Terror

Endnu en gang afspærrer politiet din nærmeste banegård, indtil Rullemarie når frem og afslører, at ”bombetasken” blot var fyldt med brugte skridtbeskyttere. Der findes mennesker, som igen og igen brokker sig over situationer som denne. Du kender typen som ham på din arbejdsplads, der nægter at følge reglerne; Hvor der ikke er tilladt at fotografere, tager han et kamera med, for ”de kan bare prøve at stoppe ham”, da ”det er et frit land”. Det er sædvanligvis røde personer, der paradoksalt ikke kan håndtere autoriteter.

Jeg synes nu også, det er irriterende, når medierne svælger i den forlorne terror. Man kan jo knapt nok nå at sætte sin gymnastiktaske ned, før Niels Brinch står og tester sin mikrofon i baggrunden. Medierne puster i den grad historierne op, og det er svært at modstå fristelsen til at sparke fjernsynet i stykker, når man ser Nyhedernes vært nærmest savle af begær efter død og ødelæggelse. Men det sælger, fordi de stupide masser søger afgrunden, som den flok desperate lemminger, de i virkeligheden er.

Politiets handlinger er dog fuldt forståelige, selvom jeg synes, de burde tildele adskillige, hårde knippelslag til lænden på føromtalte persontype, som nægter at respektere afspærringerne, fordi ”det bare er en glemt gymnastiktaske.”. For hvem er det, der brokker sig, går i medierne og lægger sag an mod politiet, den dag, hvor Rullemarie - med begrundelsen ”det er bare en taske” - nægtede at møde op til den kuffert, hvis eksplosive indmad hurtigt og effektivt parterede brokrøvens treårige datter i seksoghalvfjerds ujævne stykker, spredt i en radius af tyve meter omkring det, der kort forinden var kendt som Føtex? Man skal nemlig være mere end almindelig fanatisk fan af Morten Korch, hvis man tror, der ikke kommer et terrorangreb på dansk grund på et tidspunkt. Bitter Blog glæder sig. Ikke engang en skolemassakre^*) kan uduelige og dovne danske børn mande sig op til, men så er der heldigvis andre, der vil tage over.

Det mest grinagtige og som sædvanligt selvmodsigende er imidlertid, at vores røde og anarkistisk tænkende typer ikke fatter, at den systemtype, de støtter, kræver et enormt politiapparat. Kig på samtlige socialistiske regimer, der har eksisteret, og fortæl mig om bare ét, som ikke havde en eller anden hyggelig afart af Geheime Staatspolizei til at terrorisere befolkningen. I det gamle Østtyskland var det nærmest nemmere at vinde i lotto end at have en vennekreds, som bestod af mindre end 50 % politistikkere. Det er nemlig nødvendigt med masser af politi og overvågning, når man underlægger en befolkning socialismens klæbende unaturlighed.

Essensen er at skelne mellem velovervejede og overflødige regler. Egentlig burde vores kære røde anarkist erklære sig liberal, hvilket dog fordrer ansvarstagen, ydelse og respekt fra den enkelte. Det er nok der, filmen knækker. Og det er da også fantastisk generende med alle de fascistiske regler, som gør det besværligt at bevæge sig i nattelivet med våben, stoffer og molotovcocktails! Hvis jeg bare en gang mere hører en, der brokker sig over ”Skyd efter benene!”, så skriger jeg som naboens lille tøs, når man spænder ben for hende. Det havde da først været galt, hvis de råbte ”Skyd efter hovedet!”. Hvilket Bitter Blog naturligvis mener, ville være det mest hensigtsmæssige.



*) Den med Flemming tæller ikke. De var allesammen voksne, og hvem ville ikke have en sund og naturlig lyst til at rydde op på humaniora-studiet efter otte fucking år?! Endnu et argument for at afskaffe kvajeklip, for resten.

Old school

Jeg anvender internettet ganske meget både privat og i arbejdsmæssig sammenhæng og har gjort det i fjorten år. Desværre må jeg sige, at indholdskvaliteten - bortset fra Bitter Blogs - er gået kraftigt ned af bakke. Denne tendens er skoleeksemplificeret ved at studere listen over de mest populære blogs. I modsætning til kilden, tolker jeg listen således, at irriterende, fede, strikkende, bagværksproducerende, manisk pyntende, af sind eller krop midaldrende kællinger dominerer totalt, fordi de alle sammen interesserer sig for det samme kedelige bras. Fordi de intet liv har og er dumme. "Reportager fra udestuen" er en al for fin betegnelse for den letfordøjelige enorme masse af tomt indhold, som de stupide masser propper i sig som friturestegte fabriksfrikadeller. Ingen nævnt, ingen glemt ...

Med en Ph.D i psykologi i bagagen ville man nok tolke mit sure opstød som misundelse. Det er korrekt på samme måde, som den fine franske restaurant misunder McDonald’s. Nej, Bitter Blog er skam niche, og det er der prestige i at være, så bliv endelig væk, kære læsere, så jeg har en grund mere til at se ned på jer. Det virkeligt belastende er, at de populære blogs oversvømmer internettet med deres evindelige banale ævl og kævl.

Hvor er de gamle dage, hvor man brugte Lynx til at søge efter dokumentation på World Wide Web, Gopher til at finde fotografier af yndlings science-fiction-forfatterens gravsten og man manuelt uuencodede de elendigt håndscannede billeder af sine opsvulmede kønsdele til den intetanende, ivrigt chattende kvinde, hidtil uberørt af ubehagelige netdates, man havde mødt på Foothills? I disse tider, hvor der er kommet såkaldte ”grafiske brugergrænseflader” – tro mig, de er blot en fase – og plug-and-play kameraer, kan enhver chimpanse uploade billeder af ingenting. Hvilket de så gør. Jeg drikker hellere 33 frisktappede centiliter af Simon Emil Ammitzbølls røvsved fremfor at beskue flere hjernecelleædende, livskraftdrikkende, håbløst uhjælpeligt frembragte, engleslørede lykkefotografier af kvalmende ligegyldigheder.

Jeg foretrækker, at man simpelthen ruller internettet tilbage til for ti år siden. Med de snapshots, som tilsyneladende eksisterer rundt omkring, burde det ikke være det store problem. Men ak, det sker nok ikke. I stedet lader jeg en lille bøn gå til Google, som forhåbentlig kan introducere en mindre funktionalitetstilføjelse, som leder mig udenom den virtuelle affaldsbunke:

Hul i hovedet

Så er der endnu en grund til at slå sit eget hoved ned i bordet af bare arrig irritation. Den nye partikelaccelerator i CERN er brudt sammen, og derfor er der intet håb om, at verden går under før om et års tid i stedet for den lovede måned. ”Men jeg ville ha’ dommedag NU!”, skreg jeg hysterisk i min mennesketomme bolig, da jeg for et øjeblik siden læste nyheden. Jeg havde sådan glædet mig til at opleve det sorte hul opsuge alle de idioter, som rent faktisk tror, der er en reel risiko for, at det opstår.

”Hvordan kan du tillade dig at være så arrogant?”, siger du med din irriterende gnasken af økologiske gulerødder, som vidner om, at dine forældre ikke var i stand til at plante selv den mest simple pli i dig, ”Mennesket ved ikke, hvad de rører ved, og du ved heller ikke med sikkerhed, at der ikke er risiko for et sort hul!”, fortsætter du stupidt og tanketomt i den pause, du har taget fra dit kommunefinansierede forgæves forsøg på at skrive en sammenhængende digtnovelle med det geniale plot om, at maskinerne overtager magten fra menneskene.

Jeps, det er sørme arrogant at stole på 99,99 % af verdens fysikeres ord, mens det er fuldt fornuftigt og helt acceptabelt at kaste sig i armene på de resterendes påstande, som med temmelig stor sikkerhed er motiveret af håbet om at få ti minutter i rampelyset. Flere af dem er ikke engang rigtige fysikere, for guds skyld!! Dem, der vælger at tro på det mindst sandsynlige, er altid hippietyperne, der konstant vrøvler om ånder og energibaner. Naturligvis vælger de at ignorere alle de møg-irriterende rationelle argumenter, som underminerer den illusionsmur, de opbyggede for at undgå at se én bestemt ting i øjnene: Virkeligheden!

Bagefter kommer så argumentet med pengene. ”Hvorfor bruger de 22 milliarder kroner på at bygge en partikelaccelerator, når vi i stedet kunne give pengene til de arbejdsløse og give negrene mad!”, udspyr du ivrigt i håbet om, at du for en gangs skyld har fattet et eller andet af, hvordan verdenen fungerer. Suk. Som sædvanligt tænker den gennemsnitlige spade cirka lige så langsigtet som en mus, der æder ost af den musefælde, som i forgårs halverede dens bror. Jeg erkender, at jeg selv tænkte, det var et stort beløb, som måske var bedre investeret på motorveje og at male fodgængerfelter over, men så prøvede jeg at undersøge, hvor mange opfindelser, der plejer at komme ud af disse forskningsprojekter.

Tre typer uendelige ulykker. Gæt selv hvilken en, som ikke er et økonomisk og udviklingsmæssigt sort hul af socialdemokratiske dimensioner.

Det er nemlig tvivlsomt, om du sad og læste dette her, hvis det ikke var for CERN, som opfandt World Wide Web som et biprodukt af et af sine tidligere projekter. Og hvis det ikke er godt nok, hvad så med CT-scannere og mange andre opfindelser, som bliver til og forbedret af den nytænkning, som foregår ved grundforskning. Det er det, man kalder investering, men det fatter du nok stadig ikke. Når noget er uvist eller har et resultat, som ligger mere end to dage ud i fremtiden, griber du i barnagtig panikangst straks til krystalkugler, UFO-teorier og clairvoyante realityshow-deltagere. Af samme grund køber du sikkert dyrt hi-fi udstyr nu i stedet for at give dine børn mad og spare op til din pension, og jeg håber inderligt, du ender i rendestenen som gammel. Så får jeg med fryd mine tjenere til at sparke dig i din i forvejen svigtende lever, umiddelbart før jeg passerer i min sorte Audi 7.0 Reaper Edition, din ånds- og pengefattige nar!

Lulu

Aarhus Teater er kommet i modvind med en plakat for forestillingen Lulu. Plakaten er en anelse pornografisk, og Bitter Blog må erklære sig enig med kritikerne, som ikke vil have plakaten smidt op i fjæset hver evig eneste dag, de venter på bussen. Okay, jeg venter kun på busser en gang hvert halve år, hvoraf jeg aldrig kan huske hjemturen, men det er - uanset - to gange om året for meget.

Lad os lige træde et skridt tilbage og se på, hvorfor Aarhus Teater vælger at lave en plakat med den pikant trimmede, nøgne tissekone af en 22-årig debutskuespiller. Nogle siger, at det er fordi, sex sælger. Andre argumenterer for, at det er kunst. Jeg erklærer mig enig i det sidste: Det er kunst på den måde, at det er kunstnere, der laver det. Kunstnere er en del af eliten og kan derfor ikke nedlade sig til at begå politisk ukorrekte, dyriske handlinger såsom at gå ned og leje en pornografisk spillefilm eller benytte sig af prostitueredes tjenester. Til deres store held befinder de sig i en branche, hvor de kan tillade sig ganske vederlagsfrit og under kunstnerisk diplomatisk immunitet at udleve pirrende, seksuel betonet sadistisk dominans ved at presse unge skuespillerinder – sultne efter roller – til at blotte sig offentligt. Et tænkt eksempel, naturligvis.

Kunstnernes held fortsætter, idet deres kunder – det humanistisk overuddannede bundfald af samfundet, som ikke engang havde tilstrækkeligt talent eller drive til selv at blive kunstnere – befinder sig i samme situation. Ovenikøbet befinder de sig, grundet deres nosseløse væsen, som oftest i et erotikløst forhold, hvor det dog er legalt - under dække af Aarhus Teaters kunstneriske autoritet - tilfældigvis at foreslå konen, at stykket Lulu virkelig lyder som en intellektuelt udfordrende dramaforestilling. Naturligvis henkastet nævnt ved morgenbordet med hovedet let på skrå, venstre tommelfinger under hagen, kiggende gennem hornbrillerne over Information og med piben, som oser røg fra økologiske tobaksblade dyrket i Colombias kommunistiske kollektivlandbrug, i højre hånd.

Personligt er jeg ikke imod pornografi, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare kan sige det lige ud. Og så er det i øvrigt stærkt belastende, at jeg med skælvende lemmer er nødt til at finde et sted at masturbere, hver gang jeg går forbi en af de djævelske plakater. Men ak, Bitter Blog må også følge med tiden, og ingen skal komme og påstå, at jeg ikke kan lære noget af andre.



Kom så, kulturelite, læs min blog!

Døde børn

Endnu en gang må Bitter Blog stampe med sine spidse cowboystøvler i den enorme ligtorn, som dobbeltmoralen er på jeres livsforms små, trippende fødder. Det kan være hårdt, men når ingen anden tør åbne munden, må Bitter Blog bide i den sure æblekindede baby.

Betragt følgende to ganske realistiske historier fra et dansk ægtepars hverdag:

Klaus:

Klaus er udsendt i Afghanistan på mission for Danmark. En dag forekommer en konfrontation med Taliban-styrker, som i ly blandt civile afghanere skyder efter danske soldater. Klaus besvarer ilden for at forsvare sig, og ved en tragisk ulykke omkommer to børn udover Taliban-soldaterne.

Tina:

Tina savner sex, fordi Klaus er i Afghanistan i uoverskuelige seks måneder. Som den promiskuøse malkepige, hun er, er hun derfor Klaus utro. Hun bliver gravid og må derfor smutte ned på det lokale hospital og få en abort. To gange, fordi kællingen ikke har hjerneceller til at lære af sine fejltagelser.

Begge historier kommer i avisen, og her er udklip af overskrifterne:

For selvfølgelig udpeges Klaus som barnemorder, når vi samtidig herhjemme i lille hyggelige Danmark som den naturligste ting i verden årligt afliver 15.000 små liv med elpisker, fordi forældrene ikke lige gad bruge prævention. Man ser dagligt eks-vordende mødre gå storsmilende fra hospitalet og dens kliniske blender, fordi de netop er sluppet for et kæmpe problem.

Tro det eller ej, Bitter Blog har rigtig mange kvindelige læsere – mest fordi de fleste kvinder er hamrende trætte af dørmåtten derhjemme og hungrer en mand, som tør sige sin mening – og det skal straks nævnes, at Bitter Blog ikke er imod fri abort. Nej, enhver metode til at decimere befolkningen hilses skam hjerteligt velkommen. Om det sker med granater, patroner eller sløve, langsomt roterende gafler er bedøvende ligegyldigt.

Så tag lige at hilse lige på din fuldfede dobbeltmoral, selvom du selvfølgelig vil argumentere for, at abort omhandler kvindens krop og dermed er kvindens afgørelse. Men der er også en mand involveret, og det er på tide, at han får en ”Abort” knap at trykke på ud over den sædvanlige ”OK”.



Hidtil har de eneste muligheder for at undgå et uheldigt faderskab været at gå under jorden i Burkina Faso eller at levere et velplaceret karateslag. Hiiiii-aarrrrh … *Ka-plump*. I er skide barnemordere, hele bundet!

Den Store Dag

Da jeg dagligt kører i bil til arbejde, bruger jeg en del tid bag de store, langsomme men dyre offentlige transportmidler, som spolerer glæden ved privatbilisme. Da jeg ikke kan bruge uendelige mængder tid på at rette håret i bagspejlet, pille næse og lufte ud af skræk for, at politiet stopper mig omkring det næste hjørne, falder mit blik uundgåeligt på reklamerne, som er placeret bag på de gule kæmpesnegle. Nogle gange er jeg derfor tvunget til at glo på reklamerne for et firma med det mystiske navn Unik Begravelse.

Min umiddelbare følelse er af irritation, da det garanteret er endnu en form for udueligt event firma, som vil snylte på ens eneste fornøjelse i livet: Den Store Dag, hvor man omsider udskifter sine utålelige omgivelser med de noget mere sympatiske og mindre snyltende ligorme. Jeg behøver næppe fortælle, hvordan min store dag bliver den næste (og første) større fest, jeg holder for familien, som dukker op i kirken og opdager, at grunden til, at de gad komme - alle mine penge - er brugt på at hyre lokale AGF-fans til at give dem et ordentligt lag tærsk. Og på en kiste, som er udformet som en kæmpe pissoir-briket, selvfølgelig.

Når man går ind på Unik Begravelse’s hjemmeside, er det første, man ser, et fotografi af en kvinde, som mest af alt ligner afkommet af en utugtig alliance mellem Ulla Tørnæs og Dracula, og resultatet ligner nærmest Ulla Tørnæs. ”Alle fortjener en unik begravelse …” proklamerer siden i tidens populære ånd om, at man absolut skal skille sig ud på alle mulige underlige måder, selvom man i virkeligheden er dybt gennemsnitlig. Efter lidt klikken rundt, finder man hurtigt ud af, at DracUlla herself er den eneste forskel fra et ganske almindeligt knastørt bedemandsfirma, hvor de ansatte plejer at være mænd, som ligner blandinger af unge, overambitiøse mellemledere fra Mærsk og medlemmer af Amish sekten. Med andre ord: Absolut intet nyt, unikt eller usædvanligt.

Et screenshot af Unik Begravelse's hjemmeside

Det eneste ved hjemmesiden, som ellers er værd at bemærke, men som knapt nok er usædvanligt, er, at gæstebogen er gabende tom. Det er sgu’ da humor på højt plan. Næsten som den gang jeg læste i brochuren ”Den Store Dag”, som var placeret i den InterFlora butik, kæresten med slet skjulte dræberblik havde tvunget mig ind i, og forespurgte ekspedienten, på hvilken side bårebuketterne var placeret. Hendes afsky- og angstforvredne ansigt afslørede øjeblikkeligt, hvordan hun havde manglen på blæksort, sarkastisk humor til fælles med jer, kære læsere.