tirsdag den 30. december 2008

Gudfader bevares

Så vågnede jeg igen i nat ved braget af en nytårsraket, som detonerede lige udenfor mit vindue. Sådanne hændelser vækker et bestemt forløb af følelser i mig. Først glædes jeg i troen om, at den krig, som er nødvendig, før Danmark igen bliver et fornuftigt land at leve i, endelig er gået i gang. Dernæst overvældes jeg af skuffelsen, som følger, når jeg indser, at det blot var en raket. Dog giver netop denne indsigt et spinkelt håb om, at den enorme tavshed, som følger et raketbrag, pludselig vil brydes af et øreskærende skrig af et barn, som får raketten i skallen. Som oftest ender dette tilbage ved skuffelsen. Hvorfor venter folk ikke til nytårsaften med at sende mit følelsesregister på en rutchebane-tur og samtlige stakkels kæledyr i angst-helvede?

Selvom jeg principielt synes, forbud burde forbydes, så er jeg glad for, at fyrværkeri fik en begrænset salgsperiode, så man ikke længere bruger den første og de sidste to måneder i året på at undvige kasteskytset fra irriterende idioter i sorte dynejakker. Man kan sige: I får kun lov til at købe fyrværkeri i en begrænset periode, og til gengæld må I så slå jer løs i det lammeste udvalg, der findes i verden. Alle danskere har jo prøvet at stå få minutter før midnat, nytårsaften, med en tændt cigar i kæften og forsøgt at hamre den fodboldstore krysantemumbombe ned i det forpulede 20 millimeters vandrør, som isenkræmmeren pushede til overpris, fordi han vidste, han i realiteten er den sande fyrværkerihandler, i håbet om at frembringe et brag, der overgår lyden af luft, som siver ud af en luftmadras.

For som sædvanlig i Danmark, landet hvor absolut intet sker, nogensinde, passer vi på, at ingen, koste hvad det vil, kommer til skade på nogen måde. Nu er jeg selv en af de få, som kom igennem det nåleøje af en barndom, hvor knaldfyrværkeri var tilladt. Jeps, man var så løssluppen at tillade de vanvittige, såkaldte trækkinesere, som var snore, der gav små brag, når man trak i dem. Altså kun første gang! Jeg fik også et minibrandsår på min venstre hånd lige over tommelfingeren en dag, og jeg er sikker på, at havde det været forbudt, havde Bitter Blog aldrig eksisteret, og jeg havde som alle jer andre nu stået og diskuteret med parcelhusnaboen, hvilken hæk vi skulle plante til foråret, når vores skel-strid fik en afgørelse, mens vores forsømte, tøjtede, karriere-plagede koner stod i baggrunden og ønskede, de blev taget af en rigtig mand en gang imellem. Så kunne jeg, i bedste danske hellere-længe-end-godt stil, leve til jeg blev hundredeogfire år, hvoraf de sidste sytten var med snot, savl og et tomt udtryk i mit hudcreme-mumificerede Botox-ansigt, mens sygeplejerskerne fniste af mine blufærdighedskrænkelser i deres opholdsstue under tækkeligt dække af demens. Op i røven!

Ikke nok med, at knaldfyrværkeriet er ulovligt – nu skal man oven i købet bære beskyttelsesbriller. Gudskelov er det kun socialt accepteret for børnene, for jeg mister personligt hellere synet fremfor at stå og ligne en kæmpe, skræmt, politisk korrekt, impotent idiot på nytårsaften. Mister jeg det, fortryder jeg det ikke et øjeblik. Nu er jeg blevet så gammel og lam, at jeg skal til en nytårsfest, hvor der også er inviteret børn. Jeg ved bare, hvordan alle vi voksne af forældrene tvinges til at bruge fem dyrebare minutter af vores enorme, uansvarlige branderter på at sige til ungerne, som kommer rendende med deres tøsebeskyttelse:
Nej, hvor ser du bare smart ud. Hvor er det sejt!!”, råber vi i kor, så børnene føler sig trygge ved at ligne små, dumme Bono kloner, som kan rende rundt blandt alle de andre dumme Bono kloner og indirekte være skyld i, at jeg hver eneste skide nytårsnat ender i detentionen for at uddele skaller i blind hads-psykose.

Med andre ord, er der intet at glæde sig til nytårsaften, bortset fra de få lykkelige, livsbekræftende timer, hvor alkoholen driver bevidstheden ned i en lille, sort, kasse med fastsømmet låg. Indtil denne tilstand bliver permanent, kan man dog også tænke på, at bitterheden på Bitter Blog stadig lever i næsten uformindsket styrke. Og på at Bitter Blog fortsætter i det nye år. Hvis det passer mig! Godt nytår, og ...

GUD BEVARE BITTER BLOG

søndag den 28. december 2008

Oprop!

Uprovokeret og overmandet af Vederstyggeligheder, maa vi nu gribe til utraditionelle Metoder. Det skærer os i Øjnene, at disse Ridser i Menneskehedens Billak faar Lov at optræde uhæmmet i Gader og Stræder, uden at nogen retssindig Person tør gribe ind.

Alt for længe er det blevet accepteret at lukke flere og flere ind i Gadebilledet uden nogen Form for Konsekvens uanset de Skader, som disse Ondsindetheder foraarsager i Folkets Sjæl. De faar Lov at udvikle og formere sig, selvom det var sundest for alle, om de omkom ved Fødsel eller blev forebygget inden Undfangelse.

Vær blot rolig, ædle danske Borger, for Hjælpen er nær. Vor Specialdivision af det berømte tyske Korps er nu organiseret. Vi er klar til at omringe, inddrive, indlemme og internere de Millioner af Vanskabninger, som lige nu staar for Døren, saa Dansken igen kan betragte sine rettelige Omgivelser uden utallige Fejl af sorten Pennestrøg.

Ovnene staar klare og varme, mens Laagerne klaprer i Forventningens Glæde om de Millioner af Dokumenter, som snart vil gaa op i Røg. Skolestile, Vejskilte, Chefens Mails og i særdeleshed den lange Række af forfærdelige Blogs vil blive udryddet i Retskrivningens Navn. Meld Dem som Bitter Blog under Fanen af dette Dokuments proklamerede Division, der vil genoprette Anstændigheden og Renheden i det skrevne Sprog, og som igen vil gøre det til en socialt acceptabel Handling i autistisk Vedholdenhed konstant at rette paa Venners og Families Fejlkonstruktioner:

tirsdag den 23. december 2008

Julebrev: Fattig jul

I forvandlingen af julen til et forbrugsorgie, glemte vi mange af de gode gamle traditioner og værdier, som engang gav varme i den kolde tid. En af mine foretrukne traditioner var at anskueliggøre, at der var nogen, som var fattigere end en selv, og således fornøjede man sig i familiens skød med et godt grin af disse stakler. Hvem husker ikke en gennem-hyggelig, varm, sen juleaften hvor man sad med et tæppe over sig, mæt af slik, gaver og fed mad og lyttede til bedstefars oplæsning af ”Den lille pige med svovlstikkerne”, mens man anstrengte sig for ikke med sin barnlige, uskyldige latter at overdøve hans stemme, der i forvejen skævlede af eget besvær med at undgå at knække over af grin.

Men ak, de fattige er ikke som i gamle dage, hvor man første juledag uden besvær løsnede det lille, frosne barnelig fra husmuren med sin spade, hvorefter man i kærligt juledrilleri vippede det over i naboens indkørsel, eller gemte det til nytårsaften, hvor det fik en værdig grav i toppen af hans flagstang. Nu om dage besidder de såkaldte ”fattige” ikke længere behørig underdanighed, som de på et tidspunkt erstattede med ynkelig, klynkende offermentalitet. For der er ikke nogen i Danmark, som er i ægte nød. Det med, at der ikke er råd til holde jul, giver jeg ikke meget for. For sjovt nok, når man kigger budgettet igennem hos de ”fattige”, så er der resten af året råd til Rød Cecil, Blå Thor, lyserøde Von Dutch trøjer, dvd-film med Steven Seagal og en 32 megabit internetforbindelse, hvorpå mutter spilder sit liv med at chatte på dating-hjemmesider.

Sandt nok, er der sandsynligvis ikke råd til det, julen for mange mennesker er blevet til. Men den jul er ikke den rigtige jul. Den rigtige jul handler ikke om dyre pakkekalendere og gaver, for når man selv tænker tilbage på sin egen barndoms jul, er det overhovedet ikke de stunder, man værdsætter. Det er børn naturligvis ikke i stand til at forstå, og derfor giver de deres slappe forældre dårlig samvittighed, som så ytres i sørgelige klynkerier, som man ikke engang gider lave sjov med, fordi det er så ynkeligt, at voksne mennesker ikke selv evner at tage ansvar.

Det var værre for nogle år siden, men stadig er det velset, især i de kunstneriske, venstreorienterede kredse, enten at skubbe julen helt fra sig eller at fejre den med stål-juletræ og sushi. Det hyldes som et modigt brud med den gammeldags og usmarte jul, der naturligvis ikke er noget for moderne cafe-mennesker. I virkeligheden er disse mennesker bange, fordi de i deres barndom havde forældre, som ikke gad julen med dens vigtigste ingredienser: Samværet og en svinesti af tyske marcipangrise. Enten spildte de tiden på at klynke eller på at overdænge ungerne med sindssygt kostbare gaver, som i bund og grund bare var død og ligegyldig erstatning i det tomrum, som med tiden dannede fundamentet i deres had til og frygt for julen.


Det er paradoksalt, at penge - netop i socialismen - anvendes som målestok for alt. Men det er fordi, alt andet er udryddet i lighedens tegn: Familieværdier er slettet, for hvad alle ikke har, må ingen have. Vennetjenester og familiestøtte beskattes, så alle får et ligeligt udbytte af den enkeltes personligt opbyggede relationer og ærlige arbejde. Men hvad betyder det, om din nabo køber julegaver, som er fem gange dyrere end dine? Tror du selv, du bliver lykkeligere af at få eller give dyrere gaver? Tror du selv, at det at ustandseligt udskrige din misundelse over andres materielle goder skaber lykke og velfærd iblandt dine egne? Det gør det ikke. Bitter Blog kunne skabe en overlegen hyggelig jul med et gratis Bauhaus juletræ, en salmebog fra Føtex, seks Odin pilsner på dåse, en pakke ALDI feiner Pralinen og fem stykker pap i rød og hvid.

Bitter Blog må nøjes i julen. For der er, som sagt, ingen sande fattige tilbage at mores over. Jeg har blot to fornøjelser at se frem til. Den første er, at jeg for andet år i træk slipper for at købe kærestegaver – også kendt som den civile danske mands svar på vejsidebomber. Den anden er hyggestunderne med avisernes artikler om dem, som indebrændte i julen på grund af glemte juledekorationer. Skide CO2 svin!

Glædelig, ja, glædelig jul!

lørdag den 20. december 2008

Tandlægespinning

Spændt i spandex sad der jeg
ventende på den bedste instruktør
da ind du kom, åh guder, åh nej,
en elendig erstatning det dog udgør

Af grunde uransagelige ingen aner
nægter du brugen af mikrofon
du spinner som kolibri-narkomaner
i vanvittig dedikation

Din stemme ligger nær et tandlægebor
så det fungerer ikke alligevel
det falder næppe i skidegod jord
at skrige den i syvhundred' decibel

Jeg fantaserede, uden skyggen af sorten sorgen,
at se dig døende dejse om,
at surfe på nettet kommende morgen,
og google dit lig på rotten.com

Motivationen styrtede brat med bump,
for dig var det ingen særlig sag
at smadre den sidste, sørgelige stump
af min fucking elendige lortedag!

lørdag den 13. december 2008

Langt ude i skoven

Der findes sandsynligvis ikke noget, der er mere irriterende end børn. Det skulle da lige være børn, som synger i kor. Ingen kan lide det. Ingen! Bortset fra andre børn, naturligvis, da børn mangler kvalitetssans. Til gengæld besidder de stor evne til at associere, dvs. at de føler et fællesskab, et tilhørsforhold, når de hører andre børn synge. De bliver modbydeligt glade og får lyst til at deltage – i modsætning til fornuftige og rationelle voksne, der nådeløst og uden tøven kvæler sådanne potentielt pinlige impulser med hjælp fra sunde, seksuelt frustrerede fortrængninger.

Børnenes åbenhed gør dem ekstremt modtagelige overfor påvirkninger. Kort sagt, kan man sige, at børn altid tror på tre ting:
  1. Julemanden
  2. Hvad pædagogen bildte dem ind, virkelig foregik.
  3. TV
I hvert fald det sidste faktum er Elsparefonden tydeligvis klar over. Hvis deres reklameindslag ikke allerede har ødelagt dine to øregange og krummet utallige gulvtæpper op under dine tæer, så kan du se det her:



Er det ikke dejligt at konstatere, at god, gammeldags socialistisk indoktrinering, målrettet direkte mod børns pivåbne hjerner, stadig foregår og endda i din egen stue? Bitter Blog er naturligvis ikke modstander af indoktrinering i sig selv, men det er på tide at bringe lidt balance ind i regnskabet. Da jeg ikke har millioner af skattekroner i ryggen til at producere reklameklip, der påtvinger danske småbørn mine politiske holdninger, nøjes jeg med mit eget, ensomme og piedestal-placerede talent.



Er der efterhånden noget, Bitter Blog ikke kan? Som altid, tvivler jeg!

onsdag den 10. december 2008

Helende latter

Kender du fænomenet, hvor du befinder dig i en eller anden fysisk sammenhæng, men hvor dine tanker placerer sig et helt andet sted? Hvor du tænker tilbage på en morsom hændelse, så du begynder at grine eller smile og ligne et fjols i netop den situation, du er i lige nu? Selvom det kan være pinligt, er det alligevel meget rart.

En lignende behagelig oplevelse fik jeg forleden, da jeg var på indkøb i et julepyntet Kvickly Xtra iblandt hylende og skrigende børn med inkonsekvente forældre på slæb. Alt hvad der skulle til, alt hvad jeg behøvede for at fremkalde det underholdende blik for mit indre øje, blev ekspresleveret af en tanke, der overraskende opstod på opfordring af teksten på bagsiden af en pose Coop peanuts, og som drev mig ud i en dyb, langsom og ensom latter, der ikke stoppede før lang tid efter, jeg forlod butikken, og som i processen overøste mig med forundrede blikke fra snotindklistrede, intetanende og dumme barneansigter.



Klik på billedet for at zoome ind

lørdag den 6. december 2008

Feminisme


Endnu en gang må jeg gå den lange gang til vaskemaskinen med mit sengetøj, fordi jeg vågnede med et skrig, badet i sved og med overbevisningen om, at min dyne var en kæmpe tøffel. Mareridtet var igen, at jeg enten var blevet gift eller havde fået en kæreste. Følelsen af bitter fortrydelse i drømmen, har jeg ikke kendt magen til siden dagen efter, jeg sidst drak to liter vodka til et middagsselskab med syv singlepiger.

Jeg hader feminisme. Af alle socialistiske konstruktioner er den dog den mest dobbeltmoralske og ulogiske. Og det siger fandeme godt nok ikke så lidt!! Allerede ved navnet er man galt på den: Feminisme. Det handler i hvert fald ikke om at være feminin i traditionel forstand eller om at udvikle kvindens styrker, men i stedet handler det om at være ligesom mænd. For er der noget, feminister klynker over, så er det de ting, som de efter sigende ikke kan, men som mænd åbenbart kan:

1. ”Jeg kan ikke få en karriere ligesom en mand, hvis jeg får et barn!
2. ”Hvis en mand er sammen med mange kvinder, er han en tyr, men hvis en kvinde er sammen med mange mænd, er hun en luder!
3. ”Jeg får ikke ligeså meget i løn som mine mandlige kollegaer!

Med andre ord, definerer feminister sig i forhold til, hvad mænd kan. Det kan man da kalde underkastelse. Lad os tage punkterne ét for ét:

Klynkefrase nr. 1



Denne frase illustreres nok allerbedst ved ovenstående skrækkelige nøgen-protestfotografi af Anne-Grethe Bjarup Riis. Lækkert, ikke*)? Og feministerne har helt ret: Nej, man får normalt ikke en karriere som en mand, hvis man føder børn. Hvorfor mon? Kan det være fordi, man kun er på arbejde knap tyve timer om ugen, fordi ungen er snottet og syg konstant, og når man endelig tropper op, bruger man ti timer på at google priser på bleer og rundsende kvalmefremkaldende fotografier af sit slimede afkom? Hvis man ønsker noget, som retfærdigvis kan kaldes en karriere, skal man afsætte en stor del af sin tid på arbejdet. Ja, og hvor er det dog uretfærdigt. Lad dog være med at trykke den unge ud, hvis du ønsker karrieren. Det er et valg, for helvede. Man kan ikke få alting i livet, selvom din far sikkert gav dig illusionen. Som erstatning for karrieren, har du til gengæld mindre risiko for at blive alene i alderdommen og større chance for slagsmål omkring din kiste.

Men fædrene skal tvinges til at tage halvdelen af barslen!!”, råber du dumt, mens du manisk svinger din røde fane. Nej, vælg i stedet en fader til dit barn, som selv ønsker at prioritere børnene. Men fordi kvinder netop er kvinder og tænder på at være underlegne, vælger de typisk overtatoverede idioter, som tæver dem, er utro og totalt ligeglade.

Klynkefrase nr. 2

Så du ønsker større respekt jo flere sexpartnere, du har haft? Hvilken intelligent målestok. Med mindre man lever sit liv i et fitnesscenter eller er slagtersvend i en lille landsby uden for Herning, så sker det ikke ... uanset om man er mand eller kvinde.

Klynkefrase nr. 3

... fordi, kvinder er elendige til at forhandle løn! End of story.

Alt dette var uendeligt ligegyldigt, hvis ikke det var fordi, at feministerne i sand socialistisk ånd ønsker at korrigere de påståede uretfærdigheder ved hjælp af statslige indgreb, som, af grunde jeg i tidligere indlæg ofte har fastslået, er bedre kendt som: Verdens ringeste ide. Derudover gør feministerne det til et helvede at leve sammen med kvinder. Når man bor sammen med en kvinde, er det efterhånden som at bo med en mand, bortset fra at man må undvære alle mandens gode sider såsom teknisk sans, rationel tænkning og ligegyldighed overfor grimt, gammelt og beskidt inventar. Kvinder kræver alt: Prinsessebehandling, opmærksomhed, dyre gaver og så selvfølgelig "ligestilling" - lige på nær i de nanosekunder, de peaker på en eller anden menstruations-biorytme, hvor man via telepati bør vide, at de ønsker at blive sat på plads. Er jeg den eneste, som ser den tåbelige og uudholdelige modstrid? Jeg undværer hellere, og greb endda mig selv i forleden at undersøge mulighederne for at konvertere til katolik og gå i kloster vel vidende, at de står op kl. fire om morgenen, og at jeg ser dum ud med måne.

Inden du stempler mig som kvindehader, så vid, at jeg alle gange på nær én stemte på kvinder til kommunal- og folketingsvalg, og at jeg desuden synes, at kvinder typisk er gode chefer. Især hvis de har børn, så de aldrig er der. Se, nu glatter selv Bitter Blog ud overfor kællingerne.



*) ... og Anne-Grethe: Hvis du virkelig ønsker at optræde i Vild med Dans kun iført g-streng, så mærk dig mit ord: Ladyshaver! Eller i det mindste: Hæktrimmer. Ikke fordi jeg i mandschauvinisme mener, at kvinder bør være polerede små dukker, men simpelthen fordi, det bliver kikset, hvis din partner snubler i dine pubeshår.

torsdag den 27. november 2008

Håndværk for håndværkere

Efter at have udskudt opgaven i adskillige måneder gik jeg i gang med at hænge gardiner op. Dette var til dels en respons på de klager fra mine naboer, hvis koner og døtre stod i kø foran mine vinduer om morgenen for at betragte mig smøre min mandige krop ind i fugtigheds- og brunecremer til tonerne af "It's My Life" med Bon Jovi. Egentlig opfylder jeg af princip aldrig naboers ønsker, idet de som regel udspringer af særheder, men jeg synes nu også selv, det begynder at blive lidt intimiderende, når hele nabolaget ved, jeg spiser ALDI marcipanbrød med nougatkerne til morgenmad.

Egentlig fandt jeg opgaven nem at udskyde, fordi jeg tænkte, at den kun tog femten minutter at udføre. Desuden hader jeg håndværks-opgaver, hvorom følgende i øvrigt altid gælder:
  • Det tager længere tid end forventet
  • Det skal udføres anderledes, end du gør det.
  • Du kommer til at mangle noget værktøj under udførelsen.
  • Resultatet bliver elendigt.
  • Det er ikke sjovt.
Da jeg omsider var færdig, og opgaven var "veludført", var der gået halvanden time, jeg havde boret tre forkerte huller, jeg var gennemblødt af sved, og det ene gardin faldt ned første gang, jeg forsøgte at trække det for. Så nu har jeg bare malet ruderne sorte.

Hvad er det for et land, hvor jeg er nødsaget til at leve i en lejlighed, der udefra ser ud som om, den er beboet af en seriemorderisk lak-fetichist? Hele denne situation har fået mig til at sukke efter besøg af Erik Peitersen. Jeg ved godt, at alle kvinder elsker Erik Peitersen og gerne vil giftes med ham, men det er fordi, han er charmerende, moderigtigt metroseksuel og god til håndværk, men jeg vil udelukkende have besøg af ham, så jeg kan få afløb for min vrede ved at knuse hans fingerled med min nøddeknækker. Langsomt. Først får han dog en 100-lap og et lift til frisøren, da hans latterlige lange lokker utvivlsomt ville spolere min fryd over hans smertensskrig.

Endnu et mislykket håndværker-forsøg

Det er ikke sådan, at jeg har råd til at betale en håndværker for at sætte mine gardiner op. Så vidt jeg husker, koster det ni gange så meget at betale en håndværker, som han i sidste ende får i løn efter skat. Som en konsekvens af denne geniale skattekonstruktion risikerer man at ramme de svage: Jeg har ved udførelsen af et stykke håndværks-arbejde beskadiget min boligblok så meget, at den med stor sikkerhed styrter hurtigere sammen end en boligblok, hvor der kun arbejder professionelle håndværkere. Og i min boligblok bor der også socialt udsatte. Så, S, SF og EL, nu er argumentet på plads for at fjerne topskatten, så jeg får råd til at betale en eller anden abe for at gøre det for mig. Jeg opgiver at overtale DF. Som vi alle ved, er DF for socialdemokrater, som foretrækker en fornuftigere udlændingepolitik end uddeling af velkomstpakker indeholdende en kopi af nøglen til statskassen og en saks til at klippe 14-årige pigers tøj op med, men der er endnu en væsentlig forskel: DF er socialdemokrater, som lever i den virkelige verden. De ved, at deres vælgere er dovne sociale tabere, som ikke gider arbejde og tage ansvar, hvorfor de lever af andres skat, som derfor er urørlig. Socialdemokraterne tror stadig i håbløs skyklappe-naivitet på, at de dovne rent faktisk gider arbejde, hvis de bare fik det arbejde, som de onde virksomheder nægter at give dem.

Nå, men mine gardiner bliver altså ikke sat op. Jeg droppede at ringe til en af vennerne, for de vil også have penge. Sjovt nok betaler de ikke mig, hvis jeg reinstallerer deres PC. Men det er jo, fordi jeg synes, det er skægt, ikke? Det er min hobby!! Hvor er alting omkring mig på alle måder tåbeligt skruet sammen!

lørdag den 22. november 2008

Sandhedens Time

Sandhedens Time er et program, som kører på TV3, og jeg har set hvert eneste af de ti afsnit fra ende til anden. Denne indrømmelse er i sig selv mere chokerende end alle dem, der forekommer i programmet tilsammen. For de hellige uindviede vil jeg lige forklare udsendelsens koncept: Deltagerne sad før programmet lænket til en løgnedetektor og blev stillet en række ja/nej spørgsmål, hvorpå løgnedetektorens svar blev gemt. En delmængde af disse spørgsmål stilles til deltageren igen i selve programmet. Såfremt de svarer det samme som løgnedetektoren på alle spørgsmålene, de bliver stillet, vinder de penge – jo flere "korrekte" svar, jo flere penge.

Det umiddelbart tiltrækkende ved Sandhedens Time er naturligvis håbet om at se en masse mennesker afsløre intime og pinlige sandheder om sig selv for åben skærm. Hvor fantastisk! Derved er det jo slet ikke anderledes end resten af TV3s sendeflade. Men ser man programmet med Bitter Blogs indstilling, så bliver Sandhedens Time faktisk en underholdende affære.

For det virkelig morsomme er, at man får bekræftet samtlige fordomme om socialklasse syv ved at studere disse udsendelser. Deltagerne er nemlig typisk personer med narkogæld, tvivlsom kriminel fortid eller fraskilte fattigrøve. Med andre ord: Folk, som vil gøre hvad som helst for penge. Det bliver ikke mindre skægt, når deres familie præsenteres. Deltagerne har lov til at tage en række venner eller familiemedlemmer med, og når moderen toner frem på skærmen, ser man en person, som umiddelbart inden programmet tilsyneladende tænkte: ”Hvad skal jeg dog tage på i aften? Tjah, hvorfor ikke det samme, som jeg havde på til countryaften på den lokale bodega i går!?”. Tilsæt derefter endnu et eksemplar af moderens (men sikkert ikke faderens) afkom, som til sammenligning får Mikkel Kesslers søster til at fremstå "afdæmpet sofistikeret", samt et socialt tilfælde af en veninde, som er ekstremt overvægtig og førtidspensionist. Opskriften på endnu et perfekt afsnit af Sandhedens Time er hermed gennemført.

Producenterne af programmet gør nu følgende: De optager af hver deltager seks sekvenser, hvori deres ansigtsudtryk afspejler en af følgende følelser: Glad, sur, overrasket, forarget, sønderknust og ligeglad. Dette kan nu bruges i klipningen af programmet til at få deltagerne til at reagere, som producenterne ønsker, og der er i hvert fald ingen seere, der opdager, at de præsenteres for nøjagtig det samme følelsesklip af den samme deltager adskillige gange i løbet af afsnittet. Tak, TV3, for på denne måde at fornærme jeres seere i tillæg til den ydmygelse, titlen leverer i sig selv.

Jeg forstår dog producenterne, da de intet valg har. Sandheden er nemlig, at der i de ti afsnit, som hidtil er blevet sendt, ikke har været ét eneste overraskende svar på et spørgsmål. Til dels skyldes dette formuleringen af spørgsmålene, som i de fleste tilfælde får os, som kom igennem 80’erne ved at se "Advokaterne", til automatisk at rejse os op og råbe: ”Objection, your Honour, he’s leading the witness!!!”. Spørgsmål såsom:

Har du nogensinde vågnet våd i skrævet og fordrukken i en detentionscelle i Århus, efter at have været i byen med Simon Spies, fordi du var morgenbolledame?

… kan man ikke svare nej til. For hvorfor skulle de ellers stille det? En anelse mere snedigt spørgsmål kunne være:

Lyver du for dine venner?

… som kun folk uden venner kan svare nej på. Og helt ærligt. At folk fra den socialklasse, som normalt optræder i programmet, har deltaget i filmede sex-femkanter, som involverede venindens Old English Sheepdog overrasker virkelig ingen. Who cares? Ingen! Og det er nok derfor, de gerne stiller op i programmet. Heldigvis stiller TV3 de sidste spørgsmål så vagt, at de fleste dumper ud med et ydmygende hult drøn og næsten ingen penge efter at have stået offentligt frem med deres ”hemmeligheder”. I virkeligheden er dette den sande kvalitet ved programmet: Fryden, når tabertumpen opdager, at han ikke var klogere end TV3s producenter. Det er så skideskægt. Især fordi der umiddelbart efter kommer endnu en deltager, som er ligeså selvsikker og overbevist om, at han er smartere end producenterne, som den forrige var for tredive minutter siden. De dumme lærer aldrig.

Værten Lars Hjortshøj er virkelig sunket dybere end Casper Christensen med sidstnævntes værtsrolle i ”Deal, no deal.”, og her er et par spørgsmål, som Bitter Blog med krydsede knæ måtte være nødsaget til at svare ”ja” til, hvis Lars stillede dem:

Mener du, at jeg er en middelmådig og egentlig ret usympatisk komiker, som slet ikke fortjener min succes?

Synes du, mine briller er latterlige?

Finder du det underholdende, at mennesker med lavere intelligens end dig selv ydmyges på TV, hvis det er deres eget valg?

Er du flov over at have set alle afsnit af ’Sandhedens Time’?

Send endelig flere spørgsmål til min e-mail adresse, og jeg svarer på dem, hvis det passer mig.

tirsdag den 18. november 2008

Vindertyper

Konkurrence-genet: Jeg ejer det ikke. Dette er naturligvis ikke et problem for mig, idet jeg ikke er konkurrenceminded, og derfor misunder jeg ingen egenskaberne, dette gen giver. Og da slet ikke, når jeg observerer typerne, som besidder det, og anvender det til tåbelige formål frem for noget nyttigt såsom at skabe virksomheder eller skrive bitre blogs.

For at vedligeholde min græske gudekrop dyrker jeg meget motion, som for en stor dels vedkommende er holdtræning. Min sekundære motivation for at komme til holdtræning er selvsagt ikke det sociale, da jeg ikke gider tale med tabere, der dyrker sport, og som ikke har kapacitet til at opbevare andet i hovedet. Nej, det er selvfølgelig for at more mig over de konkurrence-aber, som dukker op til holdtræningen for at bevise, at de er bedre end andre, uanset hvem dette måtte være.

Lad mig begynde med at beskrive den typiske situation: Træneren mener, vi skal løbe noget spurt, så vi deles op i tre hold: Et for de øvede løbere, et for middelgode løbere og et for dem, der burde være født som søpølser. Jeg og de få andre, der er til stede for at få det optimale ud af motionen, frem for at savle over de kvindelige deltagere, vælger hold efter vores niveau. I denne situation optræder nu to personer, som jeg vil beskrive i de følgende afsnit: Den midaldrende og indvandreren.

Den midaldrende er en mand i begyndelsen af 40’erne, som har en hårlinie, man ikke længere kan kalde vigende, idet den ikke kommer længere tilbage, uden vi bevæger os over i Voldborg/RoboCop frisure. Han er usædvanlig overfrisk og dermed irriterende i de belastende pauser i træningen, som folk har tendens til at anvende til ligegyldig social interaktion. Han bærer bling til træningen, og selvom det nemt deduceres fra det blege mærke på hans ene finger, fortæller han, at han netop er blevet skilt. Konkurrenceevnen ved vi, han besidder, da han er professionel brugsuddeler.

Den midaldrende stiller sig som den første op på holdet af øvede løbere, selvom han ikke har løbet, siden han deltog i et maratonløb mod Berlinmuren. Fløjten lyder, og han farer af sted med armene flagrende i store cirkler, så han ligner en blanding af en vindmølle i en orkan og en lettende gås. Det lykkes ham mirakuløst at følge med de andre løbere i netop ti sekunder, før han falder voldsomt bagud. Hvad, han ikke fatter, er, at han skulle have sparet energi til de resterende 110 sekunders spurt plus energi til de andre øvelser, som foregår på de hold, som ikke løber. Men af en eller anden grund, som jeg aldrig har forstået, er det for konkurrencemennesket ikke nødvendigt at deltage i disse ”pause-øvelser”, og derfor anvender den midaldrende da også lejligheden til at ligge og efterligne en strandet dybhavskrabbe, der kridhvid i hovedet forsøger at spille sækkepibe efter at have røget cigar for første gang, så han 240 sekunder senere har kræfter nok til at tabe endnu en gang på det øvede løbehold.

Som sagt er der også blandt konkurrencetyperne den veltrænede indvandrer i 30'erne, hvis tatoveringer med barske street-udsagn er så dårligt stavede, at der ville være større chance for at finde et forståeligt ord på ham, hvis man åbnede en pose lakridsbogstaver og kylede indholdet ud over hans svedtilklistrede krop. Under udvælgelsen til løbehold, lykkes det ham at gemme sig for træneren, som var sidstnævnte en politibetjent på pusherjagt, samtidig med, at han holder et fast greb i sin 16-årige usikre, blege kæreste med silikonebrysterne, så de begge kan komme på holdet for de dårligste løbere.

Når det bliver det ringeste holds tur til at løbe, og de seksten liter sved fra den midaldrende er tørret op, løber indvandreren spurten på en tid, så man skulle tro, at førstepræmien var en sænket BMW, og slår selvsagt de andre på holdet, der udover hans kalveknæede kæreste også tæller to hjerneskadede siamesiske tvillinger og Jason Watt. Dette afholder ham dog ikke fra at tage T-shirten af og spankulere forbi taberne med en overlegen mine, mens han kaster håndtegn og modtager begejstrede hvin og klapsalver fra sin lyshårede træningsmåtte af et påhæng.

Ovenstående hændelser gentager sig hver eneste gang til træningen, og ærlig talt, så ved jeg efterhånden ikke, om jeg skal begynde at græde i stedet for at grine. Hvor er vindere dog af og til nogle tabere!

fredag den 14. november 2008

Kan De lide østers?

Jeg hader Eddie Vedder ubetinget. Forleden aften kom jeg til at slå over på MTV, hvor der var et program, som hed Storytellers. Jaja, men der var Metallica dagen før, og så vender man naturligvis tilbage. For dig, der ikke ved det, er Eddie Vedder forsanger i et band, som hedder Pearl Jam. Et navn, som de garanteret fandt på i en hashrus, fordi de syntes, det lød sådan lidt sofistikeret og syret på samme tid. Hvis man undersøger, hvad perler er, finder man dog ud af, at det er størknet sekret fra østers, så Pearl Jam er altså en slags marmelade af kropssekreter. Personligt vil jeg hellere spise en marmelade, som er kogt på amputerede savlkirtler fra Mimi Jacobsens lamme mundvige, end at høre mere på Eddie Vedder’s hippier-med-badges-plinker-akustisk-guitar-for-at-tiltrække-piger band.

Nå, men Storytellers er åbenbart et program med en slags koncert, hvor bandet får lov til at ævle løs mellem numrene. Som om det ikke er demoraliserende nok at høre på Eddie Vedders pubertære tekster, udsættes man således for hans latterlige venstredrejede holdninger vævet ind i tåbelige pseudo-intellektuelle samfundsanalogier og lommepsykologibetragtninger. For eksempel laver han en sammenligning mellem USA's befolkning med dens republikanske ledelse og et parforhold med en voldelig partner. Det er dybt! Imens han viderebringer denne betragtning tårevædet i sin uhyggelige offermentalitet, zoomer kameraet ind på en af hans unge kvindelige fans blandt publikum, der står som tryllebundet af Eddies ånds-uendelighed, og man hører nærmest hendes tanker, imens hun nikker: ”Det er bare det mest fantastiske, jeg nogensinde har hørt! Er der ingen grænser for denne mands genialitet. Og hvor vil jeg dog gerne sluge hans sekreter.

I det hele taget fatter jeg ikke, at kunstnere gider stille op til sådan et cirkus. De kan kun være drevet af medieliderlighed, for hvor må det dog være fattigt at være konfronteret med et publikum, som betingelsesløst falder dumt på røven i begejstring over enhver triviel bevægelse, ens krop laver. Et andet eksempel på lignende reaktioner er MTVs Unplugged optagelse af Nirvana. Her reagerede publikum på samme måde; Ethvert lille udbrud fra Kurt Cobain fremprovokerede enten latterbrøl eller klapsalver fra det overivrigt pleasende publikum, som inden koncerten garanteret aldrig havde hørt om Nirvana, men som i kynisk selvpromovering var klar over, at det var hip. Man ser tydeligt, hvor meget manden hadede dem. Intet under han blæste knoppen af sig selv umiddelbart efter denne koncert. Jeg havde dog gjort det midt under den tæerkrummende seance.

Men Eddie elsker det tydeligvis. Mellem tilsviningerne af sit publikum, hvor han gør nar af deres staveevner (hvad kan man forvente af 13-årige piger), og hvor han i ly af en joke beder republikanske fans ”to fuck off!!”, slæbes man igennem en endeløs række af dødfødte sange ligsminket med hans ufatteligt irriterende vibrato-sopran stemme, der får ham til at lyde som en korpige, man prikker i solar plexus fire gange i sekundet. Det er et held, at der var dødsfald ved Pearl Jam koncerten på Roskilde Festival, for så er vi sikre på ikke at se dem igen. Stod jeg i en mængde af 60.000 mennesker og ikke kunne komme nogen vegne med udsigt til to timers Pearl Jam, så trampede jeg fandeme også mig selv ihjel.

I det hele taget er kunstnere, som insisterer på at udtale sig politisk, møgirriterende. Mest fordi de har brugt hele deres liv på at spille mandolin eller hoppe rundt på en scene i gymnastikdragt, hvilket altså ikke giver den fantastiske indsigt i livet, som alle åbenbart tror. Det er naturligt, de fleste er venstreorienterede; Når ens ideologi ikke fungerer i virkeligheden, må man jo lege den på en scene. Det er blandt andet derfor, der findes rollespil. Så få dog et rigtigt arbejde!

Bitter Blog opretter i forbindelse med dette indlæg en Facebook gruppe for kunstforbrugere, som er trætte af den evige politisering. Klik på billedet for at gå til gruppen:

fredag den 7. november 2008

Frelseren

… os er i dag en frelser fød. Halleluja halleluja!”. Jeps, jeg troede også først, det var om syvogfyrre dage, men åbenbart skete det forleden dag. Jeg har før talt om dette fænomen, men Bitter Blog er ikke for fin til at gentage sig selv i en uendelighed, især når det handler om Barack Obama. Det gør alle andre jo.

Det centrale emne i dette indlæg er mediernes usandsynligt enøjede dækning af valgkampen. De manglede bare en kyklop, der var døv på højre øre, som kommentator. I løbet af de seneste to måneder hørte jeg i danske medier én god ting om John McCain. Én! Og det var, at han var den, som folk helst ville ”drikke en øl med” af de to kandidater. Nyheden blev umiddelbart efterfulgt af et indslag om, at John McCain muligvis er alkoholiker og slagsbror.

Der er to ting galt med dette billede: Licens og stupide danskere. Nok kan jeg kapere en nyhedsstrøm, som ville få Goebbels til at udbryde ”aaaaaaarrrrrrrrrrrr … !!?!”, især når den er ligeså grinagtigt gennemskuelig som det fastelavnskostume, du købte til dit barn i BR, fordi du er så dårlig og uduelig en forælder, du ikke gad kreere et originalt et selv. Men det grænser simpelthen til bedrageri, at man tvinges til at betale licens for så ringe og farvet en dækning. Derover skal man leve med irriterende Obama-er-god-de-andre-er-onde skrigende medborgere, som ikke er i stand til at tænke selv, og som derfor lader det store, sorte, flade gøre det for dem.

Der er f.eks. et par pointer omkring valget, som blev totalt ignoreret af den tydelige grund, at man holder med en bestemt side:
  • Obama vandt på en kampagne, som var voldsomt dyrere end McCains. Da Bush med hjælp fra et større budget vandt over Kerry, blev dette stærkt kritiseret.
  • Obama fik 53 % af stemmerne, McCain fik 47 %. Men tallet som fremhæves er valgmandsstemmerne (338 mod 156) og dermed gives illusionen af en jordskredssejr ved brug tal fra et valgsystem, som blev dømt udemokratisk af selv samme medier under Bush mod Gore.
  • Selvom der igen var problemer med valgmaskiner i USA, opstod der ingen tvivl om Obamas sejr. Det er åbenbart kun republikanere, der er onde nok til at svindle.
  • Økonomisk set er det sandsynligvis en ulempe for Danmark, at en demokrat bliver præsident, idet de har tendens til protektionisme. Obama er imod frihandel. Men okay, vi er vant til at blive reddet af staten, når vi foretager potentielt uheldige økonomiske valg.
  • På trods af, at der ofte antydedes at Bush drag fordel af (og endda arrangerede) 9/11, ignoreres det nu totalt, at Obama tog til Hawaii for at kvæle sin bedstemor med egne hænder, gemme liget til dagen før valget, hvorefter han trak hende frem og påstod, hun netop var gået bort, for at få sympatistemmer.
Ens øjne foretager dog endnu et rul mod himlen, når man ser de røde politikere falde over hinanden i begejstring over valget af Obama, som de åbenbart ønsker at se som et spejlbillede af sig selv. I Århus har vi en borgmester, den lettere slimede Nicolai Wammen, hvis kanon også er gået i bukserne over Obama, men bortset fra, at begge herrer er glattere end elektriske ål i glidecreme, har de ikke meget tilfælles. Må man minde om, at Demokraterne er Venstres søsterparti og at Republikanerne er de Konservatives. Fik vi i Danmark Obama som statsminister i stedet for Fogh, ville det være en større lykke for mig end at se Glistrup som socialminister.

Hele dette reaktionsmønster er intet andet end simpel fysik: Bush var for meget for mange, så derfor blev en modpol valgt. Ligesom et pendul svinger det om en årrække tilbage, selvom vi næppe får så god en præsident som Bush igen. Indtil da står jeg - som der i skrivende stund står i Bitter Blogs header - bag Obama. Det er simpelthen for farligt at stå foran ham! Bag ham burde være sikkert nok, med mindre den svagtbegavede KKK-mand er dum nok til at bruge helkappet ammunition.

fredag den 24. oktober 2008

Til lykke, Bitter Blog


I dag har Bitter Blog et års fødselsdag. I den glædelige anledning byder Bitter Blog med nærmest radikal medieliderlighed velkommen til et selvhøjtideligt og -smagende indlæg, hvor der kigges tilbage på det helt utroligt fantastiske første år for Danmarks bedste blog. Lykønskninger og gaver vil uden tvivl vælte ind i løbet af dagen, så lad os komme i gang ...

Lad os tage et kig på Bitter Blogs logo, som præger alle sider og mange af de billeder, som ligger rundt omkring på bloggen. Logoet forestiller to B’er, som står med ryggen til hinanden. På tværs af denne figur ligger en siksakket linie, som symboliserer bitterheden. Hele logoet er drejet femogfyrre grader mod uret. Det første logo så således ud:



… men det blev i løbet af året – omkring d. 27. maj – skiftet ud med en 3d version. Udover den ekstra dimension er der som udgangspunkt ingen forskel på de to logoer. En bekendt af Bitter Blogs forfatter kaldte det ”en rådden bønne”, hvilket egentlig er en meget passende beskrivelse.

Den 21. november 2007 - knap en måned efter Bitter Blogs fødsel - var forfatteren bag så overbevist om, at der var masser af indlæg på vej, at han registrerede domænet bitterblog.dk. Indtil da kunne Bitter Blog nås via http://denbitre.blogspot.com, som selvfølgelig også virker endnu.

Facts om Bitter Blog
  • Bitter Blog blev dannet i et øjebliks indskydelse uden forudgående overvejelser, da forfatteren læste om Tor Nørretranders i avisen.
  • En af Bitter Blogs faste læsere befinder sig dagligt tættere på forfatteren, end læseren forestiller sig.
  • Bitter Blogs forfatter havde en kæreste, som ikke kunne udstå Bitter Blog.
  • Der er i snit kommet én ny fast læser pr. indlæg.
  • Bitter Blog har afvist én kommentar.
  • Alt indhold på Bitter Blog laves af forfatteren selv.
  • Bitter Blog appellerer åbenbart til både kvinder og venstreorienterede, hvilket bestemt ikke var ventet.
  • To læsere og kommentatorer på Bitter Blog er af og til, sandsynligvis uden de er klar over det, på spinninghold med forfatteren.
  • Bitter Blog blev nævnt i en artikel på bt.dk, som omhandlede Danmarks sjoveste hjemmesider.
  • Bitter Blog har indtjent den fyrstelige sum af 104,83 $ på reklamer. Hvilket naturligvis reduceres til omkring 37 $, når skattefar kommer forbi.
  • Den første eksterne side, som linkede til Bitter Blog, var dubqnp.
Lidt statistik

På det første år blev det til 109 indlæg, hvilket svarer til lidt over ét hver tredje dag. Så mange bliver det ikke til i de kommende år.



De ti mest læste sider på Bitter Blog er:
  1. Usund motion
  2. Gratis amatør porno med hardcore sex (Der er ufatteligt mange, som klikker på linket i første sætning ... !!)
  3. Rigtige pædagoger
  4. Så er der havefest ...
  5. Narrehatte
  6. Amerikanske tilstande
  7. Bitter Blog er Bedste Blog
  8. Den Store Dag
  9. Er du psykopat? Tag testen!
  10. Vi er ikke alle lige ...
De ti mest anvendte tags (udover humor og sjov, som optræder i alle indlæg):
  1. socialisme
  2. børn
  3. politik
  4. kendte
  5. danskere
  6. kvinder
  7. musik
  8. dumhed
  9. mænd
  10. seksualitet
De besøgende på geografisk fordeling


Af alle besøgende vender cirka 43 % tilbage til Bitter Blog.

mandag den 20. oktober 2008

Analoge snobber

Lad os stoppe slagsmålet med det samme: LP’er har en bedre lydkvalitet end CD’er. Inden du som vinylentusiast fejrer sejren, så lad mig lige tale færdig: … du kan bare ikke høre det! Så med mindre du spiller musik for at underholde dine kæledyr – hvilket jeg i øvrigt mistænker de fleste vinylfanatikere for, da deres musik ikke kræver meget mere end en skildpaddes spitz gefühl for at lytte til – så er det ekstra frekvensrum spildt.

LP tilbedere er naturligvis resistente overfor rationelle argumenter, men selvom det ikke er umuligt, at der findes en lille brøkdel af menneskeheden, som er i stand til at høre forskel, så er de pick-up fascinerede tumper, jeg kender, bestemt ikke en del af den. Efter at have brugt en halv BMW på en high-end pladespiller, alt imens konen og børnene må køre rundt i en livsfarlig, bundrådden Lada, tvinges man til at høre den påståede forskel mellem LP og CD hos fjolset, der som sædvanlig stinker af rådden mælk ud af munden, fordi han også tror, han kan smage ypperlighed i fine franske oste. *)

Men jeg må erkende, at forskellen er der: CD’en overbringer på ingen måde følelsen af, at man kører hundredeogtres på en motorvej med ujævne fartbump mens fem kaminer af slotsstørrelse knitrer om kap på bagsædet. ”Men det er atmosfæren …”, forsøger kvajet sig, ”.. for CD lyden er så kold og hård!”. Hvis der er noget, jeg hader mere end forstokket og indbildt overbevisning, så er det infantil angst for det ukendte. Personen aner ikke et klap om teknologi eller naturvidenskab, men han så engang en film, hvor computere overtog verden, hvorefter hans faste overbevisning blev, at enhver CD-afspiller er med i komplottet om at udradere menneskeheden. Jeg begynder så småt at holde med computerne.

Desperat griber hatten til sit sidste og sjovt nok eneste fornuftige argument: Størrelsen på coveret. Det er fair nok, at man ikke ligefrem behøver en lup til at se detaljer på coveret, men at anvende en overflade på størrelse med et biograflærred er nu nok lidt i overkanten. Det hele drejer sig nemlig om fortid: LP’erne er fra dengang, entusiasten stadig var ung og alle oplevelser gav større indtryk, alting smagte bedre og måske var han midt i den første ungdomsforelskelse med de endorfinmængder, som kun er fysisk muligt i ungdomsårene. Derfor minder LP-lyden om dengang, fordi det er en kobling af høresans til følelser og minder. Selvom det har subjektiv og lettere ynkelig værdi for visse personer, så kom ikke og påstå, at det er en objektiv kvalitet ved LP’er overfor CD’er. Heller ikke selvom det får dig til at føle dig hævet over alle andre.

Faktisk er jeg selv så gammel, at jeg har ejet LP’er. Det var da også et fedt medie, specielt hvis man holdte af at gøre rent. Vedligeholdelsesindsatsen nærmede sig vel Grauballemandens og varmen fra blot et par sekunders sollys transformerede den sorte, flade skive til noget, der lignede en præstekrave. Når man satte musik på, tog pickuppen sig en tur, så man mindedes Tivoliturene, hvor man kiggede hypnotiseret på Piratskibenes kvalmende bølgeture. Sidst, men ikke mindst, genererede min pladespiller så meget statisk elektricitet, at den tiltrak alle ballonerne fra naboens børnefødselsdag og fik min mormors langhårede Chihuahua til at ligne et pindsvin. Hvilket ikke var særlig praktisk, når jeg havde en stående ordre fra min græsplænepsykotiske far om at aflive dem med en rusten spade.

Bitter Blog elsker dog alle sine læsere og har derfor en udvej for de grammofonpladetåber, som en dag ser sig tvunget til at købe musik på et digitalt medie. Til fri download er her en lydfil med støjen fra en grammofonplade, som nemt kan mixes ind over den krystalklare, perfekte lyd fra en CD. Bitter Blog producerede naturligvis også et eksempel på en sådan grammofoniseret sang.

CD-mediets uforgængelighed er overdrevet, men den er trods alt at foretrække over et medie, som overgår til flydende form, hver gang Anne Lindfjeld toner frem på TV-skærmen. Så indse dog, at det er slut! Endelig kan vi nedrive pladeforretningerne i midtbyen, hvor de ligger i vejen for nyopmalede parkeringspladser. Der er heller ikke brug for dem, når CD’erne forsvinder. Personligt vil jeg begræde tabet af albummet som et kunstnerisk begreb, enhed og helhed, selvom det endegyldigt afliver popkunstnerne med deres ene hit og ti hjernelamme fillers. Men sådan er det at være en sentimental gammel nar.



*) En sand historie: Omtalte person udsatte jeg for en blindtest på Las Cola overfor Coca-Cola og cuvettesteg overfor oksemørbrad. Han var ikke i stand til at smage forskel på trods af, at han selvfølgelig forudså, han kunne. Dette viser med al tydelighed, at hans fintfølende sanser var fuldt på højde med en nyligt hjernedøds.

torsdag den 16. oktober 2008

Sælgere

I modsætning til hvad de fleste tror, er Janteloven en yderst effektiv foranstaltning. Den beskytter os mod irriterende personager, som tror, de er noget. Det første bud i loven lyder:
Du skal ikke tro, du er noget.
En mere kluntet formulering, som dog gør Janteloven næsten perfekt, er:
Du skal ikke tro, du er noget, med mindre du ved, du er det.
Forskellen er, at man nu kun udpeger dem, som blot tror, de er noget uden i virkeligheden at være det. Størstedelen af disse personer er sælgere. Hvis man slår sælger op i ordbogen, får man:
sælger sb., -en, -e, bf. pl. sælgerne: Betegnelse for en stilling, som kræver absolut fravær af faglige og menneskelige kompetencer.
Det er umuligt at finde mere utroværdige mennesker end sælgere. Deres værste egenskab er, at de tjener mange flere penge end de fleste andre, uden at de producerer noget som helst. For hvad er en sælger? Intet mere end opportunistiske, hastigt fordampede bindeled mellem forbrugere og varer, som tomt rum mellem meningsfyldte øjeblikke. Med andre ord: Overflødigt, uønsket fyld og dødt bindevæv.

Har man arbejdet sammen med sælgere, ved man, at gøremål såsom at lave kaffe, rydde op eller anvende toiletbørste simpelthen er for trivielle for disse vigtige medarbejdere. De stjæler i kantinen og er uærlige, egoistiske igler, som giver de frie markedskræfter et dårligt ry. Hvis der nogensinde var et argument for at vælge socialisme frem for liberalisme, så var det sælgere. Eller muligheden for at internere religiøse minoriteter og politiske modstandere, selvfølgelig. Sælgere jager og pynter sig med overfladiskheder, som for en kort stund kan skjule den endimensionelle personlighed. Sælg, sælg, sælg, uanset hvad, og uanset, hvem der trædes på i processen. Provenue er alt, og grådigheden efter selv den usleste mammon giver det føromtalte dårlige ry. De tænker kortsigtet, kun på sig selv og skifter derfor typisk politisk ståsted i magre tider til Socialdemokraterne, hvor det er helt accepteret og normalt at være en enøjet snylter.

Er du nogensinde blevet inviteret til fest hos en sælger? Når du spørger, hvem der ellers kommer, råber han først ”Det bliver KANOOOOOOOON, mand!!” - imens al hans bling og de smarte, alt for store flipper på hawaiiskjorten hopper som sindssyge fjedre - hvorefter han påstår, at der kommer mindst hundrede personer, hvoraf firs procent er kvindelige fotomodeller. Når du så dukker op, sidder der tre grimme, bebumsede, men desværre mandlige sælgere i tyverne, som bare venter på en mulighed for at tage dine øl, fordi ”deres dankort altså lige blev spærret”. Ikke, at det gør værten flov. Nej, han er skam overfrisk som altid.

Ejendomsmæglere er en specielt belastende underkategori af sælgere. Heldigvis kan man håbe på, at finanskrisen driver de allermest grådigt uduelige til at hænge sig i deres grimme slips, men tilbage står stadig de irriterende amatør-ejendomsmæglere. Hvis jeg bare én gang mere skal lytte på en gruppe mænd i fyrrene, der meget alvorligt, selvhøjtideligt og indbyrdes nikkende diskuterer friværdi og ejendomspriser i vrangforestillingen om, at de har bare den mindste, fjerneste ide om, hvad de udtaler sig om, så hælder jeg afløbsrens i ørerne. Økonomisk sparken-til-dæk er om muligt endnu mere belastende og tåkrummende end sin automobile tvilling.

Jeg havde engang en chef, som også var salgschef. Udover det groteske i, at han ikke fyrede mig, første gang han mødte mig, hvor han overraskede mig i at se billeder af en bulldog, som uddelte blowjobs, så var han bare en kæmpe nar. Da jeg sagde op, blev jeg kaldt ind på hans kontor, hvor han fremviste mig en seddel ledsaget af et overlegent ”Bare skriv dit beløb!”. Jeg svarede ham, at det i dette tilfælde ikke var lønnen, som var motivation for mig, hvorefter han betragtede mig intenst gennem sit dyre og derfor overordentligt grimme brillestel og sagde: ”Alle er til salg for penge. Alle har et beløb. Hvad er dit?”. Lige indtil dét øjeblik overvejede jeg rent faktisk at blive i firmaet. ”Sig mig, ligner jeg din datter?”, svarede jeg. Næsten en true story.

søndag den 12. oktober 2008

Statskontrol

Jeg hader kontrol. Især fra statens side. I de sidste 30-40 år er der kommet mere og mere af den. Hvad jeg hader endnu mere, er kontrol af ting, der alligevel ikke lader sig styre. At man alligevel forsøger at indføre en kontrol, bunder i, at vi har det alt, alt for godt, og derfor bliver vi skrækslagne for ulykker i selv den mest almindelige adfærd. Danmark trænger til en krig! Ikke som i Afghanistan eller i Irak, men en, som foregår i de danske gader! Med lig til alle sider, så det føles som mosh-pitten ved en Cradle of Filth koncert. Så kunne vi måske lære det.

Jeg sad i min bil og hørte P1, fordi jeg bliver idiot af at høre på jeres åndssvage, barnagtige og frem for alt kortsigtede musiksmag, som gennemsyrer og dominerer samtlige andre kanaler. Nu er jeg socialdemokratisk opdraget og ved, at Statsradiofonien aldrig lyver, hvorved overbringelsen af nyheden om, at private PC'er nu skal gennem periodisk syn, var direkte skyld i, at jeg kørte ind i kvinden med de syv tvillingebarnevogne. Indtagelsen af adskillige Stout-øl fra ALDI, bitterhed og ophidsede diskussioner om børnepenge på arbejdet tidligere på dagen havde i hvert fald intet med det at gøre.

Så vidt jeg forstår, vil Teknologirådet anbefale, at politikere vedtager periodisk syn af private PC'er ved, at et online check verificerer, at der er installeret ”viruskontrol og firewall” samt ”korrekt opdateret software”. Hvordan ”periodisk” kommer ind i løsningen, må guderne vide. Hvor må det dog være en flok åndsamøber, der sidder i det råd. Der findes tusinder af måder at konfigurere en PC på, som kan betegnes ”korrekt” fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt. Men man ved jo bare, hvordan det offentliges sædvanlige inkompetence vil indsnævre ”korrekt” til: Standard installation af Windows Vista. Ellers er der ingen chance i helvede for, at de idioter til bebrillede, fuglebrystede datamatiker-administratorer med rygrade formet som 5-taller, uanset hvilken vinkel de betragtes fra, som det offentlige med lidt held kan få til at sove ubekvemt på sine hypermoderne, ergonomiske kontorstole mellem 10 og 15, vil fatte en rådden makrel af noget som helst.

Sagen er, at disse formynderiske foranstaltninger udelukkende går ud over de ærlige brugere. De uærlige kommer igennem alligevel, og hvis de fanges, betaler det offentlige i forvejen millioner til humanistiske advokater for et retsligt forsvar. Det virkelige problem er, at sikkerhed i forbindelse med internettet kræver noget, som de færreste mennesker besidder: Omtanke. Går du måske i Brugsen og handler med alle dine penge slæbende efter dig i en fiskesnøre? Eller skriver du lumre kærestebreve på postkort? Lær dog at begå dig i det miljø, du befinder dig i! Åh nej, dog, det kræver, at du tager et ansvar!? Eller … *gisp* … sætter dig ind i sagerne!!! Kan kommunen da ikke gøre det for dig??!

Grunden til, at det lykkes at indføre al den ligegyldige kontrol, er, at folk generelt er ufatteligt uvidende og dovne. Hvad med periodisk syn af biler? ”Nu går han da helt amok!”, tænker du med din grimme frømund gabende åben, ”Periodisk bilsyn er da grundpillen i trafiksikkerheden. Det ved enhver da!!”. Igen tager du fejl! Prøv at finde bare én fucking undersøgelse, som viser, at tekniske fejl ved biler er skyld i ulykker. Selv de mest bilisthadende, rødt bestilte undersøgelser tør ikke engang lyve tallet op til ti procent, og norske undersøgelser siger endda nul komma nul! Bilsyn er blot endnu en skat. Skylden ligger som altid ved dig bag rettet, kære uopmærksomme bilist! Med mindre du hører P1, mens du kører, naturligvis.

onsdag den 8. oktober 2008

Grydehår

Enhver, der har læst Bitter Blog i mere end en uges tid, ved, at forfatteren bag meget sjældent bliver irriteret. Der skal meget til, før bægeret flyder over. Forleden dag gjorde det dog, hvor jeg stod i kø i supermarkedet iklædt min berømte tålmodighed udover det tempel, som er min krop. Mine øjne flakkede mod min vilje over på bladstanderen, hvor følgende syn mødte mig:



Grydehår! Hvis der er noget, der ødelægger en god dag, hvis der er noget, der punkterer min glæde, som en ballon, man springer foran dens lykkelige, barnlige ejer, så er det: Grydehår. For det første hader jeg modedesignere. For det andet hader jeg kunstnere, og for det tredje hader jeg upraktisk design. Grydehåret er kombinationen af alle disse! Hvor er det dog kunstneragtigt grimt, hvor er det dog modepræget, og hvor er man dog en nar af uendelige dimensioner, når man betaler i omegnen af tusind kroner for at få klippet håret i en frisure, der vel maksimalt holder 5-6 dage, inden pandehåret igen er for langt.

Hvis det var min kæreste, fik hun simpelthen ikke lov! Nu tænker du nok i din indlærte feminisme: ”Det skal du ikke bestemme, for hun må da gøre, hvad hun vil!”. Jeg er enig, så længe hun selv betaler, men så mangler du lige at vise mig en kæreste, som selv betaler og ikke bare nasser helt vildt, fordi hendes eneste evne er at se stupid og fåret ud med grydehår. For det sjove er, at alle dem, som har grydehår bliver fotograferet med et dumt udtrykt i ansigtet - ligesom hende på billedet. Et åndssvagt statement-udtryk, som bare giver mig lyst til at sparke hende hårdt og brutalt i testiklerne, hvis hun havde nogle. Dernæst et skub ned over kantstenen, og så en veludført, hurtig American History X-manøvre. Job well done, og så har jeg i hvert fald fortjent min Paulaner Weiβ-Bier.

Ja, jeg får lyst til at uddele tæsk, når jeg ser tåbelige fjolser med grydehår! Især når det er øretæveindbydende små drengebørn, som bærer den latterlige, åndssvage frisure, som man bestiller en åndsfattig, overbetalt blondine til at klippe, hvorefter alle de andre børn ikke længere er tilfredse med Phillips hårtrimmeren til halvtreds kroner for hundrede klipninger. Og ja, jeg skider på, at de sidste ti klipninger river håret ud; Shampoo stopper blødningerne.

Efter en times tid med blodsaftige voldsfantasier kom jeg dog til at tænke på, om der er en grund til at få grydehår. Det viser sig, at der er! Faktisk er grunden netop grunden til, at nogen nogensinde gider at betale for at få pandeskjulende, irriterende grydehår. Jeg greb straks til min GIMP, som naturligvis har et X-ray-filter, der afslører, hvad der gemmer sig bag dækkende grydehår. Klik på billedet for at aktivere filteret:




Jeg tænkte nok, det stod skrevet i panden af hende! Stupid cunt!

lørdag den 4. oktober 2008

Da Vinci Apokalypsen

Indtil i fredags undrede det mig, at det overhovedet er muligt for den socialistiske fløj at kapre op mod 50 % af stemmerne. Det nemme svar er selvfølgelig, at den ene halvdel af befolkningen nødvendigvis må være dummere end den anden, men det ville bare bringe mig ned på McCain kritiker niveau. Pludselig*), som et slag i baghovedet fra en fagforeningsmand bevæbnet med en marmorkugle-fyldt sok, kom svaret i en artikel i Jyllands-Posten.

Det lader til, at en masse danskere har læst knaldromanen Da Vinci Mysteriet og er fuldstændig overbeviste om, at historien er ægte, selvom det er det pureste (og tilfældigvis socialistisk-feministiske) opspind. Alting giver mening nu, hvor det viser sig, at en halvdårlig, om end underholdende, forfatter er i stand til at styre virkelighedsopfattelsen i den åbenbart uhyggeligt letpåvirkelige mentalitet hos halvdelen af danskerne.

Samtidigt giver det en utrolig klarhed for mig i forhold til 50 %’s mysteriet, efter jeg forleden sad åbenmundet og uforstående og så en debat mellem Løkke, Espersen, Thorning, Søvndal og Aaen på DR2. Det lader til, at man blot skal huske følgende tre sætninger for at blive leder i et større dansk socialistisk parti:
  • Regeringen skaber større afstand mellem rig og fattig.
  • De brede skuldre skal bære den største byrde.
  • (vilkårlig forbedring), hvis I bare vil betale en lille smule mere i skat.
Det er simpelthen helt himmelskrigende frustrerende, at der ikke behøves skyggen af argumenter til at underbygge disse udtalelser. Alt er bundet op på truthiness! Op i røven med at den offentlige sektor får flere og flere penge, når nu de ansatte åbenbart ”ikke oplever det sådan”. Bare sig det tit nok, og danskerne æder det som mazarintærte til ”Vild med Dans”. Det er nok også derfor, den nuværende regering ikke tør andet end at føre socialdemokratisk politik i stedet for at lade dovne tabere sulte på gaden, som de fortjener.

Alt dette her har fået mig til at tage en beslutning. Såfremt vi får en socialistisk regering i Danmark, planlægger jeg at opsige mit job. Jeg gider simpelthen ikke yde mere efter nu at have smidt adskillige millioner i statskassen, og heldigvis bosatte jeg mig så billigt, at jeg kan leve på dagpenge. Opsparingen placeres i platinbarrer og Krugerrands og mures inde i væggen. Det er på tide, de andre aber arbejder lidt. Det paradoksale er, at de fleste socialister er de mest vanvittige egoister: Lad de andre tjene pengene, så jeg kan lave lige, hvad der passer mig. Derfor vil jeg simpelthen dedikere mit liv til Bitter Blog, så I kan få et indlæg hver eneste dag. Hvis jeg da kan finde overskud og inspiration. Og jeg ikke er forhindret af min depression.

En bumpersticker til din bil ... hvis du da tør!


*) Men ikke uventet …


Opdatering 6/10 2008
Så vågnede jeg i morges til endnu en rodebutik af vage argumenter og vilde påstande. Helle Thorning og Villy Søvndal var i morgen TV for at tale om deres forslag om at smide en milliard ekstra kroner ud til kommunerne. Beløbet er tydeligvis revet ud af den blå luft med den begrundelse, at det lyder som mange penge, for der var ikke skyggen af argumenter for, hvad lige præcis det beløb skulle hjælpe. Kun tåber er ikke klar over, at det er som at udlevere spande til folk med hullet tag.

Det mest fantastiske var dog, at Thorning lige slog noget for plads for mig. Hun sagde følgende (jeg husker det ikke præcist, da jeg mistede bevidstheden):

"Regeringen får det til at lyde, som om det ikke er at bruge penge at give skattelettelser. Men det er at bruge penge, for det er penge, som i stedet kunne bruges på velfærd."

Aha, så det er altså statens penge før det er lønmodtagernes? Faktisk burde jeg være glad, når staten giver mig 36 % af de penge, jeg har tjent, for at arbejde?

Lidt mere besindig var Villy Søvndal med den sædvanlige tågesnak, hvor han tillod sig at presse sin mening ned over "alle danskere, som jo ønsker den fundamentale velfærd", der åbenbart ikke lader sig sikre med verdens højeste skattetryk.

Gudfader, hvor bliver man dog træt ...

tirsdag den 30. september 2008

Terror

Endnu en gang afspærrer politiet din nærmeste banegård, indtil Rullemarie når frem og afslører, at ”bombetasken” blot var fyldt med brugte skridtbeskyttere. Der findes mennesker, som igen og igen brokker sig over situationer som denne. Du kender typen som ham på din arbejdsplads, der nægter at følge reglerne; Hvor der ikke er tilladt at fotografere, tager han et kamera med, for ”de kan bare prøve at stoppe ham”, da ”det er et frit land”. Det er sædvanligvis røde personer, der paradoksalt ikke kan håndtere autoriteter.

Jeg synes nu også, det er irriterende, når medierne svælger i den forlorne terror. Man kan jo knapt nok nå at sætte sin gymnastiktaske ned, før Niels Brinch står og tester sin mikrofon i baggrunden. Medierne puster i den grad historierne op, og det er svært at modstå fristelsen til at sparke fjernsynet i stykker, når man ser Nyhedernes vært nærmest savle af begær efter død og ødelæggelse. Men det sælger, fordi de stupide masser søger afgrunden, som den flok desperate lemminger, de i virkeligheden er.

Politiets handlinger er dog fuldt forståelige, selvom jeg synes, de burde tildele adskillige, hårde knippelslag til lænden på føromtalte persontype, som nægter at respektere afspærringerne, fordi ”det bare er en glemt gymnastiktaske.”. For hvem er det, der brokker sig, går i medierne og lægger sag an mod politiet, den dag, hvor Rullemarie - med begrundelsen ”det er bare en taske” - nægtede at møde op til den kuffert, hvis eksplosive indmad hurtigt og effektivt parterede brokrøvens treårige datter i seksoghalvfjerds ujævne stykker, spredt i en radius af tyve meter omkring det, der kort forinden var kendt som Føtex? Man skal nemlig være mere end almindelig fanatisk fan af Morten Korch, hvis man tror, der ikke kommer et terrorangreb på dansk grund på et tidspunkt. Bitter Blog glæder sig. Ikke engang en skolemassakre*) kan uduelige og dovne danske børn mande sig op til, men så er der heldigvis andre, der vil tage over.

Det mest grinagtige og som sædvanligt selvmodsigende er imidlertid, at vores røde og anarkistisk tænkende typer ikke fatter, at den systemtype, de støtter, kræver et enormt politiapparat. Kig på samtlige socialistiske regimer, der har eksisteret, og fortæl mig om bare ét, som ikke havde en eller anden hyggelig afart af Geheime Staatspolizei til at terrorisere befolkningen. I det gamle Østtyskland var det nærmest nemmere at vinde i lotto end at have en vennekreds, som bestod af mindre end 50 % politistikkere. Det er nemlig nødvendigt med masser af politi og overvågning, når man underlægger en befolkning socialismens klæbende unaturlighed.

Essensen er at skelne mellem velovervejede og overflødige regler. Egentlig burde vores kære røde anarkist erklære sig liberal, hvilket dog fordrer ansvarstagen, ydelse og respekt fra den enkelte. Det er nok der, filmen knækker. Og det er da også fantastisk generende med alle de fascistiske regler, som gør det besværligt at bevæge sig i nattelivet med våben, stoffer og molotovcocktails! Hvis jeg bare en gang mere hører en, der brokker sig over ”Skyd efter benene!”, så skriger jeg som naboens lille tøs, når man spænder ben for hende. Det havde da først været galt, hvis de råbte ”Skyd efter hovedet!”. Hvilket Bitter Blog naturligvis mener, ville være det mest hensigtsmæssige.



*) Den med Flemming tæller ikke. De var allesammen voksne, og hvem ville ikke have en sund og naturlig lyst til at rydde op på humaniora-studiet efter otte fucking år?! Endnu et argument for at afskaffe kvajeklip, for resten.

fredag den 26. september 2008

Old school

Jeg anvender internettet ganske meget både privat og i arbejdsmæssig sammenhæng og har gjort det i fjorten år. Desværre må jeg sige, at indholdskvaliteten - bortset fra Bitter Blogs - er gået kraftigt ned af bakke. Denne tendens er skoleeksemplificeret ved at studere listen over de mest populære blogs. I modsætning til kilden, tolker jeg listen således, at irriterende, fede, strikkende, bagværksproducerende, manisk pyntende, af sind eller krop midaldrende kællinger dominerer totalt, fordi de alle sammen interesserer sig for det samme kedelige bras. Fordi de intet liv har og er dumme. "Reportager fra udestuen" er en al for fin betegnelse for den letfordøjelige enorme masse af tomt indhold, som de stupide masser propper i sig som friturestegte fabriksfrikadeller. Ingen nævnt, ingen glemt ...

Med en Ph.D i psykologi i bagagen ville man nok tolke mit sure opstød som misundelse. Det er korrekt på samme måde, som den fine franske restaurant misunder McDonald’s. Nej, Bitter Blog er skam niche, og det er der prestige i at være, så bliv endelig væk, kære læsere, så jeg har en grund mere til at se ned på jer. Det virkeligt belastende er, at de populære blogs oversvømmer internettet med deres evindelige banale ævl og kævl.

Hvor er de gamle dage, hvor man brugte Lynx til at søge efter dokumentation på World Wide Web, Gopher til at finde fotografier af yndlings science-fiction-forfatterens gravsten og man manuelt uuencodede de elendigt håndscannede billeder af sine opsvulmede kønsdele til den intetanende, ivrigt chattende kvinde, hidtil uberørt af ubehagelige netdates, man havde mødt på Foothills? I disse tider, hvor der er kommet såkaldte ”grafiske brugergrænseflader” – tro mig, de er blot en fase – og plug-and-play kameraer, kan enhver chimpanse uploade billeder af ingenting. Hvilket de så gør. Jeg drikker hellere 33 frisktappede centiliter af Simon Emil Ammitzbølls røvsved fremfor at beskue flere hjernecelleædende, livskraftdrikkende, håbløst uhjælpeligt frembragte, engleslørede lykkefotografier af kvalmende ligegyldigheder.

Jeg foretrækker, at man simpelthen ruller internettet tilbage til for ti år siden. Med de snapshots, som tilsyneladende eksisterer rundt omkring, burde det ikke være det store problem. Men ak, det sker nok ikke. I stedet lader jeg en lille bøn gå til Google, som forhåbentlig kan introducere en mindre funktionalitetstilføjelse, som leder mig udenom den virtuelle affaldsbunke:

tirsdag den 23. september 2008

Hul i hovedet

Så er der endnu en grund til at slå sit eget hoved ned i bordet af bare arrig irritation. Den nye partikelaccelerator i CERN er brudt sammen, og derfor er der intet håb om, at verden går under før om et års tid i stedet for den lovede måned. ”Men jeg ville ha’ dommedag NU!”, skreg jeg hysterisk i min mennesketomme bolig, da jeg for et øjeblik siden læste nyheden. Jeg havde sådan glædet mig til at opleve det sorte hul opsuge alle de idioter, som rent faktisk tror, der er en reel risiko for, at det opstår.

Hvordan kan du tillade dig at være så arrogant?”, siger du med din irriterende gnasken af økologiske gulerødder, som vidner om, at dine forældre ikke var i stand til at plante selv den mest simple pli i dig, ”Mennesket ved ikke, hvad de rører ved, og du ved heller ikke med sikkerhed, at der ikke er risiko for et sort hul!”, fortsætter du stupidt og tanketomt i den pause, du har taget fra dit kommunefinansierede forgæves forsøg på at skrive en sammenhængende digtnovelle med det geniale plot om, at maskinerne overtager magten fra menneskene.

Jeps, det er sørme arrogant at stole på 99,99 % af verdens fysikeres ord, mens det er fuldt fornuftigt og helt acceptabelt at kaste sig i armene på de resterendes påstande, som med temmelig stor sikkerhed er motiveret af håbet om at få ti minutter i rampelyset. Flere af dem er ikke engang rigtige fysikere, for guds skyld!! Dem, der vælger at tro på det mindst sandsynlige, er altid hippietyperne, der konstant vrøvler om ånder og energibaner. Naturligvis vælger de at ignorere alle de møg-irriterende rationelle argumenter, som underminerer den illusionsmur, de opbyggede for at undgå at se én bestemt ting i øjnene: Virkeligheden!

Bagefter kommer så argumentet med pengene. ”Hvorfor bruger de 22 milliarder kroner på at bygge en partikelaccelerator, når vi i stedet kunne give pengene til de arbejdsløse og give negrene mad!”, udspyr du ivrigt i håbet om, at du for en gangs skyld har fattet et eller andet af, hvordan verdenen fungerer. Suk. Som sædvanligt tænker den gennemsnitlige spade cirka lige så langsigtet som en mus, der æder ost af den musefælde, som i forgårs halverede dens bror. Jeg erkender, at jeg selv tænkte, det var et stort beløb, som måske var bedre investeret på motorveje og at male fodgængerfelter over, men så prøvede jeg at undersøge, hvor mange opfindelser, der plejer at komme ud af disse forskningsprojekter.


Tre typer uendelige ulykker. Gæt selv hvilken en, som ikke er et økonomisk og udviklingsmæssigt sort hul af socialdemokratiske dimensioner.

Det er nemlig tvivlsomt, om du sad og læste dette her, hvis det ikke var for CERN, som opfandt World Wide Web som et biprodukt af et af sine tidligere projekter. Og hvis det ikke er godt nok, hvad så med CT-scannere og mange andre opfindelser, som bliver til og forbedret af den nytænkning, som foregår ved grundforskning. Det er det, man kalder investering, men det fatter du nok stadig ikke. Når noget er uvist eller har et resultat, som ligger mere end to dage ud i fremtiden, griber du i barnagtig panikangst straks til krystalkugler, UFO-teorier og clairvoyante realityshow-deltagere. Af samme grund køber du sikkert dyrt hi-fi udstyr nu i stedet for at give dine børn mad og spare op til din pension, og jeg håber inderligt, du ender i rendestenen som gammel. Så får jeg med fryd mine tjenere til at sparke dig i din i forvejen svigtende lever, umiddelbart før jeg passerer i min sorte Audi 7.0 Reaper Edition, din ånds- og pengefattige nar!

onsdag den 17. september 2008

Lulu

Aarhus Teater er kommet i modvind med en plakat for forestillingen Lulu. Plakaten er en anelse pornografisk, og Bitter Blog må erklære sig enig med kritikerne, som ikke vil have plakaten smidt op i fjæset hver evig eneste dag, de venter på bussen. Okay, jeg venter kun på busser en gang hvert halve år, hvoraf jeg aldrig kan huske hjemturen, men det er - uanset - to gange om året for meget.

Lad os lige træde et skridt tilbage og se på, hvorfor Aarhus Teater vælger at lave en plakat med den pikant trimmede, nøgne tissekone af en 22-årig debutskuespiller. Nogle siger, at det er fordi, sex sælger. Andre argumenterer for, at det er kunst. Jeg erklærer mig enig i det sidste: Det er kunst på den måde, at det er kunstnere, der laver det. Kunstnere er en del af eliten og kan derfor ikke nedlade sig til at begå politisk ukorrekte, dyriske handlinger såsom at gå ned og leje en pornografisk spillefilm eller benytte sig af prostitueredes tjenester. Til deres store held befinder de sig i en branche, hvor de kan tillade sig ganske vederlagsfrit og under kunstnerisk diplomatisk immunitet at udleve pirrende, seksuel betonet sadistisk dominans ved at presse unge skuespillerinder – sultne efter roller – til at blotte sig offentligt. Et tænkt eksempel, naturligvis.

Kunstnernes held fortsætter, idet deres kunder – det humanistisk overuddannede bundfald af samfundet, som ikke engang havde tilstrækkeligt talent eller drive til selv at blive kunstnere – befinder sig i samme situation. Ovenikøbet befinder de sig, grundet deres nosseløse væsen, som oftest i et erotikløst forhold, hvor det dog er legalt - under dække af Aarhus Teaters kunstneriske autoritet - tilfældigvis at foreslå konen, at stykket Lulu virkelig lyder som en intellektuelt udfordrende dramaforestilling. Naturligvis henkastet nævnt ved morgenbordet med hovedet let på skrå, venstre tommelfinger under hagen, kiggende gennem hornbrillerne over Information og med piben, som oser røg fra økologiske tobaksblade dyrket i Colombias kommunistiske kollektivlandbrug, i højre hånd.

Personligt er jeg ikke imod pornografi, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare kan sige det lige ud. Og så er det i øvrigt stærkt belastende, at jeg med skælvende lemmer er nødt til at finde et sted at masturbere, hver gang jeg går forbi en af de djævelske plakater. Men ak, Bitter Blog må også følge med tiden, og ingen skal komme og påstå, at jeg ikke kan lære noget af andre.



Kom så, kulturelite, læs min blog!

fredag den 12. september 2008

Døde børn

Endnu en gang må Bitter Blog stampe med sine spidse cowboystøvler i den enorme ligtorn, som dobbeltmoralen er på jeres livsforms små, trippende fødder. Det kan være hårdt, men når ingen anden tør åbne munden, må Bitter Blog bide i den sure æblekindede baby.

Betragt følgende to ganske realistiske historier fra et dansk ægtepars hverdag:

Klaus:
Klaus er udsendt i Afghanistan på mission for Danmark. En dag forekommer en konfrontation med Taliban-styrker, som i ly blandt civile afghanere skyder efter danske soldater. Klaus besvarer ilden for at forsvare sig, og ved en tragisk ulykke omkommer to børn udover Taliban-soldaterne.
Tina:
Tina savner sex, fordi Klaus er i Afghanistan i uoverskuelige seks måneder. Som den promiskuøse malkepige, hun er, er hun derfor Klaus utro. Hun bliver gravid og må derfor smutte ned på det lokale hospital og få en abort. To gange, fordi kællingen ikke har hjerneceller til at lære af sine fejltagelser.
Begge historier kommer i avisen, og her er udklip af overskrifterne:

For selvfølgelig udpeges Klaus som barnemorder, når vi samtidig herhjemme i lille hyggelige Danmark som den naturligste ting i verden årligt afliver 15.000 små liv med elpisker, fordi forældrene ikke lige gad bruge prævention. Man ser dagligt eks-vordende mødre gå storsmilende fra hospitalet og dens kliniske blender, fordi de netop er sluppet for et kæmpe problem.

Tro det eller ej, Bitter Blog har rigtig mange kvindelige læsere – mest fordi de fleste kvinder er hamrende trætte af dørmåtten derhjemme og hungrer en mand, som tør sige sin mening – og det skal straks nævnes, at Bitter Blog ikke er imod fri abort. Nej, enhver metode til at decimere befolkningen hilses skam hjerteligt velkommen. Om det sker med granater, patroner eller sløve, langsomt roterende gafler er bedøvende ligegyldigt.

Så tag lige at hilse lige på din fuldfede dobbeltmoral, selvom du selvfølgelig vil argumentere for, at abort omhandler kvindens krop og dermed er kvindens afgørelse. Men der er også en mand involveret, og det er på tide, at han får en ”Abort” knap at trykke på ud over den sædvanlige ”OK”.



Hidtil har de eneste muligheder for at undgå et uheldigt faderskab været at gå under jorden i Burkina Faso eller at levere et velplaceret karateslag. Hiiiii-aarrrrh … *Ka-plump*. I er skide barnemordere, hele bundet!

fredag den 5. september 2008

Den Store Dag

Da jeg dagligt kører i bil til arbejde, bruger jeg en del tid bag de store, langsomme men dyre offentlige transportmidler, som spolerer glæden ved privatbilisme. Da jeg ikke kan bruge uendelige mængder tid på at rette håret i bagspejlet, pille næse og lufte ud af skræk for, at politiet stopper mig omkring det næste hjørne, falder mit blik uundgåeligt på reklamerne, som er placeret bag på de gule kæmpesnegle. Nogle gange er jeg derfor tvunget til at glo på reklamerne for et firma med det mystiske navn Unik Begravelse.

Min umiddelbare følelse er af irritation, da det garanteret er endnu en form for udueligt event firma, som vil snylte på ens eneste fornøjelse i livet: Den Store Dag, hvor man omsider udskifter sine utålelige omgivelser med de noget mere sympatiske og mindre snyltende ligorme. Jeg behøver næppe fortælle, hvordan min store dag bliver den næste (og første) større fest, jeg holder for familien, som dukker op i kirken og opdager, at grunden til, at de gad komme - alle mine penge - er brugt på at hyre lokale AGF-fans til at give dem et ordentligt lag tærsk. Og på en kiste, som er udformet som en kæmpe pissoir-briket, selvfølgelig.

Når man går ind på Unik Begravelse’s hjemmeside, er det første, man ser, et fotografi af en kvinde, som mest af alt ligner afkommet af en utugtig alliance mellem Ulla Tørnæs og Dracula, og resultatet ligner nærmest Ulla Tørnæs. ”Alle fortjener en unik begravelse …” proklamerer siden i tidens populære ånd om, at man absolut skal skille sig ud på alle mulige underlige måder, selvom man i virkeligheden er dybt gennemsnitlig. Efter lidt klikken rundt, finder man hurtigt ud af, at DracUlla herself er den eneste forskel fra et ganske almindeligt knastørt bedemandsfirma, hvor de ansatte plejer at være mænd, som ligner blandinger af unge, overambitiøse mellemledere fra Mærsk og medlemmer af Amish sekten. Med andre ord: Absolut intet nyt, unikt eller usædvanligt.
Et screenshot af Unik Begravelse's hjemmeside

Det eneste ved hjemmesiden, som ellers er værd at bemærke, men som knapt nok er usædvanligt, er, at gæstebogen er gabende tom. Det er sgu’ da humor på højt plan. Næsten som den gang jeg læste i brochuren ”Den Store Dag”, som var placeret i den InterFlora butik, kæresten med slet skjulte dræberblik havde tvunget mig ind i, og forespurgte ekspedienten, på hvilken side bårebuketterne var placeret. Hendes afsky- og angstforvredne ansigt afslørede øjeblikkeligt, hvordan hun havde manglen på blæksort, sarkastisk humor til fælles med jer, kære læsere.