fredag den 24. oktober 2008

Til lykke, Bitter Blog


I dag har Bitter Blog et års fødselsdag. I den glædelige anledning byder Bitter Blog med nærmest radikal medieliderlighed velkommen til et selvhøjtideligt og -smagende indlæg, hvor der kigges tilbage på det helt utroligt fantastiske første år for Danmarks bedste blog. Lykønskninger og gaver vil uden tvivl vælte ind i løbet af dagen, så lad os komme i gang ...

Lad os tage et kig på Bitter Blogs logo, som præger alle sider og mange af de billeder, som ligger rundt omkring på bloggen. Logoet forestiller to B’er, som står med ryggen til hinanden. På tværs af denne figur ligger en siksakket linie, som symboliserer bitterheden. Hele logoet er drejet femogfyrre grader mod uret. Det første logo så således ud:



… men det blev i løbet af året – omkring d. 27. maj – skiftet ud med en 3d version. Udover den ekstra dimension er der som udgangspunkt ingen forskel på de to logoer. En bekendt af Bitter Blogs forfatter kaldte det ”en rådden bønne”, hvilket egentlig er en meget passende beskrivelse.

Den 21. november 2007 - knap en måned efter Bitter Blogs fødsel - var forfatteren bag så overbevist om, at der var masser af indlæg på vej, at han registrerede domænet bitterblog.dk. Indtil da kunne Bitter Blog nås via http://denbitre.blogspot.com, som selvfølgelig også virker endnu.

Facts om Bitter Blog
  • Bitter Blog blev dannet i et øjebliks indskydelse uden forudgående overvejelser, da forfatteren læste om Tor Nørretranders i avisen.
  • En af Bitter Blogs faste læsere befinder sig dagligt tættere på forfatteren, end læseren forestiller sig.
  • Bitter Blogs forfatter havde en kæreste, som ikke kunne udstå Bitter Blog.
  • Der er i snit kommet én ny fast læser pr. indlæg.
  • Bitter Blog har afvist én kommentar.
  • Alt indhold på Bitter Blog laves af forfatteren selv.
  • Bitter Blog appellerer åbenbart til både kvinder og venstreorienterede, hvilket bestemt ikke var ventet.
  • To læsere og kommentatorer på Bitter Blog er af og til, sandsynligvis uden de er klar over det, på spinninghold med forfatteren.
  • Bitter Blog blev nævnt i en artikel på bt.dk, som omhandlede Danmarks sjoveste hjemmesider.
  • Bitter Blog har indtjent den fyrstelige sum af 104,83 $ på reklamer. Hvilket naturligvis reduceres til omkring 37 $, når skattefar kommer forbi.
  • Den første eksterne side, som linkede til Bitter Blog, var dubqnp.
Lidt statistik

På det første år blev det til 109 indlæg, hvilket svarer til lidt over ét hver tredje dag. Så mange bliver det ikke til i de kommende år.



De ti mest læste sider på Bitter Blog er:
  1. Usund motion
  2. Gratis amatør porno med hardcore sex (Der er ufatteligt mange, som klikker på linket i første sætning ... !!)
  3. Rigtige pædagoger
  4. Så er der havefest ...
  5. Narrehatte
  6. Amerikanske tilstande
  7. Bitter Blog er Bedste Blog
  8. Den Store Dag
  9. Er du psykopat? Tag testen!
  10. Vi er ikke alle lige ...
De ti mest anvendte tags (udover humor og sjov, som optræder i alle indlæg):
  1. socialisme
  2. børn
  3. politik
  4. kendte
  5. danskere
  6. kvinder
  7. musik
  8. dumhed
  9. mænd
  10. seksualitet
De besøgende på geografisk fordeling


Af alle besøgende vender cirka 43 % tilbage til Bitter Blog.

mandag den 20. oktober 2008

Analoge snobber

Lad os stoppe slagsmålet med det samme: LP’er har en bedre lydkvalitet end CD’er. Inden du som vinylentusiast fejrer sejren, så lad mig lige tale færdig: … du kan bare ikke høre det! Så med mindre du spiller musik for at underholde dine kæledyr – hvilket jeg i øvrigt mistænker de fleste vinylfanatikere for, da deres musik ikke kræver meget mere end en skildpaddes spitz gefühl for at lytte til – så er det ekstra frekvensrum spildt.

LP tilbedere er naturligvis resistente overfor rationelle argumenter, men selvom det ikke er umuligt, at der findes en lille brøkdel af menneskeheden, som er i stand til at høre forskel, så er de pick-up fascinerede tumper, jeg kender, bestemt ikke en del af den. Efter at have brugt en halv BMW på en high-end pladespiller, alt imens konen og børnene må køre rundt i en livsfarlig, bundrådden Lada, tvinges man til at høre den påståede forskel mellem LP og CD hos fjolset, der som sædvanlig stinker af rådden mælk ud af munden, fordi han også tror, han kan smage ypperlighed i fine franske oste. *)

Men jeg må erkende, at forskellen er der: CD’en overbringer på ingen måde følelsen af, at man kører hundredeogtres på en motorvej med ujævne fartbump mens fem kaminer af slotsstørrelse knitrer om kap på bagsædet. ”Men det er atmosfæren …”, forsøger kvajet sig, ”.. for CD lyden er så kold og hård!”. Hvis der er noget, jeg hader mere end forstokket og indbildt overbevisning, så er det infantil angst for det ukendte. Personen aner ikke et klap om teknologi eller naturvidenskab, men han så engang en film, hvor computere overtog verden, hvorefter hans faste overbevisning blev, at enhver CD-afspiller er med i komplottet om at udradere menneskeheden. Jeg begynder så småt at holde med computerne.

Desperat griber hatten til sit sidste og sjovt nok eneste fornuftige argument: Størrelsen på coveret. Det er fair nok, at man ikke ligefrem behøver en lup til at se detaljer på coveret, men at anvende en overflade på størrelse med et biograflærred er nu nok lidt i overkanten. Det hele drejer sig nemlig om fortid: LP’erne er fra dengang, entusiasten stadig var ung og alle oplevelser gav større indtryk, alting smagte bedre og måske var han midt i den første ungdomsforelskelse med de endorfinmængder, som kun er fysisk muligt i ungdomsårene. Derfor minder LP-lyden om dengang, fordi det er en kobling af høresans til følelser og minder. Selvom det har subjektiv og lettere ynkelig værdi for visse personer, så kom ikke og påstå, at det er en objektiv kvalitet ved LP’er overfor CD’er. Heller ikke selvom det får dig til at føle dig hævet over alle andre.

Faktisk er jeg selv så gammel, at jeg har ejet LP’er. Det var da også et fedt medie, specielt hvis man holdte af at gøre rent. Vedligeholdelsesindsatsen nærmede sig vel Grauballemandens og varmen fra blot et par sekunders sollys transformerede den sorte, flade skive til noget, der lignede en præstekrave. Når man satte musik på, tog pickuppen sig en tur, så man mindedes Tivoliturene, hvor man kiggede hypnotiseret på Piratskibenes kvalmende bølgeture. Sidst, men ikke mindst, genererede min pladespiller så meget statisk elektricitet, at den tiltrak alle ballonerne fra naboens børnefødselsdag og fik min mormors langhårede Chihuahua til at ligne et pindsvin. Hvilket ikke var særlig praktisk, når jeg havde en stående ordre fra min græsplænepsykotiske far om at aflive dem med en rusten spade.

Bitter Blog elsker dog alle sine læsere og har derfor en udvej for de grammofonpladetåber, som en dag ser sig tvunget til at købe musik på et digitalt medie. Til fri download er her en lydfil med støjen fra en grammofonplade, som nemt kan mixes ind over den krystalklare, perfekte lyd fra en CD. Bitter Blog producerede naturligvis også et eksempel på en sådan grammofoniseret sang.

CD-mediets uforgængelighed er overdrevet, men den er trods alt at foretrække over et medie, som overgår til flydende form, hver gang Anne Lindfjeld toner frem på TV-skærmen. Så indse dog, at det er slut! Endelig kan vi nedrive pladeforretningerne i midtbyen, hvor de ligger i vejen for nyopmalede parkeringspladser. Der er heller ikke brug for dem, når CD’erne forsvinder. Personligt vil jeg begræde tabet af albummet som et kunstnerisk begreb, enhed og helhed, selvom det endegyldigt afliver popkunstnerne med deres ene hit og ti hjernelamme fillers. Men sådan er det at være en sentimental gammel nar.



*) En sand historie: Omtalte person udsatte jeg for en blindtest på Las Cola overfor Coca-Cola og cuvettesteg overfor oksemørbrad. Han var ikke i stand til at smage forskel på trods af, at han selvfølgelig forudså, han kunne. Dette viser med al tydelighed, at hans fintfølende sanser var fuldt på højde med en nyligt hjernedøds.

torsdag den 16. oktober 2008

Sælgere

I modsætning til hvad de fleste tror, er Janteloven en yderst effektiv foranstaltning. Den beskytter os mod irriterende personager, som tror, de er noget. Det første bud i loven lyder:
Du skal ikke tro, du er noget.
En mere kluntet formulering, som dog gør Janteloven næsten perfekt, er:
Du skal ikke tro, du er noget, med mindre du ved, du er det.
Forskellen er, at man nu kun udpeger dem, som blot tror, de er noget uden i virkeligheden at være det. Størstedelen af disse personer er sælgere. Hvis man slår sælger op i ordbogen, får man:
sælger sb., -en, -e, bf. pl. sælgerne: Betegnelse for en stilling, som kræver absolut fravær af faglige og menneskelige kompetencer.
Det er umuligt at finde mere utroværdige mennesker end sælgere. Deres værste egenskab er, at de tjener mange flere penge end de fleste andre, uden at de producerer noget som helst. For hvad er en sælger? Intet mere end opportunistiske, hastigt fordampede bindeled mellem forbrugere og varer, som tomt rum mellem meningsfyldte øjeblikke. Med andre ord: Overflødigt, uønsket fyld og dødt bindevæv.

Har man arbejdet sammen med sælgere, ved man, at gøremål såsom at lave kaffe, rydde op eller anvende toiletbørste simpelthen er for trivielle for disse vigtige medarbejdere. De stjæler i kantinen og er uærlige, egoistiske igler, som giver de frie markedskræfter et dårligt ry. Hvis der nogensinde var et argument for at vælge socialisme frem for liberalisme, så var det sælgere. Eller muligheden for at internere religiøse minoriteter og politiske modstandere, selvfølgelig. Sælgere jager og pynter sig med overfladiskheder, som for en kort stund kan skjule den endimensionelle personlighed. Sælg, sælg, sælg, uanset hvad, og uanset, hvem der trædes på i processen. Provenue er alt, og grådigheden efter selv den usleste mammon giver det føromtalte dårlige ry. De tænker kortsigtet, kun på sig selv og skifter derfor typisk politisk ståsted i magre tider til Socialdemokraterne, hvor det er helt accepteret og normalt at være en enøjet snylter.

Er du nogensinde blevet inviteret til fest hos en sælger? Når du spørger, hvem der ellers kommer, råber han først ”Det bliver KANOOOOOOOON, mand!!” - imens al hans bling og de smarte, alt for store flipper på hawaiiskjorten hopper som sindssyge fjedre - hvorefter han påstår, at der kommer mindst hundrede personer, hvoraf firs procent er kvindelige fotomodeller. Når du så dukker op, sidder der tre grimme, bebumsede, men desværre mandlige sælgere i tyverne, som bare venter på en mulighed for at tage dine øl, fordi ”deres dankort altså lige blev spærret”. Ikke, at det gør værten flov. Nej, han er skam overfrisk som altid.

Ejendomsmæglere er en specielt belastende underkategori af sælgere. Heldigvis kan man håbe på, at finanskrisen driver de allermest grådigt uduelige til at hænge sig i deres grimme slips, men tilbage står stadig de irriterende amatør-ejendomsmæglere. Hvis jeg bare én gang mere skal lytte på en gruppe mænd i fyrrene, der meget alvorligt, selvhøjtideligt og indbyrdes nikkende diskuterer friværdi og ejendomspriser i vrangforestillingen om, at de har bare den mindste, fjerneste ide om, hvad de udtaler sig om, så hælder jeg afløbsrens i ørerne. Økonomisk sparken-til-dæk er om muligt endnu mere belastende og tåkrummende end sin automobile tvilling.

Jeg havde engang en chef, som også var salgschef. Udover det groteske i, at han ikke fyrede mig, første gang han mødte mig, hvor han overraskede mig i at se billeder af en bulldog, som uddelte blowjobs, så var han bare en kæmpe nar. Da jeg sagde op, blev jeg kaldt ind på hans kontor, hvor han fremviste mig en seddel ledsaget af et overlegent ”Bare skriv dit beløb!”. Jeg svarede ham, at det i dette tilfælde ikke var lønnen, som var motivation for mig, hvorefter han betragtede mig intenst gennem sit dyre og derfor overordentligt grimme brillestel og sagde: ”Alle er til salg for penge. Alle har et beløb. Hvad er dit?”. Lige indtil dét øjeblik overvejede jeg rent faktisk at blive i firmaet. ”Sig mig, ligner jeg din datter?”, svarede jeg. Næsten en true story.

søndag den 12. oktober 2008

Statskontrol

Jeg hader kontrol. Især fra statens side. I de sidste 30-40 år er der kommet mere og mere af den. Hvad jeg hader endnu mere, er kontrol af ting, der alligevel ikke lader sig styre. At man alligevel forsøger at indføre en kontrol, bunder i, at vi har det alt, alt for godt, og derfor bliver vi skrækslagne for ulykker i selv den mest almindelige adfærd. Danmark trænger til en krig! Ikke som i Afghanistan eller i Irak, men en, som foregår i de danske gader! Med lig til alle sider, så det føles som mosh-pitten ved en Cradle of Filth koncert. Så kunne vi måske lære det.

Jeg sad i min bil og hørte P1, fordi jeg bliver idiot af at høre på jeres åndssvage, barnagtige og frem for alt kortsigtede musiksmag, som gennemsyrer og dominerer samtlige andre kanaler. Nu er jeg socialdemokratisk opdraget og ved, at Statsradiofonien aldrig lyver, hvorved overbringelsen af nyheden om, at private PC'er nu skal gennem periodisk syn, var direkte skyld i, at jeg kørte ind i kvinden med de syv tvillingebarnevogne. Indtagelsen af adskillige Stout-øl fra ALDI, bitterhed og ophidsede diskussioner om børnepenge på arbejdet tidligere på dagen havde i hvert fald intet med det at gøre.

Så vidt jeg forstår, vil Teknologirådet anbefale, at politikere vedtager periodisk syn af private PC'er ved, at et online check verificerer, at der er installeret ”viruskontrol og firewall” samt ”korrekt opdateret software”. Hvordan ”periodisk” kommer ind i løsningen, må guderne vide. Hvor må det dog være en flok åndsamøber, der sidder i det råd. Der findes tusinder af måder at konfigurere en PC på, som kan betegnes ”korrekt” fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Men man ved jo bare, hvordan det offentliges sædvanlige inkompetence vil indsnævre ”korrekt” til: Standard installation af Windows Vista. Ellers er der ingen chance i helvede for, at de idioter til bebrillede, fuglebrystede datamatiker-administratorer med rygrade formet som 5-taller, uanset hvilken vinkel de betragtes fra, som det offentlige med lidt held kan få til at sove ubekvemt på sine hypermoderne, ergonomiske kontorstole mellem 10 og 15, vil fatte en rådden makrel af noget som helst.

Sagen er, at disse formynderiske foranstaltninger udelukkende går ud over de ærlige brugere. De uærlige kommer igennem alligevel, og hvis de fanges, betaler det offentlige i forvejen millioner til humanistiske advokater for et retsligt forsvar. Det virkelige problem er, at sikkerhed i forbindelse med internettet kræver noget, som de færreste mennesker besidder: Omtanke. Går du måske i Brugsen og handler med alle dine penge slæbende efter dig i en fiskesnøre? Eller skriver du lumre kærestebreve på postkort? Lær dog at begå dig i det miljø, du befinder dig i! Åh nej, dog, det kræver, at du tager et ansvar!? Eller … *gisp* … sætter dig ind i sagerne!!! Kan kommunen da ikke gøre det for dig??!

Grunden til, at det lykkes at indføre al den ligegyldige kontrol, er, at folk generelt er ufatteligt uvidende og dovne. Hvad med periodisk syn af biler? ”Nu går han da helt amok!”, tænker du med din grimme frømund gabende åben, ”Periodisk bilsyn er da grundpillen i trafiksikkerheden. Det ved enhver da!!”. Igen tager du fejl! Prøv at finde bare én fucking undersøgelse, som viser, at tekniske fejl ved biler er skyld i ulykker. Selv de mest bilisthadende, rødt bestilte undersøgelser tør ikke engang lyve tallet op til ti procent, og norske undersøgelser siger endda nul komma nul! Bilsyn er blot endnu en skat. Skylden ligger som altid ved dig bag rettet, kære uopmærksomme bilist! Med mindre du hører P1, mens du kører, naturligvis.

onsdag den 8. oktober 2008

Grydehår

Enhver, der har læst Bitter Blog i mere end en uges tid, ved, at forfatteren bag meget sjældent bliver irriteret. Der skal meget til, før bægeret flyder over. Forleden dag gjorde det dog, hvor jeg stod i kø i supermarkedet iklædt min berømte tålmodighed udover det tempel, som er min krop. Mine øjne flakkede mod min vilje over på bladstanderen, hvor følgende syn mødte mig:



Grydehår! Hvis der er noget, der ødelægger en god dag, hvis der er noget, der punkterer min glæde, som en ballon, man springer foran dens lykkelige, barnlige ejer, så er det: Grydehår. For det første hader jeg modedesignere. For det andet hader jeg kunstnere, og for det tredje hader jeg upraktisk design. Grydehåret er kombinationen af alle disse! Hvor er det dog kunstneragtigt grimt, hvor er det dog modepræget, og hvor er man dog en nar af uendelige dimensioner, når man betaler i omegnen af tusind kroner for at få klippet håret i en frisure, der vel maksimalt holder 5-6 dage, inden pandehåret igen er for langt.

Hvis det var min kæreste, fik hun simpelthen ikke lov! Nu tænker du nok i din indlærte feminisme: ”Det skal du ikke bestemme, for hun må da gøre, hvad hun vil!”. Jeg er enig, så længe hun selv betaler, men så mangler du lige at vise mig en kæreste, som selv betaler og ikke bare nasser helt vildt, fordi hendes eneste evne er at se stupid og fåret ud med grydehår. For det sjove er, at alle dem, som har grydehår bliver fotograferet med et dumt udtrykt i ansigtet - ligesom hende på billedet. Et åndssvagt statement-udtryk, som bare giver mig lyst til at sparke hende hårdt og brutalt i testiklerne, hvis hun havde nogle. Dernæst et skub ned over kantstenen, og så en veludført, hurtig American History X-manøvre. Job well done, og så har jeg i hvert fald fortjent min Paulaner Weiβ-Bier.

Ja, jeg får lyst til at uddele tæsk, når jeg ser tåbelige fjolser med grydehår! Især når det er øretæveindbydende små drengebørn, som bærer den latterlige, åndssvage frisure, som man bestiller en åndsfattig, overbetalt blondine til at klippe, hvorefter alle de andre børn ikke længere er tilfredse med Phillips hårtrimmeren til halvtreds kroner for hundrede klipninger. Og ja, jeg skider på, at de sidste ti klipninger river håret ud; Shampoo stopper blødningerne.

Efter en times tid med blodsaftige voldsfantasier kom jeg dog til at tænke på, om der er en grund til at få grydehår. Det viser sig, at der er! Faktisk er grunden netop grunden til, at nogen nogensinde gider at betale for at få pandeskjulende, irriterende grydehår. Jeg greb straks til min GIMP, som naturligvis har et X-ray-filter, der afslører, hvad der gemmer sig bag dækkende grydehår. Klik på billedet for at aktivere filteret:




Jeg tænkte nok, det stod skrevet i panden af hende! Stupid cunt!

lørdag den 4. oktober 2008

Da Vinci Apokalypsen

Indtil i fredags undrede det mig, at det overhovedet er muligt for den socialistiske fløj at kapre op mod 50 % af stemmerne. Det nemme svar er selvfølgelig, at den ene halvdel af befolkningen nødvendigvis må være dummere end den anden, men det ville bare bringe mig ned på McCain kritiker niveau. Pludselig*), som et slag i baghovedet fra en fagforeningsmand bevæbnet med en marmorkugle-fyldt sok, kom svaret i en artikel i Jyllands-Posten.

Det lader til, at en masse danskere har læst knaldromanen Da Vinci Mysteriet og er fuldstændig overbeviste om, at historien er ægte, selvom det er det pureste (og tilfældigvis socialistisk-feministiske) opspind. Alting giver mening nu, hvor det viser sig, at en halvdårlig, om end underholdende, forfatter er i stand til at styre virkelighedsopfattelsen i den åbenbart uhyggeligt letpåvirkelige mentalitet hos halvdelen af danskerne.

Samtidigt giver det en utrolig klarhed for mig i forhold til 50 %’s mysteriet, efter jeg forleden sad åbenmundet og uforstående og så en debat mellem Løkke, Espersen, Thorning, Søvndal og Aaen på DR2. Det lader til, at man blot skal huske følgende tre sætninger for at blive leder i et større dansk socialistisk parti:
  • Regeringen skaber større afstand mellem rig og fattig.
  • De brede skuldre skal bære den største byrde.
  • (vilkårlig forbedring), hvis I bare vil betale en lille smule mere i skat.
Det er simpelthen helt himmelskrigende frustrerende, at der ikke behøves skyggen af argumenter til at underbygge disse udtalelser. Alt er bundet op på truthiness! Op i røven med at den offentlige sektor får flere og flere penge, når nu de ansatte åbenbart ”ikke oplever det sådan”. Bare sig det tit nok, og danskerne æder det som mazarintærte til ”Vild med Dans”. Det er nok også derfor, den nuværende regering ikke tør andet end at føre socialdemokratisk politik i stedet for at lade dovne tabere sulte på gaden, som de fortjener.

Alt dette her har fået mig til at tage en beslutning. Såfremt vi får en socialistisk regering i Danmark, planlægger jeg at opsige mit job. Jeg gider simpelthen ikke yde mere efter nu at have smidt adskillige millioner i statskassen, og heldigvis bosatte jeg mig så billigt, at jeg kan leve på dagpenge. Opsparingen placeres i platinbarrer og Krugerrands og mures inde i væggen. Det er på tide, de andre aber arbejder lidt. Det paradoksale er, at de fleste socialister er de mest vanvittige egoister: Lad de andre tjene pengene, så jeg kan lave lige, hvad der passer mig. Derfor vil jeg simpelthen dedikere mit liv til Bitter Blog, så I kan få et indlæg hver eneste dag. Hvis jeg da kan finde overskud og inspiration. Og jeg ikke er forhindret af min depression.

En bumpersticker til din bil ... hvis du da tør!


*) Men ikke uventet …


Opdatering 6/10 2008
Så vågnede jeg i morges til endnu en rodebutik af vage argumenter og vilde påstande. Helle Thorning og Villy Søvndal var i morgen TV for at tale om deres forslag om at smide en milliard ekstra kroner ud til kommunerne. Beløbet er tydeligvis revet ud af den blå luft med den begrundelse, at det lyder som mange penge, for der var ikke skyggen af argumenter for, hvad lige præcis det beløb skulle hjælpe. Kun tåber er ikke klar over, at det er som at udlevere spande til folk med hullet tag.

Det mest fantastiske var dog, at Thorning lige slog noget for plads for mig. Hun sagde følgende (jeg husker det ikke præcist, da jeg mistede bevidstheden):

"Regeringen får det til at lyde, som om det ikke er at bruge penge at give skattelettelser. Men det er at bruge penge, for det er penge, som i stedet kunne bruges på velfærd."

Aha, så det er altså statens penge før det er lønmodtagernes? Faktisk burde jeg være glad, når staten giver mig 36 % af de penge, jeg har tjent, for at arbejde?

Lidt mere besindig var Villy Søvndal med den sædvanlige tågesnak, hvor han tillod sig at presse sin mening ned over "alle danskere, som jo ønsker den fundamentale velfærd", der åbenbart ikke lader sig sikre med verdens højeste skattetryk.

Gudfader, hvor bliver man dog træt ...