onsdag den 25. februar 2009

Seriemord

Kender du den der slubrende lyd, som især børn laver, når de med sugerør tømmer deres glas? Man får associationer til præcis den lyd, når man tænker på finansieringen af danske tv-serier via statsstøtte. Med dine licenskroner produceres den ene skamplet efter den anden, som du ender med at spilde dine weekendaftener på, fordi du intet liv har. Tag som eksempel Nikolaj og Julie: Når man kommer hjem fra sit arbejde, tynget af stress, problemer med at hente børnene og man skændes med konen, er det bedste, der kan ske, netop, at der kommer en dansk serie, som handler om arbejde med stress, problemer med børnene og skænderier i familien.

Jeg lærer aldrig af mine fejl, så selvom jeg havde pint mig selv med håbløst naive afsnit af Anna Pihl, deprimerende episoder af Sommer og tæer-krummende skuespilpræstationer i Krøniken, gik jeg med åbent, tømmermænds-plaget sind i gang med et afsnit af Livvagterne. Det er normal adfærd for mig at blive paranoid af druk, så jeg affærdigede uden videre min umiddelbare reaktion på seriens indhold. Men da jeg dagen efter talte med mine venner, læste aviser og andre blogs, indså jeg, at intet alkoholprodukt havde skyld i den angst, der var blevet placeret i mig. Og nej, den skyldtes heller ikke hovedpersonens lighed med en mannequin med vinylparyk og to Pingvin Poletter som øjne.

Livvagterne er simpelthen gennem-rød. Bitter Blog har ikke diskplads nok til at opliste alle symptomer, men gode sammendrag findes her, her og her. Nogle eksempler på personer i serien er den højreekstremistiske journalist fra en avis ved navn ”Jyske-Morgenavis”, de altid venligtsindede og integrerede indvandrere og de højreorienterede terrorgrupper, der udspringer af Dansk Folkeparti. Skal jeg fortsætte med at fortælle om den hollandske klimafornægter Wim Cremer, der er en tydelig kombination af Geert Wilders og Bjørn Lomborg, og som er bestukket af onde olie-kapitalister? Hvad med livvagterne selv, som under hele forløbet kommer med så typisk for PET røde kommentarer om, at en klimafornægter ikke fortjener beskyttelse mod socialistiske ballademagere?

Jeg hader konspirationsteorier, og jeg tror ikke, DR gør det bevidst. De er bare røde og har røde venner, som bestilles til et stykke arbejde, som de af sig selv maler rødt. Hvis det var mig, havde jeg skjult mine politiske forvrængninger i stedet for at udstille dem mere iøjnefaldende end en Lidl butik på en gråvejrsdag, men måske er det nødvendigt for at ramme målgruppen. For en god ordens skyld nævner jeg, at ikke alle afsnit af Livvagterne er plasket til i socialistisk virkelighedsfornægtelse. Nogle af dem er bare jævnt kedelige ligesom alle andre danske serier. Hvorfor skulle den også hæve sig over andre? Det ville være i strid med ideologien.

fredag den 20. februar 2009

Påtrængende!

Efter at have modtaget utallige venneanmodninger fra tidligere bekendte, der er ude at stand til at fatte såvel hentydninger som direkte afslag, mundtlige som skriftlige, tænker jeg på, om jeg er den eneste, som ønsker en ny funktion på Facebook:


Opdatering 21/2 2009

Bitter Blog er ikke sen til at opfatte en folkestemning. En Facebook gruppe, der kræver fjende-funktionaliteten indført, er nu tilgængelig. Join the crowd!

tirsdag den 17. februar 2009

De danske tøjter

Indenfor de sidste mange år er der kommet en del mennesker til Danmark. Jeps, jeg mener den slags, der typisk går under kategorien muslimer. Jeg er af den opfattelse, at vi kan lære en del af dem, og de bør til gengæld lære at opføre sig ordentligt. En af de ting, vi med fordel kan låne fra deres kultur, er kvindesynet.

Hvis muslimernes kvindesyn er formørket, hvad kalder vi så vores? Jeg forsøger forgæves at finde et ord for at løbe beruset rundt i gaderne, nøgen fra navle-piercing ned med henna-farvet kønsbehåring. Min hjerne afstøder betegnelsen oplyst. Det første ord, der dukker op i mit hoved, når jeg taler med en etnisk dansk pige, er: Erfaren. Okay, egentlig tænker jeg luder, men jeg synes som sagt, man bør opføre sig ordentligt.

Det er en underlig fornemmelse, når jeg møder en sød lud pige og efter nogle måneder indvilger i at gå i seng med hende, efter hun har tigget i, ja, månedsvis, at opleve, at hun flår kondomet ud af mine hænder og sætter det på med en bevidstløs effektivitet, som var hun en tarmfylder, der møder endnu en klump hakket, kemisk stivet kød på pølsefabrikkens transportbånd. På den anden side er det utrolig nemt, når man ikke behøver prale for sine venner, da halvdelen allerede har været igennem maskinen.

Der er næsten ingen censur på Bitter Blog, så skriv du bare en kommentar om, at jeg er bange eller hæmmet. Jeg er tidligere blevet beskyldt for at være homoseksuel, seksuel afviger og endda jomfru, som må være det værste skældsord i unge kvinders øjne. Men sandheden er – og ja, mine venner er sikkert ualmindeligt nolle – at jeg ikke kender til et parforhold, hvor manden var den seksuelt mest erfarne. Du kan selv spekulere om, hvorfra jeg ved det.

Bedre mænd end jeg får kærester af samme type som møblerne i deres hjem: Funklende nye og uspolerede. Jeg har blot en ydmyg drøm om at kunne hente mine hos Kirkens Korshær og ikke på lossepladsen, hvor naboen smed dem, fordi de var udslidte, overplettede og hullerne i dem alt for store. Tilsyneladende befinder størstedelen af de danske kvinder sig på lossepladsen, så min drøm kræver, at forældrene indfører hårde begrænsninger i pigernes opdragelse. Gennem streng disciplin kan man nemlig på magisk vis omdanne påtvunget kyskhed til et frit valg. Nøjagtig på samme måde som med muslimske kvinders tørklæder. Jeg forestiller mig de Radikales talskvinde, der offentligt erklærer sig dydig. Denne gang bliver politisk korrekthed min stærkeste allierede.

fredag den 13. februar 2009

Lidelser i lyd

Jeg er begyndt at høre lydbøger i bilen. Ja, jeg ved, det er gay, men der er kun så meget tid, man gider bruge på at råbe af andre bilister, de arbejdsløse og busserne, mens man langsomt dør i jernkisten hver dag. Efter at have kæmpet mig vej igennem horder af dovne og sure offentligt ansatte på biblioteket, hvor de stadig tror, man hører kassettebånd, fandt jeg en bog af Wilbur Smith på cd. Den hed ”Monsun”, handlede om pirater og da coverets lovprisning af forfatterens evner var uforbeholden, hev jeg de fjorten skiver ned i min latterlige bomulds-bærepose, der effektivt afslørede mig som en af de nørdede tabere, som frekventerer biblioteker.

Jeg er kommet til cd nummer syv, og hvis der introduceres bare én person mere, der beskrives som ”et imponerende syn, bredskuldret, med et stålfast blik i øjnene og med en sølvgrå manke af hår stikkende ud under hatten”, så kører jeg frontalt ind i en af støjmurene på Ringvejen for at gøre en ende på mine lidelser. Faktisk er jeg overrasket over, hvor mange klicheer, det er muligt for én forfatter at presse ned på sølle fjorten plastic-skiver. Men de er stadig i mindretal i forhold til den ufattelige mængde af direkte pinlige formuleringer, som bogen indeholder. Føreren af en Nissan Micra var nær ved at køre galt af chokket over det højlydte, hånlige ”HA!”, der var min reaktion på følgende afslutning af en erotisk scene, der ellers havde varet i kun to kortfattede timer: ”Snart vuggede deres kroppe i den rytme, som urmennesket har kendt siden tidernes morgen!”. Gudfader bevares! Hvem fanden skriver sådan noget bras? Ja, okay, Wilbur Smith gør åbenbart. Jeg kan skrabe en mere erotisk skarp illustration ud af min netop kogevaskede gokke-sok.

Resultatet er, at jeg er begyndt at holde med skurkene i bogen. Selvom det også skete i Star Wars, Mississippi Burning og Schindler's Liste *), så er det alligevel underligt at høre en historie, hvor jeg er så meget på den modsatte side. Jeg håber af hele mit bitre, sorte, indskrumpede hjerte, at hovedpersonen og hans tåbelige klon af en helte-søn begge lider en grusom død ved hånden af sidstnævntes sygeligt jaloux tvillingebror. Vel at mærke uden at de når at bruge nogen af de neglebidende irriterende fægte-, navigations- og elskovsegenskaber, som gør dem hovent overlegne overfor alle de andre stakkels en-dimensionelle pap-personer i bogen. Men det sker jo ikke. Hold kæft, hvor er det dog en lortebog.

Den får et ud af fire mulige forsømt husmoder-skræv!


*) Slap dog af, det er jo bare film!

tirsdag den 10. februar 2009

At rejse er at dø ...

... med mindre det foregår hurtigt og effektivt, og destinationen er et luksushotel med minibar, og man ikke skal se og foretage sig noget. Jeg ved ikke noget værre end at rejse, og vi er nu kommet ind i endnu en uge, hvor alle mine kollegaer rejser ud og efterlader al arbejdet og bøvlet hos mig. Men jeg beklager mig ikke – det er trods alt bedre end at rejse.

I denne uge er det så vinterferie. Jeg fatter ikke de to kategorier af folk, der tager på vinterferie. Der er de fattige og bonderøvene, som tager nordpå, og de smarte, tomhjernede, der tager sydpå. Tager man nordpå, ender man på en underdrejet færge, hvor man i dagevis tramper rundt i eget og andres bræk. Tager man sydpå, må man udholde flere døgn i en overophedet bus med snorkende idioter og fulde unge, som indbyrdes skændes om, hvem der er mest moderigtig i tøjet.

Når man endelig frem, foregår resten af ferien med at tørre tøj, mens man ligger i sin irriterende knirkende træhytte med et brækket ben. Jeg er yderst tilfreds med, at det offentlige ikke længere betaler hjemrejser til de fjolser, som fejler under udførelsen af deres såkaldte sport. Dog synes jeg, man bør gå et skridt videre: Som med spioner, der fanges af fjenden, skulle vi afvise ethvert kendskab til dem, når de når til grænsen. Hvad fanden kan vi bruge fjolser, som ikke engang kan kælke uden at komme galt afsted, til? Intet!

Hvad er i øvrigt meningen med at søge sneen i disse globale opvarmningstider? Er det ikke på grænsen til at være klimafornægteri i forhold til, at man sædvanligvis udskældes for at være et CO2 svin, hvis man søger på Google? Jeg kører på sommerdæk hele året rundt. Alt andet ville være borgerligt, kapitalistisk miljøsvineri og afvisning af smart, rygklappevenlig miljø-consensus. Hvis I ikke snart holder jeres forpulede kæft, så klapper jeg jer én!

onsdag den 4. februar 2009

Boksning er bedst

Jeg er i et fremragende humør i disse dage, og en god portion af skylden lægger jeg på det danske herrehåndboldlandshold, som omsider tabte ynkeligt efter at have truet os med succes. Det var simpelthen det fedeste, at de tabte i den slutrunde, de nu havde gang i. Jeg aner ikke, hvilken det var, for jeg følger ikke med, og i øvrigt kommer der vel en ny igen om få uger. Det er i hvert fald ikke mere end cirka et halvt år siden, jeg sidst kommenterede denne frygtelige tøse-sport.

Håndbold er røvkedeligt og der er ingen interesse fra min side, selvom følgende søgeord har givet masser af hits til Bitter Blog i de seneste par uger:

Hvordan bliver jeg ven med Joachim Boldsen
Boldsen slikke Nutella
give blowjob Boldsen bag tilskuertribunen
Hvor er Boldsen? Porno

Den næst-kedeligste sport er fodbold. Selvom banen er noget større, så spillet syner af mere end flokken af indbyrdes gnubbende håndboldmænd, er spillerne om muligt endnu mere fimsede. Man får indtrykket af, at de grotesk over-betalte reklamesøjler løber rundt på banen med det eneste formål at promovere deres nyeste parfume, tøjserie eller frisure, hvoraf sidstnævnte kritikløst kopieres af de 40.000 pølse-ædende, stupide publikummer. En gang imellem falder spillerne lidt og græder, hvorefter de får et trøstespark til bolden. Alt for sjældent sker der skader, som er værd at se på.

Det bedste er næsten, når kampen er slut, og de 40.000 hjernedøde, fordrukne fans vader ud i gaderne for at udøve hærværk. Jeg blev engang fanget i Sukkerstokken, da Brøndby og AGF fans smadrede al offentlig og privat ejendom udenfor. Udover de 346 kroner, det kostede mig i blandet slik, så tør jeg ikke tænke på, hvad det hver weekend koster mig i skat og forsikring, at menneskelige svar på gule og hvide klumper af halsslim får noget at fylde deres tomme liv ud med.

Boksning er den eneste sande sport. Enhver, der har stået i ringen, ved hvor umenneskeligt hårdt, det er. Man kan kun have respekt for mænd og mandlige kvinder, som tør stille op til en boksekamp. Desuden er konstruktionen genial. To mænd får en enorm betaling for at stille op, men til gengæld afleverer de en smule af deres forstand. Ingen duftserier og bøsset merchandise, ikke så meget snak, bare direkte slåskamp. Publikum går i øvrigt roligt hjem bagefter, og hvis du ikke er fodboldfan, aner du muligvis forskellen fra denne sport. Ja, der er endda noget for kæresten, når bokseren fra Stald Palle må smide underhylerne ved indvejningen. Et eller andet sted er de jo bare dyr. Og det er bokserne også.

Bagsiden ved boksning er, kampe bliver til ved mærkelige underhåndsaftaler*), som parterne konstant ændrer, og dommerne lader sig altid købe til at levere et bestemt udfald. Skal man have en bokser frem, sender man ham bare igennem en arrangeret række af ringvrag, og håber, han ikke bliver slået blød på vejen. En eller anden mafia styrer tilsyneladende sporten, og sådanne skumle forbindelser kender man i hvert fald ikke fra fodbold ... vel, AGF?



*) Lad os nu få den kamp mellem Larsen og Kessler! Enhver med et dybere end overfladisk kendskab til personen Mads Larsen ved, at Kessler taber. Med mindre, det er Linse Kessler, der stiller op. Hold da kæft, de patter kan slå alt i gulvet!