søndag den 29. juni 2008

ShitLife 4 Me

Børnesange er fordummende simple, irriterende og dokumenteret tekstmæssigt håbløst naive. Derfor var det en forfriskende, om end kort lykke at se en reklame for et produkt, som tydeligvis havde rettet op på sidstnævnte problem, og da en god tekst kan redde en dårlig sang, lod det til at være det perfekte tidspunkt for mig at købe min første børnesangs-CD. Jeg hastede ind på min yndlings online CD-butik, og løb lige ind i denne mur af total skuffelse:



CD’en eksisterer ikke i virkeligheden. Lad os lige spole tilbage til, da jeg så reklamen første gang.

Den første sang handlede om børnesoldater, og jeg erkender blankt, at jeg ikke ser problemet?! Har du nogensinde set et sundt drengebarn, som ikke legede krig? Og her får de lov at deltage på første række i en rigtig en af slagsen! Det må være en ønskesituation, der skaber stærke børn! Men okay, siden 2. Verdenskrig har vi ikke haft en lykkelig krig, fordi psykologerne opfandt posttraumatisk stresssyndrom, Golfkrigssyndromet og granatchok. Til gengæld har de, som ikke gider i krig, en undskyldning for at slippe. Minder det lidt om det danske arbejdsmarked? Bitter Blog drager ingen paralleller.

Den næste sang var om AIDS-ramte børn, som ikke har råd til mad eller piller. Efter jeg var færdig med at more mig over såvel teksten som de skægge tegninger af luddovne, døende børn, tænkte jeg lidt over situationen: Skulle jeg investere i en flok unger, som har AIDS, så de vokser op og får endnu flere børn, som har AIDS? Eller skulle jeg investere i AGF? Jeg diskuterede det indgående med min bankrådgiver, som mente, at selvom AIDS-børn har en lysere fremtid end en selvdød Århus-klub med nazifans, var der på lang sigt set større økonomisk afkast i at fodre pengene til min hamster.

Den sidste sang gik over stregen. Godt nok er der sikkert børn, som ikke har råd til at komme med på skoleture, men uanset hvor fristende det er, så kører vi dem altså ikke over, når vi tager af sted. Tanken er såmænd god nok, men så får man vel buler i bilen og politiet på nakken. Forældrene er sikkert ligeglade, ligesom da de prioriterede et 50” fladskærms TV over ungens behov. Livet er hårdt.

Slutningen af reklamen var næsten det bedste, da der dukkede en gammel, lam kvinde op. ”YES!”, tænkte jeg, ”Først nakkes de fattige børn, og så slutter de af med at nedgøre handicappede! Den CD er solgt!”. Men pludselig så jeg hende slikke sig stift, men umiskendeligt ledt og liderligt i mundvigene, og det gik op for mig, at jeg før har set hende forsøge at sælge en tom CD. Forgæves. Hvor langt vil jeg gå for at redde endnu et af hendes børn? Ikke én fucking centimeter.

onsdag den 25. juni 2008

Narrehatte

Så forstyrrer de igen den offentlige ro og orden med deres høje råb, skrig og dytten. Nej, jeg taler ikke om de handicappede endnu engang men derimod om studenterne, der holder mig vågen om natten med støjen fra deres hæmningsløse druk- og sexorgier. Før jeg kommer for godt i gang, så lad os lige enes om dette: Der eksisterer kun én hue:



Hvis du ingenting fatter, kan jeg fortælle dig, at ovenstående foto er af en ægte studenterhue fra en student, som har gået på den eneste uddannelse, hvis dimittender bør pryde sig med huen: Den 3-årige almene gymnasieuddannelse. Og selvom alle studenter i bund og grund ser tåbelige ud med sådan en hue, bliver den kopieret af alle mulige underlødige uddannelser.

Først og fremmest tilhører den gymnasiestudenterne af den enkle grund, at de var de oprindelige til at bære den. De andre dimittender kopierer den blot af misundelse, og selvbedraget i at bære den giver en falsk følelse af, at deres inderste ønske om at være en ægte student er blevet opfyldt. At bære en ægte studenterhue er som en juleaften, hvor man spiser sig igennem uendelige mængder klæbrig risalamande for at blive den retmæssige vinder af mandelgaven, hvorefter man opdager, at ens yngre, dumme søskende også vandt én blot ved at finde den plantede mandel i deres sølle, lille portion. At bære en uægte studenterhue er som at købe et Sonni TV eller et par Neke løbesko.

Hvad er det så for dimittender, som klæder sig i lånte fjer? Det er blandt andet dem, som kommer fra uddannelser, hvor man har været så snedige at placere et ”teknisk” foran navnet, såsom ”teknisk skole” og ”teknisk gymnasium”. For når man læser ”teknisk”, så tænker man umiddelbart, at det nok er noget svært eller kompliceret, men i virkeligheden betyder det jo blot, at alle opgaver kan løses ved brug af en hammer. Det er der heller ikke noget forkert i. På ingen måde. Slet ikke. Intet ondt ord om det herfra. Så er det straks værre at gå på en af sælgerskolerne, som kendes ved, at der er sat ordet "handels-" foran. Folk fra disse skoler træder gerne på deres egen mor for at sælge et antennekabel for fem kroner mere end den vejledende pris. Uanset hvad, har disse elementer slet ikke ret til at bære huen, nøjagtig ligesom de hashrygende, håbløst uduelige socialistterrorister fra HF heller ikke har.



Efter at studenterhuen rettelig er frataget de underlegne uddannelser, anerkender Bitter Blog, at dimittenderne fra disse skoler for de alternativt begavede også skal have noget at pryde sig med. Måske trænger de til noget, som objektivt differentierer dem, for de får vel ikke karakterer på sådanne anstalter? Men en IK har de vel i en eller anden form. Derfor foreslår Bitter Blog et smart emblem med et digitalt display, som indstilles til at vise dimittendens IK, og som derefter hæftes på skjorten og tages med ud på gaderne til stolt og festlig fremvisning. Men husk: Det må først bæres, når sidste eksamen i lodning eller sløjd er overstået:


Opdatering 6. juli 2008, kl. 14:10

Bitter Blog blev som resultat af dette indlæg kontaktet af den lokale afdeling af de Radikale, der gerne så mig som medlem. Behøver jeg sige, at Bitter Blog takkede respektløst nej?

lørdag den 21. juni 2008

Jægere

Kender du en jæger? I så fald behøver jeg nok ikke fortælle dig, at jægere altid er mennesker med tvivlsomme karakterer. Samtlige jægere, jeg kender, er enten alkoholikere, konetæskere eller dyremishandlere eller alle tre dele samtidigt. Desuden hævder de alle sammen konsekvent at være rigtige mænd, hvilket blot er endnu et bevis på, at de ikke er det. I termer af mandighed og selvværd ligger de vel lige et trin under hjemmeværnsmænd.

Har du nogensinde konfronteret en jæger med kritiske spørgsmål om hans hobby? Det afføder sædvanligvis en sand syndflod af verbale overfald, hvor man præsenteres for jægerens argumenter for at omdanne skove til slagmarker hver weekend:

Nogen skal holde bestanden af dyr nede!
Alle, som spiser kød, burde være jægere, så de selv kan mærke, hvor maden kommer fra!
Mennesket har altid været jægere!

Med hensyn til bestanden af dyr, er det sikkert korrekt, men hvorfor ikke overlade det til lidt mere kvalificerede folk i stedet for lystjægerne, som efter en flaske Gammel Dansk Gajol shots til morgenmad slippes løs i en blodrus i den nærmeste skov, på baggrund af den kompetence det giver at trække et jagttegn i en automat? De belaster fandeme vores sundhedsvæsen helt enormt, når de i deres hæmningsløse brandert pløkker både arme og ben af deres egne børn, der er med som klappere. Ikke engang dem kan de ramme ordentligt, hvilket er ret ærgerligt, nu når æblet sjældent falder langt fra stammen.

Det andet argument er helt åndssvagt. Jægerne bør holdes deres forpulede kæft, med mindre de ønsker at blive slæbt ned i min kælder for at implementere en TCP/IP stak, inden de begynder at jage mindreårige på Arto. Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre på, at man skal slå dyr ihjel, før man rettelig kan æde kød. Sikke noget pis. Hør nu her: I modsætning til jer, tænder jeg ikke på at aflive forsvarsløse væsener for at se dem udånde. Det er jo reelt det, det handler om, I sindssygt perverse stoddere.

Mennesket har altid været jægere!”. Jeps, og prostitution er verdens ældste erhverv.

Nu er det så åbenbart blevet en trend at rejse til Afrika for at skyde en løve eller et andet stort dyr, ligesom Brian her gjorde. Hold da kæft, han er mandig, og han scorer da uden tvivl Vestjyllands nemmeste pige, når han har betalt hende for at komme hjem og se det foto. Selvom det var en tam løve, var han overbevist om, at den var vild, da den levede i et reservat på størrelse med en bypark i en mindre provinsby. I Afrika svarer det jo stort set til, at den sover i fodenden om natten. For fanden, hvor dum har man egentlig lov at være?

tirsdag den 17. juni 2008

Undskyld for ingenting


Visse introverte og hæmmede personer tænker nok – for de tør jo ikke sige det, de satans sky svin– at min reaktion på at sætte Assassin's Creed spillet i min Playstation 3 var overilet og uigennemtænkt. Ikke desto mindre fandt jeg det helt naturligt at arrangere en hurtig date mellem min økse og min spillemaskine efter at være stødt ind i den himmelråbende tåbelighed, som ventede mig.

Når man sætter spillet i maskinen, kommer der - efter de tolvhundrede obligatoriske introsekvenser - en tekst frem på skærmen, som proklamerer følgende for den uforberedte spiller:

Dette spil er udviklet med respekt for kulturers forskellighed. Udviklingsteamet bestod af mennesker med bred, forskellig etnisk og religiøs baggrund, fordi vi er suttere for positiv særbehandling, og så må du bare leve med, at spillet hakker, fordi vi ikke ansatte de mest kvalificerede.

Okay, den sidste halvdel stod der ikke, men den første gjorde gudhjælpemig i cirka den form, som er citeret ovenfor. Min fotografiske hukommelse slår nemlig fra, når jeg konfronteres med så stor, fed og vulgær dumhed. Egentlig overrasker teksten mig overhovedet ikke, for som ethvert stankelben med over halvdelen af sine ben tilbage ved, så handler dette om én ting: Der eksisterer en række kulturer såsom i f.eks. mellemøstlige samfund, som opflammer den vestlige verdens selvhad, fordi vi af uvis grund føler os skyldige for deres elendighed. Disse samfund tåler tilfældigvis ikke kritik, hvilket blot får den vestlige verden til endnu mere kejtet at snuble over egne fødder i fåret forlegenhed.

Assassin's Creed foregår i Mellemøsten i en tid, hvor området bød på mere på end fossile brændstoffer og politiske flygtninge, og det helt ubegribelige i situationen er, at spillet ikke engang forsøger på at fornærme nogen: Der er ikke skyggen af forvrængning eller nedladenhed, men alligevel er undskyldningen der. På forhånd. Det er politisk korrekthed i en sådan grad, at jeg får lyst til spontant at skrigbrække mig ud over tilfældigt forbipasserende. Sædvanligvis nedlader jeg mig ikke til at foretage research, men et enkelt klik på "I'm feeling lucky" (hvilket var en lodret løgn) på google.com afslørede med internettets vanlige autenticitet og integritet, at producenten var bange for sagsanlæg.

Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har spillet strategispil, som foregik i middelalderens England, og hvor landet ind imellem hærgedes af vilde danskere, som voldtog og plyndrede. Men vi fik sgu’ da ingen undskyldning, og de fik ingen sagsanlæg eller fornærmede miner, for hvorfor i alverden skulle de det? Sådan var vi dengang, og vi er endda af en eller anden sær grund stolte af det. Vi jubler over vores voldelige fortid, selvom det normalt ikke anses for god kutyme ved de middagsselskaber, jeg frekventerer, at tale positivt om eller opfordre til voldtægt. Skide dobbeltmoralske sipper! *)

I GTA4 stampes der voldsomt på både amerikansk og europæisk kultur, men heller ikke her foreligger der en formel undskyldning, som ville gøre enhver japaner misundelig, inden man er gået i gang med spillet. Og hvor er politisk korrekthed dog også latterligt tåbeligt, fuldstændigt overflødigt, endda respektløst og totalt hæmmende for fri udvikling. Fantastisk overraskende kommer den fra venstre side af salen. Jeg hader broderskab. Jeg hader lighed. Men jeg elsker frihed, og jeg savner dagene med Blizzard. Med respekt for engelsk kultur fra en mand, som har besøgt landet tre gange, taler sproget flydende og elsker deres morgenmad, er her en meddelelse til politisk korrekthed:

Up yours!


*) Hvis jeg lover ikke at gøre det igen, kan jeg så komme med i torsdags-madklubben igen? Jeg er ved at være træt af makrelmadder.

fredag den 13. juni 2008

Fireren

Det siges, at Spielberg først ønskede at indspille den fjerde Indiana Jones film, når han lå inde med et godt manuskript. Historien nævner intet om hvilken film, dette gode manuskript er til, men indtil den udkommer, må vi nøjes med Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige. Jeg ville have færre hadefulde følelser mod biografen, hvis de havde givet mig en knytnæve i ansigtet for mine femoghalvfjerds surt opsparede kroner i stedet for en billet til det brugte stykke genbrugstoiletpapir, som filmen metaforisk set er.

Det mest positive ved filmen er, at den absolut ingen plothuller har, da den simpelthen ikke indeholder et plot. Til gengæld er der tonsvis af komplet ligegyldige og evnesvagt kedelige scener med CGI-animerede Maya-templer og intetsigende slåskampe. I moderne politisk korrekthed går man bort fra de for serien traditionelle religiøse mytologiske emner for at bevæge sig over i noget med UFO’er. Flot! Så risikerer man jo heller ikke at fornærme eventuelle minoriteter, bortset fra nogle enkelte tosser og så os, som allerede har set X-Files.

Jeg ved ikke hvilken skrækkelig vederstyggelighed af en scene, jeg skal nævne først: Den, hvor de med vilje kører ud over en kilometerdyb afgrund for at afbøde faldet i et træ, som så selvfølgelig ryger tilbage som en fluesmækker og udsletter et par onde russere? Eller hvad med den, hvor hovedpersonen overlever at befinde sig få meter fra ground zero i en atomeksplosion ved at gemme sig i et forpulet køleskab? Nej, jeg tror sgu’, jeg vælger den, hvor Indiana Jones’ søn* for en stund bliver abernes konge, fordi han har en frisure, som ligner nogle abers, som så efterfølgende hjælper ham med at svinge sig igennem en jungle i lianer så hurtigt, at de overhaler to jeeps og derefter i fællesskab overmander tyve russere …. !!! Tjah, hvorfor nøjes med at fornærme seerens intelligens, når man i stedet kan torturere den langsomt.

Der er naturligvis glædeligt gensyn med gamle, velkendte ansigter: Harrison Ford spiller Indiana Jones med apatisk ligegyldighed, som var han lam og på luderbar, og der er også et par cameos med et af de indtørrede lig fra den første film. Nårh nej, det var da for resten Karen Allen. Fuck, hun er gammel og grim, uanset om man tænder på bedstemortypen eller ej. Intet under, at hun absolut ingen roller har haft siden sidst, hun var med i Indiana Jones. I hvert fald ikke i film, Bitter Blog anmelder.

I den første film havde de fat i noget, som de ødelagde i efterfølgeren og udraderede komplet i den patetiske treer. Efter tyve års ventetid forventer man, at de i det mindste fandt på noget nyt … men nej, de fejede blot støvet sammen igen for med grusom, blind ligegyldighed overfor resultatet at stampe enhver rest af historie ud af de ynkelige og allerede stendøde støvkorn. Det er som en flue, der smækkes for fjerde gang. Mens den sidder på en ostemad. Som man spiser.

Minus én ud af tre mulige aber med Elvis-frisure.


*) Ja, det var hans søn! Hvilket fantastisk uventet plottwist, som næsten aldrig er set tidligere i en George Lucas film. Kun en enkelt skide tumpe i hele biografen blev overrasket, og da han sad lige bag mig, fik jeg ekstra glæde af hans frydefulde hvin og hysteriske grin under hele filmen. Han havde tydeligvis ikke været i biografen siden den sidste Indiana Jones, som han sikkert også nød. Sinke.

torsdag den 5. juni 2008

Bitter

Som tiden går, bliver folk mere og mere tøsede, vattede og bange. Bemærk blot hvor mange, der cykler rundt med cykelhjelm, selvom vi trods alt er mange, der overlevede de gamle dage, hvor vi var så sindssyge at cykle rundt uden denne åbenbart uundværlige form for beskyttelse. Dette er dog blot et eksempel, som ikke når emnet for dette indlæg til sokkeholderne i tøsedrengs-mentalitet: Bittere.

Jeg er sikker på, du ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg taler om. Hvis nu jeg siger ”shots” i stedet, så dukker der nok noget op fra sidste fredag, hvor du forsøgte at nedstirre unge skolepiger på det lokale diskotek til at gå hjem med dig. Én ting er diskoteker - problemet er, at denne form for tøsedrik er hevet med hjem til morgenbordene. Gammel Dansk har svære tider og er næsten nedkæmpet af Gajol Shots, Doktor Nielsen, 1 Enkelt og hvad fanden disse sukrede undskyldninger for en sikker vej til en morgenbrandert ellers kaldes.

Egentlig startede det vel med, at en af pigerne sneg en flaske med til morgenbordet, fordi hun ikke kunne lide den bitre smag af bittere. Jeg undlader at kommentere det absurde i dette, da det mest groteske er, at mændene fulgte trop nøjagtigt på samme måde, som de gør med parfume, læbestift og hudbehandlinger. Jeg brækker mig. Hvad helvede sker der?! Gammel Dansk smager jo fremragende, som det altid har gjort, og her ignorerer jeg med snobbet overlegenhed knæfaldet i den dødfødte Gammel Dansk Citrus. Nu tvinges jeg til at drikke af en flaske med bundfald i, fordi min mor ikke kan komme af med Gammel Dansk mere, da alle inklusive min bror er løbet fnisende over til pigerne, hvor de sidder og sutter bolsjevand.

Faktisk er jeg så sej og mandig, at jeg engang blev tæskefuld til premieren på en Steven Seagal film. I Gammel Dansk. Vi smuglede flasken med ind, og delte den i de plastikbægre til fadøl, som Ceres delte ud i foyeren. Jeg ved i skrivende stund ikke, hvordan den film sluttede, og egentlig er det også totalt ligegyldigt. De dage kommer jo aldrig tilbage. Bittert!

søndag den 1. juni 2008

Amerikanske tilstande

Jeg er ved at blive idiot hver gang, jeg går ind i en McDonald’s sammen med mine venner, og en af dem kommer med standardkommentaren: ”Hårhhårh … har I set den der film med ham der, der bare æder fastfood ligesom det her, og han brækker sig helt vildt, og lægen siger, han er ved at dø, for burgere er bare så pisse sundhedsskadelige, hva’? Ååårh, hvad!”. Det er lige før, jeg stikker hovedet ned i frituren i et desperat forsøg på at glemme, at utroligt mange danskere mener, det er den skinbarlige sandhed, der kommer fra amerikanske socialister.

Selvfølgelig er det hamrende usundt at æde det samme hele tiden i en måned. Selv min labrador ved det. Men når Morgan Spurlock siger det, falder alle på halen i tilbedelse, og hans fantastiske ”videnskabelige” eksperiment skal åbenbart nævnes ved ethvert McDonald’s Moment. For helvede, så hold dog jeres forbandede kæft, eller prøv i det mindste at kigge på, hvad I egentlig selv æder til daglig. En af dem, som fortæller mig den ældgamle historie igen og igen, indtager selv en kost, der for det meste består af peanuts, Marabou chokolade og kartoffelchips. Til gengæld spiser han ikke noget før kl. 16.

McDonald’s smager jo hamrende godt, og råvarerne er skam fine nok. De ligner egentlig ret meget dem, de fleste tumpedanskere æder hver dag: En god håndværker med smør udgør bollen. Burgeren indeholder garanteret mere salat, end de fleste mænd indtager om dagen, og kødet er mindst lige så fint som det, der tortureres langsomt ihjel af kødproducenter for at blive lagt i køledisken til en pris, som danskerne gider betale. Kartoflerne stopper vi også i fjæset, og oliemængden i dem overstiger næppe den, din fede kone nådesløst drukner sin fetaost/crouton/cashewnød blanding i, mens hun tror, hun er på slankekur.

Den mest stupide anti-amerikanske frase er dog den om de uforklarlige og belejligt diffuse ”amerikanske tilstande”. Som oftest bliver den leveret af en fed, offentlig ansat kvinde, som skriger: ”Vil du have a-meri-KAN-ske tilstande?”, hver gang man nævner drømmen om, at skatten sættes ned, den offentlige sektor effektiviseres eller at arbejdsløse motiveres til at finde jobs. Det er som om, at den generelle tilstand i USA er noget, som man bør frygte. Sikken en gang ævl! Men netop dér leverer Morgan Spurlock og også Michael Moore varen, når de manipulerer så meget med virkeligheden, at selv holocaustbenægtere krummer tæer i forlegenhed.

Der er nemlig vigtigt for danskerne at kritisere USA, og det er sikkert fordi, USA besidder magten. Det kan vi jo generelt ikke lide, specielt når vi selv er så fantastisk vise med alle vores rigtige løsninger. Vi bør dog være glade for, at det er dem, der har den. Forestil jer en verden ledet af Europa, der ikke engang kan bestemme sig for et hovedkvarter, og som derfor flytter det mellem to byer hver eneste forpulede måned for at tilfredsstille tåbelige nationale navlepillerier og mere eller mindre indbildte stoltheder. En svag og ubeslutsom ledelse er noget af det farligste, der findes.

Men det er åbenbart grov forvrængning og hæmningsløs overdrivelse fra Moore-slænget, der får jer idioter til at interessere jer bare en smule for politik og samfund. Bare de viser en eller anden vej, som hovedløst kritiserer USAs fejl og bekvemmeligt slører vores egne, følger I blindt efter. For helvede, hvor jeg dog hader jer og jeres let gennemskuelige selvbedrag. Havde vi en bare nogenlunde fornuftig våbenlov, pløkkede jeg uden tøven knoppen af jer.