mandag den 28. april 2008

Værdiløshed

Jeg klager ofte over ressourcespild i det offentlige system. Man bør dog heller ikke glemme, at det også eksisterer i det private erhvervsliv, selvom man her har mulighed for at fravælge de firmaer, som skyller sine og dermed engang kundernes penge ud i lokummet. Et godt eksempel er et firma, jeg arbejdede i for nogle år siden, hvis produkter jeg aldrig vil drømme om at købe, da jeg ved, de ville koste det halve, hvis vi ikke havde været på værdiseminar. Ja, lige præcis, netop som folk begynder at opdage den rustne og gennemhullede bund i teambuilding-vognen, så har man bare fundet på værdiseminarer i stedet.

Vi blev udstationeret på hotel i tre uger, og vi var naturligvis blot det første hold. Da vi ankom til hotellet, hængte der en fin planche med hotellets værdier. Personalet havde tydeligvis været igennem det samme helvede som os, hvilket forklarede værelsespriserne og manglen på erfarent personale. Jeg påpegede for mine kollegaer, at vi burde kopiere hotellets værdier og tage på arbejde i stedet, hvilket naturligvis kun affødte hånlige fnys fra den flok af Politiken-abonnenter, de var.

Da min hjerne har en forsvarsmekanisme mod sindssyge, husker jeg kun få dage af seminaret. Vi mødtes første dag i en stor sal, og den samlede mængde af inkompetence var enorm. Efter et tre timers foredrag fra direktøren om, hvor vigtigt et arbejde, der stod foran os, forlod han etablissementet, kørte hjem i sin Audi og vi hørte ham aldrig igen nævne et ord om værdier. Så begyndte mareridtet. Firmaet havde hyret nogle skuespillere og en kaospilot til at køre seancerne, og derefter gik det kun ned af bakke. Det var som at være i børnehave igen bortset fra, at det var skægt første gang.

De nærmere detaljer i udskejelserne på seminaret skåner jeg jer for, men jeg kan nævne, at vi bl. a. var fugle en dag og skulle løbe rundt og pippe. Vi kæmpede også med værdi-skjold og værdi-sværd og spillede nøgenteater, der blandt andet inkluderede en frustrations-ballet. Alt for at komme frem til en bruttoliste af ord, som var potentielle værdier for firmaet. Det var jo et herligt resultat, som næsten fik en til at glemme de kompetente kollegaer, der blev fyret derhjemme på samme tid. Firmaet fyrede nemlig omkring tyve medarbejdere per måned, og så gav det rigtig god mening, at vi brugte noget, der nærmede sig 100.000 om dagen på at finde frem til værdiord, som alle med rette er komplet ligeglade med bagefter. Der var måske en af kollegaerne, som omtalte værdierne en uges tid efter seminaret, og derefter blev de totalt glemt, for ingen kan bruge sådan en gang varm luft til noget som helst. I løbet af fjorten dage var alt tilbage ved det gamle, på nær at en masse af de kvindelige kollegaer kastede op på toilettet om morgenen.

Jeg lærer aldrig at forstå sådan en disposition, for jeg har aldrig oplevet noget som helst af mening opstå ud af det psykologiske sidestykke til swinger-klubber, som værdiseminarer er. Det er ren CV-opbygning og beskæftigelsesterapi for HR-folk og latterlige kaospiloter, som åbenbart skal genere arbejdsomme mennesker med deres respektløse, påtrængende og invaderende udadvendthed. Men det må jo være fordi, de ikke kan andet. De skulle have en ordentlig lussing, afskediges, tvinges til at holde gaderne rene, og så må de for min skyld diskutere værdier, så tosset de vil bagefter. Men så kan de selvfølgelig ikke vedligeholde en indkomst, som dækker udgifterne til latterlige, grimme samtalekøkkener og tåbeligt retromodetøj til deres stupide afkom, der hjælper dem til at glemme, at de absolut intet kan udrette i en virkelig verden.

Åh ja, og jeg behøver vel ikke at nævne, at de fem ord, som tre hold kom frem til efter i alt ni ugers brutal nedslagtning af sund fornuft var nøjagtig magen til dem, som hotellet havde på den liste, jeg læste den første dag? Bortset fra, at kaospiloten havde skrevet ”trykhed” på vores liste.

fredag den 25. april 2008

Tre grimme kvinder

Halle Berry irriterer mig. For det første mener alle, inklusive hende selv, at hun bare er den lækreste kvinde, der nogensinde har eksisteret. Nu bliver jeg så påtvunget viden om, at hun har skidt en baby, og det eneste, der siges om denne baby, er, at den er velskabt. Naturligvis. Ligesom hun selv gang på forpulede gang minder os om, at hun selv er. Måske, men derfor er hun alligevel grim uanset, at hun engang vandt en Oscar for Best Tits on a Token Black Person. Det bedste er næsten, at hun lider af diabetes, så på et tidspunkt begynder hun uafværgeligt at tabe sine under- og overekstremiteter, og hun tvinges til at være lænket til en maskine for at overleve. Så vil alle endelig se, hvor klam hun er. På nær hende selv, da hun også bliver blind. Ha! Skide ko.

Så er der Iben Hjejle. Hvad er det i øvrigt for et mærkeligt navn? Det lyder som noget, man siger efter at have drukket spiritus en hel aften: ”Uha … nu har jeg godt nok drukket for meget Southern Comfort. Jeg skal lige ud og hjejle!”. Jeg ved snart ikke, hvad der er mest utiltalende: At hun er en elendig skuespiller, at hun ligesom alle folkeskolelærere udnytter sin autoritetsposition til at påtvinge unge, påvirkelige mennesker sine uendeligt tåbelige politiske holdninger, eller at hun bare er så grim. Hvorfor helvede synes folk, hun er pæn? Jeg fatter det ikke. Jeg ville hellere tungekysse en død fladfisk med psoriasis, end jeg ville røre ved hende.

Pernille Rosendahl er også forfærdelig. Jeg ved intet om hende bortset fra, at jeg vist nok så hende engang i Banjos Likørstue. Jeg er dog ikke engang sikker på, at det var hende, men hun var så irriterende i indslaget med sin latterligt grimme frisure og dumme ansigt, at jeg øjeblikkeligt fik nok. Og så lignede hun en ekskærestes veninde, som er det mest hjerneblæste individ, jeg nogensinde har mødt. Stemplet!

tirsdag den 22. april 2008

Magasiner

Hver gang jeg står i en lang, uoverskuelig kø – med andre ord, hver gang jeg køber noget i et supermarked – udsættes jeg ufrivilligt for synet af en ufejlbarlig dumhedsdetektor. Det drejer sig om standeren for mande- og kvindemagasiner. Ser man en kunde række ud efter et blad fra sådan en holder, kan man omgående og med god, videnskabelig samvittighed stemple tumpen som tilhørende den halvdel af befolkningen med mindst hjerneaktivitet.

Samtlige personer, jeg har konfronteret med spørgsmålet om, hvorfor de i alverden læser det elendige skrammel, disker op med en af standardkommentarerne, som i sammenligning får Bjarne Riis’ evner til at svare på belastende spørgsmål til at virke nærmest genialt snedige:

Jeg læser det ved frisøren
Jeg så det ved en af mine venner
Det lå i bussen
Jeg skal bare have noget underholdning, jeg ikke behøver tænke videre over

De første tre debile bortforklaringer vil jeg med afsky feje af bordet, da jeg selv lyver på samme måde, når jeg fanges med et Se & Hør, som dog til mit intellektuelle forsvar indeholder en krimiquiz. I stedet vil jeg koncentrere mig om den sidste undskyldning. For det er ret nemt at påvise, at enten er udsagnet falsk, eller også er den, der kommer med udsagnet så dum, at det nærmest er et medicinsk mirakel, at personen overhovedet er i stand til at formulere en sammenhængende sætning.

Vi definerer en måleenhed for hjerneaktivitet, som vi kalder bha. En bha-værdi på nul svarer til klinisk hjernedød. bha har ingen øvre grænse. Desuden definerer vi en minimum stimulations værdi (msv), som er den bha værdi, et givent individ kræver for at føle sig tilstrækkeligt underholdt. Det er trivielt at indse, at jo højere msv er, jo større hjernekapacitet har (og dermed jo mere intelligent er) personen. Empiriske undersøgelser viser følgende:



Men hvorfor egentlig al den videnskab, når man kan kaste et enkelt, hurtigt blik på overskrifterne, som præger M!, Woman, FHN, eller hvad fanden de nu hedder (jeg nægter at google dem), og nå samme resultat? Den typiske forside, som i øvrigt altid ligner den foregående til forveksling, lokker med spændende indhold såsom:

- Giv blowjobs på 10 forskellige måder.
- Debat: Seksuel lavalder! Hvem kan vente, til man er 15?
- Slug og få respekt!
- Lær at poledance.
- Uddannelse: Når tiende klasse er målet.
- Tag skridtet: Ord med tre sta-vel-ser
- Se [indsæt kendisnavn her]’s penis/vagina

Det er ellers meningen, at aberne først overtager verdensherredømmet engang omkring år 3978?! Undlad venligst at give mig bare én god grund til, at jeg ikke bør forlade denne verden omgående. VORHERRE BEVARES!

fredag den 18. april 2008

På betingelse af ...

Der er igangsat en kampagne for at få danskere til at tage stilling til organdonation. Eller rettere – kampagnen er sat i gang for at få danskerne til at sige ja. På hjemmesiden http://www.tagstilling.nu/, som burde hedde http://www.sigjaellerblivkaldtenasocialnazi.st/, kan man desværre ikke se deres latterlige reklame, som bl.a. hænger bag på busserne.

På reklamen figurerer Flemming Østergaard (Don-Ø, for jer hjernedøde fodboldfans) og Hummel-manden med hvert sit udsagn. Sidstnævntes er tydeligvis slet ikke taget ud af en organdonations sammenhæng, da han blot erklærer, at ”I må frit bruge mit kropshylster til, hvad I vil1 … !! Tak, men nej tak! Flemming Østergaard siger JA - dog med den betingelse at hans pårørende må omstøde beslutningen, hvis de vil. Virkelig modigt! Med andre ord tog han ikke stilling. Klaphat.

Som den efterhånden eneste troværdige politiker tilbage i Danmark beklager Birthe Rønn Hornbech kampagnen på grundlag af, at der ikke informeres tilstrækkeligt om, hvad organdonation ved hjernedød betyder. Det medfører nemlig, at de pårørende ikke er til stede i dødsøjeblikket, hvilket er et afgørende og følelsesladet øjeblik i processen omkring at miste en nær slægtning. Jeg er helt enig med Hornbech og ved af personlig erfaring hvor vigtigt, det er at stå ved en slægtning, som udånder. Denne vished om, at arven er definitivt sikret, giver nemlig en varm indre glæde, som man ikke bør fornægte sig selv. Hvis det er en irriterende slægtning, er det også altid skægt at se ham eller hende tage det endelige skridt mod at flytte i en et-værelses med låg.

Det er naturligvis stærkt politisk ukorrekt blandt fåre-stupide unge cafegænger-flokdyr at sige nej til organdonation, da man åbenbart demonstrerer sin godhed ved at sige ja og det modsatte ved at sige nej. Det er da rigtig flot, at de sandsynligvis slet ikke overvejede, at deres forældre fratages muligheden for at sige farvel på en naturlig måde, men på den anden side tvivler jeg stærkt på, at deres metervare personlighed savnes af nogen som helst alligevel. Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre popsmarte unger med popmeninger belære andre om, at de skal donere deres organer. Skrid, men kom gerne tilbage, når I har fået noget livserfaring. Satans ungdom!

Når jeg nu tænker så meget over organdonation, bør jeg så ikke tage stilling? Tjoh, men problemet er, at verden ikke er sort/hvid. Jeg kan ikke sige JA eller NEJ, for det kommer helt an på, hvem modtageren af mine organer er. Det samme kan siges den anden vej rundt. Ville jeg f.eks. have transplanteret hjertet fra Louise Frevert, leveren fra Peter Brixtofte eller ringmuskelen fra Per Fløng? Hell no! Jeg møder hellere døden som en mand i stedet for at gå tiggergang for endnu en billet til livets røvsyge cirkusforestilling. Og jeg donerer sateme ikke et organ, så en eller anden kriminel ballademager eller naboens irriterende møgunge kan leve længere. Til gengæld giver jeg gerne indvoldene til mine slægtninge – såfremt de aldrig har stemt på Socialdemokraterne, selvfølgelig.

Hvis blanketterne ændres til at indeholde betingelser, opfordrer jeg også folk til at tage stilling. Og husk nu at kendte mennesker ikke har mere ret end andre, og at det ikke er en mere egoistisk indstilling at beholde organer end at ville have dem.





1) Jeg er klar over, at manden med denne udtalelse laver et statement, hvori han fremhæver sig selv som buddist (det er jo også på mode) og samtidig i sin kontekst udtrykker dyb foragt overfor folk, der har en anden opfattelse af livets afslutning. Det er ganske elegant udført, og jeg kunne ikke have gjort det bedre selv.

mandag den 14. april 2008

Uskarp

Det var en lettelse for mig at opdage, at et nyt datingsite for intelligente mennesker dukkede op her i Danmark. Det kaldes intelligentpeople.com, og var for mig at se Frelseren selv, som på videnskabelig vis skulle differentiere mig fra alle de inkompetente idioter omkring mig. Kan du forestille dig, hvordan mit arrogante, forventningsfulde smil stivnede, da sitet skyllede mig ud i toilettet sammen med den grålige masse af 4.505.000 leverpostejsdanskere? Og jeg prøvede endda to gange – jeg snød ikke, da man tildeles et ekstra forsøg, hvis det første fejler.

Det måtte naturligvis bero på en fejl. Men ak, jeg var åbenbart ikke i stand til at gennemskue selv de simpleste logiske opgaver. Efter en tre dages druktur afsluttet med et ynkeligt forfejlet selvmordsforsøg ovenpå skuffelsen, besluttede jeg mig for at prøve at lære at løse den slags opgaver. Et medlem af Mensa fortalte mig engang, at man kan forbedre sig ved at øve, hvilket egentlig gav en forklaring på, hvorfor han var medlem. Jeg ignorerede derfor smerterne fra såvel tømmermænd som snitsår og gik i gang med en Google-understøttet jagt på intelligentpeople.com’s hellige gral.

Desværre var jeg for dum til at fremsøge løsningen, men til gengæld fandt jeg en masse omtale – fra bl. a. bloggere – om det nye datingsite. Det mærkelige var, at de alle havde bestået testen, og at de endda omtalte den som ”nem”, ”løst uden problemer” eller andre bedømmelser i samme tråd. Det er fandeme for morsomt. Enten vil de, som fejler testen, ikke indrømme det, eller også er det kun de meget intelligente, som kommenterer sitet. Hvad mon er mest sandsynligt? Såfremt vi tager kommentarerne for gode varer, konkluderer man hurtigt, at hovedparten af Danmarks hjernekapacitet bruger al deres tid på ophedede diskussioner om teknik i fladskærms TV-typer i nyhedsgrupper på internettet, mens de udveksler ASCII art i signaturer krydret med udtalelser såsom "Halle Berry har da bare de for flotte kasser! Så hende lige for syttende gang i dag i min special edition Monster's Ball DVD på mit Panasonic TH 42 PX 80. OMFG!".

Det værste ved at dumpe testen var, at jeg ikke fandt svaret på, hvorfor jeg med selv min mest positive angrebsvinkel ikke fatter et klap af 85 % af Danmarks befolknings opførsel og tankegang. Da jeg åbenbart ikke er superintelligent, er der nu kun to muligheder tilbage: Enten er jeg alvorligt psykisk syg, eller også ligger jeg i de nedre 15 % af intelligensskalaen. Hvis jeg var psykisk syg, ville jeg ikke opdage det, så desværre er jeg nok i de nedre 15 %. Men det er jo også en slags niche, så lidt speciel er jeg alligevel. Heldigt, at jeg sagde nej til organdonation ved hjernedød.

fredag den 11. april 2008

Hi-fi for mænd

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at købe et nyt hi-fi-anlæg, og det glædede mig ufattelig meget at se, at det går rigtig skidt for minimalismen, som ellers prægede området med sin overfladiske grusomhed i en årrække. Hvis du ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg taler om, så er du enten ikke interesseret i musik, eller også er du totalt under konens tøffel.

Kvinder afskyr hi-fi-anlæg. Manden må gerne bruge mange penge på hi-fi, så længe det er lille og i et moderigtigt design. Det første problem er, at små anlæg i bedste fald spiller ad helvede til og ingen tilslutningsmuligheder har. Det andet problem er, at mode har det med at gå af mode, hvorfor det i kvindens øjne forældes på det tidspunkt, hvor en eller anden modediktator skifter mening. Det, der gør situationen endnu mere attraktiv, er, at de modesmarte anlæg koster cirka ti gange så meget som kvalitetsanlæggene.

B&O er et fortræffeligt eksempel på dette. Mere snobbede produkter skal man godt nok lede længe efter, og de fleste køber det da også for deres gæsters skyld. ”Nååh, har I B&O?”, spørger gæsterne fåret ved synet af den grimme ”helhedsoplevelse” af en glas- og metalæske, hvorefter du nikker som en ægte indviet: Du er nu med i den eksklusive klub af rige mennesker … som lige er blevet franarret deres penge for et produkt med et ortogonalt kvalitet/pris forhold. Det er selvfølgelig også en måde at prale med sin rigdom at vise, at man gerne kaster penge i grams for noget elendigt skrammel. ”Jamen, det er da dansk kvalitet!”, udbryder du forbløffet og glemmer, at du faktisk går rundt blandt danskere hver dag, og hvor mange fagligt kompetente, naturfagligt veluddannede og engagerede danskere kender du? Ingen! Det eneste, danskerne kan finde ud af på deres arbejde, er at kræve mere ferie og mere i løn.

Her er et billede af min nye surround receiver:


Lækkert, ikke sandt? Det kribler i mine fingre, som var jeg Jeppe Kofoed til konfirmationsfest. Der er lige knap de tilslutningsmuligheder, jeg har brug for, men jeg er desværre ikke millionær, så længe jeg skal betale skat til jeres bistand. Hvis du synes, den er grim, så vær glad for, at jeg ikke tog et billede af bagsiden. Designet er fint og tidsløst, da den er et spitting image af den forstærker, jeg købte i 1988.

Dette er en reklame for en moderigtig receiver i minimaliststil:



Gå ind i stuen hos et par, og du kan med ét blik afgøre hvor meget, manden er under tøflen. I disse dage er manden naturligvis altid under tøflen på en eller anden måde, men har han hjemmebyggede højtalere i elegant spånplade-finish, kan du være godt sikker på, at din kammerat er et mandfolk. Står der et minimalistanlæg, bør du være meget bekymret, med mindre både manden og kvinden er af typen, som svarer på spørgsmålet om, hvilken musik de kan lide, med et: ”Hvad der nu er”.

tirsdag den 8. april 2008

Så er der havefest ...

Det er egentlig fint nok, at der kommer flere store koncerter til Jylland. Vi kan kun håbe, at der enten kommer mange flere eller overhovedet ikke flere. For sagen er, at der bor jyder i Jylland, og hvis jyder opdager, at der sker noget et eller andet et sted, så vil de alle derhen. Også på den måde ligner de køerne på marken.

Tag nu Metallica: Det var en god koncert, men samtidig var det en voldsom pine at stå på koncertpladsen. For hvis bandet startede på et nummer, som ikke var enten ...
  • Enter Sandman (”den hårde fra det der album de lavede”), eller
  • Nothing Else Matters (”den gode fra det der album de lavede”)

… gik der cirka fire sekunder, før folk ...
  • Tændte engangsgrill og ristede pølser
  • Snakkede højlydt om ligegyldige ting
  • Kom op at slås
  • Begyndte at brænde dæk af og køre markræs
… og det er simpelthen fordi, når der er en koncert i Jylland, kaldes der til havefest, og så deltager alle - uanset musikinteresse. Selv en af mine tåbelige gamle venner fra Folkeskolen ville med på trods af, at han i årevis kaldte mig en taber for at høre heavy. Han ville også have en siddeplads. Jeg gad ikke engang svare på hans spørgsmål om, hvor man købte billetter, og så fandt han aldrig ud af det. Han ville vist også kun købe dem sort.

For fanden, hvor er det dog pisse irriterende at komme til koncert, og så begynder bonderøvene omkring en at synge D.J. Ötzi, når der er et nummer, de ikke kender. Det er kraftedeme rigtigt – en gammel bekendt oplevede dette til en Bryan Adams koncert i Viborg. Til ajlespredernes forsvar skal det dog nævnes, at jeg også ville foretrække D.J. Ötzi i netop det tilfælde. Når man er til koncert på Sjælland, er det fortrinsvis fans af bandet, der dukker op, så der faktisk er mulighed for at høre noget af musikken, uden at nogen starter en ghettoblaster med Cotton Eye Joe, mens de stamper i gulvet og skriger YEEEEE-HAAAARH. Den sørgelige sandhed er, at denne situation kun undgås i Jylland, hvis bandet er Kandis.

Det er pinligt at komme fra Århus og derfor blive associeret med alle de stråtyggere, men man skal desværre også kun cirka 20 km væk fra Århus centrum, før folk begynder at klæde sig i joggingtøj og træsko og der ringes til fætter-kusine bryllup hver søndag. To skoleeksempler på dette er Hammel og Odder. Jeg kunne også nævne Galten, hvis ikke jeg var bange for at få tæv af de indavlede weekendnarkomaner, som befolker netop dét latrinhul af en forstad. Efter besøg til disse byer er jeg altid deprimeret i ugevis – og føler mig som Robert Olmstead, der lige er flygtet fra Innsmouth.

Som nævnt er en løsning, at der kommer endnu flere koncerter, så deres afholdelse ikke længere overstiger spændingen af at udspionere naboens marker. Jeg undskylder overfor alle sjællændere – jeg kan godt forstå, at I er hamrende irriterede over at rejse helt til Jylland til koncerter, når det er retarderede, roeplukkende flokdyr, der udgør firs procent af publikum. Men nogle af os jyder synes altså også, det er træls.

lørdag den 5. april 2008

Massiv nedtur

Netop som jeg lykkeligt havde glemt alt om hende, dukker hun op igen: Svært buttede Mave-Merethe. Endda på forsiderne af sladderbladene med en påklistret stor gul stjerne, hvorpå der står ”Nu med depression”. Big fucking deal! Du husker hende sikkert fra programmet ”Livet er Fedt”, hvor hun var deltageren med den allermest udkogte makaronirygrad. Første gang jeg så programmet, troede jeg, at det var en konkurrence om at æde sig ihjel, og at præmien måske var et dobbelt gravsted. Det var det nu ikke, og i øvrigt lykkedes det kun for én af deltagerne, hvilket virkelig var et enormt tab.

Da Merethe var på juleferie i programmet, tog hun otte kilo på i vægt på tolv dage, og hun havde endda ikke spist særlig meget, sagde hun. Hvordan kan det lade sig gøre??! Man skal vel nærmest drikke sovs til samtlige hoved- og mellemmåltider! Fuck, det er klamt, og lad nu være med at argumentere med myten om, at meget fede mennesker tager nemmere på end andre. Det passer ikke – de besidder bare ingen viljestyrke. Merethe er måske endda udstyret med en negativ viljestyrke, og jeg fattede aldrig, hvorfor folk beundrede hende så meget? Var det fordi, hun i visse uger ikke tog på? I hvert fald var hun populær nok til at få landet sig endnu en solid rolle i "Merethes Mave". Suk, bare titlen burde have fået seerne til at flygte skrigende.

Nå, men nu lider hun åbenbart af en svær depression, hvilket hun garanteret ringede rundt og meddelte den samlede sladderpresse, fordi hun gerne vil i fjernsynet igen og få betalt behandlingen af sygdommen, som i øvrigt er bedre kendt blandt lærere og pædagoger som: Ekstra ferie. Hvornår fatter folk, at depression ikke er nogen sygdom, men et snedigt påfund så humanister kan tjene penge som psykologer?! Depression er blot den tilstand at opdage, hvordan verden virkelig er. Personer, der knækker på at nå den tilstand, skal simpelthen bare tage sig sammen!! I gamle dage eksisterede der heldigvis ikke sådan noget – dengang bestod befolkningen simpelthen bare af de normale og de tossede. Sådan som det bør være.

Det ender nok med, at TV2 laver et program om hende, hvor hun endnu en gang plager os med alle sine ligegyldige problemer og hovedrystende amatøragtige digte. Med depression følger gerne selvmordstanker, så programmet kunne passende kaldes ”Døden er Fed”, men hvis hun vandt gravstedet, så lur mig om ikke hun ville dukke op i ”Åndernes Magt” som et plagende og klynkende genfærd. Det eneste sted, man efterhånden er sikker på ikke at blive belastet af hende, er i fitnesscenteret. Med mindre man trak sig et spor af trøfler derhen, selvfølgelig.

onsdag den 2. april 2008

Kendte kokke

Jeg vågnede med et sæt ved lyden af en høj, skinger stemme, som tilsyneladende rablede løs uden formål, mening eller ende. Først troede jeg at naboen var i gang med at opleve endnu en psykotisk episode, men så opdagede jeg, at lyden kom fra fjernsynet, hvor morgen TV kørte. Det var selvfølgelig Nikolaj Kirk, som igen mishandlede en ung dag så grusomt, at den aldrig blev helt normal igen.

Hvad er det lige, der er så svært at forstå ved stillingsbetegnelsen: Kok? En kok laver mad! Han står i køkkenet og laver mad til os andre. Han står ikke som centrum for opmærksomheden, mens han fører sig frem med sine latterlige smarte retter, som med tungtvejende sandsynlighed smager af lort, og ytrer sine åndssvage venstreorienterede, politisk korrekte holdninger, som om han er klogere end alle andre, hvorefter han tjener fede penge på at sælge ubrugelige blik-stegepander til de tilbedende, idiotisk måbende masser. Desværre er det i realiteten netop dette, en kok gør nu om dage, og modefænomenet har efterhånden eksisteret i en del år.

Jeg var engang til julefrokost, hvor man havde hyret Den Skaldede Kok til at stå for maden. Da vi kom ned for at spise, stillede han sig op på en scene og sagde et eller andet om, hvor gode kommunisterne var, hvorefter han sagde: ”Hej … og øh … god fornøjelse! Farveller!”, smed mikrofonen og smuttede ud af døren, hurtigere end jeg kan sige: ”Pseudo rocker”. Mikrofonen hylede stadig, da motorcyklen startede. Her er menuen, han frembragte på sin irriterende statement-grill, for et almindeligt komfur var jo ikke godt nok:

• Leverpostej med bacon
• Marinerede sild
• Fiskefiletter med remoulade
• + noget uidentificeret dyppelse

Jeps, jeg havde ikke smagt noget lignende siden ugen før, hvor jeg var til julefrokost med gutterne. For satan, han må have grinet hele vejen ud til sin Harley, for den menu blev garanteret hentet i Brugsen (af vores kantinedamer, som hele dagen gratis knoklede røven ud af bukserne for ham), mens han lå og åd hapsdogs på en sofa i receptionen. Og det tjente han lige 100.000 kr på. Til mine kollegaers forsvar vil jeg nævne, at for første gang i mit liv oplevede jeg ikke, at folk nærmest trampede hinanden ned for at være først med at rose Kejserens nye Klæder. Det var nok fordi, det smagte så meget af lort.

Jeg ved, at visse af de berømte kokke tager ud til polterabender – primært for kvinder. Jeg ved også, at de kun gør det for at få fedtet en vis legemsdel. Da jeg engang kort talte med en sådan kok, fortalte han mig: ”… og til en polterabend er kvinderne jo mere villige. Især den vordende brud. Jeg tryller med lidt hjemmelavet sushi, og så leverer de den rå fisk …”, sagde han og blinkede indforstået. ”Behøver jeg sige mere?”, afsluttede han kækt med et skævt grin, som trak op i hans venstre næsebor - lige netop nok til, at man anede en rest af kokain.

Forpulede snylter-narkomaner!! Hvad fanden ser folk i dem? Snobværdi? Kvinderne ser selvfølgelig en mulighed for bekvemt at aflæsse endnu en af deres retmæssige huslige pligter. Bortset fra en sympati for dette udtryk for ultimativ dovenskab, har jeg lyst til at kradse mine øjne ud i afmagt over jeres ufattelige stupiditet.

tirsdag den 1. april 2008

Socialdemokrat

Fra og med i dag er jeg medlem af Socialdemokraterne, og ... nej, glem det, jeg kan simpelthen bare ikke finde på en troværdig aprilsnar!