onsdag den 31. oktober 2007

Brænd lunten!

Jeg græd mig i søvn Juleaften 1984. Ikke fordi der manglede en bestemt gave eller et flot juletræ eller en hyggelig aften sammen med min familie. Jeg græd, fordi jeg i mit uskyldige barnesind, i min naive tro på det retfærdige i livet, havde haft fulde forventninger om, at jeg skulle se Lunte dø en forfærdelig udpenslet død i det sidste afsnit af Nissebanden. Det havde også været min forventning i hvert af de enkelte 23 tidligere afsnit, men hver aften inden jeg faldt i søvn, kunne jeg i det mindste klynge mig til håbet om, at næste dag ville Manden med Leen brutalt nedfælde den irriterende og idiotiske Lunte i den bedste sendetid.

Dette minde har været begravet langt borte i min hukommelse – sikkert fordi jeg er blevet voksen, og i processen har mistet dele af min fantasi, og dermed illusionen om, at Lunte rent faktisk eksisterer. Væk er skrækken for, at hans skygge en dag sniger sig ind på mig, og jeg overrumples af en hæslig strøm af stupide vitser krydret med præ-infantilt slapstick komik. Indtil for knap 2 timer siden, hvor jeg opdagede, at Lunte lever, dog ikke i den helt samme form. Exit den latterlige hue, enter en kulsort, tætklippet frisure. Exit det fjogede ansigt, enter det goatee-beskæggede ditto.

Man skal dog ikke skue hunden på hårene, og ganske rigtigt viste det sig, at det var den samme tumpede Lunte, som vi kendte ham fra Nissebanden, dog med en anelse mere sinister fremtoning. Jeg genkendte ham hurtigt på de tætsiddende øjne og det fårede udtryk i ansigtet. Desuden var han cirka ligeså sjov som en plasticklods, så det var også en afslørende faktor. Han havde dog skiftet den tåbelige falde-på-halen komik ud med det politiske sidestykke til at skide i en dåse og kaste det ud over os alle sammen: ”Demokrati er ikke bare en ret vi har, det er altså også en pligt til at følge med, og hvis man ikke gider at følge med, så skal man lade være med at møve sig frem og være med til at bestemme”, siger han. ” Jeg mener, at hvis det er sådan, at ens kendskab til de politiske partier udelukkende hidrører fra, om de har været med i ’Vild med dans’, så vil jeg sige: Bliv hjemme på sofaen, lad være med at blande dig med dine ukvalificerede meninger”.

Nu er jeg blevet voksen, så selvom jeg da er skuffet over, at han stadig lever, er jeg ikke bange for Lunte mere. Han er på mange måder en lille mand, og bare ideen om, at folk ikke bør stemme, når de ikke drager samme vildfarne konklusioner som ham (for det er dét, han i konteksten mener), er nærmest tragi-komisk. Han fatter ikke engang ironien i, at hans budskab kommer igennem vha. de samme mekanismer, som ifølge ham skaber ”Vild med Dans”-stemmerne. Flemming Jensen: Bliv dog i din niche med satirisk petit-teater, hvortil der højest er 5 hjemløse tilskuere med fribillet. Var der betalende gæster, var det vel også et flop i dine elitære (og lettere mongolide) øjne. Bliv venligst i dejligt skattefrie England, og lad være med at blande dig i vores liv med din ukvalificerede eksistens. Så slipper jeg også for igen at gå og håbe på, at Manden med Leen omsider opfylder min bøn. Helst Tonajt!

Det kan undre, hvad det er, der gør, at den ene debile kunstner efter den anden får ørenlyd om politik i medierne. Det er muligvis fordi, de siger en masse ting, som ingen fatter, inklusive dem selv, men ingen har nosserne til at indrømme det af angst for at virke dumme. Kunstnere er ikke bedre mennesker end os andre, selvom nogle af dem selv tror det. Dog fortjener de bestemt at få en æresdoktorgrad fra Handelshøjskolen, når de er i stand til at sælge deres egen afføring på dåse. Men lad venligst være med at kaste det ud over os der ikke ønsker det, tak. Gid dog medierne én gang for alle vil ignorere deres totalt irrelevante og ligegyldige meninger

tirsdag den 30. oktober 2007

Usund motion

I modsætning til, hvad man skulle tro, så er ikke alt, som kommer fra USA godt. Og nej, dette er ikke nogen henvisning til George Bush, din socialistiske ballademager af en læser.

Jeg taler om Pole Dancing. Pole Dancing er en form for erotisk dans, som man typisk ser i (dårlige) Hollywood film i scener, hvor gangstere er på bar. Da du nok er totalt under tøflen og forsikrede din kæreste om, at du ikke kiggede på dem, sidste gang I så sådan en film, vil jeg forklare yderligere: Halv- eller helnøgne kvinder står og danser op ad en metal-pæl på en hævet scene.

Pole Dancing er i sig selv ikke værre end prostitution, som nok er umulig at slippe af med. Det, der er galt, er, at det nu er ved at blive en populær motionsform i fitnesscentre. Rigtig god ide – ikke nok med, at der er oparbejdet uopnåelige slankeidealer i forvejen – nu skal de unge piger også lære, at de er nødt til at danse op ad en pæl for at være interessante. Med slankeidealet in mente er det også indlysende ophidsende at se på – lidt ligesom da jeg forleden lod min vandrende pind kravle en tur på min lineal. Dog kan jeg allerede mærke dig stikke en finger i siden på mig, og sige med rusten stemme: ”Men Bitter ... nu ka’ vi’ jo bare sidde i sofa’n og drikke bajer’ … mens kællinger’n danser. HARHHARH!”. Få et liv.

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive om, hvor kvindenedgørende Pole Dancing er, men så faldt det mig ind, at ligeså snart man trækker i et par stramme aerobicbukser, og tager det første greb i pælen, så har man allerede nedgjort sig selv så meget, at pælen og dansen næppe kan gøre meget mere. I øvrigt ville det være en effektiv form for IK-test, hvis kvinderne havde værnepligt: Bare stil en pæl op ved indgangen, og dem som går hen og begynder at danse, kan simpelthen kasseres med diagnosen: Rosin-hjerne.

Jeg er sikker på, at det hele ligger i opdragelsen, og derfor er jeg ikke bekymret, når ansvarlige forældre opdrager deres børn: Sådan noget skal de nok holde sig fra. Problemet er, at ca. 7 % af den danske befolkning er aktive medlemmer af et Fitness-center. Og da ca. 95 % af brugerne i et fitnesscenter har en hjerne, hvis første taktikforslag til at åbne en dåse med proteinshake er at hamre den mod panden, har vi en potentiel forældremasse på omkring 6,65 %, som kunne finde på at købe en My Little Pony® Pole Dancing pæl til deres afkom i barselsgave og derved sikre fortsættelsen af de stolte forældretraditioner.

Og nej, jeg mener ikke, staten skal lovgive på området, eller at kommunen skal ind og overvåge fitness-centrene – hvis du er socialistisk ballademager, hvorfor har du så læst så langt? Næh, det er et frit land, og i stedet kan der laves tiltag, så pælen og lignende fænomener simpelthen associeres med eller sammen med noget ubehageligt for den ovennævnte risikogruppe:
  • Brug altid termometer ”classic” ved lægen.
  • Udlever pinde til de kloge børn i børnehaven, så de kan prikke til børn af ”steroide” forældre.
  • Udskift Dannebrog med dødningeflaget.
  • Genindfør dødsstraf ved spidning.

Næste skridt bliver så at forhindre dans generelt, hvilket jeg bestemt er fortaler for – bortset fra når det sker solo, fuldt påklædt og samtidigt med indtagelse af ekstreme mængder alkohol.

Opdatering 27/8 2008 - Facebook gruppe
Bitter Blog har oprettet en Facebook gruppe for folk, som finder, at Pole Dancing er for tøjter. Klik på billedet for at se gruppen.

søndag den 28. oktober 2007

Tonedøvhed fra to verdener


Reklamer bombarderer os. Normalt prøver jeg at ignorere dem, men de betaler meget af showet, og dermed har de deres berettigelse. Desværre er der ind imellem nogle af dem, som bare er helt utroligt forfærdelige. Det værste er, at den, jeg nu vil skrive om, ikke engang er designet med det formål at være irriterende, hvilket ellers er en kendt taktik i reklamer. Nej, den er det bare, og den bliver ikke mindre enerverende af at blive gentaget gang på gang på gang:






De første gange jeg hørte den, troede jeg, at radioen og fjernsynet var tændt samtidigt. Men nej, det er en del af reklamen, hvori det påstås, at de ”blander det bedste af to verdener”. Jeg indrømmer, at da jeg hørte den første gang, tænkte: ”Det lyder da ok …”, hvorefter jeg 2 nanosekunder efter tænkte: ”Hold kæft, hvor noget lort!”. Ligesom når man går på Strøget og kommer i nærheden af den flok gademusikanter, som spiller på Pan-fløjter og Didgeridoos eller hvad nu de ellers puster i. Det er i øvrigt skræmmende at se, hvor mange der køber deres elendige CD’er på trods af, at de umiddelbart forinden har været eksponeret for musikken i mere end 3 sammenhængende sekunder. Okay, en del af køberne er børn, som er undskyldt, fordi de er dumme, tonedøve og generelt ikke fatter noget.


Den førnævnte reklame viser en hvid kvinde, som spiller harpe ved siden af en beat-boxende sort mand. Som om de ikke hver for sig lyder ringe nok, så forsøger de gudhjælpemig at spille sammen, og ser ud som om, de virkelig synes, det lyder så fedt. Det lyder da også næsten lige så godt som det, jeg komponerede på de første 5 minutter i Soundtracker på Amiga, da jeg var 14 år. Man forestiller sig, hvordan alle på produktionsholdet bag reklamen stod og rockede i deres cokerus, og rigtig syntes, de skabte fed synergi, selvom de i den ædru virkelighed kombinerede to nogenlunde tålelige lydbilleder til en torturagtig kakofoni af musikalsk elendighed og dekadent tilbagegang. Bagefter deltog de uden tvivl i et stort gruppe-knus, for i selvfed godhed at bekræfte hinanden i, at de sejrede over racisme og intolerance ved at forene forskellige kulturinput. Det ironiske er bare, at de i virkeligheden blot fremhævede og forstærkede forskelle mellem musikgenrerne og -udøverne ved at sammensætte klokkeklare stereotyper fra ”hver sin verden”. Det eneste denne latterlige reklame kan bruges til, er at diagnosticere tonedøvhed, og jeg er sikker på, at der fandtes en bedre metode i forvejen.


Og for lige at slå én ting fast: Der er kun sket én sammenblanding af ”det bedste fra to verdener”, som har resulteret i musikalsk fremgang: Det var da, man satte strøm til guitaren. Egentlig var guitaren slet ikke god før det, så det man fandt, var bare endnu en genial anvendelse af strøm. Nogle vælger stadig at bruge akustisk guitar, selvom den burde være blevet kasseret. Det svarer stort set til, at man får en ny, kraftig forstærker og så skruer helt ned for lyden. Hvilket sjovt nok var lige præcist det, der skete, da jeg så reklamen første, anden og hver eneste efterfølgende pinefulde, nerveødelæggende gang. Det er tæt på, jeg skifter bank!

lørdag den 27. oktober 2007

Valg '07: En analyse af den første debat

Så er der udskrevet valg, og igen har man brugt 5 timer foran skærmen på at se det samme tåbelige debatprogram som for 2½ år siden. Uanset hvad, bliver de jo aldrig enige, selvom man konstant håber, at den ene side giver op, giver den anden ret, og endelig giver mig magten.

Som uafhængigt medie vil jeg her give en objektiv vurdering og analyse af den første debatrunde, for det er der jo ingen andre medier der har gjort. Jeg har lavet en lille mosaik over lederne af de 9 partier, som opstiller til valget, og her er en beskrivelse af dem (startende øverst fra venstre mod højre):

1) Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti
2) Anders Fogh Rasmussen, Venstre
3) Bendt Bendtsen, Konservative
4) Naser Khader, Ny Alliance
5) Bodil Et-eller-andet, Kristendemokraterne
6) Margrethe Vestager, de Radikale
7) Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne
8) Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti
9) Enhedslisten har kollektiv ledelse, og dermed ingen leder. Derfor har jeg på deres plads placeret et gruppebillede af dem, der normalt fører ordet i dette parti.


Efter den første times tid, hvor den ene fløj i selvopfunden moralsk forargelse brugte hele tiden på at skrige ”FYYY” og ”PUU-HAA” af den anden, hvad kom der så af markante politiske udmeldinger? Ingen. Bortset fra én, som dog hverken var markant eller særlig politisk, bare dum: Helle Thorning-Schmidt vil tage skattelettelsen fra borgerne igen, og i stedet bruge pengene på velfærd: ”Tænk, hvor meget velfærd, vi kan få for 10 milliarder kroner”, sagde hun med julelys i øjnene. Da hun intet konkret knyttede til forslaget, er jeg efter grundige beregninger kommet frem til, at pengene kunne skaffe os ca. 20.000 nyansættelser i den offentlige sektor. Lige hvad vi har brug for! Alle ved, at offentligt ansatte absolut intet laver i deres 30-timers arbejdsuge. Spørg hvem som helst, bare der ikke er fjernsyn på. De ligger jo nærmest og sover på vejene, når man kører på arbejde – det er derfor, det er så nemt at ramme dem, selv når man ikke engang sigter.

Når der ansættes så mange nye i sådant et mareridt af en bureaukrati-organisation, vil ca. 95% af dem blive udnævnt til projektledere i - eller administratorer af - kæmpeprojekter med tåbeligt indhold og ligegyldige møder, som de kan vade rundt til og føle sig vigtige. Jeg prøvede selv på en tidligere offentlig arbejdsplads at være til et møde, som varede fra april til december kun afbrudt af en julefrokost. Egentlig planlagde jeg selvmord, men efter at have været offentligt ansat, kunne jeg ikke overskue arbejdsbyrden ved at være død.

20.000 nye inkompetente administratorer kan skabe omkring 5.000 nye projekter i det offentlige. Og hvert projekt udmunder sig typisk i en rapport på ca. 8.000 sider, som ingen udover Bjørn Elmquist læser. Derfor er det velfærd, vi kan få for 10 milliarder cirka lig 20.000 gange dette:



(Jeg erkender, at ovenstående illustration er lidt urealistisk, da personen på billedet i virkeligheden ville være til møde eller på orlov i stedet for at sidde på sin plads.)

Med alt det papirforbrug - og den umiddelbart derpå følgende kassering og afbrænding - er den grønne profil også bare helt i vinkel. Nej, jeg foreslår at fyre dem, så de kan lære det! Ingen tager skade af en fyreseddel ind imellem, og hvis ikke jeg hadede at arbejde med mennesker, ville jeg gerne personligt gøre det. Til sammenligning vil fyringerne koste omkring ét æbletræ i papir. Egentlig ville det være endnu mere miljørigtigt at sende en e-mail, men det kræver at modtageren kan finde ud af at anvende en PC.

Næh, de skulle lære at lave noget! Skulle S ikke være et arbejder-parti? For at Helle måske kan få øjnene op, tildeler jeg hende hermed min præmie for hendes forslag: Et par underbensklæder, som er blevet godt anvendt i nogle dage af en, som faktisk arbejder, og tjener penge ind. Værs’go! Og da jeg ikke er tilhænger af vold, har jeg herunder lavet en virtuel præmieoverraskelse, hvor du som bruger af denne side i bedste interaktive stil kan overrække Helle hendes velfortjente præmie. Blot før musen over billedet:


torsdag den 25. oktober 2007

Et par sandheder

Noget af det værste og mest begrænsende der findes, er politisk korrekthed. Desværre ligger vi alle under for den – kan nogen sige sig fri for at have nikket til, eller erklæret sig enig i noget, udelukkende fordi man vidste, at alternativet var at blive jaget ud af sin landsby med fakler og en høtyv i ryggen?

Noget der også er slemt, og som ligner politisk korrekthed er tautologier. Jeg stjæler definitionen fra matematikken og bruger det om udsagn, som altid opfattes sande, uanset hvem du præsenterer udsagnet for. Normalt bruges ordet vist ikke sådan, men jeg bruger det her, da det:

1) Kortest og mest præcist udtrykker meningen i det, jeg vil sige
2) … også lyder, som om det kan være navnet på et sejt monster.


Her er det perfekte eksempel på en tautologi:

Sean Connery er en god skuespiller!

Så vidt jeg ved, har ingen andre end jeg udtalt, at Sean Connery er en middelmådig skuespiller. Indrøm bare, at du lige nu overvejer at klikke dig væk fra min blog, fordi det automatisk vender sig i dig at blive præsenteret for sådan et ufatteligt budskab! Men tag dog blot et kig på den nærmest endeløse række af elendige stinkere, som manden har været med i. Jeg nævner i flæng Highlander (i øvrigt endnu en tautologi), Highlander II og den dårlige i Indiana Jones-trilogien. Faktisk er det kun ”I Rosens Navn” som er en god film, og selv i den er han pisseirriterende.

Hvad er det lige, der er med hans stemme? ”Åhh, den er så sexet, at den gør mig blød i knæene”, udtaler kvinderne omkring mig. Okay, så lyden af en, der taler engelsk med bondsk (ikke en fucking joke) skotsk-accent mens han har en halv skål haggis-suppe i munden, lyder sexet? Prøv lige at høre efter! Det lyder som om, han taler med mad i munden, for helvede, og det er pissetræls og hamrende belastende at høre på. Glem heller ikke at manden var totalt ude i kulden i starten af 80’erne, og kun var med i post-apokalyptiske grusgravsfilm, hvor han blev tvunget til at gå klædt kun i fåreskind, bevæbnet med en kæmpe plastic-økse … men ok, elskere af tautologier har normalt også hukommelse som en kvast kartoffel med Alzheimers.

Hvis det så bare var kvinderne, der tilbad denne tautologi – de er vel liderlige, og det er fair nok. Men hvad med mændene?? Jeg hørte for nyligt en, som sagde, at hvis han skal være bøsse, vil det kun være Sean Connery, der kan få ham til det!!? Med mindre manden anvendte tautologien for at indynde sig ved en kvinde, er sådant et udsagn noget nær det tætteste, man kommer på en kastration uden at få skåret bollerne af. Ikke, at jeg ikke forsøgte, da jeg hørte det. Så tag jer dog SAMMEN!


Endnu en tautologi for jer, der ikke har fattet det:

Queen er et af de bedste rockbands nogensinde!

Nej, go’e gamle boy-butter Freddy døde bare af sine udskejelser, inden bandet nåede at lave den rigtig crappy udgivelse, der ville have fået alle til at indse, hvor håbløst talentløse de var. Og med ”rigtig crappy udgivelse” mener jeg i hitliste-termer: Dvs. et album uden et eneste hit. Queen lavede nemlig en masse elendigt makværk, men i radioen hører man kun det ene ”hit”, der er på hver plade. Jeg har ikke hørt et eneste af deres albums, men ved, hvad jeg taler om, da jeg kun kender ca. 6-8 sange fra Queen, og de lavede vel nok 6-8 albums. QED. Who cares anyway, der findes masser af andre gode bands derude, hvor man ikke behøver gå på kirkegården med en skovl for at møde et talentfuldt medlem.


Og lad os tage et sidste eksempel:

Samuel L. Jackson er bare den sejeste skuespiller og person!

Jeg har endnu ikke hidset mig helt op over denne tautologi, selvom den tydeligvis spiller racekortet: Man er måske ikke helt enig, men overgiver sig, da Samuel L. Jackson er neger. Han er da cool nok i nogle film, men det begynder at blive træls, når skuespilleres egoer skal påvirke de film, de er med i. Jeg lod mig engang fortælle, at han stillede et ultimatum om, at han selv måtte bestemme farven på sit lyssværd i Star Wars – nemlig den sejeste lilla! Udover de slet skjulte erotiske referencer til hans uundgåeligt enorme kødsvaber – hvilket han garanteret stadig sidder og klukker over as-I-write – så er det da fuldstændig uacceptabelt, at han måtte bestemme det, når selveste Darth Vader var overladt med et tøset rødt Jedi-våben, da han slagtede børnene. VRRROOUMMM. Bedste scene i dén film!

onsdag den 24. oktober 2007

Det kom fra Personaleafdelingen!

Hold kæft, hvor jeg dog hader Teambuilding! Det er uden tvivl den ondeste kræftsvulst, der har sat sig på det private erhvervsliv i mindst 100 år, hvis der ses bort fra mindstelønnen. Det værste er næsten konspirationen mellem Human Resources og de såkaldte Teambuilding firmaer (eller eventfirmaer), som jeg har beviser på eksisterer .. empiriske beviser i hvert fald. Der er nemlig ingen tvivl om, at hvis eventfirmaerne ikke eksisterede, så havde Human Resources aldrig skiftet navn fra Personaleafdelingen. Den ville dog stadig bestå af humaniora-kandidater, som ikke kunne få nyttigt arbejde. Men ved at arrangere Teambuilding sammen med et eventfirma kan Personaleafdelingen få lidt magt over medarbejderne, i stedet for blot at være det ydmyge serviceorgan, de bør være. Konspirationens motivation er blotlagt. QED.

Jeg var for nyligt på et sådant teambuilding kursus afholdt af et eventfirma, jeg ikke vil udstille her. For fanden, hvor var det dog ynkeligt og usandsynligt ringe. Nu havde jeg brugt flere dage på at bekymre mig om, hvilke ydmygelser jeg skulle trækkes igennem, og så diskede de ikke engang op med dét. Men ellers var det en typisk omgang: Instruktøren var en ekstremt veltalende eks-soldat, som bare var så klog og morsom. Han havde helt sikkert talt trusserne af flere kvinder end jeg har, og så havde han også læst psykologi i mindst en halv time. Det er i hvert fald cirka den tid, jeg gætter på, en jævn værnepligtig skal bruge på at opnå den utrolige indsigt, manden havde i den menneskelige psyke. Og han imponerede. Alle mine kollegaer var begejstrede – eller også var de ikke, og lod bare som om, for ikke at være udenfor – ligesom jeg gjorde. Der var dog et par af pigerne, som ret tydeligt gav udtryk for, at de gerne så sig selv suge en ordentlig gren på ham. Sluts!

Nå, men efter et kvarters tid snak, hvor instruktøren rigtig gjorde os forlegne (det kaldes populært at ”overskride grænser” – suk), blev vi så ledt rundt til de spændende events, som de havde arrangeret for at ryste os sammen og tvinge os ud i de mest komplicerede afkroge af den menneskelige psyke, så vi kunne se dybere ind i os selv end nogensinde før. Så derfor havde de hængt et grønt lagen op, og stillet 2 målskriver frem. Yes sir, vi skulle skyde med bue og pil! Hvilken genialitet der dog lå bag dette. Det var ikke bare fysisk og psykisk krævende – ubevidst blev vi også trukket ind i rollen som indianere: Denne fantastiske kultur, som var så modstandsdygtig overfor fremmed invasion, at den stadig står stærk og stolt i dag. Se, det kan vi bruge som inspiration til at drive virksomhed!

”Høvdingeinstruktøren” selv stillede sig ikke op ved denne sindsoprivende event – det var overladt til en eller anden stakkels udlænding, han sikkert fik betalt af kommunen. Næh, han stod og fes den af foran et spøgelseshus, hvor han førte sig frem med bevingede ord om definitionen på menneskets fantasi. Jeg er sikker på, at hans indstuderede salgstale ikke hang sammen med at han skulle sælge billetter til dette uhyggelige hus senere på sæsonen. I øvrigt et imponerende hus – jeg har i hvert fald ikke været så bange, siden jeg sidst slukkede lyset.

Hvis meningen virkelig var at skræmme os, synes jeg, de skulle have hængt en kopi af fakturaen fra eventfirmaet op på væggen. Så havde vi da fået et indtryk af hvordan Personaleafdelingen virkelig skider på os, og foretrækker at udbetale tusindvis af kroner til en flok inkompetente eks-værnepligtige fremfor at beholde den let uduelige, men alligevel afholdte receptionist i firmaet. Jeg siger ikke, vi ikke var underholdt! Jeg siger, at samme underholdningsværdi kunne findes i Egons Tivoli inklusive defekte luftgynger og det hele. Og Egon er ikke engang eks-soldat!

Den eneste rigtige teambuilding er: Fri bar! Det er både billigere og sjovere, og folkene fra militæret og personaleafdelingen kan passende blive ansat til at servere og tørre op – til under mindstelønnen naturligvis. Jeg kan så allerede høre jeres tøsede stemmer sige: ”Men hvad så med os, der ikke kan lide at drikke? Det er ikke alle, der morer sig ved at drikke alkohol?!”. Til jer kan jeg sige, at i enhver bar jeg har besøgt, har der hængt en telefon, hvor der kunne ringes efter en taxa for at blive kørt hjem.

Og forresten hedder det omtalte event-firma Wild Life.

Varm luft skaber opdrift

Jeg husker ikke, hvornår jeg først hørte om Tor Nørretranders. Grunden til, at jeg ikke husker det, er sandsynligvis, at det var på mit studie, hvor jeg koncentrerede mig om vigtige og betydningsfulde emner frem for at beskæftige mig med hans bøger. Sjovt nok havde flere af mine med-”studerende” læst dem – I ved, de typer der på 20 sekunder kunne ævle en ordentlig knogle i bukserne på organisationslære-underviseren, og endte med at blive projektledere eller ledere siden hen.

Tor kan snakke. Det er noget, som gør sig godt i de øvre luftlag, og andre steder hvor man ikke har hjerne eller tid til at forstå, hvad der rent faktisk foregår omkring en. I hvert fald imponerer han en masse mennesker, og han er sådan en, hvis navn nærmest er synonymt med innovation og det at forudsige udvikling. I ved, dét som absolut ingen er i stand til – for hvis der eksisterede nogen, der rent faktisk kunne det, ville de have travlt med udfylde lottokuponer eller stå foran lægens vindue, lige præcis når naboens datter skulle til gynækologisk undersøgelse. I hvert fald ville de ikke bruge tiden på at komme med ”innovative” udtalelser for at få folk til at tro, at de rent faktisk har forudsagt udviklingen. Så det er derfor, Tor stadig snakker: For at blive ved med at overbevise jer nokkefår, som stadig er dumme nok til at tro, at manden er fremsynet.

Nu har jeg så fastslået motivationen for, at Tor stadig plager os med sin tilstedeværelse i diverse medier. Hvorfor bruger jeg så min dyrebare 2500 kr-i-timen tid på ham? Jo, jeg klikkede ganske uskyldigt ind på en artikel på JyllandsPosten, som omhandlede en liste over de 20 mest betydningsfulde opfindelser nogensinde. En artikel, som jeg vurderede, kunne være udmærket underholdning i min pause, selvom jeg på forhånd havde en anelse om, at Opel Manta ikke ville være tilstrækkeligt højt placeret.

Listen var skam fin nok, om end en smule forudsigelig: ”Den optiske linse, Bogtrykkerkunsten, Det mekaniske ur, Vaccination, Damplokomotivet, Den elektriske telegraf, Kunstgødning, Jernbeton, Støbning af stål, Det elektriske energisystem , Den første bil med forbrændingsmotor, Samlebåndet, Plastik, Antibiotika, Den fuldautomatiske vaskemaskine, Den digitale computer , Halvlederteknologien, Laseren, Gensplejsning, Internettet”. Heldigvis var listen fri for de sædvanlige politiske korrekte indslag såsom ”kvinders stemmeret” eller ”demokratiet”. Men nederst i artiklen stod så en note om, at Tor Nørretranders havde været inviteret med i den skare af forskere, som udarbejdede listen. Hvis der havde stået, at Sundhedsstyrelsen havde ansat Johnny Madsen til at lede deres nye kampagne til begrænsning af hals- og lungecancer, havde det ikke fået mit højre øjenbryn til at løfte sig højere. Nå … men jeg tænkte så, at Tor havde foreslået Internettet, da enhver halvabe med en IK høj nok til at klø sig i røven kan indse, at det skal med på listen.

Det viste sig så, at Tor Nørretranders forslag til listen var: ”Spejlet, da det har muliggjort ’den moderne selvbevidsthed. Jeg håber, at herværende liste over opfindelser også kan fungere som spejl - et spejl over menneskets evne til at få gode ideer og føre dem ud i livet.’” Derefter var tilføjet hvad jeg (sikkert forgæves) håber er en sarkastisk kommentar fra JyllandsPostens redaktion: ”Sådan en skaberevne forpligter.”.

Det første jeg husker, efter at have læst ovenstående citat, var en større fornemmelse af at blive gennemblæst af en varm luftart, end da jeg forleden havde spist 5 tortillas med ekstra chili. Det andet, jeg husker, var forundringen over, hvordan Nørretranders mon var kommet i besiddelse af konklusionsafsnittet fra den pubertets-klæge danske stil, jeg engang skrev i 7. klasse, og som jeg kasserede umiddelbart efter. Det tredje var en sælsom blanding af et grin, et host og en voksende følelse af kvalme.

Umiddelbart mener jeg, at Nørretranders’ udtalelse berettiger en plads på listen til enhver statsleder, der nogensinde har haft en plan om at udradere Danmark fra verdenskortet. Havde han nu bare sagt: ”Spejlet, da det kan slås i stykker, og stumperne kan bruges til at skære senerne i min foretrukne skrivearm over.”, eller blot ”Spejlet, da jeg kan lægge det på gulvet og derved se mine løg samtidig med at jeg barberer dem”. Så ville man da i det mindste ikke have fået indtrykket af, at manden kommer med sine forslag bare for at virke dyb. De andre forskere … undskyld … forskerne må have grinet deres røve i laser, da de så hans forslag. For fanden, manden må jo have læst humaniora! Det har han sikkert – jeg aner det ikke, og vil ikke vide det. Jeg kan bare se, at mandens udtalelser er til grin, men det kan I andre åbenbart ikke.

Mit råd: Lad være med at læse nogen af hans bøger eller gå til hans foredrag. Det har jeg nemlig aldrig gjort!