tirsdag den 27. maj 2008

Rigtige pædagoger

Nu er jeg snart træt af at kigge på pædagoger, som forpester mine ellers behagelige køreture til arbejde med deres latterlige strejkeskilte og lyserøde T-shirts, hvorunder man aner de frækkeste hængebryster, og hvorpå der står:

Rigtig løn = Rigtige pædagoger

Umiddelbart tænker man, at:

Rigtig løn = Rigtigt arbejde

… men så får man jo modstriden:

Rigtige pædagoger = Rigtigt arbejde

Efter at have læst deres fejlagtige ligning 523.972 gange, kom jeg til at tænke på: Hvad betyder ”rigtigt” egentlig? Det må jo indikere noget af værdi, og noget, som står i modsætning til noget andet, som er ”dårligt”.

Hvad er en pædagog så? En pædagog er en person, som burde passe børn, men som i sin selvvigtighed uddannede sig så meget, at vedkommende fik en følelse af at være for fin til sit hverv. I stedet for at skifte bleer, sidder den overvægtige person med sine Stalinsympatier i sin grimme lilla hjemmesyede dragt og tænker pseudointellektuelle, håbløst irrelevante tanker og drager konklusioner over nogle stakkels børn, som de derefter kan kategorisere og diagnosticere i et desperat forsøg på at dække over egne fejl. En rigtig pædagog er med andre ord en dårlig børnepasser, som ikke engang fortjener en dårlig løn.

Hvem fanden i helvede mener, at man behøver en bachelorgrad for at passe børn? Ingen ud over pædagogerne selv, som selvfølgelig er nødt til at ophøje egen vigtighed for at skjule, at enhver terminal abe kan overtage arbejdet, hvornår det skal være. Det passer ikke helt, for det er naturligvis en evne at kunne passe børn, men man lærer den ikke ved at skrive teoretiske pege-fingre rapporter, som ingen nogensinde gider læse. For fanden, de er uddannet på et seminarium, og enhver ved, at et seminar er synonym med hygge. Det, de har lavet, har ingen akademisk eller praktisk værdi. Jeg har set papkasser passe børn bedre end visse pædagoger! Og katte! Ja, man bør indsætte katte på ledende poster i det offentlige, ligesom man har valgt i Japan, og da katte sover max. 18 timer i døgnet, kan vi se frem til en enorm effektivitetsforøgelse.

Jeg sidder lige nu og overvejer, om jeg overhovedet gider kommentere deres krav om højere løn. Den kommer kun på én måde, og det er ved, at de får nogle forhold, som bare minder en anelse mere om et arbejde i den private sektor og en del mindre om en rød sofa. Det kunne for eksempel være, at man skulle kunne fyre en pædagog for mindre forseelser end for gentagne gange at lege Søren Ventegodt med lille Katrine ude i legehuset. Måske skulle man også kunne reagere mere effektivt på sygdom, så det rent faktisk ikke bare accepteres i organisationen, at man tager sig en selvvalgt ferie, hver gang man vågner mandag morgen. Men dette er naturligvis helt horrible forhold, som ingen er i stand til at arbejde under. Det tæller selvfølgelig heller ikke med, at man har betalt frokostpause og ekstra ferie og omsorgsdage og hvad fanden de ellers har i deres ferie: Ja, det var ikke en tastefejl - jeg kalder det ferie, for når man har mere fri end arbejde på sit arbejde, så er det vel en ferie.

Løsningen er at annullere pædagoguddannelsen. Udover at denne løsning minimerer stemmerne på SF, må det stoppe pædagogernes tåbelige krav om, at de skal have lige så meget i løn som ingeniører. Skide pædagoger, fat dog, at jeres uddannelse er totalt overkill, ubrugelig, ligegyldig og at ingen gider betale for det. Ingen! På samme måde som miljøingeniører, hvis I insisterer på sammenligningen! Bitter Blog har lavet et udkast til en ansøgning til en ny pædagoguddannelse, hvis kandidater rent faktisk er uddannet til det, de skal: Passe børn!

søndag den 25. maj 2008

Elevatorskræk

En ganske almindelig morgen, hvor jeg trådte ind i elevatoren, stod der til min overraskelse en ung kvinde. Elevatoren er så godt som altid tom, men når den kommer oppefra, har den dog nogle gange passagerer med ned. Hun kiggede kort op på mig, før hendes blik igen fangede gulvet. Specielt køn var hun bestemt ikke med sin overvægt og lave statur. Døren lukkede og elevatoren begyndte at køre ned.

Mens vi stod og anstrengte os for ikke at kigge på hinanden, lød der pludselig et ret voldsomt brag, da elevatoren bevægede sig mellem syvende og sjette sal. Forskrækket løb mit blik automatisk op på rammen, hvor elevatorrapporten fra Arbejdstilsynet hænger. Jeg havde tidligere bemærket, at den efterhånden var forældet med en del måneder, og nu opdagede jeg, at viceværten havde taget den eneste rigtige konsekvens: Han havde fjernet den.

Da så jeg - i modsætning til i alle andres nærdødsoplevelser - hele mit fremtidige liv for mine øjne i løbet af et splitsekund: Elevatoren sætter sig fast, og samtaleanlægget virker naturligvis ikke, da det aldrig før er blevet brugt. Pigen og jeg er fanget for al evighed. Jeg forudså, hvordan jeg tvinges til at parre mig med hende for enten at sikre vores fremtid, holde hendes aggressive sexdrifter i ave eller for simpelthen at få fat i noget at spise. Bekymringerne begyndte at hobe sig op: Hvordan kommer vi til at bo i den elevator? Her er i bedste fald kun plads til en, og med en af præventionsmangel voksende børneflok er det komplet uoverskueligt. Jeg kan ikke engang hente mad til dem, for der var til forskel fra i alle amerikanske film ingen låge i loftet. Og hvordan helvede skifter man egentlig pære i lampen i sådan en satan? Den springer da helt sikkert på et tidspunkt.

Hvordan inviterer man familien hjem, når man bor i en elevator? Jeg kan jo slet ikke lave mad i sådan en, selvom et gasblus måske nok kan stå i det ene hjørne. Men det bliver alligevel trængel og kaos med tolv mennesker og tre hunde. Desuden er elevatoren i en forfærdelig stand og trænger i den grad til at blive peppet op, men jeg er en pænt elendig håndværker. Pigen så helt ærligt ikke specielt fiks og ordentlig ud og i stedet for at gøre rent, bruger hun garanteret det meste af tiden på at tvinge mit ansigt ned til hendes utrimmede, uvaskede måtte, så jeg for en ringe belønning i form af en kort pause kan kurere hendes evigt voksende begær efter mig.

Med sveden perlende på panden og løbende ned af ryggen bemærkede jeg knap nok i min selvopbyggede skræk, at elevatoren var nået til stueniveau, og at døren havde åbnet sig. Pigen mumlede et eller andet om, at jeg skulle flytte mig. De klaustrofobiske tanker holdt mig stadig paralyseret i et jerngreb, og stift lod jeg mig falde tilbage mod væggen, så hun kunne passere.

Jeg tager trappen i morgen.

Åndssvage navne

Der er bare nogle navne, som er så åbenlyst åndssvage og øretæveindbydende. Det gør heller ikke tingene bedre, at forældre absolut skal finde på et unikt navn til deres afkom, så det kan stå ud blandt andre. Ikke mindst fordi, de ved, at chancen for, at de nedarvede gener giver basis for succes, er mindre end chancen for, at Pearl Jam dukker op på Roskilde Festival og lægger ud med en glad version af ”Alive”.

Magnus

Bare den første stavelse får det til at krympe indeni mig. Kun irriterende bamser og tagmus burde bære dette navn, og jeg får lyst til at stampe livet ud af dem, når jeg kigger på dem. Det er næsten en garanti for barnlig, tåkrummende naivitet at hedde Magnus, og får jeg nogensinde en chef, bankrådgiver eller læge, som bærer navnet, så nægter jeg at lytte efter, hvad han siger. Luk øjnene og forestil dig en Magnus. Jeps … en lille snotunge, der er tøset og overforkælet af sin mor, og som sikkert løber nøgen rundt i din have, når hun besøger dig, så alle dine naboer tror, du er pædofil.

Kim
Navnet er i sig selv fint nok på trods af den indbyggede kønsforvirring. Det irriterende er, at samtlige mennesker med asiatisk afstamning bærer navnet. Sig mig, er det bare en standard for importerede unger, eller sagde samtlige adoptivforældre uafhængigt og tilfældigvis til hinanden:
Uh … nu når den lille baby er kommet helt til Danmark, skal vi så ikke døbe den noget, som giver den et strejf af dens hjemland? Hvad med .. uhm ... Kim?!
Næppe. Hver gang jeg møder en asiatisk dansker, og vedkommende præsenterer sig, så opstår nedenstående samtale:
Hej! Jeg hedder …”, begynder personen.
Kim!”, afbryder jeg.
Hvo … hvordan vidste du det?!”, fremstammer personen med øjenbrynene helt omme i nakken.
Det er fordi, jeg er en ninja!”, siger jeg og blinker indforstået.

Maren
Uanset om hun er det eller ej, forestiller jeg mig straks en ko med kæmpe patter. Jeg ville aldrig ansætte en person med dette navn til noget, hvor hun skulle gå, tænke eller arbejde hurtigt.

Ib
Alle synes, Ib er et skægt navn. Folk fniser normalt lidt, når man ser staklen, som blev påtvunget det af sine forældre. Det gør jeg ikke. Det lyder mere som det sidste, jeg siger, inden jeg dør, efter at være blevet ramt i nyrerne af et dybt hook fra Mike Tyson.

Bjørn
Tjah … hvorfor ikke bare Hund, Hamster eller Papegøje, som jeg alle ville tage mere seriøst.

Rolf
Det lyder som en hund. Helt bogstaveligt talt. Svarer det ikke til at kalde sin gris for Øf? Så selv for en hund er det et stupidt navn.

Bitten

Hvis der var et navneord, som betød "Irriterende, venstreorienteret storesøster", så var Bitten den bestemte form.

Gerd eller Gert
Til en kvinde stinker det langt væk af lebbe, falmede rødblålige tatoveringer og gamle, fortrudte bodegabranderter. Det er bare forkert.


Liv

Navnet Liv er et pænt synonym for en omstændighed, der bedst beskrives som hovsa. Moderen var uden tvivl en promiskuøs hippie-tøjte, som blev befrugtet i et bollerum, og navnet var et kompromis mellem tyve mulige fædres ønsker. Enten det, eller også var navnet et latterligt statement om det fantastiske i, at moderen skabte liv. Uanset hvad, er det at kalde sit barn for Liv det samme som at kalde sin dukke for Død: Fucking creepy.

Wahib
Hahaha, det er bare et totalt sjovt navn, som passende kan gives til en lille tjener med overskæg, som man slår hver gang, han gør noget forkert. Jeg havde engang en underviser på en højere uddannelsesinstitution, som fniste, hver gang han sagde navnet, som tilhørte en sølle mand på mit hold. Og så er det jo skægt.

lørdag den 17. maj 2008

Penge

Den røde stue skole er nu færdig med sit arbejde, og der er kommet hvid røg ud af klasselokalet: Skattestigninger. Ledende socialdemokrater kalder det visionært, og jeg er enig, så længe en vision defineres som: Et blik tilbage til fortidens fejltagelser. Jeg besvimede af grin efter, at jeg så forslaget, som er socialdemokraternes løsning på samtlige problemer. Den dag, hvor de sætter en ekstra skat på at være kræftsyg, vil jeg ikke engang undre mig.

Personligt er jeg ret ligeglad med penge, men jeg synes, at dem, som ønsker at arbejde for dem, skal have lov til at beholde dem. Der er jo forskelligt syn på, hvordan man får et godt liv, og hvis der er nogen, som ønsker at bo i villa og have sytten fladskærme og to biler – ja, så lad dem dog. Bare jeg slipper for besværet. Jeg har det fint med at bo i slumkvarter med min PlayStation 3, og jeg misunder ikke dem, som har mere end jeg.

Jeg fatter ikke, at socialister ikke ser fordelene i, at man beholder sine penge og dermed administrerer dem selv? Hvis de ønsker en anderledes omfordeling, hvorfor laver de så ikke en forening, hvor de placerer deres skattelettelsespenge, som så kan deles ud? Hænger det mon sammen med, at de fleste socialister er håbløst pengegriske og faktisk helst vil have penge selv, så længe de ikke skal arbejde eller løbe risici for dem? Dermed kan de i deres ironiske selvforståelse ikke overlade administration af penge til borgerne. Som en læser tidligere bemærkede, er der faktisk en undersøgelse fra USA, som viser, at borgerlige er mere gavmilde end venstreorienterede, selv når man udligner indkomst.

Ved du, hvad du vil gøre, hvis du vinder en million kroner? Jeg ved, hvad jeg vil: Jeg veksler dem i hundredekronesedler, kaster dem ind i min bil, som var det affald på en græsplæne 1. maj, og kører rundt med halvåbne vinduer, bare for at se dødsforagtende socialistgribbe kaste sig ud i trafikken for at få fat på de flyvske sedler. Derefter kører jeg i bilvask, hvor jeg under beskidte tilråb fra tilskuere støvsuger min bil, mens jeg udviser åbenlys mangel på interesse for, at der smutter en seddel ind imellem.

Endelig kører jeg ned til stranden, og venter på, at der kommer nogle smarte piger forbi, som naturligt tiltrækkes af penge. Når de læner sig ind af mit sidevindue, kører jeg det pludseligt op, så deres unaturligt store patter fanges i et ulækkert, uformeligt rod af fedt og silikone, og så - med hjulspin på deres klamme, skeletagtige tæer - kører jeg bort med et højt, skingert og hæmningsløst grin. Så kan de fandeme lære det.

tirsdag den 13. maj 2008

Bliktåber

Biler har aldrig sagt mig et klap bortset fra, når de bruges til at komme fra A til B. Nu, der er kommet sommervejr, dukker der irritationsmomenter op på de danske veje, som får cyklister og fodgængere til at virke nærmest tålelige i forhold, og som får mig til at drømme om mørke dage med slud og sne.

Jeg kørte stille og roligt hjem fra arbejde. Solen skinnede, og trafikken rullede perfekt og i passende tempo med et støjniveau, som let blev overdøvet af den 100 decibels version af Slayers Flesh Storm, som lød fra mit CD-anlæg. Ud af det blå kom pludselig en infernalsk larm som af 500 svedende arbejdere, der forgæves forsøgte at slå i takt med slaghammere på armeret beton. Støjen blev underbygget af en hostende vibrerende brummen akkompagneret af en stank som af et ugegammelt stinkdyrslig i Dakas ventilationsanlæg. Trafikken stoppede fuldstændigt, da alle førere af de andre biler vendte sig om i begejstring og pegede og gav plads for den røde veteranbil, der som en rådnende zombie kæmpede krampagtigt for at holde fast i de sidste fibre af livet i et forsøg på at følge med tidens trafik.

Om jeg fatter, hvad folk ser i sådan noget gammelt lort. Især i disse miljøhysteriske tider, hvor de stupide masser lyncher enhver fredelig medborger, som formaster sig til brænde haveaffald af, falder man samtidig i svime og lægger sig på knæ for en gammel spand blik, som lige brændte tre liter blytung benzin af på de 300 meter, de stod og gloede fåret på den. Samtidig skal man holde tilbage og kigge på, at den tåbelige fører med sin latterligt gamle og statement-agtige kørehat og -briller får opfyldt sit behov for opmærksomhed opstået af et dødssygt liv af overfladiskhed og håbløs mental utilstrækkelighed.

Det værste er næsten argumenterne for at køre rundt i sådan en møgbunke, der burde have været lavet til tyske øldåser for tyve år siden:

"Se det flotte design!"
"Nej, hvor en velpoleret og velholdt lak!"
"Den er bare så god at køre i."
"Åh, dengang kunne de lave biler!"

Med et firkantet karosseri som tegnet af genboens mongolsøn uden brug af lineal og med proportioner så skævfordelt, at enhver amatørfysiker ser de aerodynamiske tåbeligheder, ja, så faldt det første argument til jorden som en Volvo Amazon, der forsøger et flyvestunt! Det andet kan ingen undres over, da bilen er blevet passet bedre end ejerens unger og har stået i opvarmet garage de sidste tyve år – og på trods af dette, udskinnes den af enhver billig Kia, som kører ud af en femogtyve kroners discount bilvask. Køreegenskaber og –komfort kan ikke kritiseres, så længe man nyder følelsen af at være bundet til en betonklods klædt i tyndt læder, mens fraværet af støddæmpning hvert tiende milisekund leverer små, men skånelsesløst hårde spark til testiklerne. Og ja, de kunne lave biler dengang, men nu laver de dem bare bedre og pænere.

Hvis de dog bare havde brugt pengene på en spritny BMW i stedet, men så opnår de jo selvfølgelig ikke målet om tilstrækkelig opmærksomhed. Det er ikke andet end snobbet og debilt feinschmeckeri, og hver gang jeg ser en veteranbil, håber jeg på et uheld, så førerens efterladte bagefter kan diskutere, hvor godt de lavede airbags i gamle dage. At bilen er konstrueret som en tank, hvilket medfører, at den samtidig pløjer igennem fem betonfolkeskoler og tager toogfyrre snotunger og dovne lærere med sig i sin alt for sene grav, vil heller ikke være en skidt sidegevinst.

fredag den 9. maj 2008

Cloverfield

Jeg så Cloverfield for anden gang i går, og da den ikke ved gentagelse opfyldte mit msv, fik min hjerne frit løb til at undre sig – dog først efter mine venner bad mig holde kæft med knivskarpe morsomheder under filmen. Det udmøntede sig i nedenstående geniale kombination af en filmanmeldelse og et antropologistudie.

Meget kort fortalt er Cloverfield en kæmpe-monster-skaber-katastrofe-i-storby film optaget med håndholdt kamera, som blev det filmet af nogle intetanende, kommende ofre. De første tyve minutter af filmen er ren tortur og minder mest af alt om et kælent Dawson’s Creek kombineret med lidt Sex and the City. En gruppe af venner holder fest, da en af dem (Rob) skal rejse til Japan til et nyt bøsse-job. Gruppen består udelukkende af smukke, slanke, trend-efterhalsende og rige unge kvinder og mænd, og er for sin sammensætning typisk matriarkalsk opbygget: Alle mændene er metroseksuelle og løber forgæves efter kvinderne som små savlende og klynkende hundehvalpe. Det blev åbenbart vurderet, at det er personsammensætningen, som de fleste (tror de) kan identificere sig med. Jeg behøver vel ikke nævne, at jeg ikke gjorde.

Den bundløst banale historie er, at Rob er sur over, at Beth, som han nakkede for to uger siden, dukker op med ny kæreste (Travis) til festen, fordi Rob aldrig ringede tilbage. Og ja, der var da også gået hele to fucking uger, og man undrer sig naturligvis over, hvordan den skide slut undværede tilfældig sex så længe. Omkring sytten minutter inde i filmen fyrer produceren den kvindelige instruktør og sætter noget kompetence i stolen, for da angriber monsteret, hvorefter filmen pludselig bliver god.

Gruppen løber rundt i New York og det sjoveste, der sker i forløbet, er da Marlena forlader gruppen pga. kraftig menstruation. De forsøger at finde Beth, som Rob smed ud fra festen. Hun ringer nemlig til Rob og brokker sig over, at Travis bandt hende til sengen under en sexleg, hvorefter huset væltede delvist sammen, og nu må Rob så redde hende, fordi han er så nosseløst meget fissepisket. Jeg hulkede syndfloder af lattertårer, da de alle sammen døde.

Det sidste passer ikke, for der var faktisk en, jeg havde sympati for under hele filmen, nemlig monsteret. Forestil dig, vi lavede en lignende film fra en hunds, gris’ eller myres synspunkt, men hvor mennesket var monsteret. Det ville blive et frygtindgydende skræmmende værk med alt man kunne begære af vivi-kastrationer, tvungne dødskampe og levende afbrænding. Cloverfield monsteret opførte sig faktisk eksemplarisk i forhold til menneskets typiske adfærd, som er domineret af den hovne holdning om, at vi er vigtigere end andre dyr. Det stakkels monster var jo bare skide bange, for helvede. Set i dette lys er filmen slet ikke skræmmende. Og det er fandeme skræmmende.

Filmen får tre ud af fem mulige brækklatter, fremprovokeret af det håndholdte og rystende billede.

mandag den 5. maj 2008

Bruddet

Det var en hård dag, da jeg tirsdag blev nødt til at slå op med min kæreste. Jeg havde i et stykke tid haft på fornemmelsen, at jeg ville møde en ny, og så skete det altså. Det sværeste var selvfølgelig at overbringe nyheden:

Hun kiggede uforstående på mig.
Jeg … jeg er ked af det, men jeg tror ikke, det kommer til at fungere mellem os.”, gentog jeg.
Forståelsen gled langsomt ind i hendes ansigt og overmandede gradvist vantroen.
Men hvorfor??! Er det fordi, jeg er for tyk?”, udslyngede hun standardfrasen fra kvinders nedarvede selvhadsbibliotek. Jeg rystede ærligt på hovedet, for udseendet var på ingen måde årsagen.
Jeg har mødt en anden!”, sagde jeg lidt for hårdt og iagttog hende gå ind i en mur. Hun sagde ingenting.

Det tog lidt tid, før vreden tog kvælergreb på uforståenheden.
Hvem er det?”, sagde hun skarpt og fortsatte med et fjollet ”… er det en, jeg kender?”.
Nej … øh … det er en østeuropæer.”, svarede jeg med et blik, som undgik hendes.
Vantroen havde nu overtaget igen.
Er det en, du har KØBT?!!”, måbede hun.
Det er ikke, som du tror.”, forsvarede jeg mig uden succes efter et kort nik, ”Vi har så mange fælles interesser, og kommer til at bruge al vores tid sammen. Det er et skæbneagtigt fællesskab, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg er nødt til at være tro mod mine følelser!”, fik jeg sagt med al for megen glæde. Håbløsheden udslettede både vantroen og vreden. Tårene stod i hendes øjne!
Hvad hedder hun?”, sagde hun grådkvalt og formålsløst.
Han!”, sagde jeg sagte.
Igen pandede hun ind i muren.
Han hedder Niko.”, afsluttede jeg samtalen.

Med det ovnfaste fad, jeg fik af min mor i julegave, flyvende efter mig, løb jeg ud af lejligheden og ned på gaden, hvor Niko ventede i bilen. ”Hey man, let’s go!”, sagde han til mig med sin uimodståelige accent. Jeg indtog shotgun og sammen kørte vi mod solnedgangen og nye, fantastiske eventyr.

torsdag den 1. maj 2008

Blodfanen

Klokken er 8.15, og jeg er netop mødt på arbejde. Ja, det er helligdag, men det er også 1. maj, og på denne dag ønsker jeg på ingen måde at blive forvekslet med den flok potentielle ballademagere, som vader rundt og generer tilfældigt forbipasserende i gaderne. Faktisk vælger jeg lige præcis denne dag til at demonstrere min loyalitet overfor min arbejdsgiver, da jeg er så træt af de såkaldte arbejderes fortærskede og forældede retorik.

Undskyld mig, men jeg forstår dem simpelthen ikke! Et af de helt store symboler på denne dato er den røde fane. Hvad er der galt med dette billede? Forklar mig lige, hvorfor man anvender et symbol, som er tilsølet i blod efter at være misbrugt af diktatoriske regimer, der ifølge denne kilde var skyld i 94.360.000 menneskers død. ”Åh, jamen, vi brugte skam symbolet lang tid før kommunisterne!”, kan du lige knap fremstamme efter de første syv morgen-fadbamser.

Med fare for at blive beskyldt for at bekræfte Godwin’s lov, drager jeg alligevel her en ret relevant sammenligning. Man kan se en liste over anvendelser af svastikaet i den vestlige verden før 1920 via dette link. I relief beskriver jeg herunder mængden af organisationer og firmaer, som syntes, det var en skidegod og smagfuld ide at anvende det efter 1945:

Ø

Nazisterne var endda kun skyld i en brøkdel af, hvad kommunisterne formåede, selvom man med rimelighed kan argumentere for, at nazisterne havde kortere tid og var mere direkte ondsindede på grund af den deciderede planlægning. Kommunisterne myrdede primært gennem følgevirkninger af at arbejde hen imod ”det fælles bedste”. Nåmmen, så er det da bare helt i orden!! Beklager, men det er seriøst den eneste undskyldning for at anvende symbolet, jeg kan komme på, og den er jo så tynd som Anders Foghs nytårsbrandert. Desuden havde nazisterne også socialistiske træk (Jo, de havde!), så vi kan egentlig bare lægge alle tallene sammen. Men alt i alt så er det virkelig så tydeligt her, at det er vindere af krige, som skriver historien.

Giver fanen i det hele taget mening for deltagerne i 1. maj demonstrationerne? Næppe. Vi ved jo, at 98 % af deltagerne er med, fordi de så kan drikke bajere i stedet for at arbejde. Der er derfor knap så mange deltagere, når dagen ligger på en helligdag. Så meget for engagement. Måske kunne der samles lidt flere mennesker, hvis man lavede en fane som denne, der stolt kunne blafre mod den blå himmel over den efterladte affaldsbunke, hvor Tangkroen i Århus lå dagen før:



Den giver da i det mindste et reelt billede af, hvad 1. maj handler om i dag.