torsdag den 31. januar 2008

Fastelavn

Tiden flyver, og snart er det fastelavn igen. Fastelavn er uden tvivl en af vores allerkedeligste højtider: Ingen øl eller anden alkohol og ingen overdreven indtagelse af mad. Faktisk burde den afskaffes, men da det nok ikke sker, er her lidt tips til, hvordan man kommer helskindet igennem disse forfærdelige dage.

Nu sidder du måske umiddelbart og undrer dig over, hvad der er så slemt ved fastelavn. Jo, tag en søndag, hvor Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp eller Folkekirkens Nødhjælp samler ind og gang det med tusinde. Ved disse indsamlinger kommer tiggerne kun én gang, og så smutter de igen. Det gør det let at liste rundt i lejligheden og lade være med at åbne døren, når de ringer på. Til fastelavn er der hundredvis af snyltere, som ringer på igen og igen, hvilket gør det svært at narre dem til at tro, at man ikke er hjemme. Jeg har dog fundet en genial løsning, som jeg præsenterer senere.

Udover at de ringer på konstant, er fastelavnstiggerne usandsynligt øretæveindbydende i sig selv. Foruden den forfærdelige, snøvlende og falske børnesang, man tortureres med, hvis man uforvarende åbner døren, er det værste nok kostumerne. For hvor er de alle sammen håbløst elendige og komplet utroværdige. Kunne man ikke forvente, at børnefamilierne gad gøre sig bare en lille smule umage med alle de penge, de har? Lad os se på nogle eksempler.

Batman


Jamen, hvor er det dog ynkeligt?! Skulle dig til venstre være Batman? Hør her, du narrer ikke nogen som helst, vel? Du ligner bare det, du er – en slap snotunge i et billigt stykke tyndt, sort stof. Hvor vover du at nedgøre en af mine største helte - ikonet Batman - på denne måde? Det grænser til blasfemi?! Og hvad er det med de slappe ører – du ligner jo en kælen, hvalpet køter af en parodi på en uægte Batman! Kun Val Kilmer har gjort det ringere! Jeg brækker mig af grin.

Darth Vader


Nej, nej, nej, hvad sker der her?! Kan nogen se en forskel på narrehattekopien til højre og den ægte Sith Lord til venstre? Hvad med, at den rigtige ikke har to latterlige gennemsigtige billige plastichuller til øjnene, for helvede. Kan det være mere kikset? Hvor ser du dog totalt tåbelig og åndssvag ud, din dumme unge. Du tror nok, du er sej, men du ligner bare en klovn. Du skræmmer overhovedet ikke nogen, og med en højde på 1,40 meter og en skulderbredde som min Dobermann tør jeg godt være rebelsk nok til at hamre min hoveddør i fjæset på dig. Ja, ja, slap nu af, for fanden, han havde jo hjelm på, ikke?!

Listen kunne blive ved i det uendelige, for der er så mange eksempler. Nå, men hvordan holder du denne pøbelyngel fra døren? Simpelt! Print denne streamer, som er smart konstrueret til at blive sat sammen ende mod ende, så den passer til enhver bredde. Den skal nemlig klistres fast udenpå din hoveddør, så den skræmmer dem væk, inden de ringer på:


Desværre er skolerne blevet så ringe, at man ikke længere kan regne med, at børn er i stand til at læse. Måske kan de deltage i gruppeknus og sidde i rundkreds, men man skal sørme da heller ikke stresse dem. Så for at skræmme de lidt yngre væk, kan dette symbolalternativ anvendes:



Jeg ønsker dig en fredfyldt fastelavn!

mandag den 28. januar 2008

Balance i tingene

Klokken var 11.43, mandag middag, og jeg bevægede mig over mod kantinen. Næsten før jeg nåede hen til min afdelings stambord, mærkede jeg den særlige stemning. Samtalen, som førtes ved bordet, var en anelse ophidset og mod sædvane deltog alle ved bordet i den samme diskussion:
Sig mig, hvordan kan du egentlig mene det?”, spurgte en kollega med forargelse i stemmen.
Jamen, jeg tror ikke, det nytter noget!”, svarede den angrebne, hvorved han indkasserede en hel serie af nedladende blikke.
Du tjener da godt. Kan du slet ikke unde andre noget?”, mumlede en tredje surt mellem bidderne af madpakken.
Hvad med dig, Bitter …”, sagde den angrebne og kiggede på mig, som om jeg var en redningskrans, og han lige var faldet af Titanic, ”… hvad gav du? Du plejer jo at være så nærig.”.
Gav? Til hvad?”, spurgte jeg lettere forundret.
Ja, til Danmarks Indsamling i lørdags!?”, stemte fire af dem i kor.
Nårh!”, svarede jeg, mens jeg trak på skuldrene, og fortsatte: ”Jeg gav bare en hundredelap. Det var til en god sag, må man sige. Stakkels børn, ikke?”. Med et forstående smil begyndte jeg at sætte mig ned.

Hvornår det gik op for mig, at der var noget helt galt, ved jeg faktisk ikke. Selvom der efter ovenstående lille replikudveksling blev dødstille ved bordet, mener jeg dog ikke, at jeg fattede det, før den første tomat ramte mig. Chokket, da den ramte mig, fik mig straks til at rette mig op igen, og jeg fangede blikkene fra mine kollegaer: Ondsindede og fordømmende men samtidig håbefulde og vågne, som var deres ejere et kobbel sultne ulve, der lige havde opdaget deres bytte. Jeg kastede maden fra mig, drejede rundt og dukkede mig samtidig for den skefuld af ærter og majs, som en anden kollega havde skudt af sted mod min venstre side. I mit løb hen mod døren ud af kantinen blev jeg dog ramt af mere kasteskyts, da alle kollegaer ved bordet – undtagen den nødstedte Titanic passager – nu deltog i jagten. Heldigvis var der ikke langt til døren, som jeg fik kastet mig igennem, netop som et æble smadredes mod dørkarmen kun få centimeter fra mit hoved.

Hvordan fanden i helvede skulle jeg have vidst, at det mindste, der kunne doneres ved Danmarks Indsamling i lørdags var 150 kr?! Skide griske indsamlere!!

Men selvom jeg nu er forhadt også på mit arbejde, mærkede jeg alligevel hurtigt en tydelig forandring blandt mine kollegaer. Det var som om, de fik et nyt sammenhold, en ny ting at være enige om, nogle at pege fingre af. Der gik det op for mig, at det var vigtigt for dem at have en modpol – nogen, som ikke var god. Jeg skabte balance!

Derfor giver jeg nu en service til andre, som ikke gav. Jeg lavede følgende lille badge, som man f.eks. kan bære på arbejdet. Så gør du de gode endnu gladere, og får afløb for din egen dårlige samvittighed (som om!). Det er en god (og gratis) gerning:



fredag den 25. januar 2008

Henret Hugh Grant

Det er lørdag aften, og ”Fire bryllupper og en begravelse” er lige kørt over skærmen for 437’te gang uden hensyn til spildet af dine licenspenge, som var det naboen i sin BMW X5, der grinende lavede hjulspin på din yndlingshamster. Måske faldt du i søvn, måske drak du dig fuld, måske blev du bare irriteret. Uanset hvad, skete der lige noget, som du ikke engang opdagede. En bærende væg i dit liv fik et spark – ganske blidt, så du ikke anede det. Men summen af sparkene vil til sidst resultere i, at taget ramler ned over dig, og dit trygge liv forsvinder. For i denne film deltager en skuespiller, Hugh Grant, som ganske nøgternt set er en trussel mod alle mænd i verden – i hvert fald dem, som er i forhold.

Umiddelbart er der ikke noget truende ved det irriterende charmerende og let kluntede fjols, der med sin dialekt og sit latterlige kostskoledrengehår kan få enhver katolsk præst til at prædike med svag, skælvende stemme. Men bag facaden er det ganske nemt at se faren – bare læg mærke til, hvad din partner siger under og i cirka et par døgn efter en film med Hugh Grant. ”Åh, han er så sød!”, ”Ejj, sikke nogle søde ting, han gør”, siger hun efterfulgt af længselsfulde blikke til sexscenerne, der er akkompagneret af et 700-mands strygerorkester og fyrværkeri. For det er åbenbart Hugh Grants mission i livet at bilde pigebørn ind, at deres liv skal være som en film med Hugh Grant.

Det er en virus, som kommer ind tidligt i teenageårene, og personligt mener jeg, at det er en voldsomt ødelæggende påvirkning, der får pornografiindustriens analsex-pres på pigerne til at blegne i sammenligning. Den får pigerne til at tro, at deres livs lykke afhænger af et kæmpe hvidt bryllup, som koster det samme ud af øjnene: Sindssygt dyre kjoler, vanvittig stor fest, limousine, professionelle fotografer, 20-mands orkester, specialbyggede altre, røde løbere og slotsomgivelser. Snart er det vel også uundværligt med stupide eventmanagere, som blander sig med deres idiotisk inkompetente snylteri. Oveni købet kommer så manden, som skal være ligesom Hugh Grant uden den mindste hensyntagen til, at staklen ikke har 53 manuskriptforfattere bag sig og et uendeligt antal fraklip til at hjælpe med at sige ”lige de rigtige ting … åååh!”.

For der skeles sjovt nok på ingen måde til, at Hugh Grant – i sit virkelige liv – er sine partnere utro, når han bamser forarmede 10-dollars negerludere i beskidte taxa’er rundt omkring. Nej, hans film bliver simpelthen fundament for psykotiske vrangforestillinger om, hvordan bryllupper og livet generelt skal være. Disse vildfarelser ender til sidst i skilsmisse, for naturligvis kan ingen mand, som ikke jævnligt praktiserer fellatio, opføre sig som sådan en flødebolle. Et forsigtigt skøn placerer Hugh Grant som ansvarlig for 25 % af alle skilsmisser i de vestlige lande, for hvem er det lige, der vil have store hvide bryllupper? Kig i din omgangskreds – hvor mange mænd er der, hvis største drøm er et stort og dyrt hvidt bryllup? Lad mig gætte: Ingen. Ironisk nok er en del mænds største drøm nemlig at hugge i en sort prostitueret.

Det kræver drastisk handling. Jeg foreslår, at dødsstraffen genindføres, og at Hugh Grant simpelthen henrettes. Jeg var i Tower of London for lidt over et år siden, og da han nu engang er englænder, er det passende at gennemføre en old school halshugning med efterfølgende hoved-på-pæl præsentation foran Tower. Det får besøgstallet til at stige, mens skilsmisser og dårlige film bliver en saga blot. For at fremme processen producerede jeg en reklame, som det er ganske gratis for Tower of London at anvende, såfremt de måtte ønske det:

mandag den 21. januar 2008

Solidarisk sjov

Advarsel: Følgende indlæg indeholder eksempler på dårlig og respektløs opførsel, som ikke bør efterlignes - specielt ikke, hvis du er et fremtidigt afkom af forfatteren og ønsker at undgå en god, gammeldags kindhest. Hvis du - billedligt talt - har et kosteskaft oppe i røven, bør du nok smutte væk nu.
Når man er et fyrtårn af viden i et gråt hav af middelmådighed, behøver man ikke en fagforening. Det gør man faktisk ikke under nogen omstændigheder, og det har jeg altid vidst, men alligevel har jeg været medlem i over 12 år. Det får nu en ende.

Drillerierne fra vennerne nager mig ikke, men jeg er konsekvent uenig i alt, hvad min fagforening foretager sig. Forleden læste jeg Ekstra Bladet, og historien om fagforeningsbossernes pensioner mindede mig om, at nu skulle det være. Ikke fordi det var dråben, nej, bægeret flød skam over for mange år siden. Jeg er bare doven af natur.

Så derfor satte jeg mig omsider ned, forfattede og sendte følgende brev til HK/Danmark:




Så fik jeg da lidt sjov for de penge, selvom det er HK, der griner sidst, da jeg var dum nok til at betale til dem i så lang tid. Hvis jeg modtager andet end et standardsvar fra HK, lover jeg at poste det her. Det forventer jeg ikke. De har nok for travlt med at leje sommerhuse ud til at svare på bitre breve fra hidsige eks-medlemmer.

Som brevet i øvrigt antyder, vil jeg være medlem af en A-kasse, så jeg valgte at flytte hele skidtet fra HK, nu jeg var i gang. Hvad skulle jeg vælge? Jeg havde hørt meget godt om Kristelig Fagbevægelse, så jeg surfede til deres side og fandt deres værdier:

  • Ærlighed
  • Respekt
  • Frihed
  • Ansvar

Jeg deler alle værdier undtagen nummer to, men tre ud af fire er ikke så dårligt endda. Dog var jeg i tvivl om deres eventuelt religiøse fundament. Skal man tilhøre kristendommen og måske endda tro på Kristen, for det gør jeg ærligt talt ikke?! Det ringede jeg og spurgte om. Hør samtalen her (hvis du som alle andre i min omgangskreds har et attention span på ca. 10 sekunder og vil direkte frem til pointen, skal du hoppe frem til 2:00 i samtalen).

Som man hører i samtalen, var damen fra Kristelig Fagbevægelse meget imødekommende, venlig og hjælpsom, så jeg meldte mig umiddelbart efter ind i deres A-kasse.

Farvel, HK, det var ikke en fornøjelse.

fredag den 18. januar 2008

Wanted: Dead!

Der er mange grunde til, at jeg ikke skal se Danish Music Awards 2008, og nu er der lige kommet en mere. De nominerede er blevet offentliggjort, og som enhver med en smule kendskab til den tøsede og skabede musikindustri kunne gætte, blev Natasja nomineret til ikke færre end 5 priser, ligesom hun er nomineret i et væld af andre prisuddelinger. Som bekendt er Natasja død, så vi kan nu forvente en klæbrig masse af et DMA 2008 show med gruppeknus, krokodilletårer, elendige covers samt pinligt overdrevne sentimentale kærlighedserklæringer fra de andre nominerede.

Hold dette for øje: Natasjas musik eller evner ændrede sig ikke en tøddel af, at hendes chauffør ønskede at speeddate en lysmast på hele verdens Christiania, Jamaica. Tragisk, jovist, men giv mig 37 sekunder samt en vilkårlig udgave af Jyllands-Posten, og jeg skal finde dig indtil flere skæbner, som er endnu mere tragiske. Der er garanteret mange dødsulykker, hvor offeret ikke satte sig ind i en bil, som var ført af en Jamaicaner, der lige havde pattet en flaske hjemmebrygget rom og fem bongs, hvis individuelle rekordstørrelse havde fået selveste Bob Marley til at ryste forarget på hovedet som en gammeljomfruelig tante.

Nu skal vi se på, at kunstnerne står i kø for at tilkendegive, at de bare gerne ville have arbejdet med hende. Prisuddelerne nominerer hende på stribe ligesom de altid har gjort ved kunstnere, som tog et permanent instrumentskifte til harpe. Og jo, det er derfor, og det er både hyklerisk og kujonagtigt. Hyklerisk fordi de havde alle chancer i verden for at arbejde med hende, inden hun døde, og kujonagtigt, fordi hun nu er et sikkert kort at spille på. Man kan nemlig med rimelig stor sikkerhed forvente, at Natasja ikke dummer sig fremover – musikalsk eller menneskeligt - og derfor er hendes minde en nem platform at basere sine såkaldte gode intentioner på.

Forbrugerne er nu heller ikke meget klogere. Som den dumme flok uselvstændige trækæsler de er, køber de alt, som de hører i radioen, hvor Natasja spilles ekstra meget. Hvad kommer denne effekt af? Hendes musik er som sagt ikke blevet bedre. Er det samme effekt, som når man sidder til en fest og konstant fylder sit glas op, fordi der kun er én fustage fadøl tilbage? Uanset hvad, ryger hendes album højt op på hitlisterne, hvilket igen påvirker prisuddelerne, som bare hælder endnu mere benzin på hype-bålet. Tænk om det havde tilsvarende effekt, hvis trafikministeren og justitsministeren omkom – så kunne bilisterne og de kriminelle måske begynde at opføre sig ordentligt!

Når jeg engang i afmagt over alle andres bundløse stupiditet har hængt mig ude i laden, så lov at slette Bitter Blog og begrave mig hemmeligt under køkkenmøddingen, hvis den får så meget som ét ekstra hit. Det samme bør I gøre, hvis Klaus Rifbjerg eller andre finkulturelle personligheder (efter jeg posthumt har modtaget Nobelprisen i litteratur) grædende stiller sig op i TV og ærgrer sig over, at de ikke kontaktede mig for at medforfatte på denne blog.

For at rette op på sagen, bør prisuddelerne indføre denne nye kategori:

"Politisk korrekt præstationsuafhængig falsk tudehydelst til nyligt tragisk afdød kunstner"

... og uddele den til sidst i showet, så vi andre kan slippe for at se på det. I hvert fald os, som ikke har et voyeuristisk behov for at se de kendte begrave hende i symbolske priser krydret med følelsespornoudbrud. Ikke at jeg alligevel gider se sådan noget facadefokuseret rygklapperi under nogen omstændigheder.

Så skulle den sag vist være på plads, ja.

tirsdag den 15. januar 2008

Had til kærlighed

Det siges, at der ikke er langt mellem had og kærlighed. Det må jeg sande – i hvert fald i forhold til musik. For efterhånden over fire år siden stødte jeg på et band, som jeg hadede. Musikken var helt sindssygt ringe, men samtidig var der et eller andet, der dragede mig på samme måde som en afgrund eller en Othellolagkage kan. Jeg ramlede ind i dem igen for et år siden, og igen var jeg chokeret over det elendige musik, men tiltrækningen fortsatte ufortrødent og om muligt endnu stærkere.

Jeg er nu kommet til det punkt, hvor jeg må erklære: Jeg tog fejl! Jeg trækker alt tilbage, som jeg hidtil har sagt om dem! Jeg kommer ud af skabet og erklærer åbent, at jeg elsker Scooter! Du er muligvis ikke bekendt med dem, da de er et tysk technoband – af hardcore genren, hvad det end indebærer, for jeg ved ikke meget om techno.

Ved første ørenkast er musikken skrækkelig – det værste gang dunk-dunk man kan forestille sig spillet for 183 decibel i en sort, sænket 1998 VW Golf med tonede ruder, fartstriber og blå neonlys i Vestjylland. Men tro mig: Scooter er spildt på den slags folk. Som jeg beskrev tidligere, besidder musikken nemlig den kvalitet, at den bliver bedre, jo mere man hører den. Det er ganske modsat af, hvad man hører i radioen eller på Strøget en lørdag formiddag. Det er en kvalitet, som kendetegner god musik.

Nå, men for at give en smagsprøve på Scooter, er her videoen, jeg så den skæbnefulde aften for snart fem år siden:



Debilt!”, tænker du! Nej, begynd med at se bort fra de intetsigende og enkle tekster. Det er trods alt dansemusik, og når man som jeg kun danser alene og fuld hjemme i lejligheden på hverdage, er det aldeles ligegyldigt. Scooter demonstrerer dette direkte ved at lave volapyk tekster – med andre ord skriver de tekster på samme måde, som Jeremy Irons ifølge en fortørnet Ole Michelsen spillede i Die Hard 3 - med ironisk distance. De ligeså simple rytmer finder man også hurtigt genialiteten i – simple is beautiful.

Det interessante er, at stort set alt taler imod Scooter ved første møde. Jeg har dog indset, at de er totalt true, hvilket er en vigtig egenskab for at få adgang til mit sorte, indtørrede hjerte. At være true betyder, at man viser, hvad man er og ikke er en forpulet poser, som f.eks. Nickelback. For Scooters frontman, H.P. Baxxter, er det eksemplificeret ved at bære samme frisure i 15 år – afbleget og kortklippet. Godt nok er de fra Tyskland, hvor moden har stået stille i 20 år nu, og hvor knallerthår stadig er velset, men det kræver sin mand konsekvent at bære sådan en frisure i knap 2 årtier uden at fremstå som homoseksuel. Det er kun set én gang før - nemlig hos Biohazards bassist Billy Graziadei – selv Stig Tøfting så fimset ud med den slags hår.

Scooter baserer en stor del af musikken på samples fra KLFs musik, hvilket viser, at de respekterer og holder fast i deres rødder. Opskriften på musikken er egentlig ret fantastisk, for det handler om at sample eller stjæle musikstumper fra numre, som har et iørefaldende omkvæd, og så simpelthen peppe det hele op. Nummeret Weekend er et skoleeksempel på, hvor mesterligt Scooter behersker disciplinen:



Jeg kunne blive ved med at give eksempler men find dem selv, hvis du har mod på mere. Nogle forslag er: "Hello (Good to be Back)", "Behind the Cow", "One (Always Hardcore)", "Nessaja" og "Ramp! The Logical Song". Det er simpelthen så sejt og gennemført, at jeg må sige: Dem vil jeg være!! Jeg vil have en motorcykeljakke og alle deres CD’er, og så vil jeg til koncert med dem. Sidste gang de var i Danmark, spillede de i Skive … underligt nok, ikke?

Forresten - hvis du vil lære at danse techo, har jeg lavet en lille undervisningsvideo med "trinene", som er vist herunder:

lørdag den 12. januar 2008

Wiiiiiiii!!!

Hvorfor i alverden skulle jeg dog købe en Nintendo Wii? Jeg forsøger at finde en grund, men lige indtil dette øjeblik har min søgning været forgæves.

Nintendo Wii er kendetegnet ved, at den har en revolutionerende controller, som er sådan en aflang plasticdims, som mærker, om du bevæger den op, ned, frem eller tilbage, og derfor er den egnet til spil, hvor spilleren selv skal bevæge sig. Dette appellerer især til børn og kvinder, hvilket i sig selv forklarer, hvorfor den ikke siger mig noget. Nintendo valgte i øvrigt at kombinere revolutionen med oldgræske grafikegenskaber, så den har en opløsning på omkring 32 x 18 pixels - sådan ser det i hvert fald ud, når de der blokke hopper frem og tilbage på skærmen til lyden af hamrende irriterende børne-smølfe-agtige melodier.

Nå, men grunden til at købe er altså fundet. Så snart der foreligger en konvertering af det gode, gamle Piccolo Mouso, er jeg der med det samme!! Der kan børnene og de fleste af kvinderne i hvert fald ikke slå mig!

fredag den 11. januar 2008

Byplansdiktat

Nu vil Ceres forlade Århus, og nærmest før de meldte det ud, var byrådet i gang med at spekulere i, hvad de kan bruge grunden til. Personligt kan jeg næsten ikke forestille mig andet, end hvad køberen selv finder på. Men byrådsmedlemmer som Ango Winther fra Socialdemokratiet vil ligefrem have hævn: ”Der er ingen grund til at forgylde en virksomhed, der flytter fra byen.”. Så udfaldet bliver nok, at byrådet bestemmer, og det er fint nok, hvis man har gået og savnet Sovjetunionen.

Det er rigtig blevet et hit blandt indbyggerne i Århus at diskutere, hvad grunden skal benyttes til. Alt i alt har det givet sig udslag i en lang række tåbelige forslag, men alt overgås som sædvanligt af de latterlige AGF-fans. De hyler over, at sponsoren forsvinder fysisk fra byen, men helt ærligt, kunne det måske være holdets skyld? Det er jo ikke andet end en flok overbetalte halvhjerner, som løber rundt på en bane, selvom de påviseligt ikke er særlig gode til det. Nu hvor vi er i gang med at bestemme over andre, foreslår jeg, at AGF lukkes, og at Metallica hyres til at spille på stadion hver fredag. Spillernes løn betaler nemt udgifterne til Metallica samt øl til hele publikum - det redder så også Ceres. Og savner nogen AGF og spillerne, laver jeg gerne et lille opvarmingsshow, hvor jeg jogger dovent rundt, scorer et par selvmål og overfalder uskyldige forbipasserende.

Denne drøm bliver dog nok aldrig til virkelighed, og nu var det også Ceres-grunden, jeg ville tale om. Her er mit forslag absolut det mest optimale for alle. Betragt blot nedenstående plantegning over grunden:



Ceres-grunden benyttes hovedsageligt til P-pladser, som der er enorm mangel på. Derover genopbygges - på den meget passende valgte grønne farve – Århus’ bedste værtshus nogensinde: Paddy Go Easy!! Dermed er temaet om øl bibeholdt. For at få de røde med på planen har jeg også placeret en letbane, som kører nord, syd, øst og vest – skitseret ved den sorte stiplede linie. Dermed kan man køre ned til Paddy’s og tage letbanen hjem. Dagen efter kan man tage letbanen ind igen og hente sin bil. Livet bliver igen perfekt for århusianerne!

Som tidligere nævnt, mener jeg dog, at køberen suverænt bestemmer. Falder min plan i god smag, er min bistand til at genopbygge Paddy's tilgængelig uden omkostninger - jeg husker enhver cm2 af det værtshus. Ah, the Wild Rover!!

mandag den 7. januar 2008

Frontmen

Jeg besøgte en af mine venner forleden aften, hvor han satte hele sin hjemmebiograf i gang med at afspille musikvideoer, hvoraf de fleste var ganske udmærkede. Pludselig dukkede der dog en vederstyggelighed frem, og da jeg chokeret spurgte, hvem det dog var, svarede han:
Det er da ham … Chad!”.
Chad?”, spurgte jeg, uden at mit ansigt fortrak en mine.
Ja, Chad! Chad Kroeger fra det der band, du ved!?”, fortsatte han begejstret uden at kunne skjule sin forundring.
Nej, det ved jeg ikke.”, løj mit stenansigt, og afslørede dermed ikke, at jeg netop havde genkendt Chad, hvis navn ofte nævnes i forums på rockguderne Paradise Lost’s side, når forsangeren Nick Holmes nedgøres for at ligne ham.
Er han homo?”, spurgte jeg.

Her trækker jeg stikket ud for mine fordomme og træder et skridt tilbage. Der var nemlig engang, hvor seje frontmen rent faktisk var det, som ordet siger, nemlig: Mænd! Og som et bevis på, at alting også går ned ad bakke i musikbranchen, så lad mig tage tre eksempler – fra hver deres periode: 1970’erne, 1980-1990’erne og endelig 2000’erne.

Lemmy Kilmister



Jeg behøver knap nok skrive noget, før man ser, at han er en mand. Han drikker en flaske whisky om dagen, danser aldrig, er ugift pga. 1200 groupies (pr. juni 2006), har kæmpe vorter i ansigtet og skrev en sang, som hed: ”Killed by Death”, hvor han i videoen på sin motorcykel kører igennem vægge, slås med politi, og ender med at køre op af sin egen grav bare for at hente sin dame (og læg mærke til, hvordan han tager på hende, mens de kører). Det er simpelthen klassisk, og med al tydelighed demonstrerer han, hvordan han er et produkt af alkoholmisbrug, forældresvigt og alt det andet, som skaber mænd.

James Hetfield


Hetfield er uden tvivl en af de allerstørste frontmen nogensinde, og er samtidig den drivende kraft i Metallica, selvom alle danskere tror, det er Lars Ulrich. Tidligere tog han stoffer og drak voldsomt – dog nok ikke så meget som Lemmy – måske en halv flaske whisky om dagen. Han er nu blevet gift og er lidt mere rolig, men man aner stadig i hans tekster dæmonerne som plagede og stadig plager ham – men som også formede ham.

Chad Kroeger



Chad?? CHAD?!? Hvad helvede er det for et navn at vælge, og hvis han blev født med det, hvad helvede er det så for et navn at beholde. Han kunne lige så godt have heddet Chip, men det gør det næsten endnu værre, at han valgte en omskrivning af Krueger som efternavn, for han var bare så uhyggelig og sej i Nightmare on Elm Street filmene! Man skal jo spille heavy, ikke?! Suk …

Nå, men videoen, jeg nævnte tidligere, illustrerer glimrende Chads evner som frontman. Den hedder ”Into the Night” og er af Santana med deltagelse af Chad himself – og hvis du ellers er døv og/eller masochist, så tag og find den. Jeg kan afsløre, at videoen er som en tre minutter og enogfyrre sekunder lang L’oreal reklame, bortset fra at der er mere sminke og ringere musik. Modebranchen dikterede uden tvivl tøjvalget, og den er desuden gennem-airbrushed af hele holdet bag Jurassic Park, så hans hud fremstår perfekt i en let brun nuance. Man ser ham danse smilende rundt med sine renvaskede, lyse lokker, som dingler og hopper til musikken, som var det små alfer til lyden af panfløjte. Hvor er det dog sørgeligt!

Hvad mon Chad drikker hver dag? En liter drikkeyoghurt med ferskensmag? Og jeg vil vædde på, at hans vildeste tour-historie, er om den sindssyge morgen, hvor både han og konen vågnede med unibrow. Hvordan de sloges om at komme først ud til pincetten i badeværelset og om, hvordan de bagefter løb om kap for at komme forrest i køen til Dermalogica, hvis ellers Chad kunne blive fucking færdig på badeværelset. Føj for satan i helvede, hvor er han dog en tøs!

Hvilket band står denne Hanson-agtige mandsling så foran? Nickelback! Jeg ved ikke med jer, men når jeg slår ordet Nickelback op i mit indre øjes ordbog, står der: "En person af hankøn, som fnisende har sneget sig ud af et offentligt toilet, hvor han for lidt siden modtog en ordentlig numsetur af en anden person af hankøn!". Men så ærbare er de ikke engang, for de er simpelthen ikke andet end en bunke talentløse banjo-plinkere, som i en uendelig løkke maser den samme masseproducerede, fintæltede musikdej-masse gennem vores øregange så let, som min mor kværner vaniliekranse til jul.

Som man nok forstår, går det ned af bakke for rockmusikken, når unge mænd har Chad at se op til. Intet under at de kun ønsker sig parfume til jul og bruger flere penge på tøj end piger. Jeg spår, at med denne udvikling vil vores frontmen om 10-15 år se således ud:



Og ja, jeg så og hørte hende spille guitar i ”I Love New York” i Horsens, og mine naboer kan takke hende for, at jeg umiddelbart tilbagevendt fra koncerten satte min guitar til salg. For hvis en person som Madonna - der har haft al tid i verden - ikke formåede at lære at spille guitar bedre, kunne jeg fandeme ligeså godt give op. Nåhja, og da jeg havde solgt den til en lille fimset dreng med rige, ressource-stærke forældre, stampede jeg umiddelbart efter på den og knækkede den brutalt foran hans øjne. Ha! Så lærte han sgu’ dét – og med lidt held plantede jeg i ham et lille ondt frø, som vil vokse sig stort og skabe en ordentlig frontman en gang i fremtiden.

lørdag den 5. januar 2008

Smagfuld graffiti

Mens man bearbejder skuffelsen over at vågne i live efter nytårsfesten til et dugfriskt, ondt nyt år, kan man altid trøste sig med, at der blandt alle de unge graffitiballademagere trods alt findes tydeligvis intelligente eksemplarer med sans for det smagfulde: