lørdag den 26. juli 2008

Er du klar til Bitter Blog?

Oprindeligt kaldte jeg dette indlæg for ”Er du komplet idiot?” men indså hurtigt, at svaret blot er ”Ja”. Det er nemlig ved at blive ægte røvsygt at gennemtærske jeres debile kommentarer til min blog, selvom der da indimellem er tegn på, at visse læsere fatter bare en smule af, hvad der foregår. Jaja, jeg kan allerede lugte, at du er i gang med at skrive en kommentar, såsom:

Tag en tudekiks!”, eller
Du må forvente, når du poster noget på bloggen, at du får kommentarer fra humorudfordrede mennesker!

Til det vil jeg blot sige: Op i røven! Er du klar til Bitter Blog? Tag testen og få det grusomme svar.

1. Hvordan var du i din skoletid?

1) Jeg sad altid pænt på min plads og gjorde, som læreren sagde. Hvis jeg havde uoverensstemmelser med nogen, sladrede jeg.
2) Jeg var ikke den vildeste i klassen, men en smule ballade grinte jeg da af, og af og til deltog jeg i drillerier.
3) Jeg gav dagligt lærerne verbale tæsk og drev dem til vanvid ved altid at agere Djævelens Advokat overfor deres ensidede socialistiske verdensopfattelse, hvilket var dybt frustrerende for dem, når de nu var vant til at stå overfor pivåbne, letpåvirkelige og ukritiske elleveårige modtager-poder.

2. Du kigger ud af vinduet på din græsplæne. På en plet stikker der nogle strå højere op end andre steder. Hvad gør du?

1) Jeg farer ud med pincet og frisørsaks for at ordne denne afskyelighed.
2) Jeg tager en øl mere og tænker, at konen nok tager det med plæneklipperen næste gang.
3) Jeg går ud og hælder ekstra gødning på pletten og håber min perfektionistiske nabo snart opdager det, så jeg kan iagttage ham tage endnu et lille, men uundgåeligt skridt mod vanviddets afgrund.

3. Din chef holder en tale for afdelingen, hvor han beder jer om at arbejde hårdere for at nå firmaets mål. Hvad gør du?

1) Står ret, og gør som han siger. Han er chefen, og jeg adlyder.
2) Jeg lader som om, jeg tager det alvorligt, mens jeg indeni tænker, at det er firmaet, som sætter for høje mål.
3) Jeg beder ham om at holde kæft, indtil jeg er færdig med min kamp i FIFA 08.

4. Du går på Internettet og finder ved et tilfælde et site som kalder sig ”Hidsig Hjemmeside”. Hvad gør du?

3) Morer mig over indlæggene, og forsøger enten at skrive sjove kommentarer eller overgå det på min egen side.
2) Jeg surfer hurtigt videre – det er ikke lige mig at læse sådan noget.
1) Går fuldstændigt amok over de uhyrlige påstande, der slynges ud på siden, og skriver romanlange kommentarer, hvori jeg udstiller min fatsvaghed endnu tydeligere end dengang, jeg skrev et forarget klagebrev til Mad Magazine.

5. Du er dybt uenig i et indlæg på "Hidsig Hjemmeside". Hvad gør du?

3) Umuligt! Jeg er aldrig uenig med "Hidsig Hjemmeside".
2) Jeg trækker på skuldrene og læser videre - det er jo sjovt.
1) Jeg skriver en kommentar, hvori jeg anvender al min dybdepsykologiske indsigt, som jeg erhvervede mig i kvindemagasiner, til at konkludere, at forfatteren har et tomt og indholdsfattigt sexliv, for som alle andre fissepiskede socialister opfatter jeg livsglæde og udsvævende og uansvarlige kønsakter som ensbetydende*.

6. Hvad må man i din mening lave sjov med?

1) Linie 3 plejer at gå lige til min grænse.
2) Jeg kan lide al humor, så længe det ikke går ud over børn og dyr.
3) Alt og dets nyligt afdøde mor.

7. Du støder på en test som denne på en humoristisk hjemmeside. Hvad gør du?

2) Hopper over den.
3) Læser alle spørgsmålene, og morer mig over de vanvittige muligheder.
1) Jeg noterer sirligt alle mine svar, regner sammen og bliver på trods af utallige eksplicitte og gentagne forklaringer pisse fucking sur, når konklusionen fornærmer mig mere end alle spørgsmålene tilsammen, hvorefter jeg skriver en arrig kommentar til testen, hvori jeg gennem pseudovidenskabelige argumenter bøjer i neon, at jeg stadig ikke fatter en rådden bønne af, hvad det hele går ud på.

Resultat:

Summer numrene på dine svar og modtag dommen:

21 point: Du er klar til Bitter Blog. Hop videre og nyd sitet!

15-20 point: Du er muligvis klar til Bitter Blog. Tag et indlæg om dagen sammen med ti dybe indåndinger og se, om det er blevet bedre om en uge.

Under 15 point: Du er personen, der altid er rar at have i nærheden, når der skal gøres rent og ryddes op, fordi du konstant vader rundt med en bøjle i nakken og et kosteskaft oppe i røven. Du er en skrækkelig god person, som sandsynligvis aldrig gør eller siger noget forkert. Bitter Blog advarer dig mod at opbevare skydevåben og ammunition sammen i dit hjem, da din type som oftest dukker op i medierne under overskriften: ”Jamen, han var da sådan en rar mand!”. Jeg anbefaler dig at læse Slagt en Hellig Ko i stedet, da den - på trods af sit navn og sine adskillige tusinde obsessive-kompulsive indlæg om striktrøjer - aldrig finder på at sige et ondt ord om noget eller nogen som helst.




*) Naturligvis ensbetydende i den matematiske forstand: Hvis, og kun hvis!

mandag den 21. juli 2008

Morgenmåne

Jeg koger snart over af jeres ufattelige dobbeltmoral. I årevis har jeg og en masse andre danskere (og vist nok russere) ædt citronmåner til vores store fornøjelse. Jeg har ingen dokumentation for, at citronmånen år efter år har været den mest solgte færdigkage i Danmark og andre lande, men jeg ved, jeg har ret. Og alligevel stamper alle på den, som var den speederpedalen umiddelbart inden, man kører forbi en børnehave. Senest bragte Jyllands-Posten en artikel, hvor de dissede den for at kunne holde i 2 år uden at blive fordærvet. Hvad er problemet? Er man da pludselig så overfladisk og flygtig, at man kun æder ting, som mugner inden to dage?

Citronmånen er kagernes svar på politikkens Dansk Folkeparti, ugebladenes Se & Hør og frisørernes indvandrer-hundeklippere. På de smarte cafeer er de ikke velset, men mange elsker dem alligevel. Hvad helvede er der i vejen med jer? Jeg er jo slet ikke den eneste, som smugspiser citronmåner på toilettet på arbejdet, fordi jeg var ved at brække mig over den klamme kage, som den (kvindelige) kollega dukkede op med. For når de kommer med kager, er det altid med en kommentar som ”Se den her spændende nye kage, som bageren lavede med kun naturlige ingredienser” eller ”Åh, se, jeg har fundet en kage, som (jeg tror) er sund!”, mens hun svingende med sin to meter brede røv dasker din kaffekop på gulvet.

Hver evig eneste gang, jeg sætter tænderne i sådan en kage, overfalder kvalmen mig, som bundede jeg to liter kokoslikør i rutsjebanen på en tømmermandsdag. For tænderne når jo ikke andet end lige under den uskyldigt udseende glasur, før de rammer et eller andet klamt og enormt stort bær, som garanteret kommer direkte ude fra naturen, hvori der bl.a. er set snegle, regnorme og andet sindssygt ulækkert kryb befinde sig. Det er som at spise figenpålæg med syltetøj imellem. Jeg vil seriøst hellere dø af sult.

Hvis man endelig er så fisefornem, at det er nødvendigt at købe kager hos bageren i et naivt håb om, at kollegaerne tænker bedre om en, så køb dog en Othellolagkage. Det er næsten den perfekte konditorkage, på nær det der gule creme og andre afskyelige ting, som den snobbede og overuddannede bager absolut skal proppe i. En Othellolagkage ville blive perfekt, hvis den blot bestod af marcipan og flødeskum og måske en smule glasur. Jeg arbejdede engang et sted, hvor den eneste accepterede kage var en Othellolagkage. En dag kom firmaets eneste kvindelige ansatte med en fancy chokoladekage med underlige store klumper i, og den var derfor tydeligvis ikke blendet. Jeg fik kællingen fyret øjeblikkeligt. Det er ikke løgn. Jeg havde magt, og jeg brugte den, hvor det var nødvendigt!

Citronmånen er nok den kage, som når tættest på perfektion. Den gule glasur i balletagtig smags- og farvemæssig balance med den ensartede kagemasse, som lader sig skære i enhver form, du finder passende til det lyssky formål, det er at spise den. Jeg har indtaget utallige af slagsen og altid har det smagt ens og godt, og aldrig har jeg fundet halve gråspurve som i bagerens studenterbrød. Dan Cake må kunne lave den på tube eller eventuelt i flydende form, så familien ikke længere vrænger af en, når man spiser den som morgenmad. Det er homogent, det er lækkert, og vi elsker den alle sammen. Indrøm det dog, for satan.

Konceptillustration. Må anvendes kvit og frit af Dan Cake til det ædle formål at introducere citronmånen i flydende form.

torsdag den 17. juli 2008

Ikke mange ører værd

Jeg så Saw forleden. Før da undgik jeg den, da min formidable intuition havde forudset, hvilken latterlig stinker den er. Men den kom på TV 2, og da jeg betaler tusindvis af kroner om året i licens, var det jo pludselig muligt at se den ”gratis”. Ja, jeg ved godt, det kun er TV 2 regionerne, der får licenspenge, men i det mindste fik jeg så en erstatning for i årevis at have været tvunget til at se og høre på den sarte krølhårede TV 2 Østjylland studievært. På trods af alle disse bortforklaringer, gad jeg ikke se filmen til ende.

Filmen er let at beskrive, da den simpelthen er et skamløst ripoff af Se7en – klassikeren med Brad Pitt (så du kan få din kæreste med ind at se den) og Morgan Freeman, hvor sidstnævnte nærmest er den eneste skuespiller, som aldrig nogensinde har irriteret mig. Desværre er den et ripoff på en dårlig måde. Det er svært at beskrive i ord, men betragt i stedet disse metaforer:

  • Hvis Se7en var en ribeye steak, er Saw et fedtøje
  • Hvis Se7en var et CD album, er Saw et mp3 download
  • Hvis Se7en var et maleri af en nøgen kvinde, er Saw dårlige fotokopier af kønsdelene af samme.

Hvor Se7en var sat intelligent sammen i et nærmest smukt net af diabolske mord, er Saw simpelthen blot en endeløs række af vulgære efterligninger af disse mord uden nogen form for meningsfuld sammenhæng. Der findes underligt nok talrige og populære efterfølgere til dette affaldsprodukt af en film, men det er vel af samme årsag, som de laver nye afsnit til ”2900 Happiness”.

Efter at have betragtet afskyeligheden i tyve minutter, drev mine tanker bort til en forestilling om, hvordan den klicherede klovnemorder ved navn ”Jigsaw” ville myrde mig, hvis han fik chancen. Dette er naturligvis utænkeligt, da jeg tæver klovne og mimikere on sight … men alligevel:

Et lille rum. I midten er placeret en stol. Alt er pudebeklædt, så man på ingen måde kan skade sig selv. Bitter Blog sidder i stolen. Blodet har løbet fra hans ører og øjne men er nu blot fire mørkerøde, størknede striber. Foran ham flimrer et fjernsyn. Omkring ham ligger bunker af affald fra tredive års forbrug af regnbuestænger og McDonald’s menuer, som stod på en vægt. Fjernsynet viser i en uendelig løkke optagelser af Svend Aukens forståelse for politisk motiverede overfald og samlede, tåbeligt følelsesladede og såkaldte argumenter for det danske dåseforbud. En kæphest han red som en frådende hanhund en sofapude. Vægten havde ved nul belastning frigivet to strikkepinde, som Bitter Blog efter tredive års helvede omsider kunne anvende til at punktere sine trommehinder og skrabe sine øjne ud med.

Umenneskeligt! Ligesom at se filmen. Den får én dårlig fotokopi af mit øre ud af fem mulige plus en bonuskopi, fordi den gav anledning til dette indlæg:



P.S.: Selvom jeg som altid godkender alle kommentarer, frabeder jeg mig udtalelser i dur med ”Du tager fejl” og ”Saw er bare den fedeste, mest uhyggelige film nogensinde!!”, med mindre du har passeret din syvogtyvende fødselsdag, er af hankøn og er normalbegavet eller derover.

søndag den 13. juli 2008

Sympati for vold

Emnet i dette indlæg er så indlysende en kandidat til Bitter Blog, at du sikkert undrer sig over, at jeg ikke har skrevet om det tidligere: Ungdomshuset. Grunden er simpelthen, at jeg finder, at Ungdomshuset opfylder et vigtigt formål for vores samfund. På samme måde som vi værdsætter en affaldsordning, hvor vi har mulighed for at placere ubrugeligt og potentielt farligt affald for sig, fungerer Ungdomshuset som en beholder for de unge, som ingen kan bruge til noget. Fordi de ingenting kan, ingen værdi har og ingen kan lide dem, søger de mod fællesskaber, som giver dem en identitet. Disse karakteristika er i øvrigt velkendte fra medlemmer af hooligangrupperinger og nynazistiske organisationer.

Det, der får en til at bryde sammen og æde sin dyne hver aften af bare ærgelse, er, at lige præcis denne gruppe nyder såvel moralsk som økonomisk opbakning fra en stor del af samfundet. En samling af voldelige ballademagere, som ikke respekterer demokratiets spilleregler, er åbenbart en væsentlig forudsætning for udviklingen af dansk kultur. Mange kunstnere og andre elitære idioter er for Ungdomshuset og ignorerer - på nær et par tilfældige konsekvensløse kommentarer her og der - fuldstændig volden og skaden på offentlig og privat ejendom. Hvis man har en ikke alt for svag psyke, kan man studere listen her, men jeg kan da nævne et par af disse støttende kunstnere:

- Zididada
- En beat-poet, hvad fanden i helvede det så end er.
- Natasja
... plus en endeløs række af erklærede kommunister.

Jeg ved ikke, hvad I tænker, men jeg vover at påstå, at Danmark ville have overlevet, selvom vi ikke havde afdankede Zididada til at underholde børnene på den lokale landsbyfestival. Og på trods af den seneste polemik omkring det nye ungdomshus, har det været bemærkelsesværdigt stille fra Natasjas side.

Ethvert samfund med respekt for sig selv havde slået hårdt ned på optøjerne. Men i Danmark udstilledes politiet som skurke, bl.a. af en gruppe som kalder sig ”Forældre mod politibrutalitet” – en underorganisation af de lidt mere anonyme ”Forældre mod selv den mest basale opdragelse”. Som resultat holdte ordensmagten sig bevidst tilbage under visse af optøjerne, og en hoven støtte affejede ungernes hærgen af privat ejendom med, at ”forsikringen alligevel betaler”. Jeg kan oplyse, at dem, der ikke bruger al deres vågne tid på at ryge bananer, betaler noget, som hedder ”selvrisiko” for deres forsikringer og derudover halvdelen af deres indkomst på skat, som er grundlaget for, at tåberne i det hele taget er i stand til at løbe rundt og te sig, som de lyster.

Lav et lille tankeeksperiment: Hvor mange unge var med i nogle af optøjerne? 500? Forestil dig, at en tiendedel af dette, altså 50 personer, lavede en nynazistisk voldsbølge gennem hovedstaden. Der ville gå cirka to nanosekunder, før samtlige politikere tog afstand, politiet slog hårdt ned, og Danmark overskred sin CO2-udledningsgrænse som resultat af en syndflod af fakkeloptog arrangeret af Amnesty International. Fair nok, men hvorfor er dette ikke tilfældet med de røde nazister, der ganske uforståeligt udråbes til at være ofre og "utilpassede unge"? Fordi sympatien ligger rodfæstet langt ind i den offentlige administration og det politiske system.

Tag blot et kig på de etablerede partier såsom SF og de autonomes politiske fløj, Enhedslisten, som begge har eks-kommunister på vigtige poster. Socialdemokratiet har sikkert også, selvom jeg ikke gider undersøge det, da deres kælne forhold til uromagerne er tilstrækkeligt vammelt. Alligevel stemmer mine ufatteligt tykhovedede medborgere på dem konstant. Man fatter dem ikke … og dog? Det er jo så uendeligt nemt at være rød: Der er intet ansvar, og man skal bare nyde.

På syvogfyrre sekunder skitserede jeg en rydningsplan for Ungdomshuset og dets beboere:



På denne måde kommer vi både af med de unge med beslag og det overskud af klyngebomber, som pensionsselskaberne ligger inde med, efter de af uransagelige årsager ikke må investere i dem mere. Ingen vil savne dem. Altså de unge.

fredag den 11. juli 2008

No, I am your father

Annonce set på jp.dk


Spændende! Mon George Lucas har gang i en omskrivning af Star Wars filmene?

mandag den 7. juli 2008

Forventningsgenfærd

For nogle dage siden forsøgte jeg at oprette en profil på et netdatingsite, som jeg i min ukuelige optimisme troede havde ændret sig til at indeholde en sand guldgrube af søde piger. Efter tyve minutter var jeg dog nødt til at lukke browseren efter at have været smidt ned i et sandt inferno af hysteriske helvedes-kællinger. Netdating ændrer sig aldrig og er ikke et hak bedre end de overfladiske kødmarkeder, man finder på ethvert natteåbent udskænkningssted.

Tro det eller ej, på trods af min egen uopnåelighed, er mine umiddelbare krav til en pige ellers ikke så store:

Et arbejde: Hun skal helst have en uddannelse og et arbejde, hun kan lide.

Mental stabilitet: Jeg foretrækker, at hun ikke bor i et psykiatrisk bofællesskab.

Ingen børn: Med mindre de har én fader, som omkom i en frygtelig ulykke.

Ikke venstreorienteret: … og der takkede vi så farvel til mindst firs procent af profilerne. Sjovt nok skriver de højreorienterede sjældent noget om deres politiske ståsted, men det er nok ikke politisk korrekt.

Intet modelbillede på profilen: Disse selvhøjtidelige billeder afslører blot, hvorledes de er farmands prinsesse og stiller vanvittige krav til opmærksomhed og gaver, selvom deres tikroners sminke er det eneste værn mod den slimede klump af selvhadsorme, som vrider og drejer sig bag det kunstigt smilende ansigt. Billedet er gerne taget i bar overkrop, hvilket fotografen forsikrede dem om, ville give det bedste udtryk, selvom han i virkeligheden bare er ude på at sidde og hakke den af til det og dele det med sine venner bagefter. Hvis man er så sensibel med sit udseende, at man behøver et modelbillede på sin profil, er det ganske vist, at man i en sårbar situation spreder ben for enhver tilfældig mandsperson, som roser ens udseende.

Efter jeg tampede disse få krav ind, og havde frasorteret dem med stavefejl og mere end én smiley pr. afsnit, fik jeg da også et bruttoresultat på omkring 250 personer, hvoraf ingen virkede tiltrækkende på mig. Jo, én så virkelig sød ud: Feminint, sødt opsat rødt hår, et naturligt kønt ansigt med noget der lignede et ægte varmt smil. Desværre var jeg så uheldig at komme til at læse hendes profiltekst.

Jeg bliver så træt af at læse disse profiltekster. For jeg kan da forstå, at hvis jeg får et liv sammen med en af disse piger, vil det føles som at gå på glødende kul under påvirkning af kokain og amfetamin, mens man jagtes af forventningsgenfærd med pacing-høtyve. Deres liv består tydeligvis af et hæsblæsende mix af det mest vigtige arbejde i verden, opdagelsesrejser med ekstremsport, længere udenlandsophold og femtenhundrede fritidsbeskæftigelser. Sig mig, slapper de aldrig af, eller hvad? Og hvor er de mennesker egentlig i den virkelige verden – de er ikke i min omgangskreds, og jeg har fandeme aldrig set dem gå rundt på gaderne, men det har de vel heller ikke tid til. Suk. Jeg giiider ikke.

Nej, jeg vil med god samvittighed slette min profil og lade den salige singlefred sænke sig over mig igen. Ah, som altid er det sjovere at skrive om verden i stedet for at deltage i den. Næste gang, jeg møder en pige, lader jeg min mobiltelefon bestemme: Prøv at taste hendes navn, mens der er ordbog på. Hedvig bliver til Heftig, Lone til Kone og Helle til Gejle. Find selv på flere - de er mindst lige så sandsynligt sande som enhver datingprofil.

torsdag den 3. juli 2008

Vi er ikke alle lige …

… og så lær dog at leve med det, for fanden! Jeps, jeg er i gang med mit korstog mod politisk korrekthed igen, og denne gang omhandler det et ømtåleligt emne, som sikkert provokerer dig til at spraye et hagekors på din skærm … spejlvendt, fordi du er så gennemført uvidende.

Jeg er totalt træt af, at raceforskelligheder ikke må nævnes, bortset fra, når de er rettet imod såkaldte ”hvide” og har humoristisk indhold. I den form er de dog så accepterede, at de indbygges i selv primetime bundudsendelser som X Factor.




Det mest himmelråbende stupide er, når dette fænomen betegnes som ”omvendt racisme”. Hør nu, for satan i helvede: Det er der ikke noget, der hedder! Hvis du tror det, kan jeg hermed fortælle dig, at du er temmelig "omvendt klog". Vrøvlebegrebet ”omvendt racisme” er kun indført, fordi det de facto antages af politisk korrekte, at det som udgangspunkt er ”hvide”, som er racistiske.

Når man taler om dyr er det helt acceptabelt at diskutere racer og disses forskelligheder, men menneskers er ganske tabu. Uha, nej, vi er da helt sikkert som det eneste dyr på kloden skabt fuldstændigt lige på tværs af racer, ikke? Bullshit! Selvfølgelig er der forskelligheder! Ellers blev der nok solgt mere solcreme faktor 40 i Afrika, falske overskæg i Mellemøsten og sko i størrelse 46 i Asien.

Men vi får mast ned over hovedet gennem det offentlige uddannelsessystem og i den generelle korrekte mening, at alle mennesker er skabt lige. Det er en ægte omgang pis, og jeg bryder mig i øvrigt kun om at blive proppet i en kasse, når jeg omsider er død. Så bliver det heldigvis også alene og ikke sammen med alle jer debile tabere. For når der kommer rapporter fra forskere, som konkluderer, at der er forskel på racer f.eks i forhold til logisk intelligens, så går pøbelmentaliteten amok: Klyng dem op, og nægt at høre på, hvad de siger! Men kunne det ikke have f.eks. antropologisk eller historisk interesse at vide sådanne ting? Eller medicinsk? For det meste drejer det sig jo om marginale, gennemsnitlige forskelle, og ikke om – for at følge eksemplet - at enhver asiat er mere intelligent end enhver anden person af en anden race *) – sådan som det normalt ønskes udlagt af modstanderne.

Set i lyset af, at Den Hellige Ensretning i forvejen har skabt intelligensskalaer, som belønner alle menneskelige præstationer lige fra tics til operakompositioner, virker lynchpøblens reaktioner endnu mere tåbelige og selvmodsigende. Men det er uden tvivl fordi, de inderst inde ved, at den logiske intelligens er den eneste rigtige. I øvrigt ville det da være mærkeligt, hvis der ikke var forskelle på lige den del af mennesket.

Jeg læste et interessant indlæg på en blog, hvor en læge møder modstand, når han tilpasser sin behandling på baggrund af patientens race, på trods af, at netop racemæssige forskelle gør, at patienterne reagerer forskelligt på medicin. Det er da total uvidenhed i et nærmest middelalderligt mørke at ignorere sådanne fakta. For hvorhenne er vi så forskellige, når vi ikke er det på racer? Hvad med køn? Hvad med på samfundsstrukturer? Er vi forskellige på individniveau? Eller er vi bare alle uskelnelige celler i en stor, fed ligegyldig klump af intetkønskød? Og hvorfor helvede er jeg så åbenbart blevet placeret blandt dem, der i åndeligt henseende må udgøre det sted mellem ballerne, hvor sveden fra ryggen løber ned?

Jeg slutter indlægget af med et lille digt, jeg har skrevet:

" I hate everyone equally
You can't tear that out of me
No segregation -separation
Just me in my world of enemies

I reject this fucking race
I despise this fucking place "


Okay, det var Slayer, som skrev det, men det gør det ikke mindre smukt.


*) Selvom vi véd, at netop dette tilfælde gælder med alle deres videokameraer, computere og intelligente toiletter.