fredag den 30. november 2007

Amnesia International

Amnesty International pisser mig af. Nu synes du sikkert, jeg går over stregen, men det gør jeg gerne - med store, fede, møgbeskidte gummirøjsere endda. For Amnesty International er gået endnu mere over stregen i lang tid, men det grimme er, at ingen tør sige fra. Bortset fra mig.

Da jeg gik en tur i Århus Festuge, hvor jeg ved et uheld var ædru, stødte jeg på en stander fra Amnesty International, som proklamerede, at starthjælpen er diskriminerende og i øvrigt en af de største trusler mod menneskeheden. Jeg synes også, det er fuldstændigt horribelt at tage imod flygtninge og så derefter give dem noget hjælp, så de selv kan komme i gang. Hvad tænker vi dog på? Disse mennesker er flygtet fra krig og ... ja, hov!? Hvordan ville man selv agere, hvis man var flygtet fra ulykke og stod i et land, som gav husly? Man ville selvfølgelig melde sig ind i en forening, som mente, at det slet ikke er nok, og at man bare skulle have mere! Nej vel? Amnesty International er godhedsindustri for selvfede danskere!

Det var så tydeligt, hvordan folk på gaden ikke turde gå udenom standeren. Jeg gik målrettet udenom, og fik 2 sekunder efter kastet et æbleskrog i nakken. Folk tør ikke sige fra, fordi så er de ikke gode, og gode vil vi vel alle være? Især de modestels-bebrillede, overforkælede unge med deres latterlige boheme-livsstils franskmands-huer omringede standeren som en flok af bovlamme får. Man kunne nærmest se panikken i deres øjne, da de opdagede, at de risikerede at være udenfor, og da de endelig kom indenfor, svælgede de i at pege forarget på dem, som var udenfor.

Prøv at tage et kig ind i hjemmet hos det jævne Amnesty International medlem: Det er stensikkert, som pisk i et arabisk fængsel, at medlemsbladet ligger fremme, så man kan se det. Det er ikke fordi, de læser det – det er fordi, de gerne vil have, at du ser, at de er gode. Men så snart du er ude af døren, er de på internettet for at sidde og masturbere til negerbørns-porno eller i gang med at planlægge en småborgerlig, ondsindet hævn mod deres nabo, fordi han har opsat et hegn for tæt på deres grund. De er nemlig hamrende dobbeltmoralske, og jeg får lyst til at brække mig ud over dem.

Det er ufatteligt, hvad folk vil stille op til for at vise andre, at de er gode. At Amnesty International går og brokker sig over starthjælpen eller over at der var anholdelser ved ungdomshus-optøjerne, er så indlysende latterligt, som hvis Dyrenes Beskyttelse ville forbyde fluesmækkere. Så skift dog navn til ”Ingen skal straffes”-International eller slet og ret bare indlem jer i det Radikale Venstre! Eller vælg at bekæmpe reel tortur og politisk forfølgelse i stedet for at agere en forlænget arm af venstrefløjens fortærskede godhedsprincipper, som med sine tvangsmidler selv kandiderer til at blive undersøgt af Amnesty International.

Ellers foreslår jeg nu en navneforandring fra Amnesty International til Amnesia International. I stil med Amnesty Internationals logo med et lys bag ståltråd, kan man retteligt designe et nyt med en hjerne bag pigtråd, for det er det, godhedsindustrien, Amnesty International og den politiske korrekthed tvinger os til: At få os til at glemme at tænke fornuftigt.

tirsdag den 27. november 2007

Cykelsport

Hvad er det, der er så spændende ved cykelsport? Det skal jeg sige dig: Intet! Jeg prøvede at cykle engang, og det var ikke særlig svært. Efter halvanden dag med støttehjul var jeg klar, og derefter var det jo bare at lægge nogle kræfter i.

Derfor er jeg ved at kaste op, når jeg læser endnu en artikel, hvor en eller anden ligegyldig cykelrytter indrømmer at have dopet sig. Fordi de tror, de er vigtige, laver de store pressemøder, som om det var interessante nyheder. Hvad fanden skete der ikke, hvis der holdtes et pressemøde, hver gang en narkoman tog heroin?! Hør nu her: Vi er totalt ligeglade, det er ingen nyhed, og vi gider ikke høre jeres evindelige klynk og dårlige undskyldninger! Der er 4 evigtgyldige sandheder omkring cykelryttere: De lyver, er uintelligente, tager stoffer og har åndssvage navne.

En eller anden opfandt engang et cykelløb i Frankrig, og derfor tvinges vi hvert år igennem 3 ugers ulidelig TV-tortur med Tour de France. Der smækkes lige en pseudo-intellektuel, halv-pædofil gammel gris af en kommentator på, og så er succes’en hjemme. Om man fatter det!? TV-udsendelserne trækker som bonus en fed hale af motionister, som tror, de ejer landevejene og er totalt vigtige, fordi de har samme dragter på som dem i TV. Helt ærligt!? Den fase kom vi andre over, da vi fyldte 13 år. Hvor mange granvoksne mænd ser man f.eks. spille fodbold i ren landskampuniform – med mindre det er i en landskamp? Ingen! Fordi ingen – bortset fra cykelfans - er så debile at finde på at nedværdige og ydmyge sig selv så åbenlyst.

Åh, men det er sådan en præstation at køre Tour de France!”, siger fans’ene. Ja, det er cirka ligeså stor en præstation som at æde 5 pizzaer i stedet for 1, for hvorfor i alverden skal de køre så langt? Få det da afgjort hurtigere – det handler alligevel om, hvem der kommer hurtigst over målstregen. Grunden er, at cykelryttere er dumme, og hvis cykelløb var kortere, fandtes der ingen cykelryttere. Og hvorfor så det? Jo, fordi hvis løbene var kortere, så havde cykelrytterne kortere tid at være dumme i, og så ville de føle, at de ikke udnyttede deres evner tilstrækkeligt, hvorefter de ville oprette coaching-firmaer, som bare ville spilde endnu mere af vores tid.

Cykelrytterne fører sig frem med taktikker og strategier, og når noget går galt, så bebrejder de alt andet end dem selv. Cyklen. Modvinden. Modstanderne. Alt det som man slet ikke forventer i et cykelløb. Men mon ikke skylden ligger ved dem, der bruger alle sponsorpengene på at hyre en eks-jægersoldat, som bare ligger og drikker Paderborner i Tourbussen, i stedet for at træne sine ryttere til at køre stærkt? Når der så endelig går noget rigtig galt, såsom et styrt – for det er jo det, man som seer egentlig venter på – så blæses det op i TV-avisen, som om det er en interessant nyhed! Jeg lavede 2 kæmpestyrt på min racercykel i min ungdom, og jeg var vanvittigt beruset begge gange. Ringede jeg efter pressen, og lå og hylede over en hudafskrabning? Nej, jeg kravlede tilbage og cyklede videre. Tag jer dog sammen!

På den anden side er der en stor fordel ved cykelløb, da det synliggør mange af de åndeligt mindrebemidlede i landet, og så kan man nemt se, hvilke af sine naboer man skal undgå at tale med. For eksempel dem der kører helt til Frankrig i deres ferie for at stå og hoppe og skrige i de 3 sekunder, feltet kører forbi, i deres latterlige shorts med deres grimme hvide ben. Dagen efter kan de så pruste sig 13 meter op af bakken selv, for at påstå, at de har gjort som deres idoler. Stupid is as stupid does.

lørdag den 24. november 2007

Dekadans!

Så er endnu en sæson af ”Vild med Dans” gledet over skærmen – hvilket nummer var det denne gang? Syvogtredvte? – og igen tør man tænde fjernsynet fredag aften uden frygt for at skulle udholde den sindsoprivende spænding, når dommerne i første program giver deltagerne 5 point, i næste 6 point og så fremdeles ind til finalen, hvor de får 10 point. Forudsigeligheden er kun overgået af go’e gamle Debbie ”så-erstat-hende-dog-for-helvede-med-et-skilt-hvor-der-står-5-point-så-vi-sparer-lidt-licens” Cameron.

Jeg har set mange voldelige og uhyggelige film, hørt meget musik og læst mange horror-bøger og spillet en del computerspil, og én bestemt hændelse gentog sig gang på gang: Advarslen fra familie og medier om, at det er potentielt skadeligt at have disse hobbyer. Hver gang en bevæbnet elev i USA leger kinesisk retssystem med sine skolekammerater, lægges skylden primært på computerspil og musik, og der er nærmest ingen grænser for, hvor ondskabsfuld en indflydelse disse kilder har.

Det paradoksale er, at ”Vild med Dans” påfører en reel ondskabsfuldhed igennem fjernsynet til det bleg-danske publikum. Hvordan vælter deltagerne fra dette program sig ikke i trusler mod hinanden, sex-eskapader, stofmisbrug og ægteskabsbrud? Alle til hobe er en bande slyngler og alkoholiske kone-bankere, som spreder ulykke og had mellem hinanden og alle andre. Og som prikken over i’et kårer man Robert Hansen som vinder, og udråber ham til et forbillede for den danske ungdom! I ved, ham som tæsker kæresten, tager hårde stoffer og kører spirituskørsel! Jeg ved, at I tænker: ”Åh, jamen, dansen har reddet Robert til at blive et godt menneske igen, og han brugte i øvrigt kun stumpe genstande mod Mira!”. Tydeligvis kender I ikke regel 1 angående denne type: De ændrer sig aldrig! Regel 2 er, at hvis de ændrer sig, bliver de typisk til Moses Hansen, hvilket faktisk gør regel 1 ret nådefuld.

Men hører man protester over programmet, når en 17-årig ung knægt opsprætter en 83-årig bedstemor for en pakke cerutter? Hører man forældre advare deres børn mod at lade sig fordumme hver fredag aften? Nej, for dans er jo så pænt, og dem, der udøver det, er jo så pæne, og de er jo så pænt klædt på. Derfor opfordres man ligefrem af venner og familie til at se dette skadelige program! Ufatteligt! Programmet burde simpelthen forbydes, og danseskoler over hele landet stemples som terroristoptræningslejre under terror-paragraffen. Vi kunne også bare prøve at indse, at dårlig indflydelse ikke altid har et umiddelbart grimt ansigt.

Nu er der ligefrem moraler i mine indlæg også - jeg skriver snart et kritisk indlæg om Bitter Blog!

onsdag den 21. november 2007

Køb og smid væk

Netop som jeg tror, tingene ikke kan blive værre, ser jeg en reklame på TV3 for denne CD: Den Officielle Danske Hyldest til Elton John! Her er et billede af coveret, men det er muligvis ikke genkendeligt i butikkerne, hvor det er overfyldt med klistermærker med vigtig information såsom ”Kendt fra TV”, for så må det jo være godt!

Som om Elton John ikke selv er i stand til at plage os nok med sine forfærdelige, såkaldte klassikere, genindspiller danske kunstnere nu nogle af hans numre. Hvor stor chance er der for, at det er bedre end Elton John’s egne indspilninger, eller at det er interessante fortolkninger? Absolut ingen, for når man kender til dansk musik, ved man, at der intet talent er. Overhovedet.

Jeg læste i øvrigt et sted, at man ikke må gengive covers og lignende, med mindre man anmelder albummet. Det gør jeg så nu: Det er en forpulet omgang lort! Nul stjerner! Og det bryder Elton John sig garanteret ikke om.

CD’en er tilsyneladende indspillet ”i anledning af Elton John’s 60 års fødselsdag”, som egentlig lå den 25. marts, så mon ikke den nærmere er indspillet ”i anledning af, at det er jul om halvanden måned, og de danske kunstnere mangler lidt penge, som de så passende kan snuppe ud af tonedøve danskeres tegnedrenge”? For det er nemlig ganske morsomt, at de danske kunstnere, som i deres evige bedrevidenhed plejer at gøre opmærksom på fattigdom i samfundet, og som tordner mod og nedgør selviskhed ved enhver passende og upassende lejlighed, lige pludselig beslutter sig for at indspille nogle numre af en kunstner, som i sin karriere har været indbegrebet af skabet egoisme, overdrevet forbrug og dekadence. De er jo i virkeligheden selv ludere for lidt ussel mammon, og det er det samme som at smide sine principper ud af vinduet for en stund, ikke sandt, I skide dobbeltmoralske dilletanter?!

Nå, men kender jeg det danske musikmarked ret, vil denne CD plage os hele vejen gennem julen – i radioen, i reklamer, blandt familien, som konstant vil tale begejstret om dette skrækkelige makværk. Den ikke-reflekterende musikforbruger tænker: ”Åh ja, Elton John er god – jeg hørte vist et nummer med ham engang, så den CD skriver jeg straks på min ønskeseddel.”, hvorefter staklen får CD’en, bliver vildt glad, sætter den på med det samme, hvorefter den aldrig bliver spillet igen. Køb og smid væk! Hvornår fanden får folk dog øjnene op?

mandag den 19. november 2007

Lær at køre på motorvej

Efter en weekend i bilen i Danmark kan jeg endnu en gang konstatere, at ingen, udover jeg, kan finde ud af at køre på motorveje. Okay, jeg overdriver, for nord for Randers var der en Ford Sierra, som egentlig kørte fornuftigt nok. Bortset fra denne enlige svale var turen dog et studie i ynkelig kørselselendighed, som kunne irritere enhver med blot antydningen af køreevner nok til at kaste sig skrigende i en afgrund.

Hvorfor er det svært for danskerne at køre ordentligt på motorvej? Hvorfor opfatter vi det som vores gudgivne medfødte ret at ligge i yderbanen med 95 km/t og kigge stift 30 meter lige frem ud over vores egen næsetip? Hvorfor kan man i det sydlige Tyskland spotte en dansker på 3 kilometers afstand på grund af hans tåbelige, enøjede kørsel? Kan ingen dog fatte, at der er andre bilister på vejen, og at man ikke mister sin lille penis ved at trække ind til siden, hvis nogen gerne vil forbi?

Jeg har til alles bedste lavet et lille diagram, som man som bilist bør følge. Det er så nemt, at selv min defekte kaffemaskine er intelligent nok til følge det og dermed føre en bil på motorvej. Så snart det er implementeret gennem Rådet for Større Færdselssikkerhed, kan noget af den nederste del dog fjernes, da der ikke længere vil opstå situationer, hvor der skal presses. Det gør der desværre i massiv grad nu, da det eneste, der kan få en egoistisk bilist ud af sin stædighed, er en direkte og brutal trussel om et umiddelbart forestående voldsomt trafikuheld forårsaget af en påkørsel bagfra. Og som ægte presser er man naturligvis parat til at gå i døden for sin sag. Jeg vil i hvert fald grine fra min grav, hvis jeg får flået den der langsomme gamle dame (inklusive alle børnebørnene på bagsædet) med mig i helvede med 175 km/t.

Diagrammet er vist nedenfor – klik på det for en større version. Det henvender sig til førere af personbiler uden anhænger, som kører på motorvej, og det burde indgå i samtlige køreprøver fremover. Her er lidt tegnforklaring:

  • Sort cirkel: Start her!
  • Pile: Pile uden tekst skal umiddelbart følges, pile med tekst skal følges, hvis de passer på din situation.
  • Boble med tekst: En aktivitet. Gør det, der står!
  • Diamant: En beslutning. Følg den af pilene ud, som passer på din situation.


lørdag den 17. november 2007

Verdens bedste film

... er ikke Titanic, nej. Den havde en god slutning, fordi alle døde, men ellers var det en gang pladderromantisk bras. Har jeg hørt, for jeg har ikke set den – jeg hoppede bare direkte frem til kapitlet, og sad og grinte, mens alle druknede, men jeg vidste det jo egentlig på forhånd. Den mest fantastiske film nogensinde er i skrivende stund tyve år gammel, og bærer den stolte titel RoboCop.

Historien tager udgangspunkt i den pligtopfyldende betjent Alex Murphy, som efter en grufuld likvidering bliver lavet om til en cyborg. Han husker dog stadig, hvem der dræbte ham, og han sætter sig for at hævne det - imod sin programmering. Fuck, den er god – helt sindssygt god. Der er så mange klassiske scener, at jeg slet ikke kan nå at nævne dem alle, og så indeholder den samtlige elementer, som gør en film seværdig:

1) Ingen kærlighed (næsten da, og den smule der er, baserer sig på en programmeringsfejl)
2) Matsorte politibiler (som dog burde have været Opel Manta)
3) Vold
4) Genialt onde skurke

Abstrakt set er filmen et dilemma. Den skildrer fremtidssamfundet. som vi ønsker det, og sådan som vi ikke ønsker det – på én og samme tid. Det, vi ikke ønsker, er vold og usikkerhed. Det, vi ønsker, er en politi-styrke, der konsekvent vælger dødelig vold som første middel mod kriminalitet. Det geniale er, at når det vi ønsker, indføres, opstår det, som vi ikke ønsker, aldrig. Det er jo et Columbus-æg! Jeg fatter simpelthen ikke, vores samfund ikke er bygget op omkring det, denne film så mesterligt lærer os.

Den første mindeværdige scene fra filmen er, da ED-209 ved en prøve skyder en slipsefyr i smadder. Og når jeg siger smadder, så mener jeg smadder. Her er ingen små, søde, runde huller efter projektilerne, men i stedet blødende, iturevne kødkratere så store som tekopper spredt ud over hele kroppen. *blam* *blam* *blam*! Her er scenen fra filmen – og det er endda i en speciel, ekstra blodig version:



Hvad mange ikke forstår, så var det ikke en fejl, at prøvekaninen blev dræbt. ED-209 var mesterligt programmeret til at dræbe marketingsfolk, og den identificerede fuldstændig korrekt den slipseklædte, røvslikkende, unge Mr. Kinney som en sådan. Jeg garanterer nemlig for, at han på et tidligere tidspunkt havde slæbt nogle stakkels programmører gennem ydmygende teambuildingskurser, og med ED-209 kom hævnen. Der var uden tvivl et par kodere, som sad nede i Intern IT, og sendte smileys til hinanden, da de hørte ekkoet af ED-209’s kanoner runge oppe fra direktionslokalet.

Man må betegne det som den største filmhistoriske skandale nogensinde, at Kurtwood Smith ikke fik en Oscar for sin skildring af bandelederen Clarence Boddicker. En mere gennemført ond skurk skal man da lede længe efter. Scenen, hvor RoboCop anholder ham, hiver ham hen til den vagthavende, og han blot spytter en blodig kødklump ud på disken, og siger: ”Just give me my fucking phonecall!!” med ligegyldigheden lysende i ansigtet, burde få Jack Nicholson til at krybe sig ydmygt i støvet, bjæffe og rulle rundt. Jeg venter stadig på det øjeblik i mit liv, hvor jeg kan komme til at fyre den sætning af – i en relevant sammenhæng, selvfølgelig. Eller hvad med til sidst hvor han kører sin kemikalieætsede medsammensvorne, Emil, igennem (ikke ned) for fuld hammer, og det eneste, han ytrer, er et flygtigt ”Arrgh .. shit!” – og kun fordi han i få sekunder ikke kan se ud af forruden for de udsplattede, klæbrige rester af den nu forhenværende kumpan. En total, psykopatisk mangel på empati – brilliant!



Soundtracket er i øvrigt tillige et kapitel for sig. Når man ser RoboCop køre igennem byen og opklare forbrydelser til det storslåede opus, som lader dramatikken hænge så tæt i luften, at man næsten føler sig omfavnet af den, så er jeg lige ved at fælde en tåre – i hvert fald, hvis jeg har drukket 8-10 øl, hvilket jeg typisk har gjort, når jeg ser den film. Nogle gange giver det mig helt lyst til at skrive et digt, men så opdager jeg - godt hjulpet af førnævnte bryg - at jeg kan stå op og pisse.

I modsætning til, hvad du sikkert tænker lige nu, så er RoboCop ikke en hjernedød voldsfilm. Den har en vanvittig god historie med et dybt persongalleri, som ville gøre kultureliten gul og grøn af misundelse, hvis de kunne se den oppe fra deres elfenbenstårn. Og så afbilleder den det perfekte samfund. Jeg venter bare på at RoboCop-partiet stiller op, så jeg kan give dem min stemme. I’ll buy that for a dollar!

onsdag den 14. november 2007

Regnbuer

Forleden stødte jeg på en betegnelse, som jeg ikke har hørt før: Regnbuebørn. Hold kæft, hvor er det dog bare et latterligt og sindssvagt irriterende ord! Det er umiddelbart kvalmende, og jeg vidste straks, at det måtte stamme fra det inderste tarmsystem af al politisk korrekthed og følelsespædagogik. Jeg havde selvfølgelig ret, da et regnbuebarn åbenbart er barnet af et homoseksuelt par (dog ikke det biologiske af begge, med mindre jeg har misforstået et eller andet grundlæggende).

Hvad er det præcis ved denne type børn, som gør dem mere ”regnbue” end alle mulige andre børn? Naturligvis eksisterer der den generelle opfattelse af, at homoseksuelle er mindre fordomsfri og mere åbne og glade end alle andre, og derfor må deres børn være mere lykkelige. Det er selvfølgelig en åbenlys gang ævl. Det er også en mulighed, at betegnelsen stammer fra, at det er ganske umuligt for homoseksuelle at lave en ”svipser”, hvorfor alle deres børn må være ønskebørn. Under alle omstændigheder er det til at brække sig over, for selvfølgelig er de ligeså trætte af deres møg-unger som alle os andre.

regnbuebørn er ikke andet end et plus-ord, som automatisk skal få os til at associere disse børn med noget positivt, for at homoseksuelle kan få deres ivrige hænder i statskassen. For min skyld må de gerne få børn – bare de betaler selv. Heteroseksuelle som adopterer, skal da selv punge ud i stor stil. Nu kommer den så: ”Jamen, fattige mennesker skal da også have chancen for at få børn, hvis de ikke selv kan producere dem”. Øh, nej, det skal de ikke. Ingen gider se på fattige børn, med mindre det er jul, og de er figurer i et teaterstykke. I virkeligheden lugter de, stjæler og er generelt bare til gene for alle os andre. Færre af dem, tak!

Og forresten ... hvis et regnbue-barn er et barn af homoseksuelle, hvad er en regnbue-stang så?!? Nu er det helt sikkert slut med at sidde og spise dem foran mine kollegaer!

tirsdag den 13. november 2007

Top-politiker er kapsel!


Nu ved jeg ikke, om nogen af læserne har set ”Invasion of the Body Snatchers”. Jeg refererer naturligvis til den gode indspilning med Donald Sutherland (1978), og ikke til det bremsespor på filmhistoriens lagen, som indspilningen fra 1993 metaforisk var. For lige at afslutte den diskussion med det samme, vil jeg minde på, at sidstnævnte benyttede sig af en af de mest anvendte plottwists i elendige Hollywood film: Frontal nudity. Tror jeg nok.

Grunden til, at jeg taler om filmen, er de opdagelser jeg har gjort, siden jeg forleden besluttede mig for at afprøve et morph-værktøj. Jeg gennemlæste et eksempel og fandt to billeder, som lignede hinanden lidt. Uden at tænke over det valgte jeg et nutidigt foto af Niels Helveg Petersen og et foto af, hvad jeg troede, var selv samme politiker som ung. Det viste sig så til min store overraskelse, at der tilsyneladende også eksisterer en ”Morten” Helveg Petersen, og at det i virkeligheden var ham, som var på mit andet foto. Når en af dem har været på fjernsynet, har jeg hidtil forvekslet begge to med Niels Helveg, selvom ”Morten” er hans søn. Til mit forsvar kan Botox jo gøre meget, og da jeg er en meget tolerant person, har jeg ikke tænkt videre over den let feminine, halvlange krøllede frisure, som han til tider har haft.

Ganske uforvarende satte jeg mit morph-program til at arbejde på de to billeder – fra ”Morten” Helveg Petersen til Niels Helveg Petersen. Her er den advarsel, som dukkede op på min skærm og spøgelsesagtigt oplyste mit dunkle kontor umiddelbart efter, jeg bad computeren gå i gang:



Jeg var naturligvis chokeret, og jeg gik straks i gang med en grundigere undersøgelse. Det viste sig, at ”Morten” Helveg Petersen er en tro kopi af sin ”fader” – man kan jo knapt nok se forskel på dem. Begge giver samme vage og vattede udmeldinger belastet af ulidelige mængder politisk korrekthed pyntet med uovertruffen ubeslutsomhed. Det er simpelthen umuligt for et barn at lave så lidt oprør mod sine forældre – at blive sådan en klon i sit voksne liv - uden at det en dag går amok med hjemmeværnsriffel i den lokale børnehave eller krakelerer på anden morderisk vis. Kort sagt gemmer sådan en klon på en frygtelig hemmelighed, og ”Morten”’s er, at han i virkeligheden er en knapt 78 % udviklet frøkapsel-body-snatcher af sit hidtil antagede ophav.




Der er mange indikationer på dette, udover den åbenlyse adfærdskopi:

  • Han besidder først og fremmest et lettere ”fedtet” udseende, hvilket minder meget om de halv-færdige kapsler fra filmen. Bemærk hans krøllede hår, der ligner de planteagtige tentakler, som er med i filmen, og som uden tvivl anvendes til at trække energi ud af Niels Helveg Petersen. Disse tentakler har han dog tabt for nylig, og har nu endelig en frisure som en mand (dvs. maksimalt 3 mm over hele sit hoved – eller skal jeg kalde det kapsel-hjerne-beholder, hva’ ”Morten”!!).
  • Jeg lider af pollenallergi, og Helveg giver mig altid knopper!
  • Som det tredje kan man kan undre sig over, hvorfor han som offer valgte et medlem af et parti, som traditionelt er imod løsning af konflikter ved brug af vold, når han nu selv er en del af en større invasionsstyrke fra hinsides solsystemet. Men det siger faktisk sig selv – de forsøger at få os til at nedruste, så de endnu lettere kan aflive os med deres allerede teknologisk overlegne laser-knipler.


Det sidste og afgørende bevis kom, da jeg tøvende kørte mit morph-program med et nyt ”fra”-billede. Med rystende fingre og en ubehagelig forudanelse klikkede jeg på OK knappen, da advarslen gentog sig selv som tidligere. Resultatet af morphingen er angivet nedenfor – det resultat, som sendte mig løbende skrigende ud i natten, væk fra den vattede, monotone stemme i folketingsvalgsprogrammet i fjernsynet og ud under den sorte og nu så forfærdelig truende himmel:

søndag den 11. november 2007

Seksualsocialisme

Der er noget helt galt med skattesystemet i Danmark. Nu lever vi i en overvejende socialistisk stat, hvor man forsøger at gøre borgerne lige, ved at penge kræves ind og fordeles ud igen. Men hvorfor stopper man egentlig der? Hvorfor er der ikke skat på venner, familie eller - som overskriften på indlægget antyder - sex? Ideen er simpel og fuldstændig analog til den traditionelle skat: Den der har meget, skal dele ud.

Der eksisterer nemlig enorm ulighed i Danmark, hvad angår seksuel aktivitet. Nogle borgere vader i seksuelle partnere, andre borgere må ensomt ty til snurrende plastikapparater eller halvvarme radiatorer med svinelevere. Det kan da ikke passe? Men sjovt nok stivner smilet hos socialisterne, hvis man kommer med forslaget om seksuel socialisme, og med en hæslig hvæsen siger de: ”Min krop er min egen!”. Nå, det var da pudsigt, for ifølge jer er min hjerne ikke min egen! Nej, min hjerne må jeg helst ikke få udbytte af selv – det skal jeg dele med jer, mens I ligger og har uhæmmet, skattefri sex uden at dele med os andre.

Hvor ofte trækkes man ikke igennem tårevædede historier om, hvordan økonomisk ulighed skaber ustabilitet i samfundet, og hvordan det er urimeligt, at nogle tjener mere end andre? Påstanden er, at økonomisk lighed simpelthen er løsningen på alle problemer. Nøjagtig det samme kan siges om sex! Hvis vi fordeler sex, kommer vi af med en masse voldtægtsmænd, besværlige folkeskolelærere og måske endda Ritt Bjerregaard.

Men man taler for døve øren, for det vil lige pludselig betyde, at socialisterne selv risikerer at skulle af med noget, og det er selvfølgelig fuldstændigt uacceptabelt. For ser man nogensinde en socialist, som gerne giver noget i stedet for at modtage, hvis vi ser bort fra tilfælde, hvor det er tyvstjålet fra andre? Eller en socialist, som ikke er sygeligt besat af penge? Jeg så én i fjernsynet engang, men jeg skiftede kanal, fordi jeg hader fiktion. Jeg kan forestille mig protesterne fra den socialistiske ballademager, som lille lørdag aften hives væk fra sin autonome dulle af skattevæsenet med beskeden om, at ”fede Piske-Petra” ovre på grillbaren skal serviceres … NU! Så kan han endelig med rette synge om at blive ”bundet på mund og hånd”.

Hvor er det typisk. Ligeså snart man forsøger at fravriste lidt sex fra socialisterne (og de laver jo ikke andet i deres beskidte kollektiver!), så bliver der uddelt slag og trusler såsom: ”Det er min krop!”, ”Skrid, dit fulde svin” og ”Jeg ringer til politiet, hvis du ikke stopper med at snuse til mine trusser i vaskekælderen!”. Så må man bare ærgre sig over, at man er født med evner, der beskattes. Andre evner såsom charme, åbenhed og et venligt sind er fuldstændig gratis, og man kan nyde frugten af ens arbejde, uden at vamle, fremmede eksistenser får lov at befamle den. Go figure!?

Nå, nu banker det på døren. Det er nok medarbejdere fra staten, som vil ind og gruppevoldtage min hjerne igen, og jeg har bare pligtskyldigt at sprede frontallapperne. Jeg skriger: "Ikke i aften, Skat!". Men de fortsætter uhæmmet. Det er et overgreb!



fredag den 9. november 2007

Ligegyldige statements

Hvad er der med visse gravide kvinder? Hvorfor vralter de rundt med deres maver i fri luft, som om de skulle være specielt interessante for komplet fremmede? Ja, jeg taler om de højgravide kvinder, som vælger at tage tøj på, hvor maven er blottet. Det er ikke for komfort, det er ikke, fordi de synes, det ser pænt ud, nej, det er fordi, vi andre skal synes, de er specielle – de laver et såkaldt statement.

Det værste eksempel, jeg har oplevet på dette, var en pige jeg så i det lokale supermarked. Hun havde valgt at iføre sig en lyserød stumpet T-shirt, hvorpå der var trykt teksten ”Knocked up” og en pil ned mod maven. Jeg er sikker på, at da hun tog den på, følte hun, at hun lavede et statement om, at hun var en selvstændig, lidt frisk pige, som stod ved sin seksualitet. Men i virkeligheden udbasunerede hun i al pinlig tydelighed, at hun havde været billigt til salg for en doven Barcardi Breezer med ananas-smag og en velplaceret tribal-tatovering, og nu var det uundgåelige sket på en ret intetsigende, hurtig facon, og i øvrigt anede hun ikke hvem af dem, der var faderen. Jeg fatter forresten ikke, at pilen på nogen måde var nødvendig?!

Forstå dog, at det overhovedet ikke er interessant for andre, at du er gravid. Lad os regne lidt på det: Hvis vi siger at den ene halvdel af befolkningen er mænd og dermed den anden kvinder, og at cirka 65 % af kvinderne kan blive gravide, så udgør de potentielt gravide altså den udvalgte niche af 32,5 % af befolkningen – altså cirka en tredjedel. Det er cirka det samme antal, som er nærsynede, og som derfor bruger briller.



Spændende og interessant? Anderledes og fornyende, ikke? Nej, netop! Ingen gider høre om det!
Hvis vi tager statistikken og trækker mændene helt fra, og udelukkende betragter kvinder i den fødedygtige alder, så befinder man sig som gravid i den eksklusive skare af 95 %. Denne fantastiske bedrift placerer jo gravide i samme interessante og specielle liga som folk, der har kvalifikationerne til at bære disse T-shirts:



Og helt ærligt, med mindre det er ens eget barn og det er mongolidt, så er det ikke særlig sejt at blære sig med sådanne færdigheder.
Hvis du er kvinde, sidder du uden tvivl og er dybt uenig lige nu og tænker: "Kan manden dog ikke forstå, at det er skabelsen af liv, der er fantastisk, og der derfor er grund til at hylde enhver graviditet, som et symbol på det vidunderlige i vores frugtbarhed?".
Nej, kære inkarnation af Freja. Når hormonerne engang er holdt op med at serie-sparke dine følelser i testiklerne, kan du måske indse, at det er begrebet liv og ikke i samtlige tilfælde fænomenet liv, der retfærdigvis kan beskrives som ”fantastisk”. Ironisk nok eksisterer der en del dobbeltmoral omkring dette blandt den kvindelige del af befolkningen. Det mærkede jeg på egen krop, en gang en pige besøgte mig i min lejlighed, da jeg boede alene. Der forekom det mig tydeligt, at hun ikke ligefrem ønskede at hylde og tilbede over 57 ellers så velskabte fænomener af begrebet liv, som var opstået i køleskabet i min 16 måneder gamle leverpostej.

onsdag den 7. november 2007

Lær at skrive meningsfyldte sangtekster

Din situation

Du overhørte din datter – hende, der aldrig udviklede tænder i overmunden – spille en melodi på sin banjo ude i laden, og sikken en ørehænger hun komponerede! Der er ikke skyggen af tvivl i dig om, at til disse toner vil enhver med bare antydningen af tyske aner begynde at gnubbe sig op ad det nærmeste stykke læder og stampe i gulvet med uhyggelig præcision til den primitive rytme.

Din plan

Du vil indspille nummeret og udgive det, så du scorer kassen og bliver lykkelig.

Dit problem

Der skal skrives en tekst til nummeret, og din kreative muse strækker sig i bedste fald til at inspirere dig om blomster, en sommerdag eller en gåtur i skoven. Den uundgåelige konsekvens er, at din sang vil blive spillet udelukkende på lokalradio og –tv, og udover at være til grin vil samfundet som en bonus kvittere med at stemple dig som sympatisør af Dansk Folkeparti.

Løsningen

er nær! Jeg præsenterer her en fremgangsmåde, som leverer en tekst, der hiver din sang op af dyndet og dig direkte ind i kultureliten, som vil bukke sig i støvet – en reaktion på, at de absolut intet forstår af den tekst, du har skrevet, og derfor i panik er nødsaget til at kalde den kunst. Næste trin er en plads på Finansloven med kulturstøtte, hvor du i de næste 5 år kan proklamere, at du realiserer dig selv for at genfinde din kunstneriske åre, mens du i virkeligheden æder pizza og ser zombie-film. Med andre ord: Du er blevet rig og lykkelig!

Fremgangsmetoden er brug af fri association, som du i iterative trin påfører din banale lyrik om lykkestunden med morgen-bajeren i bryggerset. Som eksempel vil jeg bruge ”Himmelhunden”, hvis tekst er valgt ud fra den kvalitet, at alle husker den selv efter at have drukket sig ned under primat-stadiet. Her er en delmængde af teksten, som er tilstrækkelig til at illustrere metoden:


På en markedsplads,
hvor jeg var færdig med at spille.
Stod jeg træt og kold bag scenen og slapped’ af.
Da jeg hørte nogen mumle ganske stille.
Og en mand med en lille hund,
så på mig og sag’:

Hej du spillemand,
vil du sig’ mig med det samme.
Og vær’ ærlig, for jeg mener hvert et ord.
Når Vorherre, slukker livets flamme,
og man skal forlade denne jord.
Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?
Den er sød og den har vær’t min bedste ven.
Den er klog og fin,
og har lige vær’t i bad.
Hvis man må du Spillemand,
så bli’r jeg glad.


Udvælg nu ord og fraser, som du umiddelbart kan associere over. Du skal helst igennem samtlige ord, men går det galt, kan nogle springes over. I mit eksempel, hvor jeg kun går i detaljer i introen, udvælger jeg: Markedsplads, færdig med at spille, træt og kold, slappede af, høre, mumle, stille, mand, hund, at se. Fri association til disse ord og fraser giver: Mudder, køkkenrulle, soldat, offentlig ansat, støj, cykelbukser, liste, jakkesæt, glæde, briller.

Fyld nu disse ord ind i stedet for den banale tekst, og du opnår derved en tilsyneladende dybde, som har et ekko af den oprindelige naive sammenhæng. Der skal selvfølgelig justeres undervejs for rim, og er det umuligt at rime dem sammen, udføres association på associationerne. For eksempel er offentlig ansat for kluntet, så det bliver erstattet af kontoransat, glæde af smil og briller af skær. Fyldord, som binder disse ord sammen, kan selvfølgelig fyldes på. Lad rimene få sekundær og versefødderne sidste prioritet. Fortsæt på denne facon og vi får:


I et mudderhul
Står den ensomme køkkenrulle
Vil soldaten hellere vær’ kontoransat?
Kom der støj som fra en cykelbuks i kulde?
Jakkesæt - gav gerne kun smil
ved de sorte skær

Med en køkkenrul’
kan der males lige meget
Giv en ed, og din sandhed vil komme frem
Når skyen dækker for kærligheden
se da Døden slå de frie lam
Vil glæden skinne over mørke skyer?
Lad blot ebbe efterlade slunken skål!
Når et skarpt hårbånd
Igen engang bliver våd
får køkkenrullen så lov
at smile kåd?


Syng sangen igen og bemærk, hvordan den nu har skiftet karakter fra at være egnet til pauseunderholdning i en bingohal, til at kunne blive udvalgt af Lars H.U.G. til fortolkning foran et regeringskritisk intimpublikum. I den nye sangtekst findes uden problemer henvisninger til krig, ligegyldigheden i livet, kapitalismens kynisme og en antydning af forgæves, politisk korrekt længsel efter mere lighed i samfundet. Foreslår nogen en fortolkning, du ikke forstår, nikker du blot svagt, sætter en tommelfinger let under hagen, og kigger med tankefuldt blik ud af det nærmeste vindue.

Metoden kan anvendes af alle, kvit og frit – dog vil jeg gerne have en tak i CD-omslaget. Det siges, at Nephew anvender metoden med stor succes.

søndag den 4. november 2007

Banebrydende forskning i selvmord

Jeg læste forleden en artikel om, at der ind imellem er børn helt ned til 4-års alderen, som forsøger selvmord. Min umiddelbare reaktion var en følelse af ligegyldighed, men så slog det mig pludselig, at dette fænomen faktisk afslører en hel del om de pågældende børns personligheder, som kan komme samfundet til gode. Efter grundig forskning og dyb overvejelse er jeg kommet frem til, at børn, der forsøger selvmord som 4-årige, kan opdeles i 4 typer:

Type 1: Kvitteren (a.k.a.: "Damn, han gav hurtigt op, hva'?")
Da jeg var 4 år var det hidtil besværligste valg, jeg var blevet stillet overfor, om jeg skulle savle på den blå eller røde klods først. Hvis det var virkelig udfordrende, skulle valget træffes samtidig med at jeg hev min hund i ørene. Hvis man vælger at tage billetten frem for at skulle træffe sådanne beslutninger, kan jeg kun sige, at livet ikke bliver morsomt, og der er ikke meget håb for denne type børn. Overlever barnet det første selvmordsforsøg, kan det garanteres, at det ikke bliver det sidste. Jeg forestiller mig kvitter-børn, som begår harakiri og hænger sig på stribe ved deres første besøg i Sukkerstokken, når de stilles overfor at skulle vælge mellem 250 forskellige typer slik. Og det er fandme klamt for alle os andre, som også køber ind der!

Type 2: Den forudseende
Dette er den mest intelligente type af de 4. Barnet forudser allerede, at livet bliver et stort helvede, og i stedet for at gennemgå pinslerne og skifte hele garderoben ud med sort tøj, pine sine øregange med norsk dødsmetal gennem hele teenagetiden, og ende med et elendigt job med verdens ringeste chef efter 15 års frygtelig tortur i uddannelsessystemet, vælger det klogt at snuppe genvejen til den ultimative ormekur med det samme. I skarp kontrast til kvitter-barnet er det desværre et tab for samfundet, da der bestemt er brug for personer med så gode evner til at ræsonnere. For eksempel indenfor vejafdelingerne i kommunerne, hvor de hver vinter bliver overraskede over, at der kommer sne.

Type 3: Efteraberen
Denne type er ifølge den oprindelige artikel den mest typiske selvmorder. Barnet efterligner simpelthen uden selvstændig tankegang, hvad det ser sin omgangskreds gøre – f.eks. en ældre søskende. Typen udgør det økonomiske grundlag for mode-branchen og storby-cafeerne samt en stor del af vælgerskaren for det Radikale Venstre. Er efteraberen en yngre søskende til kvitteren, er man som forælder virkelig på røven. Der er dog ingen grund til at ærgre sig, da ingen ville kunne lide efteraberen som voksen alligevel.

Type 4: Mr. Trigger-Happy
Dette barn er ikke forudseende, men tager en hurtig og uigenkaldelig beslutning på et uhyre spinkelt grundlag. Det kan sammenlignes med at købe en flybillet til Afrika og så forlade checkin-køen og tage hjem, fordi man vurderer, at Afrika er for kedeligt. Det er ikke særlig intelligent, men alligevel har samfundet brug for denne type. De er oplagte topledere, og da de netop tager hurtige, uovervejede beslutninger, kan de forholdsvist nemt trækkes bort fra selvmords-tankerne med den rette motivation. Giv dem lidt mere slik end andre børn, eventuelt et lille jakkesæt og en titel, og ligeså snart de fatter interesse for en PC, skal de have PowerPoint i fødselsdagsgave. De kan med fordel lege med kvitter-børnene, og f.eks. pakkelege med silkesnore udvikler deres evne til at tage beslutninger uden skelen til konsekvenser, og opfordrer samtidig kvitterne til at tage deres uundgåeligt sidste skridt lidt hurtigere, så os kunder i Sukkerstokken kan handle uden at miste appetitten.

fredag den 2. november 2007

J-dag ...

… må simpelthen stå for Jubelidiot-dag! Man forestiller sig nemt, hvordan marketings-medarbejderen stod med hænderne i vejret og råbte: ”KANOOOOOOON!”, da han fik denne ide. Det er nemt, fordi marketings-medarbejdere altid gør sådan, uanset hvad der er sket, men denne gang fik han rent faktisk en (økonomisk) god ide: Tag den sædvanlige guldøl, hæld lidt karamel i, lav en nuttet reklame, og få alle tåber i landet til at tilbede den som en afgud.

Er det ikke sket hver eneste gang, man har stået sammen med en flok venner, og en af dem havde gjort det tåbelige valg at bestille en ”snebajer” (og det navn bliver bare ved med at være så sjovt), at vedkommende tog et første sip (for han drak jo ikke som en mand) af den skumløse væske og udbrød: ”Ja … den smager jo godt!”. Øh, ja, det er jo øl, ikke? Men den smager hverken bedre eller anderledes end enhver flad dansk pilsner, og det er det, der er det uhyggelige i ideen med J-dag: Alle tilbeder den årlige lancering af en øl, som konsekvent dumper hver eneste blindtest, den deltager i, fordi den netop smager af det, den er brygget på: Gullig sne. Det hele er ren image.

Nu kan jeg mærke, at du allerede har placeret cursoren (den blinkende dims) i kommentarfeltet, og er ved at skrive: ”Det er selve traditionen, der er det spændende og det fee’ ved J-dag”. Du mener traditionen med, at en flok overgearede unger står og råber og skriger på øl, og bruger hele deres indkomst på at drikke sig totalt under gulvet en fredag aften? Med andre ord det som sker hver eneste fucking fredag året rundt?! Flot argument.

Nu er det ikke fordi, jeg er typen, der udelukkende drikker Hyldeblomst special-Ale fra Agerskov klosterbryggeri, og glor nedladende gennem åndssvage hornbrille-designerstel på dig, der tumler rundt og hælder en forkølet forklædning af Tuborg Guld ned i svælget. Nej, jeg drikker skam gerne 8 »Ja« pilsnere fra Alta en kedelig torsdag aften i selskab med mig selv. En gang imellem er det dog sjovt nok at smage noget andet, men skulle man formaste sig til at servere det for sine J-dags venner, så hyler og tuder de over, at det er ”grumset” eller at ”der ikke er brus i”. For helvede, hvor en gang skide pattebørn. Så drik dog sodavand!

Det er næsten det, at Tuborg ikke engang kaster kræfterne i at lave en ordentlig øl, der er mest irriterende. De må da have ressourcer til at skabe noget rigtig spændende, i stedet for at man skal sælge sin mors hornhinde på det sorte marked for at få råd til en Stout fra et lokalbryggeri. Retfærdigvis skal det siges, at de dog også laver noget spændende, men prisen bliver skruet helt sindssygt op, da det derved får et skær af fint at drikke andet end almindelig pilsner. Men ved du hvad? Det er det ikke!