torsdag den 27. november 2008

Håndværk for håndværkere

Efter at have udskudt opgaven i adskillige måneder gik jeg i gang med at hænge gardiner op. Dette var til dels en respons på de klager fra mine naboer, hvis koner og døtre stod i kø foran mine vinduer om morgenen for at betragte mig smøre min mandige krop ind i fugtigheds- og brunecremer til tonerne af "It's My Life" med Bon Jovi. Egentlig opfylder jeg af princip aldrig naboers ønsker, idet de som regel udspringer af særheder, men jeg synes nu også selv, det begynder at blive lidt intimiderende, når hele nabolaget ved, jeg spiser ALDI marcipanbrød med nougatkerne til morgenmad.

Egentlig fandt jeg opgaven nem at udskyde, fordi jeg tænkte, at den kun tog femten minutter at udføre. Desuden hader jeg håndværks-opgaver, hvorom følgende i øvrigt altid gælder:
  • Det tager længere tid end forventet
  • Det skal udføres anderledes, end du gør det.
  • Du kommer til at mangle noget værktøj under udførelsen.
  • Resultatet bliver elendigt.
  • Det er ikke sjovt.
Da jeg omsider var færdig, og opgaven var "veludført", var der gået halvanden time, jeg havde boret tre forkerte huller, jeg var gennemblødt af sved, og det ene gardin faldt ned første gang, jeg forsøgte at trække det for. Så nu har jeg bare malet ruderne sorte.

Hvad er det for et land, hvor jeg er nødsaget til at leve i en lejlighed, der udefra ser ud som om, den er beboet af en seriemorderisk lak-fetichist? Hele denne situation har fået mig til at sukke efter besøg af Erik Peitersen. Jeg ved godt, at alle kvinder elsker Erik Peitersen og gerne vil giftes med ham, men det er fordi, han er charmerende, moderigtigt metroseksuel og god til håndværk, men jeg vil udelukkende have besøg af ham, så jeg kan få afløb for min vrede ved at knuse hans fingerled med min nøddeknækker. Langsomt. Først får han dog en 100-lap og et lift til frisøren, da hans latterlige lange lokker utvivlsomt ville spolere min fryd over hans smertensskrig.

Endnu et mislykket håndværker-forsøg

Det er ikke sådan, at jeg har råd til at betale en håndværker for at sætte mine gardiner op. Så vidt jeg husker, koster det ni gange så meget at betale en håndværker, som han i sidste ende får i løn efter skat. Som en konsekvens af denne geniale skattekonstruktion risikerer man at ramme de svage: Jeg har ved udførelsen af et stykke håndværks-arbejde beskadiget min boligblok så meget, at den med stor sikkerhed styrter hurtigere sammen end en boligblok, hvor der kun arbejder professionelle håndværkere. Og i min boligblok bor der også socialt udsatte. Så, S, SF og EL, nu er argumentet på plads for at fjerne topskatten, så jeg får råd til at betale en eller anden abe for at gøre det for mig. Jeg opgiver at overtale DF. Som vi alle ved, er DF for socialdemokrater, som foretrækker en fornuftigere udlændingepolitik end uddeling af velkomstpakker indeholdende en kopi af nøglen til statskassen og en saks til at klippe 14-årige pigers tøj op med, men der er endnu en væsentlig forskel: DF er socialdemokrater, som lever i den virkelige verden. De ved, at deres vælgere er dovne sociale tabere, som ikke gider arbejde og tage ansvar, hvorfor de lever af andres skat, som derfor er urørlig. Socialdemokraterne tror stadig i håbløs skyklappe-naivitet på, at de dovne rent faktisk gider arbejde, hvis de bare fik det arbejde, som de onde virksomheder nægter at give dem.

Nå, men mine gardiner bliver altså ikke sat op. Jeg droppede at ringe til en af vennerne, for de vil også have penge. Sjovt nok betaler de ikke mig, hvis jeg reinstallerer deres PC. Men det er jo, fordi jeg synes, det er skægt, ikke? Det er min hobby!! Hvor er alting omkring mig på alle måder tåbeligt skruet sammen!

lørdag den 22. november 2008

Sandhedens Time

Sandhedens Time er et program, som kører på TV3, og jeg har set hvert eneste af de ti afsnit fra ende til anden. Denne indrømmelse er i sig selv mere chokerende end alle dem, der forekommer i programmet tilsammen. For de hellige uindviede vil jeg lige forklare udsendelsens koncept: Deltagerne sad før programmet lænket til en løgnedetektor og blev stillet en række ja/nej spørgsmål, hvorpå løgnedetektorens svar blev gemt. En delmængde af disse spørgsmål stilles til deltageren igen i selve programmet. Såfremt de svarer det samme som løgnedetektoren på alle spørgsmålene, de bliver stillet, vinder de penge – jo flere "korrekte" svar, jo flere penge.

Det umiddelbart tiltrækkende ved Sandhedens Time er naturligvis håbet om at se en masse mennesker afsløre intime og pinlige sandheder om sig selv for åben skærm. Hvor fantastisk! Derved er det jo slet ikke anderledes end resten af TV3s sendeflade. Men ser man programmet med Bitter Blogs indstilling, så bliver Sandhedens Time faktisk en underholdende affære.

For det virkelig morsomme er, at man får bekræftet samtlige fordomme om socialklasse syv ved at studere disse udsendelser. Deltagerne er nemlig typisk personer med narkogæld, tvivlsom kriminel fortid eller fraskilte fattigrøve. Med andre ord: Folk, som vil gøre hvad som helst for penge. Det bliver ikke mindre skægt, når deres familie præsenteres. Deltagerne har lov til at tage en række venner eller familiemedlemmer med, og når moderen toner frem på skærmen, ser man en person, som umiddelbart inden programmet tilsyneladende tænkte: ”Hvad skal jeg dog tage på i aften? Tjah, hvorfor ikke det samme, som jeg havde på til countryaften på den lokale bodega i går!?”. Tilsæt derefter endnu et eksemplar af moderens (men sikkert ikke faderens) afkom, som til sammenligning får Mikkel Kesslers søster til at fremstå "afdæmpet sofistikeret", samt et socialt tilfælde af en veninde, som er ekstremt overvægtig og førtidspensionist. Opskriften på endnu et perfekt afsnit af Sandhedens Time er hermed gennemført.

Producenterne af programmet gør nu følgende: De optager af hver deltager seks sekvenser, hvori deres ansigtsudtryk afspejler en af følgende følelser: Glad, sur, overrasket, forarget, sønderknust og ligeglad. Dette kan nu bruges i klipningen af programmet til at få deltagerne til at reagere, som producenterne ønsker, og der er i hvert fald ingen seere, der opdager, at de præsenteres for nøjagtig det samme følelsesklip af den samme deltager adskillige gange i løbet af afsnittet. Tak, TV3, for på denne måde at fornærme jeres seere i tillæg til den ydmygelse, titlen leverer i sig selv.

Jeg forstår dog producenterne, da de intet valg har. Sandheden er nemlig, at der i de ti afsnit, som hidtil er blevet sendt, ikke har været ét eneste overraskende svar på et spørgsmål. Til dels skyldes dette formuleringen af spørgsmålene, som i de fleste tilfælde får os, som kom igennem 80’erne ved at se "Advokaterne", til automatisk at rejse os op og råbe: ”Objection, your Honour, he’s leading the witness!!!”. Spørgsmål såsom:

Har du nogensinde vågnet våd i skrævet og fordrukken i en detentionscelle i Århus, efter at have været i byen med Simon Spies, fordi du var morgenbolledame?

… kan man ikke svare nej til. For hvorfor skulle de ellers stille det? En anelse mere snedigt spørgsmål kunne være:

Lyver du for dine venner?

… som kun folk uden venner kan svare nej på. Og helt ærligt. At folk fra den socialklasse, som normalt optræder i programmet, har deltaget i filmede sex-femkanter, som involverede venindens Old English Sheepdog overrasker virkelig ingen. Who cares? Ingen! Og det er nok derfor, de gerne stiller op i programmet. Heldigvis stiller TV3 de sidste spørgsmål så vagt, at de fleste dumper ud med et ydmygende hult drøn og næsten ingen penge efter at have stået offentligt frem med deres ”hemmeligheder”. I virkeligheden er dette den sande kvalitet ved programmet: Fryden, når tabertumpen opdager, at han ikke var klogere end TV3s producenter. Det er så skideskægt. Især fordi der umiddelbart efter kommer endnu en deltager, som er ligeså selvsikker og overbevist om, at han er smartere end producenterne, som den forrige var for tredive minutter siden. De dumme lærer aldrig.

Værten Lars Hjortshøj er virkelig sunket dybere end Casper Christensen med sidstnævntes værtsrolle i ”Deal, no deal.”, og her er et par spørgsmål, som Bitter Blog med krydsede knæ måtte være nødsaget til at svare ”ja” til, hvis Lars stillede dem:

Mener du, at jeg er en middelmådig og egentlig ret usympatisk komiker, som slet ikke fortjener min succes?

Synes du, mine briller er latterlige?

Finder du det underholdende, at mennesker med lavere intelligens end dig selv ydmyges på TV, hvis det er deres eget valg?

Er du flov over at have set alle afsnit af ’Sandhedens Time’?

Send endelig flere spørgsmål til min e-mail adresse, og jeg svarer på dem, hvis det passer mig.

tirsdag den 18. november 2008

Vindertyper

Konkurrence-genet: Jeg ejer det ikke. Dette er naturligvis ikke et problem for mig, idet jeg ikke er konkurrenceminded, og derfor misunder jeg ingen egenskaberne, dette gen giver. Og da slet ikke, når jeg observerer typerne, som besidder det, og anvender det til tåbelige formål frem for noget nyttigt såsom at skabe virksomheder eller skrive bitre blogs.

For at vedligeholde min græske gudekrop dyrker jeg meget motion, som for en stor dels vedkommende er holdtræning. Min sekundære motivation for at komme til holdtræning er selvsagt ikke det sociale, da jeg ikke gider tale med tabere, der dyrker sport, og som ikke har kapacitet til at opbevare andet i hovedet. Nej, det er selvfølgelig for at more mig over de konkurrence-aber, som dukker op til holdtræningen for at bevise, at de er bedre end andre, uanset hvem dette måtte være.

Lad mig begynde med at beskrive den typiske situation: Træneren mener, vi skal løbe noget spurt, så vi deles op i tre hold: Et for de øvede løbere, et for middelgode løbere og et for dem, der burde være født som søpølser. Jeg og de få andre, der er til stede for at få det optimale ud af motionen, frem for at savle over de kvindelige deltagere, vælger hold efter vores niveau. I denne situation optræder nu to personer, som jeg vil beskrive i de følgende afsnit: Den midaldrende og indvandreren.

Den midaldrende er en mand i begyndelsen af 40’erne, som har en hårlinie, man ikke længere kan kalde vigende, idet den ikke kommer længere tilbage, uden vi bevæger os over i Voldborg/RoboCop frisure. Han er usædvanlig overfrisk og dermed irriterende i de belastende pauser i træningen, som folk har tendens til at anvende til ligegyldig social interaktion. Han bærer bling til træningen, og selvom det nemt deduceres fra det blege mærke på hans ene finger, fortæller han, at han netop er blevet skilt. Konkurrenceevnen ved vi, han besidder, da han er professionel brugsuddeler.

Den midaldrende stiller sig som den første op på holdet af øvede løbere, selvom han ikke har løbet, siden han deltog i et maratonløb mod Berlinmuren. Fløjten lyder, og han farer af sted med armene flagrende i store cirkler, så han ligner en blanding af en vindmølle i en orkan og en lettende gås. Det lykkes ham mirakuløst at følge med de andre løbere i netop ti sekunder, før han falder voldsomt bagud. Hvad, han ikke fatter, er, at han skulle have sparet energi til de resterende 110 sekunders spurt plus energi til de andre øvelser, som foregår på de hold, som ikke løber. Men af en eller anden grund, som jeg aldrig har forstået, er det for konkurrencemennesket ikke nødvendigt at deltage i disse ”pause-øvelser”, og derfor anvender den midaldrende da også lejligheden til at ligge og efterligne en strandet dybhavskrabbe, der kridhvid i hovedet forsøger at spille sækkepibe efter at have røget cigar for første gang, så han 240 sekunder senere har kræfter nok til at tabe endnu en gang på det øvede løbehold.

Som sagt er der også blandt konkurrencetyperne den veltrænede indvandrer i 30'erne, hvis tatoveringer med barske street-udsagn er så dårligt stavede, at der ville være større chance for at finde et forståeligt ord på ham, hvis man åbnede en pose lakridsbogstaver og kylede indholdet ud over hans svedtilklistrede krop. Under udvælgelsen til løbehold, lykkes det ham at gemme sig for træneren, som var sidstnævnte en politibetjent på pusherjagt, samtidig med, at han holder et fast greb i sin 16-årige usikre, blege kæreste med silikonebrysterne, så de begge kan komme på holdet for de dårligste løbere.

Når det bliver det ringeste holds tur til at løbe, og de seksten liter sved fra den midaldrende er tørret op, løber indvandreren spurten på en tid, så man skulle tro, at førstepræmien var en sænket BMW, og slår selvsagt de andre på holdet, der udover hans kalveknæede kæreste også tæller to hjerneskadede siamesiske tvillinger og Jason Watt. Dette afholder ham dog ikke fra at tage T-shirten af og spankulere forbi taberne med en overlegen mine, mens han kaster håndtegn og modtager begejstrede hvin og klapsalver fra sin lyshårede træningsmåtte af et påhæng.

Ovenstående hændelser gentager sig hver eneste gang til træningen, og ærlig talt, så ved jeg efterhånden ikke, om jeg skal begynde at græde i stedet for at grine. Hvor er vindere dog af og til nogle tabere!

fredag den 14. november 2008

Kan De lide østers?

Jeg hader Eddie Vedder ubetinget. Forleden aften kom jeg til at slå over på MTV, hvor der var et program, som hed Storytellers. Jaja, men der var Metallica dagen før, og så vender man naturligvis tilbage. For dig, der ikke ved det, er Eddie Vedder forsanger i et band, som hedder Pearl Jam. Et navn, som de garanteret fandt på i en hashrus, fordi de syntes, det lød sådan lidt sofistikeret og syret på samme tid. Hvis man undersøger, hvad perler er, finder man dog ud af, at det er størknet sekret fra østers, så Pearl Jam er altså en slags marmelade af kropssekreter. Personligt vil jeg hellere spise en marmelade, som er kogt på amputerede savlkirtler fra Mimi Jacobsens lamme mundvige, end at høre mere på Eddie Vedder’s hippier-med-badges-plinker-akustisk-guitar-for-at-tiltrække-piger band.

Nå, men Storytellers er åbenbart et program med en slags koncert, hvor bandet får lov til at ævle løs mellem numrene. Som om det ikke er demoraliserende nok at høre på Eddie Vedders pubertære tekster, udsættes man således for hans latterlige venstredrejede holdninger vævet ind i tåbelige pseudo-intellektuelle samfundsanalogier og lommepsykologibetragtninger. For eksempel laver han en sammenligning mellem USA's befolkning med dens republikanske ledelse og et parforhold med en voldelig partner. Det er dybt! Imens han viderebringer denne betragtning tårevædet i sin uhyggelige offermentalitet, zoomer kameraet ind på en af hans unge kvindelige fans blandt publikum, der står som tryllebundet af Eddies ånds-uendelighed, og man hører nærmest hendes tanker, imens hun nikker: ”Det er bare det mest fantastiske, jeg nogensinde har hørt! Er der ingen grænser for denne mands genialitet. Og hvor vil jeg dog gerne sluge hans sekreter.

I det hele taget fatter jeg ikke, at kunstnere gider stille op til sådan et cirkus. De kan kun være drevet af medieliderlighed, for hvor må det dog være fattigt at være konfronteret med et publikum, som betingelsesløst falder dumt på røven i begejstring over enhver triviel bevægelse, ens krop laver. Et andet eksempel på lignende reaktioner er MTVs Unplugged optagelse af Nirvana. Her reagerede publikum på samme måde; Ethvert lille udbrud fra Kurt Cobain fremprovokerede enten latterbrøl eller klapsalver fra det overivrigt pleasende publikum, som inden koncerten garanteret aldrig havde hørt om Nirvana, men som i kynisk selvpromovering var klar over, at det var hip. Man ser tydeligt, hvor meget manden hadede dem. Intet under han blæste knoppen af sig selv umiddelbart efter denne koncert. Jeg havde dog gjort det midt under den tæerkrummende seance.

Men Eddie elsker det tydeligvis. Mellem tilsviningerne af sit publikum, hvor han gør nar af deres staveevner (hvad kan man forvente af 13-årige piger), og hvor han i ly af en joke beder republikanske fans ”to fuck off!!”, slæbes man igennem en endeløs række af dødfødte sange ligsminket med hans ufatteligt irriterende vibrato-sopran stemme, der får ham til at lyde som en korpige, man prikker i solar plexus fire gange i sekundet. Det er et held, at der var dødsfald ved Pearl Jam koncerten på Roskilde Festival, for så er vi sikre på ikke at se dem igen. Stod jeg i en mængde af 60.000 mennesker og ikke kunne komme nogen vegne med udsigt til to timers Pearl Jam, så trampede jeg fandeme også mig selv ihjel.

I det hele taget er kunstnere, som insisterer på at udtale sig politisk, møgirriterende. Mest fordi de har brugt hele deres liv på at spille mandolin eller hoppe rundt på en scene i gymnastikdragt, hvilket altså ikke giver den fantastiske indsigt i livet, som alle åbenbart tror. Det er naturligt, de fleste er venstreorienterede; Når ens ideologi ikke fungerer i virkeligheden, må man jo lege den på en scene. Det er blandt andet derfor, der findes rollespil. Så få dog et rigtigt arbejde!

Bitter Blog opretter i forbindelse med dette indlæg en Facebook gruppe for kunstforbrugere, som er trætte af den evige politisering. Klik på billedet for at gå til gruppen:

fredag den 7. november 2008

Frelseren

… os er i dag en frelser fød. Halleluja halleluja!”. Jeps, jeg troede også først, det var om syvogfyrre dage, men åbenbart skete det forleden dag. Jeg har før talt om dette fænomen, men Bitter Blog er ikke for fin til at gentage sig selv i en uendelighed, især når det handler om Barack Obama. Det gør alle andre jo.

Det centrale emne i dette indlæg er mediernes usandsynligt enøjede dækning af valgkampen. De manglede bare en kyklop, der var døv på højre øre, som kommentator. I løbet af de seneste to måneder hørte jeg i danske medier én god ting om John McCain. Én! Og det var, at han var den, som folk helst ville ”drikke en øl med” af de to kandidater. Nyheden blev umiddelbart efterfulgt af et indslag om, at John McCain muligvis er alkoholiker og slagsbror.

Der er to ting galt med dette billede: Licens og stupide danskere. Nok kan jeg kapere en nyhedsstrøm, som ville få Goebbels til at udbryde ”aaaaaaarrrrrrrrrrrr … !!?!”, især når den er ligeså grinagtigt gennemskuelig som det fastelavnskostume, du købte til dit barn i BR, fordi du er så dårlig og uduelig en forælder, du ikke gad kreere et originalt et selv. Men det grænser simpelthen til bedrageri, at man tvinges til at betale licens for så ringe og farvet en dækning. Derover skal man leve med irriterende Obama-er-god-de-andre-er-onde skrigende medborgere, som ikke er i stand til at tænke selv, og som derfor lader det store, sorte, flade gøre det for dem.

Der er f.eks. et par pointer omkring valget, som blev totalt ignoreret af den tydelige grund, at man holder med en bestemt side:
  • Obama vandt på en kampagne, som var voldsomt dyrere end McCains. Da Bush med hjælp fra et større budget vandt over Kerry, blev dette stærkt kritiseret.
  • Obama fik 53 % af stemmerne, McCain fik 47 %. Men tallet som fremhæves er valgmandsstemmerne (338 mod 156) og dermed gives illusionen af en jordskredssejr ved brug tal fra et valgsystem, som blev dømt udemokratisk af selv samme medier under Bush mod Gore.
  • Selvom der igen var problemer med valgmaskiner i USA, opstod der ingen tvivl om Obamas sejr. Det er åbenbart kun republikanere, der er onde nok til at svindle.
  • Økonomisk set er det sandsynligvis en ulempe for Danmark, at en demokrat bliver præsident, idet de har tendens til protektionisme. Obama er imod frihandel. Men okay, vi er vant til at blive reddet af staten, når vi foretager potentielt uheldige økonomiske valg.
  • På trods af, at der ofte antydedes at Bush drag fordel af (og endda arrangerede) 9/11, ignoreres det nu totalt, at Obama tog til Hawaii for at kvæle sin bedstemor med egne hænder, gemme liget til dagen før valget, hvorefter han trak hende frem og påstod, hun netop var gået bort, for at få sympatistemmer.
Ens øjne foretager dog endnu et rul mod himlen, når man ser de røde politikere falde over hinanden i begejstring over valget af Obama, som de åbenbart ønsker at se som et spejlbillede af sig selv. I Århus har vi en borgmester, den lettere slimede Nicolai Wammen, hvis kanon også er gået i bukserne over Obama, men bortset fra, at begge herrer er glattere end elektriske ål i glidecreme, har de ikke meget tilfælles. Må man minde om, at Demokraterne er Venstres søsterparti og at Republikanerne er de Konservatives. Fik vi i Danmark Obama som statsminister i stedet for Fogh, ville det være en større lykke for mig end at se Glistrup som socialminister.

Hele dette reaktionsmønster er intet andet end simpel fysik: Bush var for meget for mange, så derfor blev en modpol valgt. Ligesom et pendul svinger det om en årrække tilbage, selvom vi næppe får så god en præsident som Bush igen. Indtil da står jeg - som der i skrivende stund står i Bitter Blogs header - bag Obama. Det er simpelthen for farligt at stå foran ham! Bag ham burde være sikkert nok, med mindre den svagtbegavede KKK-mand er dum nok til at bruge helkappet ammunition.