onsdag den 19. august 2009

Bittert

Bitter Blog lukker, og dette er det sidste indlæg. Jeg har været fraværende i det sidste lange stykke tid, ikke mindst på grund af mit engagement i kirkeasyl-gruppen. Jeg flytter simpelthen til udlandet. Det er mig umuligt at leve i et land, hvor vi ikke lukker revl og krat ind for at tørre røv i vores socialsystem. Det er den eneste måde, vi kan komme af med det på.

Over det seneste stykke tid har jeg måttet konstatere, at der ikke længere eksisterer borgerlige partier i Danmark. Forslag om aflivning af borgeres fredelige husdyr og om at forbyde bestemte beklædningsgenstande forvandlede de sidste to ynkelige rester af borgerlige partier til skygger af Socialdemokraterne. Og hvis du foreslår ”Liberal” ”Alliance”, partiet for forsmåede, medieliderlige, homoseksuelle radikale, så stopper jeg rå kyllingefilet i halsen på dig. Men konklusionen er, at jeg taler for døve øren.

Hvis du er ny på Bitter Blog og ærgrer dig over, at du først opdager denne geniale blog nu, så fortvivl ikke. I modsætning til traditionelle blogs er Bitter Blog værd at kigge tilbage i. Her ligger ikke mindre end 170 gennemarbejdede, tidløse indlæg. De ender helt sikkert i en kulturkanon på et tidspunkt, med mindre SF kommer til magten. Så ender de i brændeovnen sammen med jøder, politiske modstandere og rige svin. Kommunister har en grim og ganske virkelig fortid, selvom de benægter det med stor succes overfor deres enøjede vælgere, der egentlig bare har et fromt ønske om at leve af andres penge.

Husk, at der stadig findes blogs derude, som er værd at læse. Jeg taler ikke om latterlige, personlige blogs med sentimentale indlæg om koncerter, dekadente drømme og pigeøl. Jeg taler om interessante, nyskabende blogs, som tør angribe mediet fra helt nye vinkler, og som styres af dygtige folk, der hæver sig over gennemsnittet. Flere gode råd kan jeg ikke give jer.

Bob Glitter forlader scenen, tæppet trækkes for, og jeg kommer ikke ud til et ekstranummer. I kan klappe og glæde jer over, at det var sjovt, mens det varede. I hvert fald for jer.

torsdag den 30. juli 2009

Halvt er helt fuldendt

Jeg er træt af mennesker, som gør ting halvt. De ødelægger alting for dem, som lever og ånder for tingene og gør dem helt. Listen over ting, som man kan gøre halvt er uendelig, men lad mig liste et par eksempler:

Lytte til heavy metal … ved at gå til en Volbeatkoncert
Få kræft … og overleve
Spille konsolspil … på en Nintendo Wii
Tro, man har smagt en speciel øl … når man har drukket en Sol
Interessere sig for fantasy … ved at se Harry Potter

Nu interesserer jeg mig ikke for fantasy. Faktisk synes jeg, det er noget af det lammeste, men den næste, som kommer forbi og fortæller mig, at Harry Potter er en god film eller bog, får et kosteskaft mast op i røven *) For jeg ved tilfældigvis, fordi jeg GAD sætte mig ind i sagerne, at der findes tonsvis af fantasy fiktion, som hende der bistandsklienten bare stjal alle ideerne fra. Og nu skovler hun penge ind, mens alle originalerne lider.

I øvrigt er der Harry Potter feber igen. Denne gang er det åbenbart en ungdomsfilm om kærlighed. Som om det ikke er nok at gennemleve helvedet in persona, skal vi nu se en film om det. Den er vel røvkedelig som alle de andre. Jeg har af mærkelige omveje set alle Potter film, og jeg faldt i søvn under hver og en. Førstegangs-sex twistet vil nok ikke holde mig vågen i den nye film og hey, jeg syntes allerede, hun var smålækker fra Potterfilm nummer to.

Folk, der spiller Wii pisser mig også af. De kaldes casual gamers, fordi de i virkeligheden er ligeglade med at spille konsol. De synes bare, det er skægt med den bevægelsesfølsomme controller, så op i røven med, at konsollen har en grafisk opløsning på femogtyve gange femten pixels. Garanteret, de også købte den der syngende fisk, man kunne hænge op på væggen. Det værste er, at de underminerer markedet for de ægte konsoller, fordi firmaerne er ludere for mammon og hellere sælger fitness- og poledancingspil til stupide masser i stedet for at producere sand kvalitet.

Faktisk tror jeg ikke engang, jeg gider skrive om resten af tingene på listen. Hvorfor gøre noget helt, når I tydeligvis er tilfredse med det halve? Så kan I vade rundt i jeres åndssvage verden med latterlige blogs med halve indlæg og synes, at det er det fedeste siden bacon.


*) Dette gælder ikke Per Fløng, Simon Emil Ammitzbøll, Uffe Elbæk og Prins Henrik. Den ældre. Det gælder den yngre. Egentlig kunne det være skægt – uanset om han siger noget om Potter eller ej - at spidde ham på et kosteskaft og råbe til hans mor: ”Se, sådan behandler vi babyer i Danmark, din mær!” Eller også er det kun mig, der synes, det ville være skægt.

søndag den 26. juli 2009

Uspiseligt

Jeg er tilmeldt kantineordningen på mit arbejde, fordi det er mit eneste håb om at få varm mad en gang om dagen. Et alternativ kunne være at flytte hjem til mor og far, og jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg af og til overvejer det. For en kantineordning er lig med en halv times pinsel, hvor jeg konfronteres med kollegaernes såkaldte personligheder.

Inden da skal jeg igennem kantinekøen, som ikke ville være slem, hvis folk ikke opførte sig som demente øg med skyklapper. Lad mig opridse scenen:

Der er kø, og den står stille. Fårene tripper utålmodigt i forventning om, at køens forreste medlem nosser sig færdig. Det er en ældre kollega. Han kigger langsomt ud over alle retterne i omkring tredive sekunder, inden han henvender sig til den unge dame i tyverne lige bag ham.
”Nåååh …. ”. Fyrre sekunders pause.
”... så skal vi have flæskesteg i dag”, fortsætter han, mens han smiler og kigger på hende.
Han tager serveringsbestikket og rækker langsomt ud mod et stykke, inden han ombestemmer sig. Han retter sig op, kigger på hende igen og griner Uffe Ellemann-agtigt for sig selv.
”Det er ligesom juleaften. Mon vi også får gaver?”.

Der er intet så irriterende, som ældre kollegaer, der er onkelsjove overfor unge piger, som alligevel kun tænker på indvandrerlærlingen, de mødte i morges, da de afleverede deres røde Suzuki Swift hos mekanikeren. Det skulle da lige være sælgeren med de alt for store briller og biseksualitetsudstrålingen, som vader frem og tilbage mellem buffeterne, mens han taler i mobiltelefon. Eller den usoignerede nar, som insisterer på at røre alle madvarer med fingrene. Eller de to grimme, fede kontordamer, som synes, de skal opdatere hinanden om deres meningsforladte liv, mens de spærrer for fritterne.

Når jeg endelig er kommet igennem lidelserne med to tørre endeskiver af griserøven, venter skærsilden i form af perifere kollegaer og chefen garneret med kommunikation gennem flinke- og overjegs-facader. Hvor jeg skal lade som om, at jeg synes mit job er interessant, og at jeg finder det spændende, hvad firmaet burde satse på ”på den lange bane” eller ”hvilke markeder, vi ser ind i”. At jeg udvikler mig personligt af mit job, selvom jeg i virkeligheden ville få mere ud af at sove nøgen, uvasket og med spredte ben på sofaen derhjemme. De uhyre interessante samtaler kolliderer altid med, at jeg tog totusinde ærter i salatbaren, og at jeg kun har en gaffel at spise med.

Det er ikke engang en lettelse at sidde med de nærmeste kollegaer, for den ene har bordmanerer, som var han teleporteret direkte fra vikingetiden til kantinens åbningstid, onsdag formiddag. Han er en person, som har uddannet sig over sin stand. At spise sammen med ham er som at sidde foran et akvarium og se en sugemalle æde, bortset fra, at der ikke er en lyd- og lugtisoleret glasplade foran. Hans mund er konstant smurt ind i dressing som læbestift på en tæskefuld bodegakælling. For det meste bemærker jeg det ikke, da hans smasken overdøver alle mine sanser. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, når han byder på rester fra sin tallerken.

De burde lave enkeltpersonsbåse i kantinen. Jeg kender en biograf, som måske har nogle brugte, som de kan købe billigt. Så slipper man da for at se, høre og lugte de irritationsmomenter, som kaldes kollegaer. Jeg har ofte overvejet at tage maden med tilbage til mit skrivebord, men den uduelige rengøringsdame gør ikke ordentligt rent efter mig. Dovne so. Så sådan er det altså … en halv times helvede hver evig eneste dag, før jeg igen kan vende tilbage til surfingen.

tirsdag den 21. juli 2009

Du har ret

Jeg ved faktisk ikke, om der eksisterer mere irriterende mennesker end dem, som intet selvværd har. På ugens top fem ligger de nummer et:

5. Raske socialdemokrater
4. iPhone ejere
3. Projektledere
2. Muslimske selvmordsbombere
1. Værdiløse mennesker

Nu undrer du dig sikkert over, at jeg kalder dem for ”værdiløse mennesker”. ”Hvorfor kalder du dem ikke for mennesker uden selvværd?”, sidder du og tænker med din dumme hjerne, der som sædvanlig intet fatter. Det er fordi, at mennesker uden selvværd er værdiløse. Mennesker uden selvværd har opnået selvindsigt nok til at indse, at hvis de engang ender i en redningsbåd med en pose mugne gulerødder, så vil de smukke, perfekte redningsfolk sætte alt ind på at bjærge posen før dem. Kvinder, børn, mænd, mugne gulerødder og så de værdiløse. Hvis der ikke er pæleorm at redde i båden inden.

Jeg ved, det er usædvanligt for Bitter Blog at sparke på folk, som allerede ligger ned, men det er trods alt meget nemmere at ramme dem, og så er det så skægt, når de undskylder efter hver fuldtræffer. Eftersom de er værdiløse, gider folk alligevel kun bekymre sig om dem, hvis de er betalt for at arbejde på et psykiatrisk hospital. Og selv disse ansatte ønsker sig tilbage til gamle dage, hvor folk betalte penge for at kaste sten på de tossede.

”Jamen, hvorfor er mennesker uden selvværd værdiløse”, spørger du nu i din håbløse naivitet. Svaret er enkelt. Tænk på alle de gange, en værdiløs har spurgt dig om råd til køb af tøj, billeder eller musik eller de gange, de har ævlet løs om deres voldelige kæreste. Du har svaret: ”Hvad har du selv lyst til? Lyt til dig selv!”. Men hvis vedkommende siger, at han eller hun ikke føler sig så god som andre, hvad svarer du så? ”Du skal ikke lytte til sig selv. Du har så mange gode sider. For eksempel-”. Og det er så der, du faker, at din mobiltelefon er løbet tør for strøm.

Fordi vi lyver. Vi lyver, fordi vi ikke vil fortælle krybet sandheden: At alle ser ned på dem, ingen, ingen kan lide dem, og at de har ret. De kender trods alt sig selv bedst og har indset, at de er utåleligt værdiløse, håbløse tilfælde, som alle bare griner af. Vores politiske korrekthed og lyse sind dikterer, at det er dumt at begå selvmord, selvom det ville være det bedste for disse stakler og os andre, som er mere værd end de frikadeller, vi æder. Der er trods alt ingen, der vil savne dem alligevel. Slet ikke dem selv.

torsdag den 16. juli 2009

Idioten ved siden af

De fleste mennesker irriterer mig, men naboer er blandt de værste af slagsen. For fanden, hvor er det dog belastende, når de brokker sig og påpeger ting, som man i deres mening burde have gjort. ”Få dog et liv!!”, plejer jeg at sige til dem, selvom jeg efterhånden har fundet ud af, at det er omsonst. Mange af dem har måske forsøgt i årevis, men de er simpelthen ikke intelligente nok.

Man kan dele irriterende naboer op i to kategorier – de unge og de ældre. De unge ryger naturligvis over i de ældres kategori på et tidspunkt, hvis vi altså ikke er så heldige, at de dør af kræft inden. Men før da har de deres storhedstid i nybygger-kvarterer, hvor deres liv er et langt, ligegyldigt væddeløb med naboerne om, hvem der ejer den største bil og Weber-grill. Det der med at opdrage børn eller vise dem en smule omsorg er ligegyldigt, når blot de kan finde noget at snage i hos andre. Og de kan de! Om ikke andet så ved at stå og glo ind af vinduerne for at se, om nogen har fået et eller andet latterligt materielt gode, som de kan overgå i et forgæves forsøg på at udfylde det gigantiske sorte hul af intethed, som deres liv er.

En gang, jeg løb en tur i et lidt ældre parcelhuskvarter, kom jeg forbi et hus, hvor en ældre mand lå på plænen, som han klippede med en hækkesaks. Det er ikke løgn: Han lå ned og sigtede med det ene øje lukket, så de sidste strå kunne klippes helt lige. Jeg overvejede, om jeg skulle løbe ind og stampe ham hårdt i nakken for at befri ham for den pine, livet måtte være for ham, men jeg valgte at jokke i hans rosenbed i stedet. Han er af typen den noble ældre nabo, som er den pligtopfyldende og altid elegant klædte mand. Jeg så en gang en rigtig debil en af slagsen stå og skovle sne kl. 2 om natten på trods af, at årtiets snestorm stadig rasede. Det var ligegyldigt, for man skal jo rydde sne fra sit fortov. Det skal man da. Fjols.

Derudover er der den suspekte ældre nabo, som typisk bærer et ti år gammelt joggingsæt og et par briller af den type, som bliver tonet i sollys. Her bringer jeg en advarsel, for man bør aldrig stole på folk, der bærer den slags briller. Aldrig nogensinde har jeg taget fejl. Der er altid et eller andet galt med disse mennesker. Jeg havde engang en chef, som bar sådanne briller, og efter tre års godt samarbejde ville jeg revurdere min teori, hvorefter han straks stjal alle firmaets hemmeligheder og forsøgte at sælge dem til konkurrenten. Nå, men denne form for nabo kigger dig med hjælp fra brillerne aldrig direkte i øjnene og fortæller dig, hvad du bør gøre ved enten at skjule det bag et host, råbe det over hækken, plante små hints gennem de andre naboer eller skubbe en seddel ind under din dør, når du ikke er hjemme. De tæsker også konen og piner deres hund.

Men hvorfor bruge tid på at irritere sig over disse naboer? Fordi de forsøger at påtvinge en deres tvangsagtige vaner! Nej, jeg gider ikke have en lampe ligesom deres, og nej, jeg skal ikke have samme type tag som dem, og nej, jeg gider fandeme ikke klippe hækken ved brug af et vaterpas, bare fordi synet af en skæv liguster udløser deres OCD. Hvis de da bare fandt noget andet at udfylde deres sørgelige liv med, for faktisk er deres adfærd ikke så underlig endda. De har nemlig absolut ingenting at tage sig til, bortset fra at lægge mærke til alt, hvad alle andre gør, og samtidig har de så den triste kvalitet, at de mener, at alle andre skal belæres. De burde kraftedeme skrives ind på matrikler på lige linje med forurening. Læs dog en bog, eller find en anden hobby, men lad dog være med at forsøge at tvinge mig til også at gøre det.

torsdag den 9. juli 2009

Uskyldig barndom

Kender I følelsen, når man pludselig ser noget, som man genkender fra sin barndom, og som man ikke har set siden? Den fik jeg, da jeg læste en artikel i Lokalavisen forleden. Da jeg gik i skole, fik vi elever inden sommerferien udleveret et katalog over nogle aktiviteter i sommerferien. For det meste var det sport, som vi kunne melde os til og deltage i, hvis vi kedede os.

Det eksisterer stadig! I Viby ved Århus har de endda et ministudie, hvor små poder kan lære at skrive deres egne rapsange med hjælp fra kommunalt ansatte rollemodeller. Artiklen med den lykkelige undertone citerede sangteksten af 11-årige Salman:
Ey yo det er Salman
med det der Gangsta Funk
er du gal mand.

Jeg sælger Gangsta skunk Til de blir helt plørt, bliver helt skør ka du ikke forstå til de mister deres kulør
hør.

Jeg hader min kontaktperson, han forstår ikke at Salman er en stor kanon jeg har en enkelt patron
for Messerschmidt
for han snakker masser shit
han sku kom og sut min pik

Hr. Statsminister Mr. Lars Løkke

Jeg vil gerne stjæle med dig
må jeg tykke
Jeg hør at du får gratis vin gratis Look Light gratis porno film

Jeg vil cruise hele dagen ligesom Bent Bentsen
og sælge coke ligesom Bent Bent-søn

Jeg kender kriminelle, der aldrig scorer så stort
som Peter Brixtofte scort sit lort Beeyatch
Sangen varmede mit hjerte på trods af, at dengang jeg selv lavede noget lignende, opfordrede jeg hverken til pædofili eller grove narkoforbrydelser. Jeg kritiserede heller ikke min kontaktperson, hvad i alverden det så end er.

Men det er dejligt, at de unge bliver aktiveret på så positiv en måde, for da jeg var barn, kunne jeg i hvert fald finde på at lave ballade, hvis jeg kedede mig. Måske drillede jeg nogle myrer, sparkede en bold over i naboens have, eller hvis det var helt slemt, røg jeg en cigaret. Og det er dejligt at se, at der sker lidt udvikling for de unge. At de ikke bare er på samme dødssyge, nolle sted, som vi var dengang.

Det bedste er næsten, at det hele er finansieret af mine skattekroner. I en tid, hvor visse politikere klynker over, hvor udmagret den offentlige sektor er, er det vidunderligt, at der findes råderum til lidt sjov. Hvis du i modsætning til mig har svært ved at glædes dig over det, så betragt udskejelserne på samme måde som en forsikring, for som en af mine gamle venner sagde til mig: ”Det er bedre, end at de løber rundt og brænder børnehaver af”.

Forsikring … eller er det beskyttelsespenge? Jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad aktiviteterne er om tyve år. Drive-by shooting? Molotov 101? Spank din ho? Åh, jeg elsker Danmark!

Har du lyst til at vide mere om Århus Kommunes fantastiske prioriteringer, kan du læse artiklen her, som i øvrigt fik slettet sangteksten og læsernes kommentarer, fordi redaktionen syntes, det var synd for lille Salman.

lørdag den 4. juli 2009

Genvej til flad mave

Nu da Feminas læsere vælter ind på Bitter Blog, må jeg hellere lave et relevant indlæg. Jeg gider ikke skrive om hverken sex, garn eller overgangsalder, så jeg vil i stedet fortælle om min mirakelkur til at få en flad mave. Min egen sixpack er så markeret, at jeg får tømmermænd bare af at se mig selv i bar overkrop i spejlet, så jeg garanterer, at kuren virker.

Det centrale princip i kuren er:
  • Hold så op med at spise alle de kager, din fede so.
Da jeg ved, at overvægtige kvinders egentlige interesse for at tabe sig kan betegnes som ”uhyre forbigående”, er hele kuren opsummeret i mundrette, letfordøjelige sætninger, som ikke kræver mange sekunder at læse, og som kan skrives på små huskekort, der kan tages med i lommen. Hvis du da stadig kan håndtere en blyant med dine fede fingre, og hvis der er lommer på de der sække af blomstrede kjoler, du går med.
  • Der er ingen genveje. Ingen.
Som slankekonsulent bliver jeg så træt, når jeg i kassekøen står bag den fede kvinde med hendes underdanige, sygeligt spinkle tabermand og karseklippede bøllesøn og ser, at hun udover et halvt kilo gamle gulerødder har købt seksten tigerroulader og ti ruller Pringles chips. Nej, du bliver ikke slankere af at spise mere, selvom dit merforbrug isoleret set er sundt.
  • Sukker feder også. Det er kalorier, der tæller, og nu gider jeg snart ikke sige det mere.
Uanset hvor mange gange du læser dine Anne Larsen bøger fra 90'erne, kan du ikke tillade dig at æde hverken en, to eller atten poser Katjes slik, uanset deres pisseirriterende reklamer og nul-fedt indholdsdeklarationer på forsiden af poserne. I hvert fald ikke hvis du ikke vil fortsætte med at være en trussel for andre folks mentale helbred, når du vader letpåklædt rundt på stranden. Bonuseffekten for dig er naturligvis, at du senere, når du vejer 400 kilo og har sort elefanthud mellem skamlæberne, kan skyde skylden på sukkerafhængighed, sukkerproducenternes kapitalistiske ondskab og sikkert også kommunen.
  • Du kan ikke punkttræne.
… og slet ikke med den XXL elastik, der er slappere end tyggegummi, som du købte på TV-shop for dine bistandspenge. Især fordi, at det kræver, at man rent faktisk bruger den. Det er ikke nok bare at købe den ind, og så æde en ekstra bakke træstammer, fordi du nu mener, du har taget det første skridt. Og forresten, punkttræning betyder, at man træner et bestemt sæt muskler for at tabe sig på netop det sted, hvor de er placeret, f.eks. på maven. Som bevis: Kig på dine kæber … på trods af din ivrige punkttræning, hvor mange hager har du så?
  • På mandag er det nøjagtig lige så træls at være dig, som det er nu. Nej, vent! Det er lidt mere træls.
Lad være med at udskyde. Begynd nu. Ikke efter du har læst dette indlæg, men lige nu. På mandag, efter weekenden, efter fødselsdagen, efter lægen har indstillet dig til gastric banding er det nøjagtig lige så surt at være dig. Der er dog et alternativ: Hæng dig selv. Hvis du kan finde et reb, der kan bære, og du ikke er flov over at ruinere din familie og være skyld i en mindre regnskovs udryddelse for at skaffe træ nok til din kiste. Du kan selvfølgelig bede om at blive brændt i dit afskedsbrev, men CO2 udledningen ville sandsynligvis tippe landet over i en miljømæssig katastrofe.

God slankelyst! Mere sundhedsinformation kan findes her.

mandag den 29. juni 2009

På det jævne

Med risiko for at gentage mig selv, er jeg også holdt op med at lytte til radio. Jeg er overgået til lydbøger. Mine lydbøger plejer at vare mellem ti og femten timer, og jeg er kun tvunget til at høre radio i de fem sekunder, det tager at skifte cd fra den ene bog til den anden. Da jeg typisk har to bøger på én cd skal jeg lytte til radio i få sekunder pr. tredivte time. Alligevel var det rigeligt til at ødelægge min dag.

Jeg nåede nemlig at høre fem sekunder af en Nik og Jay sang, hvilket var nok til, at jeg måtte lade mig falde baglæns ud af bildøren, idet måtten sad uhjælpeligt fast under mine krummede tæer. Jeg vil ikke spørge hvem, der lytter til sådan noget affald, for jeg ved det: Du er kvinde, og du er småt skåret. Ja, du har muligvis en uddannelse, måske endda en videregående, men du formåede aldrig helt at hæve dig op over den jævne masse, og dine holdninger har ikke udviklet sig fra den pakkeløsning, du iført modebriller og måbende mund tog med fra uddannelsesinstitutionen. Selvom folk siger om dig, at du klarer dig godt, har du ikke evnerne, der gør dig i stand til at løfte din middelmådige intelligens op til noget særligt. Det særlige, som mennesker som undertegnede har.

Nu skal mændene ikke skånes. Jeg var i byen for nogle uger siden, selvom jeg for længst er holdt op med at drikke for at more mig. Nu drikker jeg alkohol udelukkende for at dulme. Da jeg trådte ind på værtshuset, vendte jeg straks om på hælen, da jeg så fem meget berusede mænd omfavne hinanden, mens de sang ”En dag tilbage”. Pludselig huskede jeg, hvorfor jeg foretrækker at drikke alene. At se voksne mænd med tårer løbende ned af kinderne skråle med på en sangtekst, som lyder som om den er skrevet af en ulykkeligt forelsket pre-teenager, der har drukket snaps med lykkepiller, er en traumatiserende oplevelse.

Det hjælper ikke, at du siger, at Nik og Jay bare er underholdning, og at du nogle gange har brug for at slappe af uden at tænke. Det er simpelthen fysisk umuligt at lytte til Nik og Jay med en intelligenskvotient over 75, med mindre man besidder jævnheden, jeg beskrev tidligere. Teksterne er så spækkede med billige tricks, ”Jeg skrider, for min datter kalder (fa-ar)”, at naiviteten hos dem, der hopper på det pis, overgår ditto hos dem, som tror, Bryan Adams i virkeligheden giver en flyvende kneppetur for brystkræft.

Nu er det ikke Nik og Jay, der er dumme. Det er jer. De er måske skamløse, ja, fordi de vælger at trykke på den store, fede, åbenlyse, nemme, røde knap, der vækker sympati hos 85 % af modtagerne: De jævne. Det er som at sidde i en bar med en pige og overveje, om man skal bruge en af samlebåndsreplikkerne, og så lade være, fordi det alligevel ville føles for billigt. Svulstigt, pseudofølende og -empatisk, men frem for alt middelmådigt. Nik og Jay er for popmusik, hvad AC/DC er for hård rock. Letfordøjeligt for de dumme. Men ok, AC/DC fans stjæler nok forholdsmæssigt flere knallerter.

torsdag den 25. juni 2009

Babysitter

Jeg holder snart op med at læse aviser. I hvert fald dem af papir, som indeholder andet end nyheder, for hvor er artiklerne dog for det meste noget forkælet klynkeri. Jeg fik fat i en instans af en af gratisaviserne, Urban eller 24timer eller hvad nu de hedder, de aviser, som normalt deles ud af unge piger, mens man kører til arbejde om morgenen, og som i et splitsekund får en til at tro, at de unge, spændstige suttedukker omsider har fået øjnene op for ens hårdt tilkæmpede biceps.

Jeg læste en enkelt artikel, inden jeg i raseri og afmagt over mine omgivelsers idioti smed den hårdt i hovedet på en gammel dame, der ventede på bussen. Artiklen omhandlede, hvor uretfærdigt det er at være forbruger i et samfund, hvor det tillades producenter at give madvarer såkaldte misvisende navne og emballage.

Eksemplet var en skinkesalat, som kun indeholdte 34 % skinke, og uhyrligheden var understreget af hele tre miniinterviews med stupide, fårede og kæmpebebrillede forbrugere, som syntes, det var så frygteligt, at staten ikke greb ind. Disse personer ejer helt sikkert huse og har arbejde, selvom de tilsyneladende er så dumme, at de bør dø i rendestenen. I øvrigt er der en enkelt fordel ved deres latterlige kæmpebrillemode: Man kan få hele knytnæven gennem stellet uden at smadre det, og derved tæller det næppe som at slå på en med briller, når man knaser dem en lige højre, næste gang, de handler ind i ens eget supermarked.

Lad os tage eksemplet og sige, at salaten udover de 34 % griserøv indeholdt 33 % mayonnaise og 33 % udkogt asparges. Hvad skal producenten så kalde salaten? Er det mere rigtigt med Mayonnaisesalat? Aspargessalat? Eller kan jeg så brokke mig til mit socialkontor, hvis jeg var så blød at tro, jeg kunne få 98 % grøntsager i en salat til 3,95,-? Hvad hvis der sammenlagt er over 50 % vand i ingredienserne? Skal man så kalde det Vandsalat? Burde det så ikke distribueres i pantbefængte plastikflasker? Jeg er sikker på, der allerede står en hær af sløve offentligt ansatte parat til at udarbejde rapporter om alle disse spændende problemstillinger.

Det er i virkeligheden så forpulet let, at enhver demensramt abe burde kunne finde ud af det. Bag på varen står en ingrediensliste. Den er endda sorteret efter mængden af den enkelte ingrediens, så ingen rigtig behøver tage stilling til tal, som jo er så svære. Hvis man er rigtig avanceret og interesserer sig en smule for næringsindholdet, er dette også specificeret i mængder pr. 100 gram. Det er så grinagtigt nemt, og alligevel vil alle vores interviewede halvhjerner have kommunens hjælp.

Hvad med at vi bare lod det være frivilligt at betale skat? Dem, som betaler skat, kan så vække en offentlig ansat på sovesofaen i indgangspartiet i supermarkedet og pædagogisk korrekt blive ledt rundt ved hånden. Os andre med en intelligenskvotient over vores skostørrelse kan så gøre os det kæmpestore, krævende besvær at vende varerne rundt og læse, hvad de indeholder. Det er fandeme ikke så sært, at vi skal betale så meget i skat i det her lorteland, når alle hele tiden vil babysittes.

fredag den 19. juni 2009

Alt for gay

Som I ved, er jeg et rummeligt menneske. Jeg accepterer forskelligheder omkring mig og omfavner dem og lader dem berige mit eget fattige liv. Forleden flød bægeret over. På så voldsom en måde, at enhver naiv kvinde ville skrige ”global opvarmning”, hvis hun så det. Ganske uskyldig gik jeg ind i fitnesscenterets baderum for at træde ind under en bruser, da jeg så en anden mand i rummet. Hans bølgende lyse hår mindede mig mest om en opgraderet Otto Leisner, men al lighed forsvandt, da jeg opdagede hans forehavende. Han sad på hug. Med spredte ben. Med en skraber i hånden. Og barberede sine boller.

Okay, homo'er, nu stopper festen. Det rager mig heldigvis ikke et vist sted, hvad I laver, når I er alene derhjemme, men lad for helvede være med at udleve jeres forpulede, degenererede seksualitet i det offentlige rum på ovennævnte måde, eller når I spankulerer totalt nøgne rundt i omklædningsrummet i timevis. Få dog noget værdighed. Synet af manden i bruseren og oplevelsen kort efter, hvor han stod fem millimeter bag mig ved pissoiret med sin halvfede dinglende og ”ventede på jeg blev færdig”, fik mig til at ønske at et tæskehold af indvandrere ville komme forbi. Og jo, vi er udmærket klar over hvem, der begår sådanne hatecrimes, selvom DR gør sit bedste for at undgå at nævne det.

Nu skal de homoseksuelle så også have deres eget OL. World Out Games, kalder de det, og det støttes med offentlige midler. Hvad er der lige galt med de almindelige olympiske lege? Tror I, jeg med kommunens hjælp kunne arrangere White Games, som kun tillod hvide, blåøjede deltagere? Der ville gå cirka tre et halvt sekund, fra jeg stillede forslaget, til jeg fandt mig selv nøgen, overtegnet med hagekors og kronraget på en bænk i Mindeparken. Ikke at jeg synes, White Games er en god ide. Jeg ser rigeligt med bævrende hvidt flæsk hver onsdag og lørdag. R og SF vil i øvrigt give asyl til bøsserne fra World Out Games. Hvordan afgør de, om de er forfulgte i hjemlandet? Er deres løse håndled blevet hugget af?


De må åbenbart også adoptere børn, hvilket er totalt grotesk. Hør her, mand-mand er udelukket i naturen, så dermed er det også udelukket i adoptionssager. Og nej, at få børn er ikke nogen menneskeret. Den der med at ”de kan være bedre forældre end traditionelle par” er lige en tand for politisk korrekt for mig. Betonrør kan være bedre forældre end de fleste tåber herhjemme, og et mere seriøst eksempel er organisationer. Man kunne sagtens forestille sig McDonalds adoptere børn og opdrage dem til at blive velfungerende, lykkelige voksne. Men alligevel tillader vi det ikke? Og det på trods af, at jeg hellere ville trøstes efter et natligt mareridt af Ronald McDonald end af en fjantet mandsling med en snurrende negerdildo oppe bagi.

Alle homo'er skulle være som Rob Halford. Ja, vi ved, han er homo, men han laver god musik, og så ignorerer vi det alle sammen, mens vi headbanger og drikker øl. Synet på homoseksuelle er virkelig noget, vi kan lære af muslimske indvandrere, udover synet på kvinder. De er snart de eneste rigtige mænd tilbage i det her sølle land. De minder også lidt om Rob Halford. De oppebærer en aggressiv fremtoning, mens de har sex med hinanden bag scenen, fordi de kun vil gifte sig med kvindelige jomfruer. Bemærk i øvrigt, at jeg udelukkende brokker mig over mandlige homoseksuelle. Det er fordi, jeg ikke har noget dårligt at sige om skærmslikkere. De er knap så klamme, og så er de fine skuespillere. Især i svenske westerns.

mandag den 15. juni 2009

Hil Kong Henrik

Hvornår begynder I at tage konsekvenserne af jeres handlinger? Fordi vi indfører ligestilling, betyder det vel ikke, at vi alle skal til at tænke lige så irrationelt som kvinder? Op til folkeafstemningen om tronfølgeloven blev vi af hidsige politikere tudet ørerne fulde af, at vi skulle stemme ja, da vi ønskede ligestilling i kongehuset. Men det får vi bare ikke, for som sædvanlig gælder ligestilling kun én vej.

Der er ingen grund til, at Henrik ikke må kalde sig konge nu. Da vi netop har fjernet særstillingen ved konge-titlen, er det kun rimeligt, at mænd, som gifter sig med en dronning, må kalde sig konge – uanset om de var dronninger eller ej, før de giftede sig. Nøjagtig ligesom kvinder, der gifter sig med konger, bliver dronninger. Det er ægte ligestilling, men nej, uha, det kan vi virkelig ikke have.

Udover rendyrket feminisme, skyldes det, at danskerne ikke kan lide Henrik. De hader ham. For han er franskmand, går med lange sokker og ikke lærer sig selv ordentligt dansk ligesom alle andre indvandrere. Jeg har en nyhed til danskerne: Hvis I ikke kan lide kronprins Christian, bliver han konge alligevel, uanset om han er dum som en dørstopper, og helt ærligt har vi ikke hørt noget begavet fra hans side endnu.

De fleste, som stemte nej til tronfølgeloven, er modstandere af kongehuset og ønsker en republik. Med andre ord ønsker de, at vi risikerer at skulle understøtte en siddende samt 5-6 levende ekspræsidenter, som skal have livslang pension, livvagt, bolig og andre offentlige ydelser. Allesammen Nyrup- og Uffetyper. Oveni at vi har pædagoger, som bruger elleve af de store fede pr. nat på hotelværelser i Berlin og får krisepsykologbehandling bagefter, så bliver det ikke meget billigere eller mindre pinligt end kongehuset.

Det er jeres egen skyld, at Henrik kan kalde sig konge. For I ville have ligestillingen, og man kan ikke få den uden at alle bliver lige. Desværre. I har devalueret kongehuset, fordi I i bund og grund er pissemisundelige over deres goder, uden at I tænker på prisen, de må betale. I vil have dem ned på niveau med jer selv, så de kan opføre sig som normale mennesker, selvom det er absurd. I vil absolut møde dem nede i Brugsen og i saunaen. Op i røven med det. Bitter Blog bukker sig for vælgernes stemme og står bag Kong Henrik. Ikke foran. Ligesom med Obama er det for farligt.

fredag den 12. juni 2009

Det fantastiske parti

Det Radikale Venstre er simpelthen et fantastisk parti. Jeg bliver aldrig træt af at studere medlemmerne, velsagtens som en hund kigger uforstående på sin herre, der kan se og overskue sammenhænge langt derude i meningens mørke, som hans bedste vens forstand ikke formår at oplyse.

I søndags kunne man se en køn, stortabende spidskandidat for samme parti optræde på fjernsynet iført lillepige-kjole og et kæmpe smil, mens Marianne Jelved og Margrethe Vestager festede i baggrunden og slogedes kælent og fnisende med deres maskot, EU-monsteret. For de radikale lader sig ikke påvirke af noget så jordnært og ligegyldigt som valgresultater. Valgresultater er banale, målbare fænomener, og i den radikale verden eksisterer kun begreber.

Deres ukontrollerede glæde på trods af egen udrensning fra EU-parlamentet skyldes, at de simpelthen ved, at de har ret. De er klar over, at de er det gode. Manglende konkret indflydelse er irrelevant, når alt foregår i teoriens skyer. De er det udsmattede højresvingsoffer, der værdigt påråber sig korrekt opførsel ifølge trafikloven. De er tegneseriefiguren, der ikke falder, selvom de er gået ud over klippens kant. De er orkesteret på Titanic.

Måske får de ret til sidst. Måske lykkes tanken om, at vi alle bliver verdensborgere, og måske bliver det en realitet, at alle mennesker bliver ens indeni, og at kulturel påvirkning virkelig er så uendeligt ligegyldigt. Jeg undrer mig blot i mit stille sind over, at de ikke går hele vejen? Slipper deres dyre tasker, biler, boliger, parfumer, fingastronomi, uddannelse, sko, fungerende lyskryds, kjoler, ismaskiner, modebriller, computere, teatre, pastaskruer og blinkende diodelygter. Men det er måske slet ikke nødvendigt? Vil de andre verdensborgere slet ikke kræve del i deres materielle rigdom? Er de slet ikke grådige som dem? Er alt de ønsker i virkeligheden bare et knus, ligesom alle andre relativt fattige i historiens løb?

Det er nok ikke for mig at forstå. Af ærefrygt tør jeg ikke melde mig ind blandt De Oplystes rækker. For det første er de nok ligeglade med medlemstallet, og for det andet laver jeg nogle gange streger i toilettet, smugspiser kager, afmelder fitnesshold og hopper over, hvor gærdet er lavest. Jeg risikerer, at de siger, at jeg er en af den slags. Derfor må jeg nøjes med at beundre. De må lede mig, som var jeg et får på marken. De er stjernerne, der oplyser mørket og viser vej til det, man ikke må betvivle, med mindre man ønsker at bevidne virkelighedernes helvede.

mandag den 8. juni 2009

Stram dog garnet

Kvinder og børn først! Jeg fatter det ikke. Det giver ingen mening. I hvert fald ikke det med børnene. Hvorfor ønsker man at redde børnene? Det er trods alt nogenlunde underholdende at producere nogle nye, og smerten ved at føde dem er bestemt overkommelig. Hvis man er en rigtig tøs og er pisse-ligeglad med at belaste vores socialsystem, kan man endda bestille et kejsersnit.

Folk bliver så kede af det, når børn dør, men det er fuldstændig fjollet. Man burde blive lettet over, at det ikke var en voksen, som smuttede i svinget, for så ville meget mere viden gå tabt. Et barn er trods alt ringe udviklet, og man har ikke kendt dem i så lang tid som f. eks. en pensionist. Derudover ligger de i små, nuttede, dejligt lette kister, som belaster miljøet meget mindre, når de produceres, transporteres og brændes. Selvom vi tager irrationelle, følelsesmæssige argumenter i betragtning, er det stadig en fordel at dø ung, for så slipper man for alle voksen-problemerne.

At blive ked af, at et barn dør, er rendyrket egoisme. Hvor tåbeligt, det end lyder, så er forældrene i bund og grund kede af, at de ikke selv kommer til at leve evigt. Jeg har aldrig fattet, hvorfor man ønsker at viderebringe sine gener, med mindre man har en eller anden form for eksistentiel-masochistisk seksualitet. Som ansvarlige og gode mennesker her i den vestlige verden burde vi afholde os fra at få flere børn. Der er masser at tage af fra Mellemøsten og Afrika. Men nej, unge, stærke negre lader I gerne dø, for at I kan få jeres egne svagelige, blege børn, som overbelaster solcremefabrikkerne og tømmer gøglerskolerne for klovnetalenter til kræftafdelinger.

Jeg glemmer aldrig Eric Clapton i 80'erne, hvor han udnyttede enhver lejlighed til at spille den der hæslige ”Tears in Heaven”-sang. For satan, jeg blev træt af at høre ham. Ja, du var uansvarlig, og dit barn faldt ud af vinduet i din penthouselejlighed i skyskraberen. Shit happens. Kom videre. Men ok, måske skulle jeg ikke skælde sådan ud på jer. Jeg bliver trods alt selv vildt hidsig og forarget, hver gang hundehvalpe dør i virkeligheden og på film. Selvom det sidste aldrig sker; Det ville alligevel være for groft.

onsdag den 3. juni 2009

Jeg er bare bedre

Indtil for få sekunder siden havde jeg en datingprofil. Jeg havde ikke betalt siden sidste år, og den lå derfor i bero, så jeg en gang hver anden uge kunne gå ind og se, hvem jeg havde skræmt væk med min profiltekst. Jeg gad ikke at betale, fordi de eneste breve, jeg fik, var trusselsbreve fra venstreorienterede. Kvinder, heldigvis, men venstreorienterede. I min profiltekst havde jeg skrevet, at jeg kun gad møde borgerlige kvinder.

... og selvom du gjorde, ændrer jeg ikke mit profilbillede. Og i øvrigt gør du, hvis han er lækker nok. Lad nu være med at spille kostbar, din so.

Dengang, jeg betalte, fik jeg dog alligevel et par breve. Disse kvinder havde angivet sig selv som værende politisk ”til højre for midten”. Jeg ringede til dem, fordi jeg ikke gad møde nogen, der havde en stemme, der mindede bare en smule om Glenn Closes, og samtalen gik i alle to tilfælde således:

”Nå, så du er ligefrem borgerlig? Det er en sjældenhed blandt kvinder.”
”Ja, jeg er medlem af det Radikale Ven-”
*klik*

Spild af tre minutters mobiltid. Hvornår fatter folk, at det Radikale Venstre ikke er et borgerligt parti? Åbenbart aldrig. Godt nok kalder de sig liberale, men de slog tydeligvis ordet op i en latinsk ordbog, oversatte det til frihed og tolkede det som frihed til at komme til Danmark, frihed til at suge i statskassen og frihed til at fjerne frihed, så vi kan få såkaldt ligestilling.

Nå, men jeg var selv ude om det, når jeg meldte mig til et site, der kalder sig eliteDaters. Der er kun to mulige betydninger af det navn:
  1. At medlemmerne opfatter sig selv som eliten, dvs. et datingsite for det Radikale Venstre
  2. At ingen gider være kæreste med medlemmerne, hvorfor de dater konstant, og dermed er de elite daters.
På trods af mine omtalte erfaringer, hælder jeg mod betydning nr. 2. Der er jo ikke så mange radikale tilbage, efter de gik af mode.

Nej, det gør du ikke; Det er fem gange så dyrt som andre steder, og alligevel er det de samme gamle, russiske varer i en fancy, ny indpakning. Og hvad fanden er en kunstformidler? Verdens mest uproduktive erhverv? Overbringer af varm luft? Det er sådanne titler, der gør mig glad for finanskrisen

Hvorfor beder jeg venstreorienterede kvinder om at stimle af? Kan jeg kun være sammen med mennesker, jeg er enig med? Kan jeg ikke tåle modstand? Jo, men fanden om jeg gider bruge resten af mit liv på at slukke for fjernsynet i raseri over Mette Frederiksens klagesang, trutmund og Anna og Lotte-ansigt, som kræver mine penge for egen vindings skyld, og så vende mig mod min egen socialdemokratiske klon af en sur, selvretfærdig, selvmedlidende, uselvstændig møgkællinge-rottweiler, som kræver mine penge for egen vindings skyld og mener, at al hendes ulykke er andres skyld. Så hellere være elite single. For jeg er ganske simpelthen bedre end de fleste andre mennesker.

fredag den 29. maj 2009

Plusbegreber

Jeg hader plusbegreber, der ingen negativ mening har, undtagen hvis man taler dem imod. For så er man pr. definition ond. Racismekortet er et af dem. Når det er smidt på bordet er alle argumenter overtrumfet. Men der findes flere. Her vil jeg beskrive tre af dem og samtidig forklare dig, hvorfor du intet fatter. Alle begreberne er i skrivende stund gidsler hos venstrefløjen.

Læser du nogensinde meningsmålinger? De fleste (omkring 95,4 % efter min seneste optælling) er af typen:
Vil du betale lidt mere i skat, hvis … (indsæt velfærdsgode her)
Socialdemokraterne har generaliseret disse spørgsmål og svaret ja på alle mulige instanser, når de erklærer:
Velfærd frem for skattelettelser
Det er klart, at man er et ondt menneske, hvis man frasiger sig selv eller andre øget velfærd. Men hvad betyder velfærd egentlig?

Plusbegrebet
Velfærd

Hvad du tror, det betyder
Statens Magiske Pyramidespil, hvor alle får mere ud, end de kaster ind

Hvad det i virkeligheden betyder
Mere i skat, flere offentligt ansatte med kandidatgrader i filosofi og sidefag i arabisk, mere administration og flere rapporter med titlen ”Problematikker i integrationen vedrørende servering af mere end to slags saftevand på offentlige hospitaler”

Hvad det burde betyde
En målestok for, hvor godt borgerne i et samfund har det



Så er der det fucking klima. Jeg er sikker på, at hvis havene virkelig stod til at stige 20-30 meter og Carsten Jensen vitterligt ikke kunne love sin datter en fremtid pga. CO2 udslippet, så ville de røde stå i kø for at indføre atomkraft. Lige nu. Men nåh nej, det hørte de jo deres bananrygende mødre sige noget grimt om i kollektivet i halvfjerdserne. Så altså lyver de.

Plusbegrebet
Klima

Hvad du tror, det betyder
Planetens og din egen samvittigheds overlevelse

Hvad det i virkeligheden betyder
Mulighed for at inddrive flere penge i afgifter, så der kan blive flere offentligt ansatte og flere investeringer i ideologisk motiverede teknologier

Hvad det burde betyde
Fokusering på hensigtsmæssig adfærd i forhold til planetens overlevelse undtaget muligheden at udradere menneskeheden. Måske



Menneskerettighedskortet er næsten lige så godt som racismekortet, lige på nær at vestlige, hvide mennesker ikke er så gode som alle andre. Tag nu irakerne i kirken. Deres sager er blevet behandlet indtil flere gange, og de fik alle gange afslag. For lang tid siden. Derfor taler deres børn dansk. Det er forældrenes ansvar, at de ikke fulgte dommen, ikke vores. Men de forsøger selvfølgelig, fordi de ved af erfaring, at de røde bukker sig. Dårlig prioritering, god tur hjem.

Plusbegrebet
Menneskerettigheder

Hvad du tror, det betyder
Noget, du skal rette sig efter for ikke at være et ondt menneske

Hvad det i virkeligheden betyder
Frikort til enhver til at slå sig ned hvor som helst for at suge på labben

Hvad det burde betyde
Noget, der rent faktisk fungerer i den virkelige verden i stedet for at lyde, som om de er skrevet i en eventyrskov befolket af blå kaniner og kæleugler

mandag den 25. maj 2009

To slags nørder

Det er ikke helt korrekt, når jeg påstår, at jeg aldrig ser fjernsyn. Forleden sad jeg og så et par timers dk4. Jeg så Gametest Magazine efterfulgt af eSport. Gametest magazine har tidligere kørt på en lokal Århus kanal, og jeg tror også, det produceres i Århus, da jeg flere gange har set nogle af værterne nede i byen. Programmet hypnotiserer mig. Ikke fordi indholdet er interessant, men fordi værterne er nørder.

Begrebet nørd bliver brugt om to ganske forskellige typer personer. Den ene er den intelligente, veluddannede, samfundsgavnlige person, som er ekspert indenfor sit naturvidenskabelige område, og som typisk er venlig og imødekommende. Han kaldes nørd af dem, der er misundelige over ikke at være lige så klog. Den anden er den blege, dovne halvhjerne med overarme som billige højttalerledninger. Han laver ikke andet end at spille computer og bestrider typisk et eller andet ekspedientjob i en specialbutik. Han er arrogant, fordi han i virkeligheden er dum. Af de misundelige forveksles han ofte med den første type nørd.

Værterne fra Gametest Magazine er af sidstnævnte type med det twist, at de ligner nogen, der har groet et halvt syvogfyrretyvende kromosom. Jeg hader dem ligeså meget som rigtige åndssvage. Deres job er simpelthen for let. De anmelder spil, som intelligente mennesker har arbejdet i årevis på, og hagler dem ned med assistance fra platte morsomheder. En af dem havde på et tidspunkt sin søster med, som havde store, fede patter og en næsepiercing. Hun lavede ikke andet end at præsentere de andre testere.

Jeg aner ikke, hvad sådanne idioter laver, når de ikke spiller på computer eller presser bumser ud. Men programmet lige efter gav en ledetråd. Det hed eSport og omtalte computerspil som en sport. Cirklen er fuldendt. Fuldstændig analogt til verdenen udenfor nørdernes, kaster de uintelligente sig over at ”dyrke sport”. Og taler ligeså uendelig lang tid og komplet uinteressant omkring deres gøren og laden krydret med en god portion bagklogskab. Goddag, nørdklon af Rolf Sørensen.

torsdag den 21. maj 2009

Ætertoilettet

Bitter Blog har holdt sin længste pause i over halvandet år, og hvordan reagerer I? Med brok og krav om nye indlæg. Nå, men jeg skriver, hvis det passer mig, og i øvrigt har jeg sørget for underholdningen hver fjerde dag i det sidste lange stykke tid, I utaknemmelige sinke-svin.

Forleden kørte jeg hjem efter at have set Star Trek i biografen. Da jeg var mellem lydbøger og mæt af filmoplevelse, valgte jeg at høre radio, som af uransagelige årsager var indstillet på The Voice. Komprimeret afføring flød ud af bilens højttalere. ”Hvis vi skal spille flere hits, bliver vi nødt til at spille dem oveni hinanden”, råbte den sælger-agtige idiot gennem æteren. Helt ærligt, det lyder allerede sådan, og hvis du nu holdt din skriger-kæft kunne vi jo lige få 425 beats mere med.

Jeg blev skræmt. Jeg blev bange ved tanken om det enorme antal kreaturer med menneskerettigheder og stemmeret, som kører rundt i VW Golf, og som kun har kapacitet til at overveje femten sekunder ind i fremtiden i deres tyktarmshjerner, der lader affaldslydene fra The Voice passere igennem uden at optage egentlig næring. Når de ikke kører babyer ned, tager stoffer, hælder brintoverilte i kærestens hår og smører brune-creme i hendes griseansigt, kopulerer de på kryds og tværs, så endnu flere stupide små kopier popper ud.

Jeg kom ud for noget næsten ligeså ubehageligt, da jeg besøgte nogle venner i en af helvedes mange forposter, parcelhuskvarteret. Da jeg trådte ind i den pæne, rene stue med alle de rigtige farver, lød der en sang af Depeche Mode fra B&O anlægget. I en fucking gospel-kor version. Ja, nemlig. Tag noget, der er tæt på perfektion af smerte og meningsfuldt indhold, vrid det efter at have ladet det koge i en time, tør det i solen og lad et sindssygt glad kor, bestående af latterlige tosser, der skulle have tæsk for at være så dumme at tro på Gud, fremføre det. Alle er glade, og resultatet passer lige ind i de moderigtige farver og familieidyllen.

Som nævnt havde jeg lige set Star Trek sammen med 127 nørder og en enkelt stakkels pige, som lå under et tæppe og sov ved siden af mig, selvom der var fyrre grader i biografen. En bebrillet fugleunge sad ved siden af og opdagede ikke engang, at jeg befølte hans døsige net-date under tæppet. Eller også var han lettet, for hun var da godt nok noget af en grimmert. For at komme frem til min pointe, så er Star Trek, på trods af at den er en actionkomedie med ligegyldigt fyld, i det mindste ikke et afkog af et bedre værk. Så derfor er jeg bedre end jer.

Jeg er imod den håbløst forældede medielicens, men tanken om, hvad der ville ske med de forskellige frekvenser, hvis indavlede bondesønner fra Norddjurs fik lov at overtage dem, er vanvittigt skræmmende. Uendelige gentagelser af talentshows, tåbelige realityprogrammer med unge mødre, fede fattige og fitnessdukker, der har sex. Godt, jeg aldrig ser fjernsyn.

onsdag den 6. maj 2009

Dan Dejligst

Nu er jeg kommet i gang, og derfor kan jeg ikke stoppe igen. Det er ligesom, når jeg er til sport, hvor jeg altid giver mig 100 %, når jeg først er begyndt. Fordi jeg er en mand. Fordi jeg ikke er en quitter ligesom jer andre. Derfor får I et indlæg mere om de røde. Det er ganske simpelt foranlediget af selveste Dan Jørgensen. Udover at han linker til Bitter Blog fra sin kampagneblog*), så kom han forleden med en udtalelse, som ganske flot opsummerer alt, hvad jeg hader ved de røde.

Dan Jørgensen fløj i helikopter mellem sine taler på 1. maj - kampdagen for bl.a. miljøelskere. Det bruger en helvedes masse CO2. Nu er jeg ret ligeglad, men klimarettroende er naturligvis forargede, og derfor forklarer Dan the Man, at han til gengæld har købt CO2 kvoter for at opveje sit pinlige smartheds-stunt. Problemet er bare, at Dan selv kritiserer regeringen for at købe CO2 kvoter. Og her kommer Dan så med sit argument: Dan er nemlig klimaforkæmper, og hans helikopterture havde idealistiske årsager, som, hvis han bliver valgt på baggrund af sine imponerende taler, vil være til fordel for miljøet, og dermed vil hans helikopterture faktisk få en positiv indvirkning på miljøet i sidste ende.

Dan Dejligst tilfældigt fotograferet i sine helt naturlige omgivelser. Ligger han mon lige der med numsen bar? Og er du ikke glad for, jeg brændte netop dét billede fast på din hornhinde? Billedet er fra fyens.dk og linker dertil.

For jer, der ikke har fattet det: Dan mener, at hans mening er den rette, og derfor må han gøre ting, som han vil forbyde andre. Hvis han dog bare var kommet med den udtalelse for et par år siden, havde jeg ikke behøvet at skrive alt det her for at få jer til at forstå hvor dobbeltmoralske, de røde er. Tillad mig et lille tankeeksperiment. Såfremt Dans partis, Socialdemokraternes, indtræden i en regering er til fordel for de svage (og det ville det jo de facto være pr. Dans logik), kunne man så forestille sig kommuner ledet af oppositionen forsætligt svigte de svage i en grad, at det ville føre til et ramaskrig, som væltede den borgerlige regering? Ja, det kunne man, for slutresultatet af de facto logikken bliver nemlig, at de svage får det bedre i sidste ende.

Jeg ender sikkert med at have leveret flere stemmer til Dan, end han havde fået uden mine indlæg, men jeg er egentlig ligeglad. Danmark (og EU) er alligevel uigenkaldeligt og uforanderligt socialistiske, og politikere vælges primært på, hvor meget de kan dele ud af andres ejendom til deres vælgere. Der er ikke engang et parti, jeg kan stemme på til det kommende EU-parlamentsvalg. For første gang bliver min stemme blank. Bortset fra nej'et til tronfølgeloven, naturligvis.



*) … hvor bloggeren erklærer sig enig med Bitter Blogs eneste erklærede psykotiske læser, Louise Korning, angående hendes tanker om Dan Jørgensen.

søndag den 3. maj 2009

Ungt kød

Visse politikere er helt vilde for, at stemmeretten sættes ned til seksten sprøde år. Sjovt nok er det de røde politikere, hvilket ikke kan overraske dem, der har prøvet at deltage i et prøvevalg på et gymnasium. Resultatet bliver altid noget med minimum 92 % til de røde. På handelsskolerne er udfaldet anderledes, men når eleverne herfra når ud i den virkelige verden og oplever, at de er uduelige, skifter de til de røde senere.

Så det er simpelthen stemmekvæg som indfanges. Skidt da med at alle under atten år fatter: Intet. Overhovedet. Af noget som helst. Børn i den aldersgruppe interesserer sig for tre ting: Sex, computerspil og hvordan de får fat i et par endnu større Dolce&Gabbana solbriller for de penge, de slap for at betale skat af. De har absolut intet begreb om, hvordan den virkelige verden fungerer. Ingen af dem betaler for deres egen mad, deres forældre curlede dem hele vejen, og de fleste har aldrig lyttet til Black Sabbath.

Lad os se det i øjnene: På trods af at folkeskolelærere har sikret sig rettigheder, som tillader dem at sove på sofaen i elleve af årets uger og at have højst tolv arbejdstimer i resten, hvor de i øvrigt er stort set umulige at afskedige, uanset hvor mange små uskyldige hjerner de smadrer, så er de ikke særlig kløgtige. Ingen af de lærere, jeg kender, er i stand til at se objektivt på noget emne. Derfor, da de er røde, indoktrinerer de eleverne. Jeg tror ikke på konspirationsteorier; De gør det, fordi de er jævnt begavede. De fatter ikke, hvad de gør.

Når jeg tænker tilbage på folkeskolen, husker jeg min historielærer, som tordnede mod dødsstraf den ene uge og næste uge fortalte, hvordan hun frydede sig, da kollaboratørerne blev pløkket uden rettergang efter 2. verdenskrig. Da jeg, som syvende klasses elev og ikke engang Mensa materiale, forhørte hende om dobbeltmoralen, efterlod jeg hende stående med åben mund. Hun fattede intet. Jeg husker også min klasselærer, som inddrog en klassekammerats sølle præmie på hundrede kroner i en tegnekonkurrence til klassekassen, fordi han skulle være solidarisk. Gudfader bevares, hvor var de mennesker dumme og indskrænkede. Og de formede og former stadig unge mennesker, som ikke er i stand til at sige fra, fordi gruppepres har så stor indvirkning i den alder. Netop derfor vil de røde gerne have fingrene i deres stemmer.

Først og fremmest burde stemmeretten sættes op til enogtyve år. Mindst. Dernæst skulle man først få stemmeret, efter man havde betalt mindst 200.000 kroner i skat, forudsat vi beholder vores dybhavsagtige skattetryk, hvilket er cirka ligeså sikkert, som at jeg drikker seks dåser Finkbräu fra Lidl hver uge. Og så skulle man kunne fyre de skide folkeskolelærere. Om jeg fatter, at man prioriterer en lærers jobsikkerhed over de klassevis af mindst femogtyve børn pr. styk, de får lov at ødelægge og demotivere. Gid de snublede og faldt ned af en trappe en sen aften. Desværre afskyr jeg sådanne metoder. Jeg er jo ikke rød, selvom det ville være meget nemmere.

lørdag den 25. april 2009

Watch men

Forleden var jeg inde at se filmen Watch men, og ja, jeg troede egentlig også, at navnet var i et ord, Watchmen, men, som du snart vil indse, er det en fejl. Watch men er en filmatisering af en voksentegneserie om superhelte. Hvad adskiller så en voksentegneserie fra en sædvanlig tegneserie, som aldrig læses af andre end tabere? Nøgenhed og sex. Så forskellen er, at kun voksne tabere læser voksentegneserien.

Filmen foregår i 1985 i en alternativ virkelighed, hvor Nixon er blevet valgt til sin tredje periode som USAs præsident. Det kan naturligvis ikke lade sig gøre *), og dermed fremhæves Nixon i sin sædvanlige rolle som den onde, onde republikaner. Det var kun slikposen, der forhindrede mig i at forlade biografen, for jeg gad helt ærligt ikke sidde og se to timer og fyrre minutters latterlig venstreorienteret indoktrinering. Heldigvis fokuserer filmen ikke i den retning, men i stedet på en gruppe af ulovliggjorte retfærdighedsforkæmpere, såkaldte helte, som for en gangs skyld er næsten helt almindelige mennesker med fejl og svagheder. Da en af dem bliver myrdet, samles de for at opklare mysteriet.

De fem primære helte er:

Nite Owl: Et plagiat af Batman uden mandighed og sejhed. Han bærer store, dumme hornbriller for at ligne en ugle men ender med at ligne Poul Nyrup, og han er hamrende irriterende hele filmen igennem.

En kvinde: Jeg kan ikke huske, hvad hun hedder, men hun er tydeligvis kun med for at være lækker, hvilket hun klarer fint.

Adrian Veidt: Androgyn rigmand, som er verdens klogeste menneske.

Rorschach: Psykopatisk selvtægtsmand, som bærer en maske med de såkaldte Rorschach-mønstre, som er et gammelt redskab til at lave psykologiske tests med.

Dr. Manhatten
: Filmens eneste ægte superhelt, som blev i stand til at manipulere atomer efter et uheld i et laboratorie. Hvor originalt!

Jeg vil fokusere på de to sidste.

Rorschach bærer filmen. Så er det sagt. Han er en ekstremt voldelig person, som dog besidder en enorm retfærdighedssans. Han går aldrig på kompromis, og jeg identificerede mig øjeblikkeligt med ham. Hans replikker er en fryd og efterlader de andres svage og kedelige. I et af filmens højdepunkter er Rorschach røget i fængsel og er derfor låst inde sammen med en masse forbrydere, han selv sendte derind. Efter at have kastet kogende olie i hovedet på en medfange, som truede ham med hævn, råber han til de andre: ”I'm not locked in here with you. You're locked in here with me!”. Fantastisk. På grund af sin kompromisløshed, ender Rorschach med at være den eneste sande retfærdighedsforkæmper i filmen.

Et billede af Rorschach. Spørg mig ikke, hvorfor hans maske forestiller et kvindeskød, som dolkes igen og igen ... og igen.

Dr. Manhatten gav filmen sin todelte titel, for når man er blevet ioniseret, eller hvad fanden der nu skete, i et laboratorieuheld, så bliver man åbenbart blå, hvorefter man udnytter ethvert øjeblik til at udleve sine ekshibitionistiske tendenser. Jeps, Dr. Manhatten spankulerer nøgen rundt i hele filmen, hvorved cirka 85 % af filmens billeder domineres af en computeranimeret, slap, blå og dinglende penis. Her er en besked til filmens instruktør: Ingen gider se penisser. Ingen. Bortset fra ejermanden selv, homoer og en lille gruppe hennafarvede kvinder, som konstant ignorerer mig, fordi de udelukkende går efter voldelige, tatoverede fitnessfyre. En mandlig biografgænger ved siden af mig stønnede højlydt, hver gang organet blev fremvist. Heldigvis ikke af vellyst.

Så hvis du er interesseret i tegneserier eller nøgne mænd, kan du roligt gå ind og se Watch men. Du kan altid kigge ned i din kilotunge slikpose, ligesom jeg gjorde, når Dr. Manhatten laver helikopteren på det enorme lærred. Derfor får Watch men fire ud af fem dinglende penisser. Det er jo ikke ligefrem en ny Rambo 4.



*) Kun Franklin Roosevelt sad i over to perioder, men det var jo helt ok og ukritisabelt, fordi han var demokrat. I 1951 blev det tilføjet til grundloven, at ingen præsident må sidde mere end to perioder.

tirsdag den 21. april 2009

Fordi vi kan

Da størstedelen af Danmarks befolkning og dermed de fleste af mine læsere hovedsageligt interesserer sig for, hvilket mærke taske, sko eller solbriller, de skal tage på i morgen for at imponere deres ligeså intetsigende venner, kommer det uden tvivl som en overraskelse, når jeg fortæller, at vi skal til valgurnerne 7. juni 2009.

Der er to afstemninger. Den ene bestemmer hvilke udbrændte danske politikere, der vinder en billet til evig, skattefri pension i elfenbenstårnet i Bruxelles. Så længe du ikke stemmer på Dan Jørgensen, er jeg ligeglad. Jeg så ham på TV2, og magen til dumsmart blanding af smørtenor og bilsælger skal man sateme lede længe efter. Man er godt nok mærkelig, hvis man som ung mand ønsker at befinde sig sammen med den flok sølvræve, der befolker EU-parlamentet. Det er ligesom de uduelige medstuderende, som blev ansat i firmaer, der udelukkende bestod af tjenestemandssikrede, fagforeningsprædikende, 59-årige mænd, som læste avis dagen lang.

Nå, men den vigtige afstemning er den om tronfølgeloven, hvor man ønsker at indføre ligestilling mellem kønnene. Lad os lige få nogle ting på det rene. For det første er kongehuset en anakronisme, og derfor giver det absolut ingen mening at indføre såkaldt ligestilling. Kunne man til sammenligning forestille sig, at man gennemrenoverede Den Gamle By og satte lydtætte, energibesparende aluminiumsvinduer i hele møget? Næppe, selvom det ville give bedre mening end at få en tøs som konge.

I øvrigt vil den nye tronfølgelov først få virkning med et eventuelt pigebarn af den lille prins Christian ... er det ikke det, han hedder, ham, der ligner den modbydelige unge i Ondskabens Kirkegård? Dermed vil den først få effekt om måske firs år, og når man tænker på danske mænds sædkvalitet og den renters rente formel, man lærte i Folkeskolen, er der noget større sandsynlighed for, at der sidder en sultan på tronen til den tid. Og så kan jeg love for, at loven alligevel ikke eksisterer længere. For resten er det slet ikke sikkert, Christian ønsker børn, hvis det er rigtigt, at karaktertræk springer en generation over.

Hvis man endelig skulle indføre ligestilling, så burde man også gøre det i den anakronisme, hvor det ville få en virkning: Værnepligten. Men nåh nej, ligestilling gælder jo ikke den vej, vel? Da en ændring af tronfølgeloven er på linie med en grundlovsændring, kræver den, at 40 % af de stemmeberettigede stemmer for, ikke bare 40 % af dem, der stemmer. Og da næsten ingen gider at fremmøde til EU-parlamentsvalg, fordi de ved, at det er så uendeligt ligegyldigt, så burde vi have en chance for at fremkalde et rungende nej til denne håbløse lov, så politikerne kan fatte, at vi ikke gider deres latterlige knæfald for feminismen og dens ensrettede ligestilling.

Hvis du er mand, og ingen af ovenstående argumenter bider på dig, eller du er en af de mange, som alligevel ikke gider troppe op til afstemningen, eller du simpelthen ønsker at stemme for, så skal du ikke forhindre kvinderne i at få tronen, fordi jeg siger det. Du skal forhindre dem, fordi du kan.


Bob stemte naturligvis som forventet

fredag den 17. april 2009

Studie i stupiditet

Jeg burde have forudset katastrofen:
  • Skrivekursus
  • Tolv deltagere
  • Det humanistiske fakultet
... og så Bob Glitter. Det første, jeg bemærkede, var, at jeg var den eneste privatansatte blandt de tretten deltagere. De andre var i det mindste ikke arbejdsløse, men var blevet tildelt permanent ophold i videnskabens hidtil bedste bud på cryostasis, den offentlige sektor. I deres egenskab af at være svage havde de sikkert fået tilskud til den uhyrlige kursusafgift, som jeg havde betalt i dens fulde vulgaritet.

Hvad oplever man, når man som naturfagligt uddannet træder ind på dette hellige institut, hvor professorerne nemt afviser ubehageligt skarpe studerendes kritiske spørgsmål ved enten hovent at trække erfaringskortet eller at tale ned til dem med venstredrejet retorik, og hvor skellene mellem kønnene udviskes i en grad, så man bevæger sig med ryggen mod muren hele vejen op til undervisningslokalet?

For det første var det stort set umuligt for underviseren at formulere en opgavebeskrivelse, og når han endelig gjorde, fattede de studerende den ikke, da det kræver en vis grad af logik og rationel tankevirksomhed. Som resultat brugte vi ved hver undervisningsgang en times tid på at rode rundt i, hvad der egentlig skulle være lavet, og når vi kom til en enighed, der sjældent matchede det, som læreren havde stukket ud ugen før, havde de fleste misforstået det.

For det andet blev alle mine værste fordomme om offentligt ansatte bekræftet. Flere af deltagerne var skolelærere, som alle var enige om, at der var for stor arbejdsindsats på kurset, hvorfor de ikke afleverede flere af de obligatoriske afleveringer. Jeg skulle lige til at sige, at jeg havde et ægte fuldtidsjob og et halvtids universitetsstudie på et virkelighedsnært fakultet oveni dette kursus, men da var de allerede gået ud for at ryge.

For det tredje, at der eksisterer en ufattelig modepræget, elitær holdning til, hvad der er rigtig litteratur. Kortprosa hyldes, Helle Helle er Gud, og al litteratur, som indeholder underlødige elementer såsom plot, historie eller beskrivelser af omgivelser, er naturligvis det argeste bras. Jeg betragtede, hvorledes de allerværste røvslikkere forgæves forsøgte at løbe lige i hælene på underviseren. Hvordan de skiftede holdning fra den ene yderlighed til den anden, når underviseren gjorde. En speciel samtale, jeg overhørte mellem to Helle Helle wannabes var:

- Jeg læste Helle Helle's ”Ned til hundene” i weekenden. Det er jo fantastisk litteratur. En fantastisk, vidunderlig bog.
- Ja, hun er fantastisk
- Altså ... lidt underligt. For det handler jo ikke om noget, vel? Men den er god!
- Helt utrolig!

For det fjerde, at på trods af at de muligvis har betalt et større beløb for at deltage, så er de fleste deltagere på sådanne kurser mest interesserede i at høre sig selv tale og er hverken indstillede på at modtage eller afgive kritik. Da vi i en kritikgruppe skulle gennemgå en af mine tekster, blev den hånligt afvist af en af Helle Helle deltagerne, da den ”handlede om krig”, som åbenbart ikke er fint nok til at spilde tid på. Nå, men tak, for jeg læser da med glæde dine uendeligt interessante tekster om psykisk syge kvinder, der får tæv af deres mænd, hvilket slet ikke handler om dig selv, vel, din ko?

Eksempel på mine noter under kritik af en deltagers tekst

En af mine andre yndlingsdeltagere på kurset var en ældre Indien-fanatiker, som jeg tidligere har nævnt på Bitter Blog. Aldrig har jeg oplevet en person, der fattede så lidt uden medicinsk set at være en grøntsag. Det morsomme var, at hun proklamerede på første undervisningsdag, at et eller andet orakel med snabel og mange arme i Indien havde fortalt hende, at hun ville blive en berømt forfatter. Jeg mistænker, at oraklet i stedet havde sagt, at hun ville ”blive øm af de patter”, som utroligt nok sad placeret nede under hendes navle. Et faktum jeg ikke opdagede før tredje undervisningsdag, da bestyrelseskvinden på mystisk vis havde forudset det efter at have lagt øre til min klagende, men ikke fysiske beskrivelse af Indienkvinden. Hængepatternes første tekst, som var et harmonikasammenstød af synsvinkler, sprogstil og tegnsætning, handlede om et indisk bolle-kollektiv. Her er et uddrag af en samtale, jeg førte med hende under kritikken af hendes tekst, hvor jeg naturligvis lagde ud med at overgive mig til mine fordomme om, at enorme hashbongs nok ikke var det eneste, hun havde bappet på dernede:

- Er det noget, du selv har oplevet?
- Nej da. Det er noget, jeg har hørt om.
- Fair nok, jeg tænkte bare, at når nu du havde været i Indien ...
- Det er det altså ikke. Jeg har hørt det fra en mand.
- Fint. Du skriver et sted i teksten, at de to vagter gik væk fra kollektivet. Men hvorfor gjorde de det?
- De var jo vrede.
- Det kan jeg ikke læse ud af teksten nogen steder?
- Jamen, jeg kunne da tydeligt se det på deres ansigter.

Det var lige dér, jeg besluttede mig for aldrig at deltage i et lignende kursus igen.

P.S.: Ville det være forresten være weird, hvis jeg nu efter kursets afslutning sendte sex-tilbud ud på e-mail til de kvindelige deltagere, jeg fandt interessante? Der var en ung pige, som var ret lækker, og som smilte til mig i hvert fald én gang. Og hende den ene Helle Helle wannabe så ret trængende ud. Hun kunne godt gå an i en håndevending, og hun virkede let påvirkelig.

lørdag den 11. april 2009

Mødekultur

Halvfems procent af alle møder er spild af tid, og jeg hader dem, med mindre jeg ikke skal deltage aktivt, og jeg derfor kan sidde og kigge ud af vinduet og drømme om det ukomplicerede liv som pirat i det caribiske hav, hvorpå jeg sejlede som ung knøs på min Commodore 64. Selvom mødekulturen vist nok blev dømt umoderne allerede efter Time Manager™-firserne, så lever den i bedste velgående, passet og plejet af de inkompetente kollegaer.

Jeg har en gammel ven, som er næsten ligeså sej som jeg selv. Vi har uafhængigt af hinanden fundet ud af, at decline-knappen på mødeindkaldelser i Microsoft Outlook er vejen til succes. Når mødetiden oprinder, og alle kollegaerne farer ned af gangen med notesblokke og mobiltelefoner, glor de på mig og spørger forundret, om jeg ikke skal med, hvorefter jeg svarer, at jeg ikke gider. Herefter er jeg omgærdet af mystik; Godt nok vidste vi, at Bob Glitter var klog og vigtig, men hvad besidder han, thi han ikke efterstræber den hellige gral af udstråling af vigtighed: Møder. Efter jeg tog denne taktik i brug er mine kollegaer i højere grad begyndt at hente kaffe til mig og spørge mig til råds. Det sidste er jeg naturligvis for travl til at bruge tid på.

Mod cheferne og projektlederne har jeg en lidt anden angrebsvinkel. Når jeg decline'r deres møder, skriver jeg følgende korte besked på afvisningen: ”Det ligger over tasteabe-niveau”. Denne falske selvnedgørelse gnubber mine lederes egoer, hvor det kriller allermest lækkert; Ham Bob Glitter er en af de få, der har fattet, at vi ledere er de vigtigste og klogeste, der findes. Ham skal vi holde fat i. Inderst inde ved de naturligvis godt, at jeg har et fast greb med begge hænder om den dug, der ligger under den kongelige porcelænsopdækning, der er firmaets indtjeningsgrundlag.

Som nævnt lever visse inkompetente mennesker af mødekulturen. Jeg har engang været ansat i en halvoffentlig virksomhed, og når jeg kører med tog til København, møder jeg af og til personer, som jeg nemt kan udpege til at være uduelige offentligt ansatte. Det drejer sig typisk om svært overvægtige kvinder med kort hår, dyre, åndssvage modehornbriller, iført sækkelignende storblomstrede kjoler og med det nyeste i mobiltelefoner, som de uhæmmet skriger i om kommende møder, mens de skubber Mars-bars i kæften, og skilter sig med deres titler, der begynder med projekt-. I deres stillinger, som blev sikret gennem enten en tåbelig ligestillingskvote eller chefens bestræbelser på at nå at spilde nok penge til at modtage ligeså mange fra statskassen næste år, rejser og vader de frem og tilbage mellem ligegyldige projekter med ligegyldige dokumenter, som ingen nogensinde gider at bekymre sig om. Hvis nogen gjorde, blev de fyret for deres sindssyge inkompetence.

Når jeg sidder overfor sådan en so, nedstirrer jeg hende med halvlukkede øjne og halvåben mund i forsøget på at give hende kræft. Typisk opdager hun mig ikke, da hun er vant til at hendes kollegaer ser ud på samme måde, men af og til er hun flabet nok til at spørge, hvad fanden jeg kigger på. Hun har nemlig som oftest manerer, som afspejler hendes undfangelse, fødsel og opvækst ved siden af spillemaskinen på den lokale bodega. Netop på dette tidspunkt afgiver jeg en dyb snorkelyd, så hun tror, jeg sover, hvorved hun bliver forfjamsket, æder sin sidste chokoladestang og stiger af toget, hvilket får mig til at håbe, at hun bliver kørt over, selvom belastningen af hendes massive indvolde på togets understel utvivlsomt ville forsinke og dermed fordyre dagen endnu mere for os alle sammen.

Undrer du dig stadig over, hvordan de bruger alle pengene i vores offentlige sektor? Fyr dog alle disse svin, disse håbløse søer, så de kan blive tvunget til at tage fysiske job, så de kan tabe sig og give nytte, i stedet for bare at være en evindelig belastning for alle os andres tålmodighed, sygehusvæsen og pengepung. Men ingen tør. Selv vores såkaldte borgerlige regering holder hånden over og skyder endnu flere gode penge efter dårlige ind i denne kollapsede stjerne af ineffektivitet. Man skulle sateme rydde ud. Men så skriger de jo op om, at de er svage, eller at de ikke har nok midler til at lave noget værdifuldt, hvorefter befolkningen i angst for, at denne statsfinansierede terrorcelle er grundlæggende for deres uduelige afkoms fremtid, endnu engang stemmer en socialdemokratisk ledelse ind.

onsdag den 8. april 2009

Farvel, tabu

Forleden dag ringede det på døren. Da jeg aldrig får gæster, blev jeg naturligvis mistænksom, og jeg sneg mig ud og kiggede gennem dørspionen, hvor jeg så toppen af en asiatisk kvindes hoved. Jeg åbnede ikke. For det første, fordi jeg var nøgen fra maven og ned, og for det andet, fordi jeg blev irriteret over, at hun ikke var på sit arbejde og betjente gamle beskidte mænd, så de ikke generer mig med tilnærmelser på internettet.

Da jeg fem døgn efter åbnede døren, lå der en lille folder ude foran. Kvinden kom åbenbart fra Kræftens Bekæmpelse og var ude for at nasse penge. Jeg har en eneste gang haft brug for Kræftens Bekæmpelse, og de ignorerede mig. Så nu ignorerer jeg dem for livstid. I øvrigt har jeg min helt egen teori om kræft. Jeg tror ikke på, at det kan helbredes af andre end patienten selv. Kræft er selvforskyldt.

Min teori er ikke mere underlig end alle de andre teorier om tal, ufo'er og krystaller, som så mange tosser i Danmark render rundt med. Faktisk er min noget mere konkret og indlysende, når man først tænker over det.

  1. Tanker er elektromagnetisk stråling
  2. Irritation er tanker
  3. Elektromagnetisk stråling giver kræft
Hvor mange personer kender du, som har haft kræft, og som ikke var pisseirriterende? Ingen! De var alle sammen røvirriterende, og derfor tænkte vi andre koncentreret på det, når vi var i deres nærvær. Irritationstankerne var stråling, som påvirkede dem, så de fik kræft. Ud fra denne teori ligger årsagen til flere forskellige former for kræft lige for:

  • Lungekræft: Rammer ofte rygere, som i deres liv har irriteret rigtig mange mennesker med røg.
  • Kræft i patterne: Jeg gætter på, at størstedelen af de kvinder, som rammes, har været narrefisser gennem hele deres ungdom. Det forklarer også, hvorfor det oftest rammer slanke, høje kvinder.
  • Øregangskræft: Det, man dør af, efter at have forbandet sin egen hørelse i årevis af P3 lytning.

Det bedste ved kræft er, at de, der rammes, bliver endnu mere irriterende. De spiller svagelige og barberer deres hoveder i forsøg på at lave et eller andet fælles statement, som bare er pisseirriterende. Og når de så vil have rabat i butikker, fortrinsret i køer eller medhold i chikanesager, så laver de chok-tricket med at løfte på kasketten, så alle kan se, hvor syge de er, og så tør ingen tale dem imod. Derved udsættes de for endnu mere stråling fra andres irritationstanker, og i tilgift stråler hospitalerne dem med store røntgenkanoner, så de kan tabe sig og blive dejligt lette at bære i kisten, når den store dag omsider oprinder. Hvis man da gider at stå tidligt op til begravelsen med de enorme tømmermænd, der er resultatet af, at man fejrede dødsfaldet aftenen før.

Den gode nyhed er, at du aldrig behøver udføre google-søgningen efter ”stenhuggeri billigst”, da kræft kan forebygges og vel at mærke ikke ved at tigge penge af fattige mennesker i ejerlejligheder. Har du et irriterende familiemedlem eller en kollega, som er i farezonen, og er du konfliktsky som de fleste? Så print et eksemplar af Bitter Blogs advarselskort og placer det ganske anonymt i personens jakke. Kortet er designet til nemt at kunne udtrykke forskellige grader af advarsler. Så er der måske håb for, at den forpulede kollega snart holder op med at smaske æbler med åben mund, som var han et skide, uopdragent lille baby-barn.







P.S.: Og er du sur, forarget og irriteret nu, kan jeg glæde dig med, at jeg har haft pisseondt i nosserne under hele skrivningen af dette indlæg.

søndag den 5. april 2009

Multikulturelt helvede

Jeg gider ikke leve i et multikulturelt samfund, men desværre gør jeg. Hver dag må jeg trækkes med at befinde mig blandt indere, kinesere, afrikanere, grækere, italienere og franskmænd, for bare at nævne nogle få. Hvis de så bare havde været ægte. Men under overfladen gemmer sig i virkeligheden blegfede, kedelige og indfødte danskere.

Jeg taler om den type af danskere, der forelsker sig hovedkulds i et andet land, hvorefter de ikke bestiller andet end at berette om landets lyksaligheder til os andre, der helst bare ville leve i fred. Forelskelse af enhver art er ynkelig, for vi ved jo, at det er løgn fra ende til anden og intet andet end en simpel kemisk reaktion i en stenalderhjerne.

For tiden er jeg belastet af at være i nærheden af en ækel kvinde, som er falsk inder. Hvert sekund i hendes nærvær er lidelse, for i hendes øjne er der absolut intet, som Indien ikke gør bedre end Danmark. Lige bortset fra, at de har enorm fattigdom, folk dør på gaden og ydmyges dagligt i et kastesystem, men det ignorerer hun nemt i kraft af sin socialistiske overbevisning. Hun drikker hele tiden grøn te af en cola-flaske og anbefalede mig at gøre det samme, fordi man potentielt forlænger sit liv fem år derved. Fint nok, så mangler vi bare at finde en grund til, at jeg skulle leve fem år længere, for hvis de skal tilbringes i nærheden af hende, så orker jeg det ikke.

Min engelsklærer i gymnasiet var besat af indianere, og som resultat kender jeg navnene på hver eneste stamme, der havde sin færden på det nordamerikanske kontinent, inden de drak sig i jorden som enhver anden fornuftig kultur. Hver gang, hun berettede om dem, kom lektionen meget hurtigt ind på mændenes udseende, mens et drømmende udtryk i hendes øjne udviklede sig i takt med den våde plet på hendes brune lærredsbukser. Det var tydeligt, at hendes opfattelse af at være squaw var at ligge bagbundet og nøgen i en tipi dagen lang, mens muskuløse, brune, langhårede, høje indianermænd drog fordel af hende. Hun var sådan en so.

Jer, der er så opslugte af et andet land, hvorfor flytter I ikke bare derhen? Det burde blive en lykke for os alle. Men grunden er, at fascinationen af det fremmede land ikke er andet end en reaktion på jeres forfejlede færd i eget, hvorved I opbygger en illusion om lykke omkring det fremmede, dannet igennem et spejl af guidede udflugter og dagligdagsfri oplevelser. Og så kan I forresten heller ikke nasse på sociale ydelser i de andre lande eller blive indlagt gratis på hospitaler for at blive kureret for sære kønssygdomme, I tog med hjem. I skulle fratages jeres statsborgerskab.

torsdag den 2. april 2009

Aprilsnar review

I går sank Bitter Blogs niveau til lige over falde-på-halen komiks, da jeg valgte at lave en aprilsnar. Dette yderst originale indfald resulterede i, at besøgende på Bitter Blog blev mødt med følgende besked:


Da alle Bitter Blogs læsere er utroligt intelligente, regnede jeg med, at aprilsnaren ville være så forventet som gaver til jul og snaps til morgenmad. Der var dog nogle stykker, der ploppede i, og som opfordret på siden mailede til mig:

Det var dog det mest elendige....

Min IP er blokeret, men jeg fatter det ikke. Jeg sidder ikke noget offentligt sted, men hjemme hos mig selv og jeg har i hvert fald ikke bedt om at få min IP blokeret! Så jeg klikker på linket for at acceptere de opdaterede servicevilkår, men jeg er åbenbart blind eller dum for jeg kan ikke se nogen steder hvor der står "jeg accepterer".

Hvad gør jeg uden min dosis af bitter blog???
... og ...

hej bitter,
der må være sket en fejl, når der står, at min IP er blokeret. jeg har ikke så meget forstand på IP'er, men jeg finder bitterblog meget underholdende, så jeg vil da gerne fortsat kunne læse den.
er det noget du kan råde bod på?
... til sidst, en kort en ...

hvorfor h.... kan jeg ikke længere læse din blog?
Alle tre fik følgende svar fra mig:

Visse udbydere har bedt om at få Bitter Blog blokeret, og da blogger.com er begyndt at understøtte det, kan jeg ikke omgå reglerne.

Jeg mener naturligvis, det er grov censur. De kan åbenbart ikke tåle min tone, men ordet burde vel være frit. Det er efterhånden på mode at lukke munden på folk, som ikke siger det, man selv mener.

Du kan kontakte din internetudbyder og udbede dig en forklaring. Det er det bedste, du kan gøre.

Jeg er bare ked af at miste (endnu) en læser.
Ikke et øje var tørt. Jeg ved ikke, om nogen af dem kontaktede udbyderen, men førstnævnte aprilsnar indrømmede i en mail, at hun var hoppet i den, så hun må have indset det på et tidspunkt. Bedre sent end aldrig.

På en måde forstår jeg vores tre godtroende stakler, for hvem forventer, at Bitter Blog disker op med sådan en gang lorte-humor? Hvis du fandt det hele morsomt, kan jeg glæde dig med, at Finn Nørbygaard netop har lavet et nyt show, og en genudsendelse af Linie 3 kan altid findes på DR.

søndag den 29. marts 2009

Tyve millioner strissere

Jeg plejer ikke at putte folk i kasser. I stedet har jeg én stor kasse til jer alle sammen:



Dog erkender jeg, at der er brug for endnu en kasse, som dog passer fint nede i kassen med jer andre. For jeg har efterhånden lagt mærke til, hvor mange mænd, der vader rundt og ligner Lars Bom. I min omgangskreds og blandt mine kollegaer er der i alt fire. Hvis alle har samme oplevelse, og vi i Danmark har en befolkning på godt fem millioner, er der potentielt tyve millioner Lars Bom kloner alene i vort lille land.*)


De to vigtigste karakteristika ved Lars Bom typen er:
  1. Stærkt begrænset højde
  2. Vigende hårgrænse, typisk nedklippet til nær kronragethed
Lave mænd har for det meste en ringe selvtillid, hvilket jeg aldrig har fattet. For mig betyder højden ikke noget, og jeg har aldrig set mere ned på lave mænd end alle andre. Udover fysisk, naturligvis. Jeg kan fortælle, at det ikke hjælper på anseelsen at pumpe jern og gå i stramme, hvide trøjer, så man ligner en luftmadras, der er pustet op til bristepunktet. Men det gør Lars Bom typerne, og det er sikkert for at kompensere for manglende højde.

Vores små Bomser mangler i øvrigt enhver form for humoristisk sans, og så er de alle sammen mestre i en eller anden østerlandsk kampsport, som de dyrker med knastør og kedelig fanatisme. Jeg fatter ikke, de gider, for jeg kan alligevel på ethvert tidspunkt, det passer mig, blot løfte dem op ved et tag i nakken og betragte dem, mens de i forgæves forsøg på nå mig, vrider deres hårdt pumpede, tætpakkede muskelkroppe i hidsige, men forgæves cirkelspark og håndkantsslag.

Min chef, som heldigvis mistede sin stilling i sidste uge, var en klokkeklar Lars Bom type. En kedelig, seriøs, humorforladt, arrig mandsling, som aldrig spiste usundt eller drak alkohol. Han dyrkede karate på topplan og løb maraton. Men, kære, lille Lars Bom klon nr. 352415, på trods af alle dine anstrengelser blev du aldrig bedre end de uretfærdigt tildelte gener, naturen plantede i dig. Du var ligeså inkompetent som evigt og uforanderligt lav.



*) Som du muligvis har gættet, har jeg for nylig deltaget i et kursus på det humanistiske fakultet på universitetet. Mere herom senere.

onsdag den 25. marts 2009

Svensk terror

Jeg har i de sidste par uger haft lyst til at fjerne mig fra Danmarks overflade. Filmen ”Mænd, der hader kvinder” har haft premiere, og alle er ved at falde over hinanden i begejstring, selvom de ikke kan forklare, hvad der er så godt ved den, når man spørger dem. Det kan jeg: Det, der gør den god, er, at alle andre siger, den er god, og så tør ingen sige fra.

At læse bogen og derefter at se filmen er som at kaste op efter en julefrokost med masser af kommen-snaps: Efter første omgang tror du, du omsider er færdig, men så kommer der en portion mere, hvorefter du falder om på gulvet i en blanding af udmattelse og lettelse. Der er dog ingen gulerodsstykker i bogen, som er en jævn krimi, jævnt skrevet, men pænt langtrukken.

Du får intet ud af at se filmen. Der er én god ting ved den, som samtidig tjener formål på flere niveauer. Det drejer sig om den frække voldtægtsscene:
  1. Efter filmen får du brug for køkkenrulle i uendelige baner til stunderne i sofaen, når din kæreste går med hunden. Dette gælder for begge køn, for da jeg ikke er rød, ved jeg godt, hvad kvinder virkelig tænder på.
  2. Den er selve grunden til, at filmen kaldes kunst, fordi den tillader eliten at få udløsning for undertrykte seksuelle lyster.
  3. Den er et godt billede på, hvordan man føler efter at have købt billet til tre stive timers tortur.
Derudover er filmen socialistisk propaganda af værste skuffe. Men når man bruger sit liv på at skubbe trøfler i kæften, kopulere, træne kamphunde og nasse på offentlige ydelser, så opdager man ikke indoktrineringen. Det ved kunstkritikerne, som hylder den til himlen, hvorved de maser deres dødfødte politiske holdninger ind af bagdøren ... mens de får lidt lækker voldsporno ind i stuen.

Som en af mine venner sagde, efter hans kæreste havde smidt ham ud af biografen, fordi han kom med højlydte tilråb efter 45 minutters rådden svensk pølseret på lærred: Folk fatter ikke, de bliver snydt, og det pisser mig af.

Hvor var det ærgerligt, du skred i svinget, Stieg Larsson, selvom du nåede at berige verden med mere terror end dine kommunistiske guerillakrigere i Etiopien nogensinde gjorde.

Nul ud af fem mulige potter pis. Nul for bogen og nul for filmen.

mandag den 16. marts 2009

Kvamm/Carell

Jeg kørte det igennem Google, men jeg er tilsyneladende den eneste, som har bemærket deres uhyggelige lighed:


Jeg synes i øvrigt også, de er lige afskyelige. Faktisk vil jeg føle mindre irritation ved at få pakket mine testikler ind i glasuld end ved at se eller høre på bare én af de herrer igen.


Det var et kort indlæg. Jeg har nemlig slet ikke tid til at skrive mere efter regeringens modige skattereform. Det er helt sikkert, at jeg vil bruge meget mere tid på arbejdet fremover.

fredag den 13. marts 2009

Det var godt for dig, Skat!

Folk løber rundt og jubler i åndssvage små cirkler for tiden. Jeg bliver altid irriteret, når folk jubler. Der er aldrig grund til det og slet ikke denne gang. For det handler naturligvis om, at de har set deres årsopgørelse fra Skat og har fået penge tilbage.

Lad mig fortælle dig en ganske utrolig historie: Jeg var nede ved bageren og købte for tyve kroner tørkager, hvilket i øvrigt var et yderst passende navn. Da jeg skulle betale, gav jeg ekspedienten hundrede kroner, og jeg fik en halvtredser tilbage. På vej ud af døren kaldte ekspedienten mig tilbage, fordi hun havde opdaget sin fejl, og hun gav mig derfor tredive kroner. Nu kan jeg ikke få armene ned af begejstring: Udover, at jeg fik de penge, som fra begyndelsen retmæssigt var mine, fik jeg kager med hjem, hvis tørhed fik det hvide i mit højre øje til at tørre og krakelere ind til en daggammel imitation af bagerens dårlige. Godt, at det er forbudt at købe ved den anden bager, som sælger billigere og bedre kager.

Føler du, jeg taler ned til dig? Du har ret. Er der grund til andet, når jeg ser, hvor ynkelige borgerne i vores samfund er blevet, når de jubler og takker Skat for at få deres egne penge retur? Det er dog ikke fuldstændigt din skyld. Man skal efterhånden have en kandidatgrad i matematik, økonomi, jura og fem års hard time for bedrageri i Horsens for at gennemskue sin skatteopgørelse. Det er også en mulighed, at du bare er en stor nasser.

Undrer du dig over, at jeg brokker mig? Jeg kan fortælle, at jeg lige har opdaget, at jeg får tyve tusinde kroner tilbage fra Skat. For alle de andre penge, som på mystisk vis aldrig bliver nævnt, får jeg et hospitalsvæsen, som gør mig bange for at blive syg. Og det siger fandeme ikke så lidt, når man ser i betragtning, at jeg ikke er det mindste bange for at dø. Jeg betaler sikkert meget mere i skat end dig, og det er det, der er interessant, når man vurderer skattelettelser. Ikke Helles og Villys omdefinering af betydningen af ”at beholde proportionalt mere end andre” til ”at betale”. Men I hopper på den hver evige, eneste gang, og indførelsen af kildeskatten var limen på pinden.