søndag den 31. august 2008

Hundehoveder

Du kigger irriteret på mig, idet jeg lægger de møreste skiver fra oksemørbraden til side og skærer dem ud i mundrette stykker. Jeg går ind til schæferhunden, som ligger på sengen, hvor der heldigvis er nyt sengetøj på, så den ikke får beskidte poter, og fodrer den, mens jeg dupper dens sorte, tynde læber nænsomt med en stofserviet mellem hver bid. Jeg aer den og skal netop til at spørge, hvor dens skål med Amarone er, da du hidsigt hvæser:

Hvorfor personificerer du Blondi på den måde??! Den er jo ikke et menneske, vel?!

Her tager fortællingen en pause, idet Bitter Blog nu forklarer dig, hvorfor ovenstående udsagn er helt urimeligt.

Min klasselærer i Folkeskolen illustrerede engang menneskets evne til at distancere sig ved at spørge os, hvem vi helst så dø: Vores hund eller hundrede kinesere på den anden side af Jorden. Denne dag i dag kan jeg svare, at jeg hellere så hundrede danskere – eller nu vi er i gang – tusind eller titusinde danskere smutte ni fod sydpå, og det behøver ikke engang være de nye af slagsen. Jeg skal endda gerne udpege dem:
  • De første par tusinde findes i Kvickly, fredag eftermiddag.
  • Indavlede og forbryderiske bonderøve fra Mørke.
  • Arrogante og irriterende motionsløbere, som tror, de ejer fortovet.
  • Folk, som spytter på gulvet eller intimbarberer sig i omklædningsrum.
  • Narrøve, som pludseligt råber uden advarsel eller grund.
Problemet er den moderne civilisations dødsdom, som tildeler ukrænkelige og ufatteligt generende fordele til enhver selvmotorisk klump celler, der klassificeres som tilhørende arten mennesker – en dødsdom, som også kaldes menneskerettighederne. Som Matador-spillets latterlige gældssaneringskort, der redder den dovne og uduelige spiller, hives menneskerettigheder frem for at komme dem til hjælp, som bare ikke har fortjent det.

Hvor er det dog flot præsteret af os, at vi definerer sådan et ukrænkeligt regelsæt for os selv, uanset opførsel, mens vi bare er pisseligeglade med de andre dyr, på trods af, at selv min nieces guldhamster til tider demonstrerer større empatisk evne og menneskelig indsigt end alle knallertbøllerne i mit boligkvarter tilsammen. Menneskerettigheder? Fint, så længe man ligesom stemmeretten først tildeler dem efter en vis alder, f.eks. omkring de femogtyve år, hvor personligheden er nogenlunde færdigudviklet, så man er rimelig sikker på, at modtageren er en ikke alt for stor idiotisk tabernar. Omsider vil man kunne opleve at komme tilbage fra dyrlægen med en levende hund og et aflivet barn, som - man bare ved - ondskabsfuldt torturerede hunden, før det efter fortjeneste blev bidt.

Er min hund og andre kæledyr mere værd end visse – også fysisk nære - mennesker? Uden den allerfjerneste skygge af tvivl! Sådan er realiteterne bare, uanset latterlige, pladderhumanistiske såkaldte ”rettigheder” for mennesker. Personificerer jeg så min hund? Nej, for budskabet er som på denne T-shirt, jeg fremover bærer på alle lufteture:


P.S.: Jeg havde aldrig troet, jeg kunne give en schæferhund så hovent et udtryk, at den ligner et medlem af det Radikale Venstre. Det er en bieffekt og er ikke med vilje.

tirsdag den 26. august 2008

Er du psykopat? Tag testen!

Inspireret af et indlæg på Louise's Blog, og i særdeleshed af en kommentar, som lover høje besøgstal på psykopatitests, kommer her Bitter Blogs bud på samme. Min test er naturligvis langt mere realistisk end andres, da den er baseret på en blanding af en analyse af de typiske psykopatiske træk og elementer fra populære Hollywood-film.

Da Bitter Blog - som en af de få - vover at bemærke ”den lille forskel”, er testen kønsopdelt. Testen for mænd kommer først, men du kan klikke her for at hoppe direkte til testen for kvinder.

Mænd

1. Er du politisk engageret?

a) Nej, det interesserer mig ikke
b) Ja, jeg er medlem af et parti, og jeg følger dem i tykt og tyndt.
c) Nej, for jeg blev smidt ud af DNSB, da de mente, jeg var for grov mod jøder. Da jeg efterfølgende meldte mig ind i Enhedslisten, fik jeg sparket, fordi de mente, jeg var for blid mod jøder.

2. Havde du en hård teenagetid?

a) Nej, jeg sov blot lidt længe i weekenden og gik rundt i en evig døs, men ellers gik det forholdsvis stille og roligt
b) Ja, og i en periode snittede jeg i mig selv.
c) Nej, og i en periode snittede jeg i andre.

3. Er du hævngerrig?


a) Nej, bestemt ikke. Det kommer der aldrig noget godt ud af.
b) Jeg kan ind imellem opleve følelsen, men jeg reagerer dog ikke aktivt på den.
c) Er dette et trick-spørgsmål? For så ryger du ned, næste gang jeg ser dig, hvor du ikke har set mig først!!

4. Hvordan lader du en kvinde få at vide, at du er interesseret i hende?

a) Det gør jeg slet ikke. Jeg er alt for genert.
b) Jeg fortæller det til hende.
c) Stalking.

5. Hvad gør du med dine ferie- og familiebilleder?

a) Jeg sætter dem sirligt i albums, sorteret på tidspunkter og steder.
b) Jeg har ingen, da jeg foretrækker at leve i nuet frem for i fortiden.
c) Jeg klipper alle hovederne ud, fjerner deres øjne og klistrer dem sammen i kollager, der illustrerer, hvordan jeg foretrækker at huske tingene.

6. Hvad laver dine eks-kærester i dag?

a) Jeg ved det ikke. Når piger er ude af mit liv, interesserer de mig ikke rigtig mere.
b) De har det alle godt. Jeg er stadig venner med de fleste af dem.
c) De ligger stoppet ned i mit badeværelsesafløb i 1x1 centimeters tern og spekulerer over fejltagelsen ved at dumpe mig.

7. Er du seksuelt eksperimenterende?


a) Nej, for min skyld behøver sex ikke afvige fra normen.
b) Ja, ind imellem.
c) Jeg sover med mannequindukker og trafikdræbte dyr og foretrækker at trænge ind i kvinder via huller, jeg selv laver. Så svaret er vel a).

8. Hvad er dit lykkeligste barndomsminde?

a) Der er så mange at vælge imellem, at jeg ikke kan udvælge ét.
b) Det må være den jul, hvor jeg fik den racerbane, jeg så brændende ønskede mig
c) Kvalitetstid i baghaven med to ildragere, et bål og naboens labrador.

9. Din elskede moder er afgået ved døden. Hvordan vil du stede hende til hvile?

a) Min moder var et beskedent menneske, og hun begraves derfor på de ukendtes gravsted.
b) Jeg køber den fineste kiste og arrangerer en storslået begravelse for hende.
c) Jeg udstopper hende med gamle hygiejnebind og placerer liget hjemme i klædeskabet.

10. Hvad er dit yndlingssted på Internettet?

a) http://www.slagtenhelligko.dk
b) http://www.rotten.com
c) http://www.bitterblog.dk

Kvinder

1) Hvor tit bløder du?

a) Aldrig
b) Ind imellem
c) Hver evig eneste otteogtyvende skide dag.

Resultat

Flest a’er: Du har ingen grund til bekymring. Faktisk er du så omgængelig, at Bitter Blog vil anbefale dig at hamre din pande i fortovet for med en smule held at foranledige lidt psykopati, da du ellers risikerer at blive udnyttet af dine medmennesker.

Flest b’er: Du er i en socialt hensigtsmæssig balance mellem din varme og kolde side.

Flest c’er: Du er sikret en fremadstormende karriere i tv-mediet, men til gengæld forsvinder dine kærester hurtigt. Bogstaveligt talt. Du er skingrende psykopat, men fortvivl ikke … der kommer tonsvis af giftemålstilbud fra stupide kvinder og endda en rolle i en Slayer-sang, hvis du er heldig. Livet er ikke så skidt endda.

torsdag den 21. august 2008

Stemmeskaberen

Jeg blev så glad forleden dag, da jeg hørte, at Poul Nyrup Rasmussen ikke genstiller til valg i politikernes foretrukne pensionistklub: EU-parlamentet. Så får vi nemlig igen glæde af ham herhjemme, og det mener han tydeligvis også selv er en stor gevinst for Danmark. Nu vil han, som en fed, uhæmmet mongol ved frokostbuffeten, møve sig ind foran de sindslidende, og beskytte dem med næb og kløer. Sikkert for et passende honorar.

PoulJeg vil være en stærk stemme for de sindslidende!”, proklamerer den selvhøjtidelige, selvudråbte faderfigur med sit fedladne bamseansigt lagt i medlidende folder. Hvis man ikke allerede var bange for at miste forstanden, så bliver man da godt nok nu! Jeg tvivler for resten på, at Nyrup stadig har en spindoktor, for hans ordvalg er mildest talt uheldigt. Mon ikke, det sidste, sindslidende har brug for, er endnu en stemme?! Forestil dig at leve i psykotisk pinsel og så opleve i de få vågne og skarpt sansende øjeblikke, du har af virkeligheden, at blive jagtet gennem gaderne af en Nyrupsk stor, selvfed bamse, som vil kramme, omklamre og forsvare dig, overvåge dig med tårevædede øjne og bekymret mine, mens han taler ned til dig på sin velkendte langsommelige og bedrevidende facon. Det må være skrækkeligt. Man vil jo straks løbe skrigende tilbage til sine vrangforestillinger og den forholdsvist beroligende paranoia, der fandtes i psykosen. Der kunne man i det mindste beskytte sig med en sølvpapirshat mod de tankeinvaderende stråler, som køleskabet udsendte.

På den anden side er dét at fastholde folk i deres elendighed også en måde at skaffe arbejde til sig selv. Det minder på mange måder om det socialdemokratiske velfærds-vat, og S mener uden tvivl, at de er selvskrevne til at værne om de sindslidendes behov. Måske skulle man prøve at spørge de sindslidende, om de ønsker denne politisering, selvom de meget belejligt næppe har overskuddet til at svare for sig. Men hvem har også det med dette her kørende i skallen døgnet rundt?

Således omdanner en stemmesluger sig til en stemmeskaber.

lørdag den 16. august 2008

Olympiske Lidelser

Hver dag er lidelse for mig. Sådan er det i hvert fald hvert fjerde år, hvor man på trods af, at det sidste gang også var ufatteligt kedeligt, igen afholder de Olympiske Lege. Sendefladen er ryddet, så eneste underholdningsmulighed er at se på hækkeløb og spydkast i en dræbende uendelighed, hvorefter det gentages i slowmotion. Den eneste glæde er, at Danmark klarer sig så elendigt, at vi måske snart fatter, at vi ikke duer til noget og holder op med at prøve. Bitter Blog tvivler.

Det allerværste er dog håndbold! Når det sendes, kan jeg ikke engang arbejde i fred, fordi mine kollegaer løber rundt og skriger som chimpanser, der er blevet lukket ind i et afrikansk fængsel for seksualforbrydere. En storskærm er opstillet i det landscape-kontor, hvor jeg forsøger at arbejde, og selvom jeg gentagne gange har sladret til ledelsen, er der ingen konsekvens for tåberne. Derfor var jeg påtvunget at se noget af den seneste kamp, der desværre gik godt for danskerne, da de i sidste øjeblik åbenbart fik hjælp fra kvindehåndboldlandsholdet?!



Håndbold! Sikken en tøsesport!! Er det ikke for indadvendte drenge, som udelukkende har ældre søskende af hunkøn, og som ikke evner at spille fodbold? Taget i betragtning hvor stor en tabersport fodbold er, siger det ikke så lidt endda. Det er simpelthen røvkedeligt at se på, og man kan uden større problemer lave en generalisering af enhver håndboldkamp:



Ja, præcis: Forudsigeligheden overgås ikke engang, når du oplever en ridse i LP'en eller, hvis du er mere moderne anlagt, udvælger en ti sekunders sekvens på din cd-afspiller og trykker på repeat med din unge, fede og dovne tommelfinger. Hvorfor skæres halvlegene ikke ned til et par minutter hver, så man får det uundgåelige overstået med det samme: Holdene skiftes til at score indtil et af dem, foranlediget af tilfældigheder eller et dårligt indstillet timer-ur, måske er et mål foran, når tiden omsider er gået. Jeg har ikke bidt negle så meget siden sidste juls pakkeleg. Og for resten … hvis du undrer dig over, hvad den lyserøde plet ude i venstre side er, kan jeg afsløre, at det er en kvindelig sportsjournalist, som forsøger at score Joachim Boldsen.

Joachim Boldsen. Aldrig før har jeg hadet en mand, som jeg ved så lidt om, så meget. Jeg ved intet om ham bortset fra, at han spiller på herrehåndboldlandsholdet. Til gengæld kender jeg ikke andre på holdet. Da jeg er håndboldignorant, er der kun én konklusion: Håndbold er person- og stjernefikseret, da spillet i sig selv er så forudsigeligt som en lændetatovering på en midtjysk blondine. Man kaster sig i spændingsdesperation over Joachim Boldsens drengerøvsrolle, som får uendelig meget ligegyldig opmærksomhed. Jeg ved ikke, hvad jeg hader mest: Hans friskfyrs-agtige fremtoning eller det faktum, at alle, jeg kender, elsker ham og omtaler ham kvalmende kammeratligt og kælent som ”Bolden”. Naturligvis er jeg blot misundelig; Med den energi, jeg uden succes lægger i at opnå Boldsen-agtigt venskab med alle, er det uimodsigeligt min motivation.

søndag den 10. august 2008

Smølfehjerner

Der er sikkert en hårfin grænse mellem at være innovativ og at ydmyge folk, men jeg er endnu ikke stødt på den. I det hele taget hader jeg betegnelsen innovativ og foretrækker det ækvivalente ”gammel vin på nye flasker”. Forleden læste jeg om virksomheden HandStep, som er begyndt at uddele smølfefigurer til de medarbejdere, som kommer på gode ideer. Til min store forundring reagerer de fleste med at falde på halen i stedet for – som den mest rationelle reaktion – blot at tage sig til hovedet og automatisk for evig og altid at hoppe over stillingsannoncer fra den pågældende arbejdsplads.

For kunderne og ejerne af HandStep er det ganske sikkert en genial løsning: Hvis en medarbejder kommer med en god ide, spiser de ham af med indholdet af et muggent Kinderæg, mens ejerne scorer overskuddet, og kunden sparer lidt penge. Det kan betegnes som en win-win-loser situation, hvor sidstnævnte naturligvis er den idiotiske medarbejder. For hvor er man dog en taber og helt ærligt selv ude om det, hvis man finder sig i og accepterer sådan en behandling. HandStep laver softwareløsninger, og de ansatte derfor simpelthen være datamatikere, der - i modsætning til ingeniører, som får tingene til at virke uden at forstå noget, og dataloger, som ikke får tingene til at virke, selvom de forstår alt - aldrig får en skid til at virke og absolut ingenting fatter. For selv min nabos ni-årige, lettere retarderede datter kan man ikke lokke til at omsmelte bly ude i hobbyværkstedet for et stykke legetøj til en femmer.

Desværre er ovenstående en grusom sejr for HR-medarbejderne, som nu ganske konkret bekræftes i deres egen indbildning om, at de er hævet over alle andre medarbejdere. Det eneste håb er, at HandStep med den kombinerede kraft af deres medarbejderstab skabte et sådant sort hul af bundløs inkompetence og stupiditet, at alle datamatikere automatisk tiltrækkes, så vi andre slipper for at arbejde med dem. Der er ingen tvivl om, at samtlige HR-medarbejdere uanset uddannelsesbaggrund suges dertil.

Nu spørger du nok: "Jamen, hvad skal man så gøre for at motivere medarbejderne??". Jeg arbejdede engang et sted, hvor vi i stedet anvendte negativ motivation med garanteret endnu bedre virkning. Hvis man lavede en fejl, fik man simpelthen overdraget vandrepokalen i form af en joystick-mus, som normalt bruges af handicappede kollegaer. Dermed demonstrede ledelsen, hvem der var uduelig uden unødigt at ydmyge de kvalificerede medarbejdere.

På trods af denne løsning på motivationsproblemet, forestiller jeg mig alligevel situationen, hvor jeg efter et veloverstået stykke arbejde får tildelt en smølfefigur af HR-chefen foran alle de andre medarbejdere:

Til lykke Bitter! Som tak for din kæmpe indsats i weekends og din generelle genialitet i øvrigt, overrækker jeg dig hermed en slavesmølf, som du nu har ret til at stille på dit skrivebord!”, råber HR-chefen skingert, mens han hopper rastløst på stedet i sit latterlige gule jakkesæt.
Åh tak, din fimsede charlatan, og til gengæld vil jeg gerne præsentere dig for helikopter-smølfen!”, svarer jeg tørt.
Helikopter-smølfen …. hvad er det for én?”, spørger han forundret og glor intetanende ud gennem sit grønne brillestel, mens hans tanker forgæves gennemsøger alle sine billeder af morgenmadsemballage fra barndommen.
Ja, for det første har den et stort blåt hoved og så er den temmelig enøjet!”, siger jeg, mens jeg lyner ned …

*wrrrrrrrr* ... *flapper*, *flapper*, *flapper*

Fucking idioter!

mandag den 4. august 2008

Fedt nok

Der er tilsyneladende intet, man kan overlade til folk selv. Efterhånden undrer det mig, at det er et krav, at man trækker vejret selv, køber ind selv eller vælger tv-program selv. Socialdemokraterne er fremkommet med et genialt forslag om, at børnefamilier med overvægtsproblemer skal have tilbudt en statsbetalt diætist (red.: Når det er S, er det sikkert ikke et tilbud, men tvang).

Nu kunne jeg gå i gang med at beklage mig over diætister, og det er præcis, hvad jeg lægger ud med. Hvem fanden har brug for diætister, og hvem er de egentlig? En hurtig søgning viser, at man skal tage en mellemlang, videregående uddannelse for at blive klinisk diætist, men Bitter Blog vil indenfor konteksten af dette indlæg overflødiggøre denne uddannelse. For vi ved jo udmærket, at hvis staten hyrer diætister, bliver det alligevel et sammenkogt rend af inkompetente eks-hippier med tågede og vage ideer om energibaner og syre/base forhold og hvad helvede ellers, de drømmer op i deres pot-rus for at sløre og forplumre den simple realitet:

Du skal på en gennemsnitlig dag indtage cirka ligeså mange kalorier, som din krop forbruger.

Simpelt, ikke? Alligevel er dette åbenbart en umulighed for især fede mennesker, som nu oveni købet skal belaste alle os andre ved, at de skal have statsstøttet hjælp til at spise. Ja, det er korrekt: Udover de er skyld i deres egen ulykke, skaber de en masse bøvl for alle os andre. For hvor svært er det at holde sig slank? Åbenbart svært, når man ser hvor mange horisontalt udfordrede, der vralter rundt på gaderne. Det bedste af det hele er næsten, at der opfindes en masse sygdomme, som fjerner fokus fra den ellers sunde, dårlige samvittighed: Sukkerafhængighed, depression og manglende mæthedsfornemmelse er nogle af disse fiktive lidelser, hvis formål er at dække over den virkelige sandhed: Du har et dårligt selvværd, og du har ret. Se selv hvor fed, du er!

I betragtning af, hvor chokerende lidt folk ved om det, de stopper i kæften, kommer her nok et kæmpe-plottvist: Sundhed og fedme er principielt ortogonale, som i øvrigt er et pissesmart ord for at være uafhængige. Med andre ord kan du spise sundt og være fed, og du kan spise usundt og være slank. Denne figur forklarer begreberne i sammenhæng og angiver med kursiv skrift din vigtigste personlige egenskab, alt efter hvilken kvadrant du er i:



Ovenstående figur placerer Bitter Blog i eliten af de såkaldte diætister, på trods af at jeg normalt ikke smykker mig med indholdsløse titler. Jeg hører allerede kæmpebifaldet fra de stupide, fede masser af overvægtige, midaldrende kvinder som befolker det mave-Merethe-foredrag, jeg crasher med budskabet, som bæres i denne perfekte figur: Fokuser på kalorier, hvis du vil slanke dig. Fokuser på indhold, hvis du vil være sund.

Nu, når befolkningens problem er løst, er næste skridt at kigge på staten, som er blevet svært overvægtig i sit storforbrug af usunde og ineffektive offentligt ansatte, og som nu åbenbart skriger efter nye kalorier i form af diætister. Og som alle fede æder den bare videre og videre, mens den hyler over sin egen utilstrækkelighed og den uretfærdighed, som alle andre udsætter den for.

Så er det kraftedeme nok lærdom fra Bitter Blog til jer. Uanset hvad I gør, bliver I dog aldrig så lækre som jeg med min overkrop, der er som skåret ud af stolt, nordisk klippesten. Med disse ord efterlader jeg jer med et billede af mig, der flexer brystmuskler:




Æd den, fede svin!