. Så længe du ikke stemmer på Dan Jørgensen, er jeg ligeglad. Jeg så ham på TV2, og magen til dumsmart blanding af smørtenor og bilsælger skal man sateme lede længe efter. Man er godt nok mærkelig, hvis man som ung mand ønsker at befinde sig sammen med den flok sølvræve, der befolker EU-parlamentet. Det er ligesom de uduelige medstuderende, som blev ansat i firmaer, der udelukkende bestod af tjenestemandssikrede, fagforeningsprædikende, 59-årige mænd, som læste avis dagen lang.

Nå, men den vigtige afstemning er den om tronfølgeloven, hvor man ønsker at indføre ligestilling mellem kønnene. Lad os lige få nogle ting på det rene. For det første er kongehuset en anakronisme, og derfor giver det absolut ingen mening at indføre såkaldt ligestilling. Kunne man til sammenligning forestille sig, at man gennemrenoverede Den Gamle By og satte lydtætte, energibesparende aluminiumsvinduer i hele møget? Næppe, selvom det ville give bedre mening end at få en tøs som konge.

I øvrigt vil den nye tronfølgelov først få virkning med et eventuelt pigebarn af den lille prins Christian ... er det ikke det, han hedder, ham, der ligner den modbydelige unge i Ondskabens Kirkegård? Dermed vil den først få effekt om måske firs år, og når man tænker på danske mænds sædkvalitet og den renters rente formel, man lærte i Folkeskolen, er der noget større sandsynlighed for, at der sidder en sultan på tronen til den tid. Og så kan jeg love for, at loven alligevel ikke eksisterer længere. For resten er det slet ikke sikkert, Christian ønsker børn, hvis det er rigtigt, at karaktertræk springer en generation over.

Hvis man endelig skulle indføre ligestilling, så burde man også gøre det i den anakronisme, hvor det ville få en virkning: Værnepligten. Men nåh nej, ligestilling gælder jo ikke den vej, vel? Da en ændring af tronfølgeloven er på linie med en grundlovsændring, kræver den, at 40 % af de stemmeberettigede stemmer for, ikke bare 40 % af dem, der stemmer. Og da næsten ingen gider at fremmøde til EU-parlamentsvalg, fordi de ved, at det er så uendeligt ligegyldigt, så burde vi have en chance for at fremkalde et rungende nej til denne håbløse lov, så politikerne kan fatte, at vi ikke gider deres latterlige knæfald for feminismen og dens ensrettede ligestilling.

Hvis du er mand, og ingen af ovenstående argumenter bider på dig, eller du er en af de mange, som alligevel ikke gider troppe op til afstemningen, eller du simpelthen ønsker at stemme for, så skal du ikke forhindre kvinderne i at få tronen, fordi jeg siger det. Du skal forhindre dem, fordi du kan.


Bob stemte naturligvis som forventet

fredag den 17. april 2009

Studie i stupiditet

Jeg burde have forudset katastrofen:
  • Skrivekursus
  • Tolv deltagere
  • Det humanistiske fakultet
... og så Bob Glitter. Det første, jeg bemærkede, var, at jeg var den eneste privatansatte blandt de tretten deltagere. De andre var i det mindste ikke arbejdsløse, men var blevet tildelt permanent ophold i videnskabens hidtil bedste bud på cryostasis, den offentlige sektor. I deres egenskab af at være svage havde de sikkert fået tilskud til den uhyrlige kursusafgift, som jeg havde betalt i dens fulde vulgaritet.

Hvad oplever man, når man som naturfagligt uddannet træder ind på dette hellige institut, hvor professorerne nemt afviser ubehageligt skarpe studerendes kritiske spørgsmål ved enten hovent at trække erfaringskortet eller at tale ned til dem med venstredrejet retorik, og hvor skellene mellem kønnene udviskes i en grad, så man bevæger sig med ryggen mod muren hele vejen op til undervisningslokalet?

For det første var det stort set umuligt for underviseren at formulere en opgavebeskrivelse, og når han endelig gjorde, fattede de studerende den ikke, da det kræver en vis grad af logik og rationel tankevirksomhed. Som resultat brugte vi ved hver undervisningsgang en times tid på at rode rundt i, hvad der egentlig skulle være lavet, og når vi kom til en enighed, der sjældent matchede det, som læreren havde stukket ud ugen før, havde de fleste misforstået det.

For det andet blev alle mine værste fordomme om offentligt ansatte bekræftet. Flere af deltagerne var skolelærere, som alle var enige om, at der var for stor arbejdsindsats på kurset, hvorfor de ikke afleverede flere af de obligatoriske afleveringer. Jeg skulle lige til at sige, at jeg havde et ægte fuldtidsjob og et halvtids universitetsstudie på et virkelighedsnært fakultet oveni dette kursus, men da var de allerede gået ud for at ryge.

For det tredje, at der eksisterer en ufattelig modepræget, elitær holdning til, hvad der er rigtig litteratur. Kortprosa hyldes, Helle Helle er Gud, og al litteratur, som indeholder underlødige elementer såsom plot, historie eller beskrivelser af omgivelser, er naturligvis det argeste bras. Jeg betragtede, hvorledes de allerværste røvslikkere forgæves forsøgte at løbe lige i hælene på underviseren. Hvordan de skiftede holdning fra den ene yderlighed til den anden, når underviseren gjorde. En speciel samtale, jeg overhørte mellem to Helle Helle wannabes var:

- Jeg læste Helle Helle's ”Ned til hundene” i weekenden. Det er jo fantastisk litteratur. En fantastisk, vidunderlig bog.
- Ja, hun er fantastisk
- Altså ... lidt underligt. For det handler jo ikke om noget, vel? Men den er god!
- Helt utrolig!

For det fjerde, at på trods af at de muligvis har betalt et større beløb for at deltage, så er de fleste deltagere på sådanne kurser mest interesserede i at høre sig selv tale og er hverken indstillede på at modtage eller afgive kritik. Da vi i en kritikgruppe skulle gennemgå en af mine tekster, blev den hånligt afvist af en af Helle Helle deltagerne, da den ”handlede om krig”, som åbenbart ikke er fint nok til at spilde tid på. Nå, men tak, for jeg læser da med glæde dine uendeligt interessante tekster om psykisk syge kvinder, der får tæv af deres mænd, hvilket slet ikke handler om dig selv, vel, din ko?

Eksempel på mine noter under kritik af en deltagers tekst

En af mine andre yndlingsdeltagere på kurset var en ældre Indien-fanatiker, som jeg tidligere har nævnt på Bitter Blog. Aldrig har jeg oplevet en person, der fattede så lidt uden medicinsk set at være en grøntsag. Det morsomme var, at hun proklamerede på første undervisningsdag, at et eller andet orakel med snabel og mange arme i Indien havde fortalt hende, at hun ville blive en berømt forfatter. Jeg mistænker, at oraklet i stedet havde sagt, at hun ville ”blive øm af de patter”, som utroligt nok sad placeret nede under hendes navle. Et faktum jeg ikke opdagede før tredje undervisningsdag, da bestyrelseskvinden på mystisk vis havde forudset det efter at have lagt øre til min klagende, men ikke fysiske beskrivelse af Indienkvinden. Hængepatternes første tekst, som var et harmonikasammenstød af synsvinkler, sprogstil og tegnsætning, handlede om et indisk bolle-kollektiv. Her er et uddrag af en samtale, jeg førte med hende under kritikken af hendes tekst, hvor jeg naturligvis lagde ud med at overgive mig til mine fordomme om, at enorme hashbongs nok ikke var det eneste, hun havde bappet på dernede:

- Er det noget, du selv har oplevet?
- Nej da. Det er noget, jeg har hørt om.
- Fair nok, jeg tænkte bare, at når nu du havde været i Indien ...
- Det er det altså ikke. Jeg har hørt det fra en mand.
- Fint. Du skriver et sted i teksten, at de to vagter gik væk fra kollektivet. Men hvorfor gjorde de det?
- De var jo vrede.
- Det kan jeg ikke læse ud af teksten nogen steder?
- Jamen, jeg kunne da tydeligt se det på deres ansigter.

Det var lige dér, jeg besluttede mig for aldrig at deltage i et lignende kursus igen.

P.S.: Ville det være forresten være weird, hvis jeg nu efter kursets afslutning sendte sex-tilbud ud på e-mail til de kvindelige deltagere, jeg fandt interessante? Der var en ung pige, som var ret lækker, og som smilte til mig i hvert fald én gang. Og hende den ene Helle Helle wannabe så ret trængende ud. Hun kunne godt gå an i en håndevending, og hun virkede let påvirkelig.

lørdag den 11. april 2009

Mødekultur

Halvfems procent af alle møder er spild af tid, og jeg hader dem, med mindre jeg ikke skal deltage aktivt, og jeg derfor kan sidde og kigge ud af vinduet og drømme om det ukomplicerede liv som pirat i det caribiske hav, hvorpå jeg sejlede som ung knøs på min Commodore 64. Selvom mødekulturen vist nok blev dømt umoderne allerede efter Time Manager™-firserne, så lever den i bedste velgående, passet og plejet af de inkompetente kollegaer.

Jeg har en gammel ven, som er næsten ligeså sej som jeg selv. Vi har uafhængigt af hinanden fundet ud af, at decline-knappen på mødeindkaldelser i Microsoft Outlook er vejen til succes. Når mødetiden oprinder, og alle kollegaerne farer ned af gangen med notesblokke og mobiltelefoner, glor de på mig og spørger forundret, om jeg ikke skal med, hvorefter jeg svarer, at jeg ikke gider. Herefter er jeg omgærdet af mystik; Godt nok vidste vi, at Bob Glitter var klog og vigtig, men hvad besidder han, thi han ikke efterstræber den hellige gral af udstråling af vigtighed: Møder. Efter jeg tog denne taktik i brug er mine kollegaer i højere grad begyndt at hente kaffe til mig og spørge mig til råds. Det sidste er jeg naturligvis for travl til at bruge tid på.

Mod cheferne og projektlederne har jeg en lidt anden angrebsvinkel. Når jeg decline'r deres møder, skriver jeg følgende korte besked på afvisningen: ”Det ligger over tasteabe-niveau”. Denne falske selvnedgørelse gnubber mine lederes egoer, hvor det kriller allermest lækkert; Ham Bob Glitter er en af de få, der har fattet, at vi ledere er de vigtigste og klogeste, der findes. Ham skal vi holde fat i. Inderst inde ved de naturligvis godt, at jeg har et fast greb med begge hænder om den dug, der ligger under den kongelige porcelænsopdækning, der er firmaets indtjeningsgrundlag.

Som nævnt lever visse inkompetente mennesker af mødekulturen. Jeg har engang været ansat i en halvoffentlig virksomhed, og når jeg kører med tog til København, møder jeg af og til personer, som jeg nemt kan udpege til at være uduelige offentligt ansatte. Det drejer sig typisk om svært overvægtige kvinder med kort hår, dyre, åndssvage modehornbriller, iført sækkelignende storblomstrede kjoler og med det nyeste i mobiltelefoner, som de uhæmmet skriger i om kommende møder, mens de skubber Mars-bars i kæften, og skilter sig med deres titler, der begynder med projekt-. I deres stillinger, som blev sikret gennem enten en tåbelig ligestillingskvote eller chefens bestræbelser på at nå at spilde nok penge til at modtage ligeså mange fra statskassen næste år, rejser og vader de frem og tilbage mellem ligegyldige projekter med ligegyldige dokumenter, som ingen nogensinde gider at bekymre sig om. Hvis nogen gjorde, blev de fyret for deres sindssyge inkompetence.

Når jeg sidder overfor sådan en so, nedstirrer jeg hende med halvlukkede øjne og halvåben mund i forsøget på at give hende kræft. Typisk opdager hun mig ikke, da hun er vant til at hendes kollegaer ser ud på samme måde, men af og til er hun flabet nok til at spørge, hvad fanden jeg kigger på. Hun har nemlig som oftest manerer, som afspejler hendes undfangelse, fødsel og opvækst ved siden af spillemaskinen på den lokale bodega. Netop på dette tidspunkt afgiver jeg en dyb snorkelyd, så hun tror, jeg sover, hvorved hun bliver forfjamsket, æder sin sidste chokoladestang og stiger af toget, hvilket får mig til at håbe, at hun bliver kørt over, selvom belastningen af hendes massive indvolde på togets understel utvivlsomt ville forsinke og dermed fordyre dagen endnu mere for os alle sammen.

Undrer du dig stadig over, hvordan de bruger alle pengene i vores offentlige sektor? Fyr dog alle disse svin, disse håbløse søer, så de kan blive tvunget til at tage fysiske job, så de kan tabe sig og give nytte, i stedet for bare at være en evindelig belastning for alle os andres tålmodighed, sygehusvæsen og pengepung. Men ingen tør. Selv vores såkaldte borgerlige regering holder hånden over og skyder endnu flere gode penge efter dårlige ind i denne kollapsede stjerne af ineffektivitet. Man skulle sateme rydde ud. Men så skriger de jo op om, at de er svage, eller at de ikke har nok midler til at lave noget værdifuldt, hvorefter befolkningen i angst for, at denne statsfinansierede terrorcelle er grundlæggende for deres uduelige afkoms fremtid, endnu engang stemmer en socialdemokratisk ledelse ind.

onsdag den 8. april 2009

Farvel, tabu

Forleden dag ringede det på døren. Da jeg aldrig får gæster, blev jeg naturligvis mistænksom, og jeg sneg mig ud og kiggede gennem dørspionen, hvor jeg så toppen af en asiatisk kvindes hoved. Jeg åbnede ikke. For det første, fordi jeg var nøgen fra maven og ned, og for det andet, fordi jeg blev irriteret over, at hun ikke var på sit arbejde og betjente gamle beskidte mænd, så de ikke generer mig med tilnærmelser på internettet.

Da jeg fem døgn efter åbnede døren, lå der en lille folder ude foran. Kvinden kom åbenbart fra Kræftens Bekæmpelse og var ude for at nasse penge. Jeg har en eneste gang haft brug for Kræftens Bekæmpelse, og de ignorerede mig. Så nu ignorerer jeg dem for livstid. I øvrigt har jeg min helt egen teori om kræft. Jeg tror ikke på, at det kan helbredes af andre end patienten selv. Kræft er selvforskyldt.

Min teori er ikke mere underlig end alle de andre teorier om tal, ufo'er og krystaller, som så mange tosser i Danmark render rundt med. Faktisk er min noget mere konkret og indlysende, når man først tænker over det.

  1. Tanker er elektromagnetisk stråling
  2. Irritation er tanker
  3. Elektromagnetisk stråling giver kræft
Hvor mange personer kender du, som har haft kræft, og som ikke var pisseirriterende? Ingen! De var alle sammen røvirriterende, og derfor tænkte vi andre koncentreret på det, når vi var i deres nærvær. Irritationstankerne var stråling, som påvirkede dem, så de fik kræft. Ud fra denne teori ligger årsagen til flere forskellige former for kræft lige for:

  • Lungekræft: Rammer ofte rygere, som i deres liv har irriteret rigtig mange mennesker med røg.
  • Kræft i patterne: Jeg gætter på, at størstedelen af de kvinder, som rammes, har været narrefisser gennem hele deres ungdom. Det forklarer også, hvorfor det oftest rammer slanke, høje kvinder.
  • Øregangskræft: Det, man dør af, efter at have forbandet sin egen hørelse i årevis af P3 lytning.

Det bedste ved kræft er, at de, der rammes, bliver endnu mere irriterende. De spiller svagelige og barberer deres hoveder i forsøg på at lave et eller andet fælles statement, som bare er pisseirriterende. Og når de så vil have rabat i butikker, fortrinsret i køer eller medhold i chikanesager, så laver de chok-tricket med at løfte på kasketten, så alle kan se, hvor syge de er, og så tør ingen tale dem imod. Derved udsættes de for endnu mere stråling fra andres irritationstanker, og i tilgift stråler hospitalerne dem med store røntgenkanoner, så de kan tabe sig og blive dejligt lette at bære i kisten, når den store dag omsider oprinder. Hvis man da gider at stå tidligt op til begravelsen med de enorme tømmermænd, der er resultatet af, at man fejrede dødsfaldet aftenen før.

Den gode nyhed er, at du aldrig behøver udføre google-søgningen efter ”stenhuggeri billigst”, da kræft kan forebygges og vel at mærke ikke ved at tigge penge af fattige mennesker i ejerlejligheder. Har du et irriterende familiemedlem eller en kollega, som er i farezonen, og er du konfliktsky som de fleste? Så print et eksemplar af Bitter Blogs advarselskort og placer det ganske anonymt i personens jakke. Kortet er designet til nemt at kunne udtrykke forskellige grader af advarsler. Så er der måske håb for, at den forpulede kollega snart holder op med at smaske æbler med åben mund, som var han et skide, uopdragent lille baby-barn.







P.S.: Og er du sur, forarget og irriteret nu, kan jeg glæde dig med, at jeg har haft pisseondt i nosserne under hele skrivningen af dette indlæg.

søndag den 5. april 2009

Multikulturelt helvede

Jeg gider ikke leve i et multikulturelt samfund, men desværre gør jeg. Hver dag må jeg trækkes med at befinde mig blandt indere, kinesere, afrikanere, grækere, italienere og franskmænd, for bare at nævne nogle få. Hvis de så bare havde været ægte. Men under overfladen gemmer sig i virkeligheden blegfede, kedelige og indfødte danskere.

Jeg taler om den type af danskere, der forelsker sig hovedkulds i et andet land, hvorefter de ikke bestiller andet end at berette om landets lyksaligheder til os andre, der helst bare ville leve i fred. Forelskelse af enhver art er ynkelig, for vi ved jo, at det er løgn fra ende til anden og intet andet end en simpel kemisk reaktion i en stenalderhjerne.

For tiden er jeg belastet af at være i nærheden af en ækel kvinde, som er falsk inder. Hvert sekund i hendes nærvær er lidelse, for i hendes øjne er der absolut intet, som Indien ikke gør bedre end Danmark. Lige bortset fra, at de har enorm fattigdom, folk dør på gaden og ydmyges dagligt i et kastesystem, men det ignorerer hun nemt i kraft af sin socialistiske overbevisning. Hun drikker hele tiden grøn te af en cola-flaske og anbefalede mig at gøre det samme, fordi man potentielt forlænger sit liv fem år derved. Fint nok, så mangler vi bare at finde en grund til, at jeg skulle leve fem år længere, for hvis de skal tilbringes i nærheden af hende, så orker jeg det ikke.

Min engelsklærer i gymnasiet var besat af indianere, og som resultat kender jeg navnene på hver eneste stamme, der havde sin færden på det nordamerikanske kontinent, inden de drak sig i jorden som enhver anden fornuftig kultur. Hver gang, hun berettede om dem, kom lektionen meget hurtigt ind på mændenes udseende, mens et drømmende udtryk i hendes øjne udviklede sig i takt med den våde plet på hendes brune lærredsbukser. Det var tydeligt, at hendes opfattelse af at være squaw var at ligge bagbundet og nøgen i en tipi dagen lang, mens muskuløse, brune, langhårede, høje indianermænd drog fordel af hende. Hun var sådan en so.

Jer, der er så opslugte af et andet land, hvorfor flytter I ikke bare derhen? Det burde blive en lykke for os alle. Men grunden er, at fascinationen af det fremmede land ikke er andet end en reaktion på jeres forfejlede færd i eget, hvorved I opbygger en illusion om lykke omkring det fremmede, dannet igennem et spejl af guidede udflugter og dagligdagsfri oplevelser. Og så kan I forresten heller ikke nasse på sociale ydelser i de andre lande eller blive indlagt gratis på hospitaler for at blive kureret for sære kønssygdomme, I tog med hjem. I skulle fratages jeres statsborgerskab.

torsdag den 2. april 2009

Aprilsnar review

I går sank Bitter Blogs niveau til lige over falde-på-halen komiks, da jeg valgte at lave en aprilsnar. Dette yderst originale indfald resulterede i, at besøgende på Bitter Blog blev mødt med følgende besked:


Da alle Bitter Blogs læsere er utroligt intelligente, regnede jeg med, at aprilsnaren ville være så forventet som gaver til jul og snaps til morgenmad. Der var dog nogle stykker, der ploppede i, og som opfordret på siden mailede til mig:

Det var dog det mest elendige....

Min IP er blokeret, men jeg fatter det ikke. Jeg sidder ikke noget offentligt sted, men hjemme hos mig selv og jeg har i hvert fald ikke bedt om at få min IP blokeret! Så jeg klikker på linket for at acceptere de opdaterede servicevilkår, men jeg er åbenbart blind eller dum for jeg kan ikke se nogen steder hvor der står "jeg accepterer".

Hvad gør jeg uden min dosis af bitter blog???
... og ...

hej bitter,
der må være sket en fejl, når der står, at min IP er blokeret. jeg har ikke så meget forstand på IP'er, men jeg finder bitterblog meget underholdende, så jeg vil da gerne fortsat kunne læse den.
er det noget du kan råde bod på?
... til sidst, en kort en ...

hvorfor h.... kan jeg ikke længere læse din blog?
Alle tre fik følgende svar fra mig:

Visse udbydere har bedt om at få Bitter Blog blokeret, og da blogger.com er begyndt at understøtte det, kan jeg ikke omgå reglerne.

Jeg mener naturligvis, det er grov censur. De kan åbenbart ikke tåle min tone, men ordet burde vel være frit. Det er efterhånden på mode at lukke munden på folk, som ikke siger det, man selv mener.

Du kan kontakte din internetudbyder og udbede dig en forklaring. Det er det bedste, du kan gøre.

Jeg er bare ked af at miste (endnu) en læser.
Ikke et øje var tørt. Jeg ved ikke, om nogen af dem kontaktede udbyderen, men førstnævnte aprilsnar indrømmede i en mail, at hun var hoppet i den, så hun må have indset det på et tidspunkt. Bedre sent end aldrig.

På en måde forstår jeg vores tre godtroende stakler, for hvem forventer, at Bitter Blog disker op med sådan en gang lorte-humor? Hvis du fandt det hele morsomt, kan jeg glæde dig med, at Finn Nørbygaard netop har lavet et nyt show, og en genudsendelse af Linie 3 kan altid findes på DR.