fredag den 28. marts 2008

Knus

Indenfor de sidste tyve år er der sneget sig en vederstyggelighed ind på os. Det er en snylter, som bor i os, hvor den formerer sig og breder sig med lynets hast. Jeg taler om tendensen til at give knus, som før 1990 var en ukendt størrelse i mit liv, og som nu får mig til at fantasere om den befriende dag, et personligt force field er standardudstyr i enhver Nokia.

Hvorfor skal alle give hinanden knus, eller knusere og krammere som det sødligt og kvalmefremkaldende kaldes? Det begyndte med min temmeligt sære gymnastiklærer i Folkeskolen, og nu er mine venner kraftedeme også gået i gang?! For helvede, nej, jeg vil ikke optræde på jeres ekshibitionistiske skueplads for latent homoseksualitet. Så skal det i hvert fald være nytårsaften kl. 24, når vi skriger en særdeles falsk ”Der er et Yndigt Land”, og aftenens voldsomme, alkoholiske udskejelser alligevel har udvisket begge betydninger af ordet køn for mig.

Der er ekstremt simple regler omkring knus:

  1. Det gives kun internt i den nærmeste familie (og moderne stedfamilier tæller ikke) !
  2. Mænd krammer ikke med hinanden!

Alligevel er det en umulig opgave for alle jer spadehjerner at fatte disse love, for hver gang jeg bevæger mig ud fra min lejlighed, udsættes jeg for voldsomme overgreb i form af omfavnelser fra vennerne. En af de mere kælne af disse sagde til mig: ”Det er vist et af de 4 tegn på Apokalypsen, er det ikke, når du giver krammere?”. I hvert fald føles det ligesom, når jeg fanger en stor, fed, behåret edderkop i min stue, og jeg har fat i dens ene ben, mens dens syv resterende ben i febrilsk dødskamp kriller og udforsker undersiden af mit håndled. Bare over hele kroppen i stedet. Edderkoppens tortur varer i det mindste kun 5-10 sekunder, mens man efter knuset skal bruge resten af aftenen på at forklare, at man altså ikke er den ”nysgerrige type”.

Her passer det vist fint med et citat fra den - på adskillige måder - store Peter Steele:

"A sexist pig - I guess it's true,
(I hate all men, including you)"

Jeg er nemlig sindssygt træt af at blive betragtet som en særling, fordi jeg ikke gider omfavne mænd, jeg talte med i seks minutter til en alkoholomtåget fest. Det giver overhovedet ikke mening, men fremhæver derimod i sin svulstighed den overfladiskhed, som efterhånden præger min lamme omgangskreds mere og mere. Omfavnelser er for narkohandlere og gangstere, og sjovt nok plejer et knus at betyde, at man er døden nær. Nøjagtigt som det føles.

Jeg forudser en kommentar fra Britta, 38 år, fed, enlig mor til 3 børn med 36 mulige fædre, som kom herind ved en fejltagelse, da hun søgte på sangtekster til børn, hvor hun med stavefejl og 165 smileys informerer mig om, hvor synd det er, jeg ikke kan ”modtage knus” og at det er min ”kropsforskrækkelse”, som gjorde mig bitter. Hvis det er kropsforskrækkelse, som afholder mig, så undrer det mig, at de typiske udøvere af mandeknus er de selv samme mænd, som overhælder sig selv med kosmetik, dyr parfume og barberer ethvert hår på kroppen af sig i forsøget på at undgå at afgive og opleve enhver naturlighed eller duft af samme. Men sådan er der jo så meget.

mandag den 24. marts 2008

Facebook

Så kom Bitter Blog på Facebook, og som jeg forventede, var mødet med dette trendy website den totale skuffelse. Magen til sløvt leveret, ligegyldigt og dødfødt indhold skal man lede længe efter, så det overraskede mig ikke, at mange af jer havde profil derinde. I øvrigt fornærmede Facebook mig på det groveste under oprettelsen:




Jaja, det er vel bedre end at blive kaldt en crummy whore ...

Facebook er ligesom LinkedIn bortset fra, at folk ingen kompetencer har, så faktisk er det en meget mere realistisk afspejling af virkeligheden. Det gælder tydeligvis om at stakke så mange overfladiske referencer sammen til hinanden som muligt, og dermed er Facebook en virtuel udgave af diskotekernes kødmarkeder. Man bruger åbenbart tiden derinde på at skrive på andres profiler og sende dem latterlige ”gaver” i form af små nuttede grafikdimser, som selvfølgelig koster penge. For fanden, og jeg troede, at jeg intet liv havde!

Nu er Facebook så fantastisk snedigt konstrueret, at den ikke tillader navnet Bitter Blog, så jeg oprettede min profil under det lidt snedigere, men stadig tåbelige anagram Bo Brettlig, der accepteredes som ganske almindeligt. Cirka to sekunder efter kom min håbløst langsomme hjerne på det langt mere fancy anagram Bob Glitter, hvorefter jeg fandt ud af, at man ikke kan ændre navn. Jeg kontaktede deres helpdesk, som uden spørgsmål ændrede mit navn til Bob Glitter under mit påskud af, at jeg havde ”stavet forkert”, så jeg kan hermed konstatere, at den gennemsnitlige Facebook helpdeskmedarbejder tænker langsommere end en død skovsnegl.

Jeg forventer nu, at I alle sammen tilføjer mig som jeres ven, så jeg kan opnå en masse street credit blandt de unge og smarte. Tilføj mig nu – inden administrator sletter mig! Flere venner betyder mere eksponering for Facebook, hvilket gør dem mindre tilbøjelige til at slette mig. Og så kan jeg jo finde ud af, om det er noget værd i længden. Som altid tvivler jeg.

fredag den 21. marts 2008

Vejridioter


Ovenstående annonce kunne du have set i avisen i morgen, hvis ikke, det var fordi, jeg havde en nagende mistanke om, at vejrværten ville nyde det. Desuden er jeg hverken dum nok til at hamstre eller dårlig bilist nok til at spilde penge på vinterdæk.

Hold kæft, hvor er jeg træt af vejrudsigterne på TV! Jeg vågnede her til morgen og forventede ikke ligefrem at stå op til, hvad der mest af alt ligner en sommerdag, når nu TV2 forleden lagde op til, at vi var på vej ind i årtusindets værste snestorm. Eller rettere: Det gjorde jeg faktisk, for bitter erfaring har efterhånden lært mig, at der kommer så meget lort ud af munden på vejrværten, at man skulle tro, at han lige havde givet sminkøren et fyrre minutters rim-job.

Hvem fanden i helvede sidder i vejrredaktionen? Det må være samme 90-årige, halvblinde dame, som også sidder i Station 2 redaktionen, og som ringer til politiet, hver gang der kører en knallert forbi hendes vindue. Hvorfor fanden skal alting blæses op til sensationer? Jeg garanterer for, at TV2 havde deres helikopter ude hele natten for at få det første Breaking News billede af et snefnug, mens de på redaktionen sad åndeløse med bankende hjerte og ventede som en 27-årig computernørd, der downloader et nøgenfoto af Counsellor Troi over en modemlinie. Fuck, jeg håber den helikopter styrter ned i en gylletank, og at de alle sammen dør. Hvem er interesseret i, at vejrudsigterne overdrives? Hvem synes, det er fedt, at kuling er blevet til storm og storm til orkan indenfor de sidste femten år? Jeg fatter simpelthen ikke værdien i at overdrive noget, man ikke aner et forpulet klap om alligevel.



I det hele taget irriterer vejrudsigterne mig – også når de ikke lyver. Hvor er jeg dog sindssvagt træt af at se vejrværten stå og flexe sine triceps under sin gule eller grønne poloshirt, mens han viderebringer information, som et papskilt kunne formidle uendeligt meget nemmere, billigere og klogere. En vejrvært får nemt femten minutter til at stå at ævle om ligegyldige fænomener og vise ligegyldige fotos af den ligegyldige natur fra ligegyldige seere, mens interviews med justitsministeren om emner om liv og død skæres ned til tredive sekunder og helst afsluttes lige inden, pointen falder.

Men fint nok, at de nu har fået det halve Danmark til at aflyse påskefrokosterne på grund af en imaginær snestorm. Jeg håber, de er tilfredse. Hvis der kommer et par snefnug, så håber jeg, det bliver i Nordjylland, for der er ikke noget som at se TV2’s københavnske sensationsjournalister stå og skrige, at himlen falder ned blandt en flok nordjyder, som bare står og gør, som de altid gør: Trækker uimponeret på skuldrene og går videre. Nordjyder er for seje.

tirsdag den 18. marts 2008

De andre brugere

Jeg går i et fitnesscenter på et spinninghold, og ja, du har hermed ret til i al evighed at nedgøre mig for det. Denne hybris accepterer jeg, da jeg engang mobbede en kollega på det groveste, fordi han gik til spinning. Jeg mente dengang, det var en bøssesport, og jeg havde ret. Det er det! Han knækkede efter lang tids pres og endte med at springe ud af skabet. Så jeg må altså affinde mig med at blive overbegloet også af mændene - jeg er naturligvis vant til udforskende, nysgerrige blikke og dårligt skjulte begejstringshvin fra kvinderne, når jeg dukker op i mine stramme cykelshorts.

Desværre er min deltagelse på disse hold fyldt med en masse andre irriterende oplevelser, og det værste ved fitnesscentre er simpelthen, at der er andre brugere. Ønskeindretningen i en spinningsal ville være såkaldte cubicles, hvor man er afsondret fra at se og lugte de andre, som åbenbart anser intentionel flatuleren og hæmningsløs harken og spytten på gulvet for passende adfærd. Hvis man så kunne kombinere det med privat tunnel ned til privat baderum, så man slap for at blive påtvunget synet af slesk smilende mænd gnubbe deres kønsorganer ivrigt og rytmisk foran sig – ja, så kunne det måske blive tåleligt.

Der er mange eksempler på generende og underlige med-spinnere, som provokerer mig voldsomt, men disse to overgår alle andre:

Kolibrien

Denne temmeligt overvægtige, midaldrende kvinde er ved første øjekast som enhver anden i salen. Men sætter man sig bag hende, lægger man inden længe mærke til en meget åbenlys detalje: Hun sætter aldrig belastning på cyklen. Med ansigtet lagt i folder af koncentreret, overlegen vigtighed demonstrerer hun, at hun (tror hun) er blandt de mest ivrige og hårdtarbejdende spinnere. I virkeligheden tamper hun bare de modstandsløse pedaler debilt rundt som sindssyg hamster på Ecstasy uden nogensinde at svede bare en enkelt dråbe.

Hendes store røv er et fysiklaboratorium værdigt, når den med svingningerne fra de manisk trampende ben bevæger sig fra stillesiddende over kraftigt vibrerende til at opnå perfekt ækvilibrium. Og alt dette imens hun forbrænder i alt: Nul-komma-nul-nul-nul kalorier. For hun yder jo ikke en skid ved at sidde der og lade som om, hun arbejder! Faktisk er hun bare blevet federe i det år, der er gået, siden hun kom første gang, så det er lige før, jeg tror, hun tager på af at spinne. Men hun mener tydeligvis selv, hun har fundet en anstrengelsesfri og dermed perfekt sport, selvom hun ville forbrænde mere ved at sidde i en sofa og skubbe franske hotdogs i sit grimme fjæs – måske tager jeg én med til hende næste gang.

Blotteren

Der er en meget god grund til, at cykelshorts er sorte. Når de er gennemblødte af sved, bliver de nemlig gennemsigtige, hvis de har en anden farve. Det er denne mand åbenbart fuldstændig klar over, for han elsker at møde småsmilende op i sine lysegrå shorts uden at tage underbukser på indenunder. Dette sidste faktum konstaterede jeg den ene gang, jeg sad bag ham. Tro mig, jeg gør det aldrig igen! Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal beskrive oplevelsen af at sidde med ansigtet otte centimeter bag hans bagdel i den forfærdelige og torturagtigt lange time, det var, men jeg forsøger ved at citere H.P. Lovecrafts beskrivelse af afskyeligheden Azathoth, som tilnærmelsesvis fanger essensen:


Outside the ordered universe is that amorphous blight of nethermost confusion which blasphemes and bubbles at the center of all infinity—the boundless daemon sultan Azathoth, whose name no lips dare speak aloud, and who gnaws hungrily in inconceivable, unlighted chambers beyond time and space amidst the muffled, maddening beating of vile drums and the thin monotonous whine of accursed flutes


Føj for satan, det var klamt at se. Og jeg tror ikke, det var en medbragt madpakke bestående af en gulerod og to valnødder. Nøj, nu skal jeg kaste op igen …

lørdag den 15. marts 2008

OINK!

Det er på mode at tale om kastration af grise. Jeg fatter ikke, at det ikke er kommet frem før. Det er mindst 15 år siden, jeg første gang hørte om og så metoden, og jeg må indrømme, at jeg ikke har kunnet se på en gris siden uden at få ondt i mine testikler. Det er simpelthen så grusomt. Hvordan kan det tage 20 år for et forskerhold at konkludere, at sådan en behandling er smertefuld? Er de alle sammen kvinder, eller hvad? Sig mig, fatter ingen, at kastration er det allerværste overgreb, der kan foretages på et væsen af hankøn? Det skulle forbydes i alle former!

Hvis du er kvinde, sidder du nok og småfniser lige nu, og det er fordi, du ikke fatter den altoverskyggende betydning af at eje et par testikler. ”Åh, jamen, kvinder, der får brystkræft, får også fjernet bryster, ikke?”, argumenterer du dumt og uvidende, mens du ryster på hovedet med dine dumme blondinekrøller. Nej, det er ikke det samme. Man kan forveksle kvindelighed med bryster, men eksistensen af dem er ikke det fysiske grundlag for, at kvinder eksisterer. Det er testikler for mænd, for uden dem er vi – takket være de senere års metroseksualisering – reduceret til slatne kopier af kvinder, som i modsætning til originalerne hverken kan finde eller deltage i sex hvor som helst, når som helst med hvem som helst.

Nu vi er ved brystkræft, hvorfor er det så lige, at organisationer og kendisser er ved at snuble over hinanden i febrilsk ivrighed for at støtte forskning i sygdommen, når man med testikelkræft må overlades til falmede, brugte foldere fra 70’erne, som er faldet ned bag reolerne hos lægen? Det er nok fordi, alle synes, det er sjovt at ”Støtte bryster”, men ingen gider ”Bære klunker”, med mindre de er ens egne. Det er ækel kønsdiskrimination.

Jeg har meddelt mine pårørende, at hvis jeg nogensinde får testikelkræft, og den eneste kur er at fjerne dem, så vil jeg gerne have, de hælder benzin ud over mig og sætter ild til. Det er hurtigere, mindre smertefrit og uden ydmygelse. Okay, det har jeg ikke sagt, men jeg har sagt, at jeg ikke vil tage imod en behandling. Hvad i alverden skulle man dog leve for bagefter bortset fra, at man på endnu en måde er til morskab for omgivelserne ved at være endnu mere til grin overfor kvinderne ude i byen?

Kastration er simpelthen umenneskeligt, og dem, som i snapsebranderter foreslår det indført som straf mod pædofile og voldtægtsforbrydere, må jeg erklære mig direkte uenig med. Den behandling fortjener ingen – så er jeg nærmere fortaler for den noget mildere dødsstraf. Det er et faktum, at Adolf Hitler i 40’erne blev præsenteret for en alternativ Endlösung, som indebar kastration af alle jødiske mænd, hvorved racen skulle uddø af sig selv, hvorefter han kiggede forarget på sine folk og skreg: ”Nu stopper I!!! Sådan en behandling kan vi simpelthen ikke byde nogen! Hvad helvede tænker I på? Vis dog lidt anstændighed!”.

Dyrene skal heller ikke kastreres! Hvis kødet kommer til at lugte dårligt, jamen, så må man bare slagte dem tidligere og begynde at spise babygris. Det bliver noget pissebesværligt pilleri at spise på Bones, men det er en simpel og meget mere human løsning! Dette er en oplagt samarbejdsmulighed mellem Dyrenes Beskyttelse og Amnesty International, og så kan sidstnævnte endelig foretage sig noget fornuftigt. I lyset af sagen, som omsider bragte kastrationens umenneskelighed og udyrlighed på banen, bør man kalde denne Organisation Imod Nedgørende Kastration for OINK!

Nå, nok forarbejde for den sag … nu er det tid til at klø sig i skridtet.

onsdag den 12. marts 2008

Rambo 4

Indlægget indeholder mindre spoilers.

Så vendte John Rambo endelig tilbage! Manden, som har lavet større indhug i den asiatiske befolkning end nogen kæmpebølge. Det var et komplet spild af penge at investere i tsunami varslingssystemet. De skulle have haft et Rambo varslingssystem, men det er for sent nu, for jeg så lige the Italian Stallion aflive omkring 1700 asiatere på biograflærredet foran mig. Og hvor var det fedt!

Ærgerligt, at Oscarfesten netop er afholdt, for ellers ville filmen have ryddet bordet. Den er simpelthen så sej, selvom den har et simpelt plot:

1) Naive, kristne nødhjælpsarbejdere vil hjælpe fattige bønder i krigshærgede Burma.
2) Rambo leder dem ind i landet.
3) Nødhjælpsarbejdere fanges.
4) Rambo befrier dem.

Det vigtigste er dog ikke plottet, men nærmere det fuldstændige fravær af moralisering, som ellers normalt har en irriterende, irrelevant og forstyrrende plads i krigsfilm. Her ser man ikke Tom Hanks løbe kalveknæet i slowmotion over en slagmark med sit grimme krøllede hår, åndssvage udtryk i ansigtet og et sønderskudt Stars and Stripes i hænderne, mens han græder over George Bush, krigens uretfærdighed og manglen på homoseksuelles rettigheder. Nej, her er kun Rambo, og Rambo er bitter. Ekstremt bitter, faktisk, og det er selvsagt et hit hos mig. Han mener nemlig, at løsningen på alt er krig, og det allerbedste er, at han får ret! Fra begyndelsen siger han til nødhjælpsarbejderne (han taler udelukkende til kvinden iblandt dem - ingen skal tro, han er homo), at de skal have våben med for at forandre noget, hvilket dog fnysende afvises som en visionsløs holdning af disse pladderhumanistiske, bedrevidende fjolser.

Da nogle pirater truer med at voldtage den yndige, kvindelige nødhjælpsarbejder, vælger Rambo den eneste udvej: At slagte alle piraterne. Som tak brokker en anden, mandlig og sikkert radikal nødhjælpsarbejder sig over, at Rambo opførte sig ukristent ved at dræbe (det var også riiimelig nemt at sige, for det var ikke ham, der stod til at blive bumset af 243 liderlige, beskidte burmesere). Men, men, men … til sidst i filmen indser selvsamme, hellige nødhjælpsarbejder endelig nytten af vold, da han skrigende som en vanvittig smadrer kraniet på en ond burmeser med omkring niogtredive slag med en sten. Sådan! Fuck, jeg grinte. Sateme en god film. Så kan de lære det, skide humanister.

Filmen er holdt på firs minutter, så man ikke falder i søvn, og den er som nævnt helt uden amerikanske flag, orkestermusik og kærlighedsscener. Til gengæld er der brutale nedskydninger af civile, afhugning af lemmer, sporadiske voldtægtsscener og spædbørn, som kastes ind i flammer. Alt hvad man skal bruge til en rigtig hyggeaften. Rambo skyder udelukkende med tunge maskingeværer, som bogstaveligt talt flår de utallige fjender i stykker. Hoveder skydes, skæres og sprænges af. Hjerner og kropsdele flyver rundt. Man bliver totalt gejlet op af den film – det er fedt - for i modsætning til, hvad man skulle tro, virker det ikke plat.

Jeg kan berolige læserne med, at den smukke, hvide nødhjælpsarbejder-kvinde ikke bliver voldtaget i filmen – selvom det er tæt på. Denne skæbne er forbeholdt en stak af de stakkels asiatiske kvinder, men et eller andet sted er det vel deres job, ikke? Og så er det jo ikke så slemt. Jeg giver denne film fem ud af fire mulige knuste asiat-kranier.

søndag den 9. marts 2008

Mig først!!!


Nogle gange støder man på noget, som bare er totalt uforståeligt. Du har nok set et klistermærke som dette i bagruden af en bil:



Okay, hvad i alverden bruger man den information til? Samlet set har jeg tænkt i timevis over, hvad meningen er, og her er et par bud:

Opmærksomhedskrav: Ejerne af bilen er forældre, og alle andre skal af ufattelige årsager påtvinges denne viden.

Information om seksuel adfærd: De voksne personer i bilen – eller i hvert fald personen af hunkøn –korpulerede uden brug af prævention for mere end ni måneder siden. Og so fucking what?

Information til andre bilister: Andre bilister forventes at vise agtpågivenhed i nærheden af den pågældende bil. Så når jeg med firs kilometer i timen torpederer en stationcar med en fører, som overså sin ubetingede vigepligt, fordi han kiggede bagud på bagsædet på en af børnenes imbecile tegninger fra børnehaven, så skal jeg i de ni nanosekunder, jeg har til at reagere, opdage skiltet og tænke: ”Nåh … der er børn i den bil … jamen, så undviger jeg da lige!”. Men dette er jo grinagtigt urealistisk, og selvom jeg tænkte så hurtigt som Superman, ville jeg i stedet tænke: ”Nåh … der er børn i den bil … jamen, så er der flere bløddele til at afbøde kollisionen. Fortsæt!”.

Der er af åbenlyse årsager ingen af ovenstående tåbelige grunde, der er korrekte. Desværre er jeg nok kommet på den rigtige grund, som er et udslag af så stor egoisme, at det, at man kun vil betale 50 % i skat, virker ligefrem socialt i forhold: Forældrene ønsker - i tilfælde af uheld – at redderne fokuserer på deres børn først!!! Hvor er det dog typisk! Ikke nok med at ungerne er grimme, lugter, generer alt og alle og koster det blege at vedligeholde i skatter – de bliver fandeme også hevet ud af bilen, før nogen hjælper mig i min klistermærkeløse bil.

Det finder jeg mig simpelthen ikke i. Jeg vil først!! Så jeg tænkte og tænkte for at finde på et klistermærke, som får redderne til at tage min bil først. Bare at bruge et andet ”Børn i Bilen” mærke duer ikke, for så risikerer de stadig at tage den anden bil først, og desuden er det direkte uærligt, da der aldrig er børn i min bil. Min ubrugelige hjernes første – og håbløse – forslag så således ud:



Tak, åndssvage grå masse, for dét forslag, hvis udsagn dog ind imellem er sandt. Hvis jeg kommer ud for et uheld med dette skilt på bilen, sker der to ting:

1) Kvinden reddes ud først
2) Jeg får skylden for trafikuheldet

Det duer ikke! Tilbage til tænketanken (Jeg nægter at skrive ”Ommer” her, for det er fandeme ved at være fortærsket). Hvad sætter danskerne højere end alt andet? Hvad er vigtigere end os selv og vores børn, ja selv vores kæledyr? Hvad beskytter vi for enhver pris? Hvad sikrer vi, så det aldrig bliver gjort fortræd – uanset hvad? *knips*! Dér var den:



Med det i bagruden er jeg ved uheld sikret forlænget ophold på hospitalet, så jeg ikke kommer til skade derhjemme. Jeg vinder retsagen over dem, jeg kørte ind i, uanset om jeg påkørte dem med vilje. Undskyld, hjerne, fordi jeg skældte dig ud! Igen reddede du mig – alle danskere burde eje en som dig.

onsdag den 5. marts 2008

Spasserland

Det sker hver evig eneste gang, jeg skal finde en parkeringsplads inde i byen: Jeg bruger 15 liter benzin på at køre rundt i første gear og tomgang i timevis, indtil jeg pludselig ser en ledig plads, som jeg gør klar til at dreje ind på. Men netop, som pladsen kommer helt til syne, opdager jeg det stå og glane nedladende på mig: Det store idiotiske handicapskilt! Tak, politisk korrekthed, tak, handicappedes lobbyister, som endnu engang ødelægger mit liv.

Ser man nogensinde en handicapplads, som er optaget? Nej! Alligevel er de overalt, og de er endda placeret de bedste steder – dvs. tættest på forretningerne. Hvorfor fanden er de det? Hvem er det lige, der har påmonteret hjul? Ikke jeg!! Jeg skal åbenbart gå på mine trætte ben, fordi jeg ikke bare sidder og feder den i en motoriseret stol, mens jeg dytter og råber irriteret og pågående af hårdtarbejdende folk. Det næste bliver vel, at de får adgang til restauranter!!

Det eneste sted, hvor der er en nogenlunde fornuftig tilgang til knæfaldet for handicappede, er i biografen. Selvom de reserverer pladser til dem til hver eneste fucking forestilling, så har de i det mindste den pli at placere dem helt ude i siden. Jeg antager, at det er med fuldt overlæg, så de ikke sidder og fægter med deres arme i mærkværdige, spastiske bevægelser op i billedet foran os andre - betalende - biografgængere.

Gad vide om handicappede har en eller anden hellig ret til at kræve reserverede pladser, uanset hvor der bygges en parkeringsplads? Det mest latterlige eksempel er nok i det fitnesscenter, hvor jeg går. Fordi de 500 medlemmer hver måned betaler et beløb svarende til sortmarkedsprisen på deres højre nyre i kontingent, har centeret været så gavmild at købe syv parkeringspladser. De fire af dem udgør en handicapplads! Skide godt. For at komme fra parkeringskælderen op til jordniveau, skal man op ad to betontrapper, der hver er cirka en meter brede. Dernæst skal man bestige nogle forholdsvis lette trin til indgangen, hvor der underligt nok er lavet en rampe ved siden af de sidste to trin. Inde i centeret klæder man om ... i underetagen. Om man så var Indiana Jones med atten negerhjælpere, ville man aldrig kunne forcere de forhindringer i en kørestol. Og hvis man endelig kunne, gad man så overhovedet nedlade sig til at træne sit forkrøblede legeme i centre, hvor medlemmerne er så sygeligt og hysterisk kropsfikserede, at de bryder hulkende sammen ved synet af en kropsdel, som ikke er solariebrun og formet præcist som i den nyeste Hollywoodfilm eller reklame?

Hvorfor er handicappladsen der så? Jeg garanterer for, at en eller anden bitter handicappet person opdagede, at parkeringspladsen blev anlagt, hvorefter han ringede til kommunen for at kræve, at der kom handicapplads. Ikke fordi han ville holde der, men simpelthen fordi han kunne. Den begrundelse sympatiserer jeg af indlysende årsager med, men hvor er det pisseirriterende at komme trillende i sin Fiat Panda 0,4 Sports Edition – som man skal tjene ca. 800.000 om året for at få råd til – og der så bare er en stor gabende tom fodboldbane af en parkeringsplads. For sjovt nok ryger al miljøfanatisme ud af vinduet, når det drejer sig om handicappede. Joh, de kan roligt købe et ordentligt svin af en turbodiesel kampvogn, som kører 230 meter på literen – på kommunens regning. Det er ikke engang skægt at skære dækkene op på dem, for det er alligevel den stakkels medhjælper, der kommer på arbejde, og han er også betalt af kommunen. Du taber uanset hvad!

Nu må det slutte. Jeg vil parkere på den skide plads, og gerne uden at folk kigger på mig, som når jeg handler ind i BR kun iført g-strengs trusser. Desværre kan jeg ikke fremvise et overbevisende fysisk handicap ... men hvad med et mentalt? Jeg er sikker på, at en masse socialister og andre sure læsere af min blog – som nu for eksempel handicappede - står i kø for at stemple mig som åndeligt mindrebemidlet eller sindssyg. Så er vidnerne på plads, og jeg mangler kun mit skilt til at placere i bilens bagrude. Jeg har konstrueret et ganske overbevisende et af slagsen, som bør respekteres af enhver p-vagt:

Opdatering 16. november 2008

Omsider fattede de det:

lørdag den 1. marts 2008

X Factor

I weekenden så jeg endelig et afsnit af X Factor. Eller rettere: Så er det endelig overstået, og en ting er stensikkert: Jeg ser det ikke igen. Op til den pinefulde time med klinisk hjernedød forklædt som underholdning, læste jeg læserbrev på læserbrev om, hvor dum og ond Thomas Blachman er, og om, hvor god og fantastisk den og den deltager er. Det sidste, vidste jeg godt, var løgn, men jeg havde ikke forventet, at Blachman fremstod som den klon af Debbie Cameron, der tonede frem på skærmen fredag aften. X Factor burde ganske simpelt hedde ”Scenen er din 2” - eller måske endnu bedre: X Krement.

Konceptet i X Factor er, at en endeløs række af deltagere optræder med dødssyge sange indenfor en forudbestemt røvsyg genre, hvorefter de roses til skyerne af alle dommerne. Hvorfor hyrede de ikke bare Bubber igen, spørger man? Nårh nej, han var på en lettere homoerotisk undertonet eventyrrejse. Jeg har to kommentarer rettet mod hver af de to hovedgrupper af indlæg, som skrives om X Factor:

Til dem som synes, Thomas Blachman er dum:

Det er hans betalte og forudbestemte rolle i programmet at være bad guy – og så fat det dog, for helvede. Hvorfor sidde og brokke sig over det, når det er en del af konceptet? Skrev I også klagende læserbreve om dem, der spillede skurke i Olsenbanden? Ja, han er en krukke og en hysterisk primadonna, der skifter mening, som vinden blæser, uden nogensinde at stå til ansvar. Med andre ord er han som enhver statsbetalt kunstskritiker. Men ond? Ha! Jeg kunne slå ham any day, om jeg så besad en tømmermændsforstærket 42 graders influenza med febervildelser.

Til dem som synes, det er synd for deltagerne, at de skal modtage negativ kritik:

Sluk for programmet og se en Morten Korch film i stedet! Hvad fanden havde I regnet med? At enhver talentløs tosse skulle stille sig op og synge uden at blive gjort opmærksom på sin uduelighed? Sådan er virkeligheden udenfor den offentlige sektor jo ikke, vel? Kom nu ud af børnehaven, for satan. Målet er jo berømmelse for berømmelsens skyld og spørg lige Britney, hvor gnidningsløst og problemfrit dét er..

Da jeg så programmet, opbyggede jeg også ligegyldige og intetsigende meninger om personerne i X Factor’s interessesfære, som jeg nedenfor, på linie med ethvert andet kvaj, man støder på, gennemgår i røvkedelige og udpenslede detaljer for de læsere, der ikke allerede er faldet i søvn:


Laura: Her er konkurrencens kønne pige. Jeg håber, hun vinder, så jeg kan få en indbringende bibeskæftigelse som hendes dobbeltgænger, da hun er et spitting image af mig iført gin-tømmermænd og paryk ... meget tidligt om morgenen ... når jeg har sovet med kontaktlinser på.

Vocaloca: Håbløs gruppe med en enkelt køn pige i front, som er direkte bedårende. Resten kan vi ligeså godt kremere med det samme - især ham klaphatten med de idiotiske statement-briller. De skulle tages af og knækkes. Inden han kremeres.

Techno-Lina fra den der gruppe: Op i røven med dit tuderi - dans nu bare som en tøjte. Det er det, du er god til.

De 1.599.999 andre seere: Få dog et liv! Ligesom vinderen bliver nødt til om 2 år, når han, hun eller de er glemte.