mandag den 31. december 2007

2008: Alting bliver værre!

Egentlig ville jeg have kaldt dette indlæg for ”Godt nytår”, men indså med det samme, hvor sandsynligt falsk et udsagn det er. For når det kommer til stykket, får du kun et godt nyt år, såfremt det foregående var rigtig godt. Tror du ikke på mig? Så læs og tro på mit aksiom herunder.

For dem som er matematisk indstillede (læs: intelligente), er nedenstående aksiom let at forstå. For jer andre humanistisk uddannede, som sikkert alligevel allerede er ovre på politiken.dk for at skrive finkulturelle kommentarer om regeringens ondskab: Up yours!

Et tidspunkt defineres som et heltal, hvorom det gælder, at for to tidspunkter t1 og t2 er t1 < t2, såfremt t1 forekommer før t2. Vi definerer desuden et tidspunkts kvalitet. I den matematiske tradition vælges et græsk bogstav - her vælger vi xi(ξ), fordi det meget passende ligner en nedadgående spiral. For et givet tidspunkt t, angiver vi dets kvalitet med ξt. Jo højere værdi ξ har, jo højere kvalitet betegner det. Nedenstående udsagn postulerer jeg altid gælder:

t < n ↔ ξt > ξn, hvor n og t er tidspunkter, og n ≠ t

Den nemmeste måde at nedsable aksiomet – livsaksiomet, som jeg kalder det – er at finde tilfælde, som skaber modstrid. Med andre ord, skal man finde noget, som bliver bedre med tiden, og noget sådant findes ganske enkelt ikke. Åh jo, jeg kan skam godt høre den elegant klædte, gråsprængte herre nede bagved klukke: ”Ost, rødvin og sex bliver da bedre med tiden. Og mænds udseende. Ho ho ho!”.

Angående de to første ting kan jeg bemærke, at der sker en ældningsproces. Den objektive kvalitet af fænomenerne forringes. At ældningsprocessen bevirker, at oplevelsen af at indtage den forrådnede mælk eller druesaft er blevet ”bedre”, er ugyldig, da den er rent subjektiv og i de fleste tilfælde indlært og ren snobberi. Med hensyn til sex føles det blot bedre, fordi de 5 minutter føles kortere (da man er ældre), og dermed er det lettere at gennemleve tidsrummet af langtrukken, progressivt ondere tortur, som sex jo stadig er. Endelig er mænds ”bedre” udseende blot en funktion af ældre kvinders dårligere syn. Og sådan kunne jeg blive ved.

For hvorfor beviser jeg det nu ikke matematisk? Først og fremmest fordi aksiomer ikke skal bevises, din blegneger, og for det andet fordi jeg sikkert er blevet en del ringere til matematik, siden jeg begyndte at skrive dette indlæg. Indlægget er i sig selv også blevet ringere. Alting går ned af bakke – se bare denne lille analyse jeg lavede for lidt siden:



Faktisk kan dette tolkes til at indikere, at der kan skabes en modstrid, for hvis vi alle brænder op i helvede i 2008, kan der argumenteres for, at kvaliteten af senere tidspunkter stiger. Så heldige er vi dog næppe, og 2008 bliver nok meget ringere end nu. Eksemplerne findes i hobetal: Bilpriserne stiger stensikkert – bemærk blot røveriet for nylig i Danske Bank, hvor der blev stjålet 26,7 millioner – det dækker vel knap nok misundelsesafgifterne på den VW Touareg og BMW X5, som blev brugt som flugtbiler. Musikken var bedre før i tiden, ungdommen var velopdragen, og der var snevejr hver vinter med 3 meter høje driver.

Måske bliver du helt deprimeret nu, men husk at lykkepillerne blot er blå piller, som skjuler den ubarmhjertige virkelighed. Vi ses i helvede, men inden da vil jeg være så positiv, som livsaksiomet tillader, og ønske alle et knap så dårligt nytår. Og husk nu at væde krysantemumbomberne, inden de antændes!

fredag den 28. december 2007

Paul Potts

Jeg indrømmer, at jeg er sent på den med dette indlæg. Godt nok har jeg hørt om Paul Potts – ikke mindst fordi mine surt opsparede penge hele to gange denne jul gik til hans CD – men jeg så ikke det oprindelige program. Okay, det passer ikke, jeg så det, men skiftede kanal, da de spurgte, hvad han ville synge, og han svarede noget i retning af: ”I’d like to sing opera”. Ikke fordi jeg ikke kan lide opera, men fordi jeg normalt kun hører sange, som indledes med: ”You ready to fuck ’dis place up?!?”.

Men nu så jeg et tilbagebliksprogram på TV2 i anledning af, at 2007 snart er forbi. Det ser jeg altid med stor interesse, fordi fortiden altid er bedre end nutiden, som igen er bedre end fremtiden, og så er det godt at vide, hvad man vil komme til at savne fra de gode gamle dage. Og i dette program deltog vores allesammens ven Paul Potts, og i den forbindelse viste de klippet fra programmet ”Britain’s got talent”, hvor han var med første gang. Jeg undrede mig i øvrigt over titlen og umiddelbart derefter over længden på programmet – altså hvor lang tid kan det tage at vise et foto af Black Sabbath?

Nå, men jeg erkender gerne, at klippet var sjovt at se, da dommerne blev så overraskede. Kvindens reaktion virkede dog latterligt skabet og teatralsk … jeg mener, ingen græder så meget, med mindre de bliver pisket i timevis med rødglødende metallænker dyppet i saltsyre. Simons reaktion virkede ægte nok, men jeg må her udtrykke min skuffelse over en kollega, som endda lever af at være bitter og sur, at han ikke engang udnyttede den åbenlyse lejlighed til brutalt at smadre mandens selvværd, ligesom man hvert forår knuser spirende blomster med sine nypudsede militærstøvler. Så det kunne jeg have gjort meget bedre til en årsløn på 45 millioner, eller hvad nu han tjente i 2007. Men bortset fra det blev de generelt overvældede og meddelte Paul, at han gik videre til næste runde. Og lige netop dér begik Paul sin største fejl. Han burde, i stedet for at have accepteret dette og afgivet sit talent og sikkert 92 % af sine indtægter til Simons i forvejen forgyldte hænder, have lagt en ordentlig dej på scenen og derefter udvandret.

Og hvorfor så det? Jo, fordi Paul Potts nu er et produkt – et ret kedeligt produkt af den mest mediehypede af slagsen, skabt af irriterende marketingsfolk, som overhovedet ikke er interesserede i musikken men kun i at skabe opmærksomhed og seertal. Det handler ikke om opera men om Paul Potts historie, som med lidt sne og nissehuer er det perfekte juleeventyr. Det er bare ærgerligt, for hvis hans talent holder, kunne han nok godt have klaret sig uden om medieshowet, og derfor skulle han have lagt dejen. Så slap han også for at få tænderne rettet, for bortset fra, at han er lille og fed, kan det nu ikke længere ses, at han er englænder.

Alt i alt er min forudsigelse, at Paul Potts er glemt om 2 år. Næste år får han nok en lille revival med en CD, som passende kan navngives: ”The Fat Lady Sang Last Christmas”. Så må han gå tilbage til at sælge mobiltelefoner, som garanteret stadig er et hit på det tidspunkt. Men mon ikke han bare hænger sig i stedet?

mandag den 24. december 2007

God service!

I det seneste stykke tid - ja, faktisk hele tiden - har jeg været meget grov her på min blog. Det drejer sig især om indlæg, hvor jeg har skrevet om socialdemokrater, pædagoger, humanister, radikale og andre gode folk i vores samfund.

Jeg må krybe til korset og erkende, at jeg vågnede her på juleaftensdag med dårlig samvittighed!! Det fungerer bare ikke, at jeg bliver ved med at kritisere og nedgøre, uden at jeg en gang imellem giver lidt positivt igen. Derfor besluttede jeg mig for at anvende noget af min dyrebare tid på at levere en service til de stakler, jeg har forfulgt. Da det er jul, er tiden også oplagt.

Servicen leveres i dette indlæg i form af en udprintbar glorie, der nemt kan klippes til efter de stiplede linier og efterfølgende placeres på hovedet. Herved slipper man som god for konstant at pudse sin glorie - jeps, nu er det bare at printe en ny ud, hvis der kommer en plet på den gamle.

På samme tid er der for fremtiden heller ingen problemer med at identificere artsfæller, så man ikke risikerer at pege fingre af de forkerte. Det er ikke godt at beskylde andre for at have et forkert syn på tingene, hvis nu de alligevel har dit syn, som jo er det rigtige.

Værs'go! Klik på billedet for en større version!






Glædelig jul!!
P.S.: Gamle pudseklude kan eventuelt genbruges, når man græder snot over endnu et tabt valg.

lørdag den 22. december 2007

Julehandel

Der burdes laves en undersøgelse af de massemord, som ind imellem sker i indkøbscentre i USA. Jeg er sikker på, at et eller andet sted er de alle sammen relateret til gaveindkøb eller til anden stress i forbindelse med en travl højtid.

Jeg har nemlig lige været på julegaveindkøb, og det tog hele 41 minutter. Derefter var jeg nemlig nødt til at forlade storcenteret, da mit syn begyndte at flimre med mere og mere fremherskende røde nuancer – ikke forårsaget af hyggelige julelys men derimod af blodig mordlyst! Ikke mindst fordi jeg stod i kø i 23 minutter, da samtlige klaphatte foran mig krævede at få deres gaver pakket ind. Selvfølgelig havde de fundet de varer i butikken, som havde allerflest (og nærmest ikke-Euklide) vinkler, så den bebumsede, forfjamskede og frem for alt inkompetente ekspedient rigtig kom på arbejde. Og det var naturligvis bedøvende ligegyldigt, at der stod 53 personer bagved, som havde vildt travlt. De må være på overførselsindkomst hele bundtet med så meget tid og så mange penge.

Da jeg efter en evighed kom ud af butikken – uden min gave, som ikke var på lager, men jeg fandt ikke en ekspedient, der kunne fortælle mig det, før jeg stod igennem køen, da alle pakkede gaver ind – stødte jeg ind i en menneskelig flod, der strømmede blindt og idiotisk rundt i centeret. Frarøvet min egen fri vilje blev jeg revet med, men kun i et usandsynligt langsomt tempo, da pensionisterne og bistandsklienterne foran mig havde al tid i universet til at vade og spærre for alt og alle med deres fire meter brede røve.

Så var det, at jeg begyndte at fantasere, og nej, det var ikke om fire meter brede røve, som jeg ellers godt kan finde på. Jeg begyndte at tænke på, hvordan det mon havde føltes, hvis jeg lige så stille havde sneget en håndgranat op af lommen, trukket splinten ud og trillet den stille og roligt ind i mængden foran mig som en bowlingkugle mod intetanende kegler. Set den eksplodere med voldsom kraft i en blændende kugle af orangegul og hvid ild, hvis trykbølge havde flået menneskene tættest på i stykker og tværet dem længere væk ind i en masse af blod, kødstumper og iturevne nissehuer, mens små knivskarpe granatsplinter havde pløjet igennem deres hud og med lidt held slået nogle vitale organer ud af funktion.

Når drønet fra eksplosionen havde lagt sig, og folks vantro og chok havde udløst et øjebliks stilhed, ville skrigene være begyndt. Så havde jeg trukket mit seje matsorte håndvåben og lige så stille være gået i gang med at henrette tilfældige, én efter én. Pensionisten, den lille pige, den midaldrende mand og den unge fyr … Ingen ville være skånet – alle ville være ekspederet hurtigt, og ingen havde fået noget pakket ind. Hvad ønsker de, frue? 9 mm bly? Værs’go! *BLAM*! Og glædelig jul, havde jeg smilet og nikket, og høfligt løftet min lyserøde Madonna cowboyhat, så Rammstein for en gangs skyld ikke havde fået skylden.

Så vågnede jeg op og begyndte at mase mig mod en udgang. Næste år vil jeg simpelthen indkøbe alle julegaverne i november, så jeg kan bevare bare en smule køligt overblik. Gad vide, om der er nogen, der ligefrem nyder det der sindssyge ræs - i så fald er det lige før, at massemorderen fremstår som den mest fornuftige og rationelle.

onsdag den 19. december 2007

Ungdommen korrumperes, og det er din skyld!

Er du en af de forældre, som fnyser forarget, hver gang du går forbi tøjafdelingen i Føtex eller Bilka, og pudrer du udelukkende din babys røv med det fineste mærkepudder, er det dig, jeg taler til. Når du engang har brugt 45 minutter på at stave dig igennem dette indlæg, forstår du måske, hvad du skal lave om, for at jeg ikke pander dig én næste gang, jeg ser dig gå overlegent rundt med din fyrretusind kroners barnevogn, som det offentlige sikkert finansierede, og spiller smart på bådhavnen med dine overdimensionerede, latterlige solbriller.

Aldrig før er der brugt så mange penge på børnetøj. Såkaldte eksklusive butikker – et andet ord for ågerpriscentraler – dukker op over det hele og tilbyder mærkevaretøj til babyer og andre småbørn til sindssyge priser. De dumme forældre følger gerne med, og udnytter derved deres lille kødklump som en udstillingsplatform for det skalkeskjul i form af dyrt tøj, som skal dække over forældrenes manglende selvværd og evner. Jeg kan sige med det samme: Det hjælper ikke. Dine børn glemmer ikke, at du er væk 22 timer i døgnet, og sikkert tæsker dem og piller ved dem i de få minutter, du bruger sammen med dem hver dag. De bliver ikke til noget, uanset hvad du gør, for du er en elendig forælder.

Nu kan jeg jo være ligeglad, for som udgangspunkt må folk bruge deres penge, som de vil – forudsat at de selv tjener dem. Men ovenstående praksis har desværre den indvirkning, at det skaber et rum for misundelse og mobning - især blandt skoleelever. Misforstå mig nu ikke – jeg er 100 % tilhænger af mobning som metode til at skabe stærke personligheder og sortere de svage fra – men det skal helst være på et reelt grundlag, såsom at mobbeofrene er uintelligente eller har store næser. Det er en skævvridning, at mærkevarebørn mobber andre, for i virkeligheden er sandsynligheden meget stor for, at de er totalt inkompetente til alting i fremtiden, siden deres forældre vælger at placere al indsats i deres opdragelse og skabelsen af et værdigrundlag i dyre og ringe tekstiler fremstillet af små indiske børneslaver. Alt i deres liv bliver tilkøbt som en ringe kompensation for manglende ånd - udløst af nitten de trak i gen-lotteriet, hvilket betyder, at de faktisk ikke har den medfødte ret til at mobbe andre. De kører med andre ord på lånt tid, indtil deres uduelighed vælter gennem mærkevare-facaden som en fuld flodhest gennem en papirvæg, og i forløbet har de skadet og korrumperet en masse andre, dygtige børn.

Nu er jeg ikke rød, så i stedet for bare at kritisere, vil jeg også skitsere en løsning. Min umiddelbare ide er – som altid – at neutronbombe kloden og overlade styret til dræbersneglene, da de i forvejen ser ud til at klare det bedre end de fleste mennesker. Der er bare ikke så meget fremtid i den ide, så i stedet foreslår jeg skoleuniformer eller måske bare at eleverne får rang efter deres IK. Så kunne Feltmarskal Bitter Blog-junior fra 2. klasse med rette kræve Rekrut Ronny fra 8. klasse henrettet, når sidstnævnte tropper op i sine latterlige hip-hop-bukser, købt alt for dyrt for de penge, hans mor stjal fra den sidste kunde.

Min sidste løsning er knap så morderisk og dog nok alligevel den sjoveste: Jeg opretter en Bitter Baby butik, som sælger dyrt mærkevaretøj. Da mine kunder ikke har for en halv hjernecelles selvstændig tænkning i sig, dikterer jeg moden ved at sætte priserne latterligt højt op på visse typer tøj – dette køber de så automatisk. Fuck, jeg griner min røv i laser, når lille Herluf med sin mor i hånden går ud af butikken med den nye T-shirt til femtusind kroner, hvorpå der står skrevet med min sirlige håndskrift: ”Jeg er produktet af min faders ludersjov”. Åh, haha, for de vil jo gladeligt købe den, åndsamøberne. De kloge narrer altid de mindre kloge.

lørdag den 15. december 2007

Pakkeleg

Så er tiden kommet igen: Ved enhver given lejlighed i julen spilles der pakkeleg! Hver evig eneste gang keder man sig så uendeligt meget, at man blot venter på, at uret ringer og løslader en fra pinen, som det frembrusende tog, der efter en evighed af venten rammer den livstrætte selvmorder. I denne langtrukne tortur indtil klokken udfrier deltagerne, er der dog et kæmpe lyspunkt, som jeg vender tilbage til senere.

Har du prøvet at betragte folk, som spiller pakkeleg? Sandsynligvis har du ikke det, for du bidrog jo selv til massehysteriet. Magen til ukontrolleret kaos af selvisk grådighed har ikke set sin mage, siden fagforeningsbosserne sidst holdt møde! Folk render rundt som sindssyge, slår og skubber og flår de elendige små pakker ud af hænderne på hinanden, som var de nybagte chokolademuffins i en kz-lejr. Har du aldrig set det, er her en video, som jeg optog forleden under et sådant spil. Jeg beklager kvaliteten, men der var total forvirring, som klippet forhåbentlig illustrerer:



Spændingen er jo næsten ulidelig, og typisk synes den, som sætter uret til at ringe, at spillet er så sjovt, at det skal køre i 3 timer. Det undrer mig, at Amnesty International ikke har lavet en kampagne mod dette spil. Noget af det værste jeg har oplevet, var en seance i dette spil, hvor vi sloges og kæmpede i flere timer, og da uret ringede, og alle ikke havde fået en pakke, mente arrangøren, at alle pakkerne skulle samles ind og ligeligt fordeles ud igen. Hvilket fuldstændigt hjernedødt spild af tid og ressourcer det dog var – arrangøren var også socialdemokrat, humanistisk uddannet og pædagogmedhjælper (for man kan jo ikke bruge den uddannelse til noget) på samme tid, hvilket forklarer, hvorfor spillet lignede vores fantastiske skattesystem så meget.

Det er paradoksalt, at man netop i julen, som burde være en tid, hvor man kommer hinanden ved, hengiver sig til sådant et sadistisk spil, som efterlader de svage, ældre og statistisk uheldige chokerede, forladte og forslåede i taberrollen. Egentlig spiller man spillet hver dag i det virkelige liv, men det er kun i julen, det er tilladt at synes, det er morsomt. Hvilket det ikke er, når det kun er simulation, og der ingen rigtige ofre er.

Og dog? For nu kommer jeg så til lyspunktet, der som sædvanlig omhandler børnene. Hvor bliver man varm om hjertet, når man betragter de herlige små hygge sig med et socialt spil i familiens trygge skød. Øh, nej, glem den tanke. Først tigger det lille barn om at være med i voksenspillet, hvilket det får lov til, da forældrene som sædvanlig ikke kan finde ud af at sætte grænser for deres afkom. Dernæst kæmper det lille barn i timevis for pakken i BR-papir, hvilket lykkes, og papiret flås frådende af. Til sidst bryder barnet i gråd over synet af den pose fuldkornspasta, som jeg pakkede ind i BR-papiret, for netop at lokke det naive barn til at gå efter den. Everything has proceeded according to my design. Fuck, hvor er det dog skægt, og samtidig så svært at undgå at komme til at hulke af grin, når forældrene desperat forsøger at forklare ungen, hvorfor der ikke lå en iPod i pakken.

For det er de jo vant til, børnene! At der foreligger afsindigt dyre kæmpepakker til dem konstant i løbet af hele december måned. Næh, vi har brug for at komme tilbage til de gode, gamle dage. Jeg har aldrig selv oplevet dem, men det var nu bedre dengang, hvor man var lykkelig over at få et par nye (aflagte) træsko i gave og et kort, koldt smil fra sin far, og det dyreste på bordet var kanelen på risengrøden. Dengang det var en bitter jul i et bittert liv!

tirsdag den 11. december 2007

Godhedens kollaps

Jørgen Poulsen brugte n-ordet! Det er i sig selv ikke et problem for mig, da jeg ikke finder det anstødeligt, men at høre det fra ham fik mig simpelthen til at skrige af grin. Dette indlæg handler ikke om skyldsspørgsmålet i forbindelse med Jørgen Poulsens gyldne håndtryk fra Røde Kors – det handler om noget meget dybere, nemlig om den godhed, som er så uendeligt uberettiget antaget og selvgivet.

Jeg citerer herunder fra en artikel, som blev bragt i JydskeVestkysten d. 11. december 2007. Artiklen indeholder et interview med Jørgen Poulsen angående sagen om pengene, og i dette interview står der til sidst: ”- Men så går Røde Kors ud og fortæller, at det er negrenes penge, og hvad ved jeg. Og det er dér, den går af, slutter Jørgen Poulsen.”. Nu ved jeg ikke, hvad der gik af på Jørgen Poulsen, da han endelig fik udløsning for sine frustrationer, men den revne, han lige skabte i godhedsindustriens fundament, var næsten nok til, at den gik på mig.

Han brugte nemlig n-ordet, hvilket efterfølgende fik resten af godhedsindustrien til at gå amok over hans nedladenhed. Det er en ren implosions-effekt, hvor den selvgivne godhed kollapser på sine egne åndssvage politisk korrekte regler. Det er nemlig meget forbudt at sige n-ordet, og Jørgen Poulsen gjorde det i sin egen frustration og vrede over, at de vil tage hans penge. Så manden, der i årevis har plaget os med sin godhed, løftede pegefinger og alfaderlige, bedrevidende skikkelse, er i virkeligheden – når alt er skåret væk – og når man anvender godhedens principper, ikke meget andet end en simpel racist? Bemærk, at dette ikke er min konklusion eller tankegang – jeg pointerer blot, at jo mere perfekt en facade, jo æklere og mere ormædt virkelighed står bag. Og så er det lige meget med hvor store bogstaver, der står ”God” på den.

Selv gennem mit bitre livssyn og ekstatiske skadefryd, kan jeg dog se, at der desværre er nogle tragiske ofre – nemlig dem, som retteligt har behov for hjælp. Ikke at jeg nogensinde har eller vil give så meget som en øre til Røde Kors – jeg foretrækker organisationer, hvor der ikke udvises frådende griskhed og en falsk, hellig attitude fra organisationernes egne medlemmer og ledere. Mens jeg venter på den organisation, vil jeg tænke på, hvad næste artikel om Jørgen Poulsen mon kommer til at handle om. Hvem ved, måske brænder han et stort Rødt Kors af i sin have en af dagene?

Velfærd til Leth eller skattelettelser?

Nå, så har Jørgen Leth været på statsbetalt luderrejse for i alt omkring 420.000 kr. Og det er endda rigtig godt givet ud, siger de på Det Danske Filminstitut (DFI), selvom der intet kommer ud af det – undtagen for hr. Leth selv, selvfølgelig, som må grine hele vejen ned til Klinikken for Kønssygdomme.

Nu er det jo let (hvor skægt) at lange ud efter hr. Leth, men som jeg vil komme ind på i et fremtidigt indlæg, så narrer de kloge altid de mindre kloge. Så enten må hr. Leth være meget klog eller også må folkene på DFI være meget lidt kloge. Alt peger på det sidste.

Men for fanden, hvor er jeg dog træt af at betale så rasende vanvittigt meget i skat i det her overflodsland, når man opdager, at pengene gladeligt spenderes på, at hr. Leth skal prøvekøre alle verdenshjørner. Og jeg er ærlig talt pissetræt af at høre argumenter såsom ”det er en anden kasse”, ”vi skal da udvikle kulturen” og ”du er da vist en bonderøv fra Dansk Folkeparti, når du ikke forstår det!”. Tingene er ikke sort/hvide, og selvom vi skal støtte kultur, bør der være grænser – som jeg eller andre med bare antydningen af økonomisk sans og generel fornuft kan sætte.

Hvor får jeg dog - i total afmagt og akkompagneret af hysterisk latter - lyst til at kyle mit arvestykke af en seks kilo tung krystalskål ind i fjernsynsskærmen, når latterlige Helle Thorning-Schmidt dukker frem og siger: ”Mere velfærd og derfor mere i skat!”. Hvad er mere velfærd, så? Mere eksotisk og sikkert mindreårig vagina til hr. Leth – og JO, det er samme usandsynligt store, sorte hul (ingen joke) pengene ryger i! Mere i skat betyder bare mere i brutalt overforbrug i det offentlige, og det endda med en kæmpe, blådunkende dobbeltmoral, når hr. Leth kaster sig ud i smudsige aktiviteter, som det danske samfund ellers forsøger at bekæmpe. Alt i kunstens navn, eller hvad? Jeg gider ikke høre mere klynk over, hvor fattige børn er i det her land, eller i hvor elendig stand alle offentlige institutioner er, når vi samtidig har råd til blindt at pøse penge direkte ud i det store lokum, vi kalder kultur.

Jeg foreslår, at vi ændrer kulturstøtten, så kun zombiefilm med engelske grynt kan produceres med statsbetalte kæmpechecks i ryggen. Så kan de amatøragtige danske skuespillere også endelig få roller, som passer til deres talent. Dog skal støtten fjernes, hvis der indgår erotik. Dels fordi det plejer at indikere, at filmen er noget crap, men mest fordi man nemt kan forestille sig hr. Leth snige sig ind som storelskende zombie – ingen sminke nødvendig - på Haiti og dermed igen suge på labben på de danske finanser.

lørdag den 8. december 2007

Bitter Blog er Bedste Blog

Det er da helt ustyrligt, hvor mange usandsynligt dårlige danske blogs, der findes. Jeg har brugt cirka en måned på at analysere og gennemkigge den danske blogosfære (åndssvagt ord), og selvom Bitter Blog er ny, placerer et forsigtigt skøn den på førstepladsen i top 5 over de danske kvalitetsblogs – der er kun en top 5, da der ikke eksisterer mere end 6 gode blogs. Hvis ikke indholdet på resten er et trafikuheld af forkert stavede ord og kommafejl, er det typisk semantisk direkte usammenhængende.

Selvom jeg hellere ville køre på en cykel uden sadel gennem et stenbrud end at læse flere danske blogs, bladrede jeg alligevel for jeres skyld igennem alle disse RSS feeds af menneskelig elendighed og lavede nedenstående kategorisering med i alt 9 typer. Du tænker sikkert allerede: "Nu er han også urimelig!! Blogosfæren giver alle plads til at udtrykke sig, og det er en fordel for demokratiet!". Og du har ret - på samme måde som ét toiletafløb er en fordel i en boligblok med 1.000 morgentrængende beboere - det hele flyder simpelthen over i lort.

Type 1: Blondinebloggen, Andel: 21 %
Teenagepiger eller unge piger i tyverne florerer og piner her offentligheden ved på denne højteknologiske facon at udbrede dræbende ligegyldigheder fra deres dagbøger, som har et lix-tal, der er en anelse højere end en Pixibogs. Bloggens ejer har normalt et kælenavn, som ender på –tøzen, -prinsessen eller –missen. Typisk indhold er sex, hvilket tiltrækker en del ubetinget positive og tilbedende kommentarer fra mandlige læsere, som tydeligvis håber, at bloggens tøjteagtige ejer på en eller anden måde vil gengælde tjenesten, næste gang de danser i Ecstasy-rus på det lokale in-diskotek til lyden af endnu en 80’er klassiker, som bliver tortureret ihjel.

Type 2: Proletarbloggen, Andel: 14%

Proletarblogs ejes sædvanligvis af en eller anden form for frustreret venstreorienteret person. Det er som oftest chokerende læsning, hvor der er afsløringer af utallige ondskabsfulde løgne og gerninger, som regeringen (i ledtog med USA) har produceret. Hvis ikke det var fordi, der var så mange af dem, ville jeg tro, at Villy Søvndal skrev dem alle sammen. I ægte valgkampstradition læser man for eksempel, hvordan vores ældre nærmest bliver henrettet ved nakkeskud på institutioner rundt omkring i landet – og der, hvor de ikke har råd til patronerne, bliver de simpelthen tæsket ihjel i deres senge om natten ved hjælp af dårlige, gamle skovle (for der var ikke råd til nye).

Type 3: Slipsebloggen, Andel: ca. 2 %

Som en modpol til proletarbloggen ejes denne blog af en frustreret højreorienteret person. Bloggen opdateres dog sjældnere end proletarbloggen, og bærer dermed præg af, at forfatteren har et arbejde ved siden af. Normalt indeholder de klager over, at regeringen ikke letter skatten nok, og at de arbejdsløse er for dovne. Jeg kunne ikke være mere enig.

Type 4: Frimærkebloggen, Andel: ca. 9 %

Dette er knastørre nicheblogs om primært midaldrende mænds fantastisk fascinerende hobby’er. Jeg nævner i flæng modeltog, bilmaling, numre på flyvemaskiner og kombineret hække/græs trimning. For alle under 40 er denne type blog en skræmmende advarsel om, hvordan livet udvikler sig, hvis man ikke passer på, men samtidig drager man også et lettelsens suk, da tanken om døden pludselig ikke er så slem endda.

Type 5: Sladderbloggen, Andel: ca. 10 %

Her finder man vanvittigt kedelige blogs, som blot genfortæller nyheder fra de forskellige netaviser krydret med forfatternes intetsigende kommentarer. Her er skandale- og katastrofehistorier gengivet med kommentarer såsom ”Det er godt nok også frygteligt” og ”Se, hvad vort land udvikler sig til”. Disse blogs er blandt de mest meningsløse, og er et redundant spild af elektronisk lagerplads.

Type 6: Spammailblog, Andel: ca. 15 %

Fortrinsvis unge mænd vedligeholder disse blogs, som indeholder ”sjove” youtube video’er eller jokes i en uendelighed uden kommentarer eller stillingtagen – bortset fra en uendelig række af smileys, LOL, ROTFL og andre irriterende Internet akronymer. De er en fordel at besøge, hvis man ikke har mail-venner, og ens humor stoppede sin udvikling på børnehave-niveauet.

Type 7: Kendisbloggen, Andel: ca. 4 %

Kendte personligheder skriver disse blogs, som derved på magisk vis opnår speciel status. Forvent at blive klistret ind i en klæbrig masse af tomhjernede politiske korrektheder, da en kendis naturligvis ikke må træde nogen over tæerne, undtaget de politisk ukorrekte, som det er politisk korrekt at kritisere. Derudover ligner de blondineblogs med den forskel, at kommentarerne gives af både kvinder og mænd.


Type 8: Babyblogs, Andel: ca. 24 %

Denne hører absolut til en af de mest intetsigende typer. Den ejes af nybagte forældre, som mener, at deres lille fleischklumps liv bør dokumenteres og påtvinges tusindvis af internetbrugere. Hold kæft, hvor er det dog intetsigende at læse, at lille Tonny gylpede far i munden i går, og det var bare så skægt. Man mister simpelthen appetitten af at læse disse forfærdeligt kedelige beretninger krydret med det ene grimme, ulækre og amatøragtige fotografi efter det andet. Forstå nu, at det ikke er noget særligt, at du har et barn. Ingen vil vide det, ingen gider høre om det. Hvis det er for familiens skyld, så password protect venligst bloggen eller markér den således, at Google ikke indekserer den.

Type 9: Kvalitetsblogs, Andel: ca. 1 %

Du har lige læst en!

onsdag den 5. december 2007

Er du nørd? Tag testen!

1. Hvad betaler du i husleje?
1) Jeg bor i boligforening, så jeg slipper med godt 4000,-.
2) Min samlever og jeg har eget hus, så vores husleje ligger på den forkerte side af 10.000,-.
3) Jeg løber lige ind og checker med min mor.

2. Hvad tjener du om måneden?

1) 15.000 - 25.000.
2) 25.000 – 35.000.
3) Mere end de fleste gør på et år, og det endda ved at sidde og telnet’e privat den ene halvdel af tiden og være utåleligt arrogant den anden.

3. Hvordan stiller du dig i forhold til personlig pleje og hygiejne?

1) Jeg går da i bad hver dag, men ellers går jeg ikke meget op i det.
2) Jeg følger tidens trend, og bruger gerne alle mulige former for cremer og dufte.
3) I direkte opposition! Hvornår så du sidst en dufteduks ssh-boote Unix-serveren på dit arbejde?

4. Hvad vejer du?
1) Argh. 5 kilo for meget.
2) 83 kg. Lige præcis på mit BMI.
3) 146 kg, da jeg sidst vejede mig for en uge siden lige efter mit bad.

5. Du vil hygge dig lidt derhjemme. Hvad køber du?

1) En god flaske rødvin.
2) Lidt slik og nogle chips.
3) 45 romkugler.

6. Hvilket fodtøj bærer du på arbejde?

1) Jeg går i det samme, som jeg bruger privat.
2) Pæne, sorte sko.
3) Badesandaler!

7. Du sidder på dit arbejde og din telefon ringer. Hvad gør du?

1) Jeg tager den straks og smider, hvad jeg har i hænderne.
2) Hvis jeg har travlt, svarer jeg muligvis ikke, men jeg vil så vidt muligt forsøge.
3) Lader den ringe 10 gange, tager derefter røret og sukker højlydt.

8. Hvad gør dig virkelig vred?

1) Næsten ingenting. Jeg plejer at argumentere mig ud af diskussioner i stedet for at hidse mig op.
2) Racisme og intolerance overfor andre mennesker!
3) Folk som påstår, at Val Kilmer var en bedre Batman end Michael Keaton.

9. Hvordan vurderer du dine egne evner til multiplayer spil?

1) Aner det ikke – jeg har aldrig prøvet dem.
2) Jeg kan da finde ud af dem, men jeg bliver hurtigt træt af det.
3) l33t

10. Du er til et finere festligt arrangement. Hvad vælger du at drikke?
1) Jeg kan lide øl, men vælger nok en special-øl for at passe bedst muligt ind.
2) En cocktail af en slags.
3) Coca-Cola. I halvliters plasticflaske. Som altid.

11. Du befinder dig pludselig i en lidt pudsig og pinlig situation med nogle andre mennesker. Hvad gør du?

1) Ikke rigtig noget – jeg er den generte type.
2) Jeg siger en smart bemærkning, som forhåbentlig bryder isen.
3) Reciterer den scene fra The Simpsons, hvor næsten det samme skete.

12. Bærer du briller og i så fald hvilke?
1) Nej, jeg har perfekt syn.
2) Jeg bruger briller, og har et smart retro metal-stel ligesom ham klovnen fra Hummel.
3) Ja, og jeg har et retro metal-stel, som er nøjagtigt det samme, som jeg fik for 22 år siden, da jeg fyldte 14.

13. Hvor mange sexpartnere har du haft?
1) Jeg mødte min nuværende partner tidligt - så alt i alt tre.
2) Jeg ønsker ikke at svare.
3) Hundredvis. Jeg vil gerne specielt fremhæve den frække lille Gnome Rogue, som jeg mødte sidste nytårsaften i World of Warcraft.

14. Hvilken musik hører du?
1) Hvad der er i radioen.
2) Jeg foretrækker klassisk, men jeg er i øvrigt åben overfor det meste.
3) Udelukkende Commodore 64 Classics og pre-Fear of the Dark Iron Maiden.


15. Hvad minder ovenstående billede dig om?

1) At man ikke skal bruge mobiltelefoner til at tage billeder med!
2) Det minder mig om pizza – er det ikke 3 pizza-slices?
3) Scenen fra Star Wars Episode V, hvor Han Solos imponerende manøvrer i Tusindårsfalken næsten får tre Imperial Class Star Destroyers til at kollidere.

16. Bemærkede du, at antallet af spørgsmål er en 2-potens?
1) Hvad er en 2-potens?
10) Nej, og dette spørgsmål er da vist helt forkert skrevet?!
11) LOL. U pwn!

Resultat:

Du får 1 point for hvert 3'er spørgmål du har valgt.

0-4 point: Sidder du og tager denne test lige nu på din MacBook nede på en latterligt dyr cafe, mens du drikker moderigtig te med økologisk kandis? Du er lige en tand for smart, kammerat, og hvis du bliver ved, kommer der snart et indlæg rettet direkte mod dig!

5-14 point: Til lykke. Du har fundet balance i dit liv.

15-16 point: Du har snydt! Ingen får så mange point, og hvis nogen gjorde, ville de ikke nedlade sig til at læse blogs eller andre latterlige hjemmesider med grafik. En rigtig nørd benytter kun velafprøvede tekstbaserede værktøjer såsom gopher eller lynx til at finde information.

mandag den 3. december 2007

Julens sande ånd!

Endelig en juleudstilling som afspejler, hvordan julen plejer at ende for de fleste håndbajer-danskere: