lørdag den 8. december 2007

Bitter Blog er Bedste Blog

Det er da helt ustyrligt, hvor mange usandsynligt dårlige danske blogs, der findes. Jeg har brugt cirka en måned på at analysere og gennemkigge den danske blogosfære (åndssvagt ord), og selvom Bitter Blog er ny, placerer et forsigtigt skøn den på førstepladsen i top 5 over de danske kvalitetsblogs – der er kun en top 5, da der ikke eksisterer mere end 6 gode blogs. Hvis ikke indholdet på resten er et trafikuheld af forkert stavede ord og kommafejl, er det typisk semantisk direkte usammenhængende.

Selvom jeg hellere ville køre på en cykel uden sadel gennem et stenbrud end at læse flere danske blogs, bladrede jeg alligevel for jeres skyld igennem alle disse RSS feeds af menneskelig elendighed og lavede nedenstående kategorisering med i alt 9 typer. Du tænker sikkert allerede: "Nu er han også urimelig!! Blogosfæren giver alle plads til at udtrykke sig, og det er en fordel for demokratiet!". Og du har ret - på samme måde som ét toiletafløb er en fordel i en boligblok med 1.000 morgentrængende beboere - det hele flyder simpelthen over i lort.

Type 1: Blondinebloggen, Andel: 21 %
Teenagepiger eller unge piger i tyverne florerer og piner her offentligheden ved på denne højteknologiske facon at udbrede dræbende ligegyldigheder fra deres dagbøger, som har et lix-tal, der er en anelse højere end en Pixibogs. Bloggens ejer har normalt et kælenavn, som ender på –tøzen, -prinsessen eller –missen. Typisk indhold er sex, hvilket tiltrækker en del ubetinget positive og tilbedende kommentarer fra mandlige læsere, som tydeligvis håber, at bloggens tøjteagtige ejer på en eller anden måde vil gengælde tjenesten, næste gang de danser i Ecstasy-rus på det lokale in-diskotek til lyden af endnu en 80’er klassiker, som bliver tortureret ihjel.

Type 2: Proletarbloggen, Andel: 14%

Proletarblogs ejes sædvanligvis af en eller anden form for frustreret venstreorienteret person. Det er som oftest chokerende læsning, hvor der er afsløringer af utallige ondskabsfulde løgne og gerninger, som regeringen (i ledtog med USA) har produceret. Hvis ikke det var fordi, der var så mange af dem, ville jeg tro, at Villy Søvndal skrev dem alle sammen. I ægte valgkampstradition læser man for eksempel, hvordan vores ældre nærmest bliver henrettet ved nakkeskud på institutioner rundt omkring i landet – og der, hvor de ikke har råd til patronerne, bliver de simpelthen tæsket ihjel i deres senge om natten ved hjælp af dårlige, gamle skovle (for der var ikke råd til nye).

Type 3: Slipsebloggen, Andel: ca. 2 %

Som en modpol til proletarbloggen ejes denne blog af en frustreret højreorienteret person. Bloggen opdateres dog sjældnere end proletarbloggen, og bærer dermed præg af, at forfatteren har et arbejde ved siden af. Normalt indeholder de klager over, at regeringen ikke letter skatten nok, og at de arbejdsløse er for dovne. Jeg kunne ikke være mere enig.

Type 4: Frimærkebloggen, Andel: ca. 9 %

Dette er knastørre nicheblogs om primært midaldrende mænds fantastisk fascinerende hobby’er. Jeg nævner i flæng modeltog, bilmaling, numre på flyvemaskiner og kombineret hække/græs trimning. For alle under 40 er denne type blog en skræmmende advarsel om, hvordan livet udvikler sig, hvis man ikke passer på, men samtidig drager man også et lettelsens suk, da tanken om døden pludselig ikke er så slem endda.

Type 5: Sladderbloggen, Andel: ca. 10 %

Her finder man vanvittigt kedelige blogs, som blot genfortæller nyheder fra de forskellige netaviser krydret med forfatternes intetsigende kommentarer. Her er skandale- og katastrofehistorier gengivet med kommentarer såsom ”Det er godt nok også frygteligt” og ”Se, hvad vort land udvikler sig til”. Disse blogs er blandt de mest meningsløse, og er et redundant spild af elektronisk lagerplads.

Type 6: Spammailblog, Andel: ca. 15 %

Fortrinsvis unge mænd vedligeholder disse blogs, som indeholder ”sjove” youtube video’er eller jokes i en uendelighed uden kommentarer eller stillingtagen – bortset fra en uendelig række af smileys, LOL, ROTFL og andre irriterende Internet akronymer. De er en fordel at besøge, hvis man ikke har mail-venner, og ens humor stoppede sin udvikling på børnehave-niveauet.

Type 7: Kendisbloggen, Andel: ca. 4 %

Kendte personligheder skriver disse blogs, som derved på magisk vis opnår speciel status. Forvent at blive klistret ind i en klæbrig masse af tomhjernede politiske korrektheder, da en kendis naturligvis ikke må træde nogen over tæerne, undtaget de politisk ukorrekte, som det er politisk korrekt at kritisere. Derudover ligner de blondineblogs med den forskel, at kommentarerne gives af både kvinder og mænd.


Type 8: Babyblogs, Andel: ca. 24 %

Denne hører absolut til en af de mest intetsigende typer. Den ejes af nybagte forældre, som mener, at deres lille fleischklumps liv bør dokumenteres og påtvinges tusindvis af internetbrugere. Hold kæft, hvor er det dog intetsigende at læse, at lille Tonny gylpede far i munden i går, og det var bare så skægt. Man mister simpelthen appetitten af at læse disse forfærdeligt kedelige beretninger krydret med det ene grimme, ulækre og amatøragtige fotografi efter det andet. Forstå nu, at det ikke er noget særligt, at du har et barn. Ingen vil vide det, ingen gider høre om det. Hvis det er for familiens skyld, så password protect venligst bloggen eller markér den således, at Google ikke indekserer den.

Type 9: Kvalitetsblogs, Andel: ca. 1 %

Du har lige læst en!

12 kommentarer:

Uhelmer sagde ...

Gab..

Iøvrigt så glemte du diverse sportsblog, hvor sportsfanatikere skriver om at en eller anden tåbelig spiller i den Nordamerikanske 2. division har forstuvet et højre ledbådn i lille tåen og dermed er risiko for at en spiller med perifær tilknytning til DK kommer på banen og TV2 går helt over gevind.

Typisk skrevet af yngre mænd, og derfor ikke i frimærkebloggen

Anita Thomhave Simonsen sagde ...

HEJ BITTERBLOG !

JEG MÅ INDRØMME AT JEG GRINEDE LANGT OG GODT AF DIT INDLÆG...

vENLIGE TANKER aNITA

Bitter Blog sagde ...

Hej Anita!

Tak. Næste gang du skriver en kommentar, så check lige at Caps Lock ikke er trykket ned. Som pædagog er du dog nok vant til at råbe. Ellers kan børnene vel ikke høre jer inde fra kaffestuen.

Anita Thomhave Simonsen sagde ...

hvem siger der bliver en næste...

Bitter Blog sagde ...

Det blev der da lige - og jeg kan se, at du fulgte mit råd. Fornuftigt.

GuRu sagde ...

Nej nej nej, og redundant nej.

Hvor fejler du dog miserabelt i at sejre vha. arrogance.
Lad os lige starte med hvor elendigt dette blogindlæg, der ellers burde-have-været-perfekt, er.

For det første ved du jo åbenlyst ikke en fløjtende fis om hvad en weblog er - det er netop en online logbog, hvor man skriver sine tanker, sine oplevelser og alt hvad man ellers synes man gider at logge.
Og så er det altså ikke noget der hedder "redundant spild af elektronisk lagerplads", det hedder bare "spild af elektronisk lagerplads". Hvordan er det nu med kampesten og glastelte?

Jeg kan forstå at idéen bag denne her weblog er at være bitter, det skal du da også have lov til. Det er imildertid en rigtig dårlig ide at kritisere andre på punkter hvor man selv falder igennem, og så endda med et brag.

Der er faktisk yderligere så mange grammatiske fejl, udover den netop påpegede, at jeg er for doven til at rette dem alle. Dog er føler jeg også at du allerede er så forgabt under din egen arrogance-hat at du sikkert bare påstår at det er den skjulte ironi.

Dog er jeg enig i at babyblogs er jordens kedligste og mest intetsigende blogs, men man må alligevel huske på at det jo netop er det der er meningen. At det er forfatteren eller indehaverens frirum, og at der ingen regler er for hvor kedeligt og "redundant" en weblog på være.

Ville vitterligt være umuligt at få over 25% unikke weblogs. For vi er jo trodsalt alle forskellige, ligesom alle de andre.


Jeg håber denne kommentar bliver godkendt, for det er åbenbart nødvendigt kan jeg forstå ;-).

Bitter Blog sagde ...

Til GuRu:

Suk. Jeg vil nu uddybe "redundant spild af elektronisk plads":

"Spild af elektronisk plads" kunne man betegne din kommentar, da den ingen interesse har nogen steder. "Redundant spild af elektronisk plads". er netop gentagelser (redundans) , fordi de gentager nyheder, som har ægte identitet og interesse ét sted - nemlig det første sted. Skrev jeg blot "spild af elektronisk plads" ville det være umuligt for læseren at vurdere, om jeg mente, at den oprindelige nyhed var interessant.

Jeg må her rose mig selv for denne elegante måde at understrege min mening og samtidig indse, at jeg har kastet perler for svin.

Jeg kan muligvis ikke sige mig fri for at have grammatiske fejl, men inden du hoverer for meget, så indse lige, at det, du påpegede, var en (fejlagtig) antaget semantisk fejl. Jeg gider simpelthen ikke forklare det for dig - slå det op et eller andet sted eller spørg din klasselærer.

Og i øvrigt godkender jeg alle kommentarer - bortset fra de intetsigende dødstrusler.

Anonym sagde ...

Gud hvor er du dog selvfed og kedelig at "høre på".
Jeg vil glæde dig med at det var første og sidste gang jeg gider læse din idiotiske blog, så nu slipper du for mig!

Jeg er SÅ træt af folk der tror at det de skriver bliver interessant hvis bare de suger kinderne ind og spiller tilstrækkeligt sure.

"Bitter Blog" - jeg tipper at du er en umoden narcissistisk højreorienteret handelsskoleelev der tror at verden åndløst venter på at høre dine intetsigende kommentarer. Du har muligvis en høj IQ, og ynder at bruge en masse flotte fremmedord når du taler - men du ved præcis intet om livet udenfor skolen, og har muligvis stadig dit første kys af en pige der ikke er din kusine til gode.

De blogs du beskriver kan deles op i to typer:
1) Dem som har meninger på hjertet som du tilfældigvis ikke samtykker med - og det er selvfølgelig galt at alle ikke mener det samme som dig.

2) Dem som ikke har noget på hjertet - og det er så OGSÅ galt.

Well - tag dig en tudekiks og græd ud ved din mors skørter over dette faktum: Alle i verden er ikke enige med dig, og det er IKKE bare et spørgsmål om at du mangler at fortælle dem hvad DU mener.

Du behøver ikke at svare mig, for jeg har heldigvis en masse bedre blogs at bruge min tid på!

Anonym sagde ...

Hej igen.

Jeg vil gerne undskylde min kommentar.

Nogle gange går det bare for heftigt til inde i Ungdomshuset, og hvis jeg ikke lige kommer i trusserne på de nye unge piger, som kigger forbi, kan jeg godt blive lidt arrig.

Det er ovre nu. Vi er socialister herinde og elsker demokratiet, så selvfølgelig er din mening velkommen.

Skriv endelig videre. Jeg vil fortsæt læse din blog, så jeg lærer lidt om livet udenfor Ungeren.

Dette er en personlig kommentar, som ikke behøver at blive offentliggjort.

Anonym sagde ...

BitterBlog - hvis din (folkeskole)dansklærer nogensinde har givet dig under 10 i dansk fristil burde han roterer i sin grav af SKAM eller (hvis levende - altså "levende" efter en folkeskolelærerskala-standard) ydmyges offentligt!!!
hilsen "endnu en" blog-ejer

Stine sagde ...

Egentlig er det fuldstændigt ligegyldigt, hvad det her blogindlæg handlede om, kommentarerne til det vil være det værd for evigt!!! :D Gid der var flere...

Mark sagde ...

Som pædagog er du dog nok vant til at råbe. Ellers kan børnene vel ikke høre jer inde fra kaffestuen.

15. dec. 2007 14.28