De andre brugere

Jeg går i et fitnesscenter på et spinninghold, og ja, du har hermed ret til i al evighed at nedgøre mig for det. Denne hybris accepterer jeg, da jeg engang mobbede en kollega på det groveste, fordi han gik til spinning. Jeg mente dengang, det var en bøssesport, og jeg havde ret. Det er det! Han knækkede efter lang tids pres og endte med at springe ud af skabet. Så jeg må altså affinde mig med at blive overbegloet også af mændene - jeg er naturligvis vant til udforskende, nysgerrige blikke og dårligt skjulte begejstringshvin fra kvinderne, når jeg dukker op i mine stramme cykelshorts.

Desværre er min deltagelse på disse hold fyldt med en masse andre irriterende oplevelser, og det værste ved fitnesscentre er simpelthen, at der er andre brugere. Ønskeindretningen i en spinningsal ville være såkaldte cubicles, hvor man er afsondret fra at se og lugte de andre, som åbenbart anser intentionel flatuleren og hæmningsløs harken og spytten på gulvet for passende adfærd. Hvis man så kunne kombinere det med privat tunnel ned til privat baderum, så man slap for at blive påtvunget synet af slesk smilende mænd gnubbe deres kønsorganer ivrigt og rytmisk foran sig – ja, så kunne det måske blive tåleligt.

Der er mange eksempler på generende og underlige med-spinnere, som provokerer mig voldsomt, men disse to overgår alle andre:

Kolibrien

Denne temmeligt overvægtige, midaldrende kvinde er ved første øjekast som enhver anden i salen. Men sætter man sig bag hende, lægger man inden længe mærke til en meget åbenlys detalje: Hun sætter aldrig belastning på cyklen. Med ansigtet lagt i folder af koncentreret, overlegen vigtighed demonstrerer hun, at hun (tror hun) er blandt de mest ivrige og hårdtarbejdende spinnere. I virkeligheden tamper hun bare de modstandsløse pedaler debilt rundt som sindssyg hamster på Ecstasy uden nogensinde at svede bare en enkelt dråbe.

Hendes store røv er et fysiklaboratorium værdigt, når den med svingningerne fra de manisk trampende ben bevæger sig fra stillesiddende over kraftigt vibrerende til at opnå perfekt ækvilibrium. Og alt dette imens hun forbrænder i alt: Nul-komma-nul-nul-nul kalorier. For hun yder jo ikke en skid ved at sidde der og lade som om, hun arbejder! Faktisk er hun bare blevet federe i det år, der er gået, siden hun kom første gang, så det er lige før, jeg tror, hun tager på af at spinne. Men hun mener tydeligvis selv, hun har fundet en anstrengelsesfri og dermed perfekt sport, selvom hun ville forbrænde mere ved at sidde i en sofa og skubbe franske hotdogs i sit grimme fjæs – måske tager jeg én med til hende næste gang.

Blotteren

Der er en meget god grund til, at cykelshorts er sorte. Når de er gennemblødte af sved, bliver de nemlig gennemsigtige, hvis de har en anden farve. Det er denne mand åbenbart fuldstændig klar over, for han elsker at møde småsmilende op i sine lysegrå shorts uden at tage underbukser på indenunder. Dette sidste faktum konstaterede jeg den ene gang, jeg sad bag ham. Tro mig, jeg gør det aldrig igen! Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal beskrive oplevelsen af at sidde med ansigtet otte centimeter bag hans bagdel i den forfærdelige og torturagtigt lange time, det var, men jeg forsøger ved at citere H.P. Lovecrafts beskrivelse af afskyeligheden Azathoth, som tilnærmelsesvis fanger essensen:

Outside the ordered universe is that amorphous blight of nethermost confusion which blasphemes and bubbles at the center of all infinity—the boundless daemon sultan Azathoth, whose name no lips dare speak aloud, and who gnaws hungrily in inconceivable, unlighted chambers beyond time and space amidst the muffled, maddening beating of vile drums and the thin monotonous whine of accursed flutes

Føj for satan, det var klamt at se. Og jeg tror ikke, det var en medbragt madpakke bestående af en gulerod og to valnødder. Nøj, nu skal jeg kaste op igen …