tirsdag den 30. december 2008

Gudfader bevares

Så vågnede jeg igen i nat ved braget af en nytårsraket, som detonerede lige udenfor mit vindue. Sådanne hændelser vækker et bestemt forløb af følelser i mig. Først glædes jeg i troen om, at den krig, som er nødvendig, før Danmark igen bliver et fornuftigt land at leve i, endelig er gået i gang. Dernæst overvældes jeg af skuffelsen, som følger, når jeg indser, at det blot var en raket. Dog giver netop denne indsigt et spinkelt håb om, at den enorme tavshed, som følger et raketbrag, pludselig vil brydes af et øreskærende skrig af et barn, som får raketten i skallen. Som oftest ender dette tilbage ved skuffelsen. Hvorfor venter folk ikke til nytårsaften med at sende mit følelsesregister på en rutchebane-tur og samtlige stakkels kæledyr i angst-helvede?

Selvom jeg principielt synes, forbud burde forbydes, så er jeg glad for, at fyrværkeri fik en begrænset salgsperiode, så man ikke længere bruger den første og de sidste to måneder i året på at undvige kasteskytset fra irriterende idioter i sorte dynejakker. Man kan sige: I får kun lov til at købe fyrværkeri i en begrænset periode, og til gengæld må I så slå jer løs i det lammeste udvalg, der findes i verden. Alle danskere har jo prøvet at stå få minutter før midnat, nytårsaften, med en tændt cigar i kæften og forsøgt at hamre den fodboldstore krysantemumbombe ned i det forpulede 20 millimeters vandrør, som isenkræmmeren pushede til overpris, fordi han vidste, han i realiteten er den sande fyrværkerihandler, i håbet om at frembringe et brag, der overgår lyden af luft, som siver ud af en luftmadras.

For som sædvanlig i Danmark, landet hvor absolut intet sker, nogensinde, passer vi på, at ingen, koste hvad det vil, kommer til skade på nogen måde. Nu er jeg selv en af de få, som kom igennem det nåleøje af en barndom, hvor knaldfyrværkeri var tilladt. Jeps, man var så løssluppen at tillade de vanvittige, såkaldte trækkinesere, som var snore, der gav små brag, når man trak i dem. Altså kun første gang! Jeg fik også et minibrandsår på min venstre hånd lige over tommelfingeren en dag, og jeg er sikker på, at havde det været forbudt, havde Bitter Blog aldrig eksisteret, og jeg havde som alle jer andre nu stået og diskuteret med parcelhusnaboen, hvilken hæk vi skulle plante til foråret, når vores skel-strid fik en afgørelse, mens vores forsømte, tøjtede, karriere-plagede koner stod i baggrunden og ønskede, de blev taget af en rigtig mand en gang imellem. Så kunne jeg, i bedste danske hellere-længe-end-godt stil, leve til jeg blev hundredeogfire år, hvoraf de sidste sytten var med snot, savl og et tomt udtryk i mit hudcreme-mumificerede Botox-ansigt, mens sygeplejerskerne fniste af mine blufærdighedskrænkelser i deres opholdsstue under tækkeligt dække af demens. Op i røven!

Ikke nok med, at knaldfyrværkeriet er ulovligt – nu skal man oven i købet bære beskyttelsesbriller. Gudskelov er det kun socialt accepteret for børnene, for jeg mister personligt hellere synet fremfor at stå og ligne en kæmpe, skræmt, politisk korrekt, impotent idiot på nytårsaften. Mister jeg det, fortryder jeg det ikke et øjeblik. Nu er jeg blevet så gammel og lam, at jeg skal til en nytårsfest, hvor der også er inviteret børn. Jeg ved bare, hvordan alle vi voksne af forældrene tvinges til at bruge fem dyrebare minutter af vores enorme, uansvarlige branderter på at sige til ungerne, som kommer rendende med deres tøsebeskyttelse:
Nej, hvor ser du bare smart ud. Hvor er det sejt!!”, råber vi i kor, så børnene føler sig trygge ved at ligne små, dumme Bono kloner, som kan rende rundt blandt alle de andre dumme Bono kloner og indirekte være skyld i, at jeg hver eneste skide nytårsnat ender i detentionen for at uddele skaller i blind hads-psykose.

Med andre ord, er der intet at glæde sig til nytårsaften, bortset fra de få lykkelige, livsbekræftende timer, hvor alkoholen driver bevidstheden ned i en lille, sort, kasse med fastsømmet låg. Indtil denne tilstand bliver permanent, kan man dog også tænke på, at bitterheden på Bitter Blog stadig lever i næsten uformindsket styrke. Og på at Bitter Blog fortsætter i det nye år. Hvis det passer mig! Godt nytår, og ...

GUD BEVARE BITTER BLOG

søndag den 28. december 2008

Oprop!

Uprovokeret og overmandet af Vederstyggeligheder, maa vi nu gribe til utraditionelle Metoder. Det skærer os i Øjnene, at disse Ridser i Menneskehedens Billak faar Lov at optræde uhæmmet i Gader og Stræder, uden at nogen retssindig Person tør gribe ind.

Alt for længe er det blevet accepteret at lukke flere og flere ind i Gadebilledet uden nogen Form for Konsekvens uanset de Skader, som disse Ondsindetheder foraarsager i Folkets Sjæl. De faar Lov at udvikle og formere sig, selvom det var sundest for alle, om de omkom ved Fødsel eller blev forebygget inden Undfangelse.

Vær blot rolig, ædle danske Borger, for Hjælpen er nær. Vor Specialdivision af det berømte tyske Korps er nu organiseret. Vi er klar til at omringe, inddrive, indlemme og internere de Millioner af Vanskabninger, som lige nu staar for Døren, saa Dansken igen kan betragte sine rettelige Omgivelser uden utallige Fejl af sorten Pennestrøg.

Ovnene staar klare og varme, mens Laagerne klaprer i Forventningens Glæde om de Millioner af Dokumenter, som snart vil gaa op i Røg. Skolestile, Vejskilte, Chefens Mails og i særdeleshed den lange Række af forfærdelige Blogs vil blive udryddet i Retskrivningens Navn. Meld Dem som Bitter Blog under Fanen af dette Dokuments proklamerede Division, der vil genoprette Anstændigheden og Renheden i det skrevne Sprog, og som igen vil gøre det til en socialt acceptabel Handling i autistisk Vedholdenhed konstant at rette paa Venners og Families Fejlkonstruktioner:

tirsdag den 23. december 2008

Julebrev: Fattig jul

I forvandlingen af julen til et forbrugsorgie, glemte vi mange af de gode gamle traditioner og værdier, som engang gav varme i den kolde tid. En af mine foretrukne traditioner var at anskueliggøre, at der var nogen, som var fattigere end en selv, og således fornøjede man sig i familiens skød med et godt grin af disse stakler. Hvem husker ikke en gennem-hyggelig, varm, sen juleaften hvor man sad med et tæppe over sig, mæt af slik, gaver og fed mad og lyttede til bedstefars oplæsning af ”Den lille pige med svovlstikkerne”, mens man anstrengte sig for ikke med sin barnlige, uskyldige latter at overdøve hans stemme, der i forvejen skævlede af eget besvær med at undgå at knække over af grin.

Men ak, de fattige er ikke som i gamle dage, hvor man første juledag uden besvær løsnede det lille, frosne barnelig fra husmuren med sin spade, hvorefter man i kærligt juledrilleri vippede det over i naboens indkørsel, eller gemte det til nytårsaften, hvor det fik en værdig grav i toppen af hans flagstang. Nu om dage besidder de såkaldte ”fattige” ikke længere behørig underdanighed, som de på et tidspunkt erstattede med ynkelig, klynkende offermentalitet. For der er ikke nogen i Danmark, som er i ægte nød. Det med, at der ikke er råd til holde jul, giver jeg ikke meget for. For sjovt nok, når man kigger budgettet igennem hos de ”fattige”, så er der resten af året råd til Rød Cecil, Blå Thor, lyserøde Von Dutch trøjer, dvd-film med Steven Seagal og en 32 megabit internetforbindelse, hvorpå mutter spilder sit liv med at chatte på dating-hjemmesider.

Sandt nok, er der sandsynligvis ikke råd til det, julen for mange mennesker er blevet til. Men den jul er ikke den rigtige jul. Den rigtige jul handler ikke om dyre pakkekalendere og gaver, for når man selv tænker tilbage på sin egen barndoms jul, er det overhovedet ikke de stunder, man værdsætter. Det er børn naturligvis ikke i stand til at forstå, og derfor giver de deres slappe forældre dårlig samvittighed, som så ytres i sørgelige klynkerier, som man ikke engang gider lave sjov med, fordi det er så ynkeligt, at voksne mennesker ikke selv evner at tage ansvar.

Det var værre for nogle år siden, men stadig er det velset, især i de kunstneriske, venstreorienterede kredse, enten at skubbe julen helt fra sig eller at fejre den med stål-juletræ og sushi. Det hyldes som et modigt brud med den gammeldags og usmarte jul, der naturligvis ikke er noget for moderne cafe-mennesker. I virkeligheden er disse mennesker bange, fordi de i deres barndom havde forældre, som ikke gad julen med dens vigtigste ingredienser: Samværet og en svinesti af tyske marcipangrise. Enten spildte de tiden på at klynke eller på at overdænge ungerne med sindssygt kostbare gaver, som i bund og grund bare var død og ligegyldig erstatning i det tomrum, som med tiden dannede fundamentet i deres had til og frygt for julen.


Det er paradoksalt, at penge - netop i socialismen - anvendes som målestok for alt. Men det er fordi, alt andet er udryddet i lighedens tegn: Familieværdier er slettet, for hvad alle ikke har, må ingen have. Vennetjenester og familiestøtte beskattes, så alle får et ligeligt udbytte af den enkeltes personligt opbyggede relationer og ærlige arbejde. Men hvad betyder det, om din nabo køber julegaver, som er fem gange dyrere end dine? Tror du selv, du bliver lykkeligere af at få eller give dyrere gaver? Tror du selv, at det at ustandseligt udskrige din misundelse over andres materielle goder skaber lykke og velfærd iblandt dine egne? Det gør det ikke. Bitter Blog kunne skabe en overlegen hyggelig jul med et gratis Bauhaus juletræ, en salmebog fra Føtex, seks Odin pilsner på dåse, en pakke ALDI feiner Pralinen og fem stykker pap i rød og hvid.

Bitter Blog må nøjes i julen. For der er, som sagt, ingen sande fattige tilbage at mores over. Jeg har blot to fornøjelser at se frem til. Den første er, at jeg for andet år i træk slipper for at købe kærestegaver – også kendt som den civile danske mands svar på vejsidebomber. Den anden er hyggestunderne med avisernes artikler om dem, som indebrændte i julen på grund af glemte juledekorationer. Skide CO2 svin!

Glædelig, ja, glædelig jul!

lørdag den 20. december 2008

Tandlægespinning

Spændt i spandex sad der jeg
ventende på den bedste instruktør
da ind du kom, åh guder, åh nej,
en elendig erstatning det dog udgør

Af grunde uransagelige ingen aner
nægter du brugen af mikrofon
du spinner som kolibri-narkomaner
i vanvittig dedikation

Din stemme ligger nær et tandlægebor
så det fungerer ikke alligevel
det falder næppe i skidegod jord
at skrige den i syvhundred' decibel

Jeg fantaserede, uden skyggen af sorten sorgen,
at se dig døende dejse om,
at surfe på nettet kommende morgen,
og google dit lig på rotten.com

Motivationen styrtede brat med bump,
for dig var det ingen særlig sag
at smadre den sidste, sørgelige stump
af min fucking elendige lortedag!

lørdag den 13. december 2008

Langt ude i skoven

Der findes sandsynligvis ikke noget, der er mere irriterende end børn. Det skulle da lige være børn, som synger i kor. Ingen kan lide det. Ingen! Bortset fra andre børn, naturligvis, da børn mangler kvalitetssans. Til gengæld besidder de stor evne til at associere, dvs. at de føler et fællesskab, et tilhørsforhold, når de hører andre børn synge. De bliver modbydeligt glade og får lyst til at deltage – i modsætning til fornuftige og rationelle voksne, der nådeløst og uden tøven kvæler sådanne potentielt pinlige impulser med hjælp fra sunde, seksuelt frustrerede fortrængninger.

Børnenes åbenhed gør dem ekstremt modtagelige overfor påvirkninger. Kort sagt, kan man sige, at børn altid tror på tre ting:
  1. Julemanden
  2. Hvad pædagogen bildte dem ind, virkelig foregik.
  3. TV
I hvert fald det sidste faktum er Elsparefonden tydeligvis klar over. Hvis deres reklameindslag ikke allerede har ødelagt dine to øregange og krummet utallige gulvtæpper op under dine tæer, så kan du se det her:



Er det ikke dejligt at konstatere, at god, gammeldags socialistisk indoktrinering, målrettet direkte mod børns pivåbne hjerner, stadig foregår og endda i din egen stue? Bitter Blog er naturligvis ikke modstander af indoktrinering i sig selv, men det er på tide at bringe lidt balance ind i regnskabet. Da jeg ikke har millioner af skattekroner i ryggen til at producere reklameklip, der påtvinger danske småbørn mine politiske holdninger, nøjes jeg med mit eget, ensomme og piedestal-placerede talent.



Er der efterhånden noget, Bitter Blog ikke kan? Som altid, tvivler jeg!

onsdag den 10. december 2008

Helende latter

Kender du fænomenet, hvor du befinder dig i en eller anden fysisk sammenhæng, men hvor dine tanker placerer sig et helt andet sted? Hvor du tænker tilbage på en morsom hændelse, så du begynder at grine eller smile og ligne et fjols i netop den situation, du er i lige nu? Selvom det kan være pinligt, er det alligevel meget rart.

En lignende behagelig oplevelse fik jeg forleden, da jeg var på indkøb i et julepyntet Kvickly Xtra iblandt hylende og skrigende børn med inkonsekvente forældre på slæb. Alt hvad der skulle til, alt hvad jeg behøvede for at fremkalde det underholdende blik for mit indre øje, blev ekspresleveret af en tanke, der overraskende opstod på opfordring af teksten på bagsiden af en pose Coop peanuts, og som drev mig ud i en dyb, langsom og ensom latter, der ikke stoppede før lang tid efter, jeg forlod butikken, og som i processen overøste mig med forundrede blikke fra snotindklistrede, intetanende og dumme barneansigter.



Klik på billedet for at zoome ind

lørdag den 6. december 2008

Feminisme


Endnu en gang må jeg gå den lange gang til vaskemaskinen med mit sengetøj, fordi jeg vågnede med et skrig, badet i sved og med overbevisningen om, at min dyne var en kæmpe tøffel. Mareridtet var igen, at jeg enten var blevet gift eller havde fået en kæreste. Følelsen af bitter fortrydelse i drømmen, har jeg ikke kendt magen til siden dagen efter, jeg sidst drak to liter vodka til et middagsselskab med syv singlepiger.

Jeg hader feminisme. Af alle socialistiske konstruktioner er den dog den mest dobbeltmoralske og ulogiske. Og det siger fandeme godt nok ikke så lidt!! Allerede ved navnet er man galt på den: Feminisme. Det handler i hvert fald ikke om at være feminin i traditionel forstand eller om at udvikle kvindens styrker, men i stedet handler det om at være ligesom mænd. For er der noget, feminister klynker over, så er det de ting, som de efter sigende ikke kan, men som mænd åbenbart kan:

1. ”Jeg kan ikke få en karriere ligesom en mand, hvis jeg får et barn!
2. ”Hvis en mand er sammen med mange kvinder, er han en tyr, men hvis en kvinde er sammen med mange mænd, er hun en luder!
3. ”Jeg får ikke ligeså meget i løn som mine mandlige kollegaer!

Med andre ord, definerer feminister sig i forhold til, hvad mænd kan. Det kan man da kalde underkastelse. Lad os tage punkterne ét for ét:

Klynkefrase nr. 1



Denne frase illustreres nok allerbedst ved ovenstående skrækkelige nøgen-protestfotografi af Anne-Grethe Bjarup Riis. Lækkert, ikke*)? Og feministerne har helt ret: Nej, man får normalt ikke en karriere som en mand, hvis man føder børn. Hvorfor mon? Kan det være fordi, man kun er på arbejde knap tyve timer om ugen, fordi ungen er snottet og syg konstant, og når man endelig tropper op, bruger man ti timer på at google priser på bleer og rundsende kvalmefremkaldende fotografier af sit slimede afkom? Hvis man ønsker noget, som retfærdigvis kan kaldes en karriere, skal man afsætte en stor del af sin tid på arbejdet. Ja, og hvor er det dog uretfærdigt. Lad dog være med at trykke den unge ud, hvis du ønsker karrieren. Det er et valg, for helvede. Man kan ikke få alting i livet, selvom din far sikkert gav dig illusionen. Som erstatning for karrieren, har du til gengæld mindre risiko for at blive alene i alderdommen og større chance for slagsmål omkring din kiste.

Men fædrene skal tvinges til at tage halvdelen af barslen!!”, råber du dumt, mens du manisk svinger din røde fane. Nej, vælg i stedet en fader til dit barn, som selv ønsker at prioritere børnene. Men fordi kvinder netop er kvinder og tænder på at være underlegne, vælger de typisk overtatoverede idioter, som tæver dem, er utro og totalt ligeglade.

Klynkefrase nr. 2

Så du ønsker større respekt jo flere sexpartnere, du har haft? Hvilken intelligent målestok. Med mindre man lever sit liv i et fitnesscenter eller er slagtersvend i en lille landsby uden for Herning, så sker det ikke ... uanset om man er mand eller kvinde.

Klynkefrase nr. 3

... fordi, kvinder er elendige til at forhandle løn! End of story.

Alt dette var uendeligt ligegyldigt, hvis ikke det var fordi, at feministerne i sand socialistisk ånd ønsker at korrigere de påståede uretfærdigheder ved hjælp af statslige indgreb, som, af grunde jeg i tidligere indlæg ofte har fastslået, er bedre kendt som: Verdens ringeste ide. Derudover gør feministerne det til et helvede at leve sammen med kvinder. Når man bor sammen med en kvinde, er det efterhånden som at bo med en mand, bortset fra at man må undvære alle mandens gode sider såsom teknisk sans, rationel tænkning og ligegyldighed overfor grimt, gammelt og beskidt inventar. Kvinder kræver alt: Prinsessebehandling, opmærksomhed, dyre gaver og så selvfølgelig "ligestilling" - lige på nær i de nanosekunder, de peaker på en eller anden menstruations-biorytme, hvor man via telepati bør vide, at de ønsker at blive sat på plads. Er jeg den eneste, som ser den tåbelige og uudholdelige modstrid? Jeg undværer hellere, og greb endda mig selv i forleden at undersøge mulighederne for at konvertere til katolik og gå i kloster vel vidende, at de står op kl. fire om morgenen, og at jeg ser dum ud med måne.

Inden du stempler mig som kvindehader, så vid, at jeg alle gange på nær én stemte på kvinder til kommunal- og folketingsvalg, og at jeg desuden synes, at kvinder typisk er gode chefer. Især hvis de har børn, så de aldrig er der. Se, nu glatter selv Bitter Blog ud overfor kællingerne.



*) ... og Anne-Grethe: Hvis du virkelig ønsker at optræde i Vild med Dans kun iført g-streng, så mærk dig mit ord: Ladyshaver! Eller i det mindste: Hæktrimmer. Ikke fordi jeg i mandschauvinisme mener, at kvinder bør være polerede små dukker, men simpelthen fordi, det bliver kikset, hvis din partner snubler i dine pubeshår.