mandag den 31. december 2007

2008: Alting bliver værre!

Egentlig ville jeg have kaldt dette indlæg for ”Godt nytår”, men indså med det samme, hvor sandsynligt falsk et udsagn det er. For når det kommer til stykket, får du kun et godt nyt år, såfremt det foregående var rigtig godt. Tror du ikke på mig? Så læs og tro på mit aksiom herunder.

For dem som er matematisk indstillede (læs: intelligente), er nedenstående aksiom let at forstå. For jer andre humanistisk uddannede, som sikkert alligevel allerede er ovre på politiken.dk for at skrive finkulturelle kommentarer om regeringens ondskab: Up yours!

Et tidspunkt defineres som et heltal, hvorom det gælder, at for to tidspunkter t1 og t2 er t1 < t2, såfremt t1 forekommer før t2. Vi definerer desuden et tidspunkts kvalitet. I den matematiske tradition vælges et græsk bogstav - her vælger vi xi(ξ), fordi det meget passende ligner en nedadgående spiral. For et givet tidspunkt t, angiver vi dets kvalitet med ξt. Jo højere værdi ξ har, jo højere kvalitet betegner det. Nedenstående udsagn postulerer jeg altid gælder:

t < n ↔ ξt > ξn, hvor n og t er tidspunkter, og n ≠ t

Den nemmeste måde at nedsable aksiomet – livsaksiomet, som jeg kalder det – er at finde tilfælde, som skaber modstrid. Med andre ord, skal man finde noget, som bliver bedre med tiden, og noget sådant findes ganske enkelt ikke. Åh jo, jeg kan skam godt høre den elegant klædte, gråsprængte herre nede bagved klukke: ”Ost, rødvin og sex bliver da bedre med tiden. Og mænds udseende. Ho ho ho!”.

Angående de to første ting kan jeg bemærke, at der sker en ældningsproces. Den objektive kvalitet af fænomenerne forringes. At ældningsprocessen bevirker, at oplevelsen af at indtage den forrådnede mælk eller druesaft er blevet ”bedre”, er ugyldig, da den er rent subjektiv og i de fleste tilfælde indlært og ren snobberi. Med hensyn til sex føles det blot bedre, fordi de 5 minutter føles kortere (da man er ældre), og dermed er det lettere at gennemleve tidsrummet af langtrukken, progressivt ondere tortur, som sex jo stadig er. Endelig er mænds ”bedre” udseende blot en funktion af ældre kvinders dårligere syn. Og sådan kunne jeg blive ved.

For hvorfor beviser jeg det nu ikke matematisk? Først og fremmest fordi aksiomer ikke skal bevises, din blegneger, og for det andet fordi jeg sikkert er blevet en del ringere til matematik, siden jeg begyndte at skrive dette indlæg. Indlægget er i sig selv også blevet ringere. Alting går ned af bakke – se bare denne lille analyse jeg lavede for lidt siden:



Faktisk kan dette tolkes til at indikere, at der kan skabes en modstrid, for hvis vi alle brænder op i helvede i 2008, kan der argumenteres for, at kvaliteten af senere tidspunkter stiger. Så heldige er vi dog næppe, og 2008 bliver nok meget ringere end nu. Eksemplerne findes i hobetal: Bilpriserne stiger stensikkert – bemærk blot røveriet for nylig i Danske Bank, hvor der blev stjålet 26,7 millioner – det dækker vel knap nok misundelsesafgifterne på den VW Touareg og BMW X5, som blev brugt som flugtbiler. Musikken var bedre før i tiden, ungdommen var velopdragen, og der var snevejr hver vinter med 3 meter høje driver.

Måske bliver du helt deprimeret nu, men husk at lykkepillerne blot er blå piller, som skjuler den ubarmhjertige virkelighed. Vi ses i helvede, men inden da vil jeg være så positiv, som livsaksiomet tillader, og ønske alle et knap så dårligt nytår. Og husk nu at væde krysantemumbomberne, inden de antændes!

fredag den 28. december 2007

Paul Potts

Jeg indrømmer, at jeg er sent på den med dette indlæg. Godt nok har jeg hørt om Paul Potts – ikke mindst fordi mine surt opsparede penge hele to gange denne jul gik til hans CD – men jeg så ikke det oprindelige program. Okay, det passer ikke, jeg så det, men skiftede kanal, da de spurgte, hvad han ville synge, og han svarede noget i retning af: ”I’d like to sing opera”. Ikke fordi jeg ikke kan lide opera, men fordi jeg normalt kun hører sange, som indledes med: ”You ready to fuck ’dis place up?!?”.

Men nu så jeg et tilbagebliksprogram på TV2 i anledning af, at 2007 snart er forbi. Det ser jeg altid med stor interesse, fordi fortiden altid er bedre end nutiden, som igen er bedre end fremtiden, og så er det godt at vide, hvad man vil komme til at savne fra de gode gamle dage. Og i dette program deltog vores allesammens ven Paul Potts, og i den forbindelse viste de klippet fra programmet ”Britain’s got talent”, hvor han var med første gang. Jeg undrede mig i øvrigt over titlen og umiddelbart derefter over længden på programmet – altså hvor lang tid kan det tage at vise et foto af Black Sabbath?

Nå, men jeg erkender gerne, at klippet var sjovt at se, da dommerne blev så overraskede. Kvindens reaktion virkede dog latterligt skabet og teatralsk … jeg mener, ingen græder så meget, med mindre de bliver pisket i timevis med rødglødende metallænker dyppet i saltsyre. Simons reaktion virkede ægte nok, men jeg må her udtrykke min skuffelse over en kollega, som endda lever af at være bitter og sur, at han ikke engang udnyttede den åbenlyse lejlighed til brutalt at smadre mandens selvværd, ligesom man hvert forår knuser spirende blomster med sine nypudsede militærstøvler. Så det kunne jeg have gjort meget bedre til en årsløn på 45 millioner, eller hvad nu han tjente i 2007. Men bortset fra det blev de generelt overvældede og meddelte Paul, at han gik videre til næste runde. Og lige netop dér begik Paul sin største fejl. Han burde, i stedet for at have accepteret dette og afgivet sit talent og sikkert 92 % af sine indtægter til Simons i forvejen forgyldte hænder, have lagt en ordentlig dej på scenen og derefter udvandret.

Og hvorfor så det? Jo, fordi Paul Potts nu er et produkt – et ret kedeligt produkt af den mest mediehypede af slagsen, skabt af irriterende marketingsfolk, som overhovedet ikke er interesserede i musikken men kun i at skabe opmærksomhed og seertal. Det handler ikke om opera men om Paul Potts historie, som med lidt sne og nissehuer er det perfekte juleeventyr. Det er bare ærgerligt, for hvis hans talent holder, kunne han nok godt have klaret sig uden om medieshowet, og derfor skulle han have lagt dejen. Så slap han også for at få tænderne rettet, for bortset fra, at han er lille og fed, kan det nu ikke længere ses, at han er englænder.

Alt i alt er min forudsigelse, at Paul Potts er glemt om 2 år. Næste år får han nok en lille revival med en CD, som passende kan navngives: ”The Fat Lady Sang Last Christmas”. Så må han gå tilbage til at sælge mobiltelefoner, som garanteret stadig er et hit på det tidspunkt. Men mon ikke han bare hænger sig i stedet?

mandag den 24. december 2007

God service!

I det seneste stykke tid - ja, faktisk hele tiden - har jeg været meget grov her på min blog. Det drejer sig især om indlæg, hvor jeg har skrevet om socialdemokrater, pædagoger, humanister, radikale og andre gode folk i vores samfund.

Jeg må krybe til korset og erkende, at jeg vågnede her på juleaftensdag med dårlig samvittighed!! Det fungerer bare ikke, at jeg bliver ved med at kritisere og nedgøre, uden at jeg en gang imellem giver lidt positivt igen. Derfor besluttede jeg mig for at anvende noget af min dyrebare tid på at levere en service til de stakler, jeg har forfulgt. Da det er jul, er tiden også oplagt.

Servicen leveres i dette indlæg i form af en udprintbar glorie, der nemt kan klippes til efter de stiplede linier og efterfølgende placeres på hovedet. Herved slipper man som god for konstant at pudse sin glorie - jeps, nu er det bare at printe en ny ud, hvis der kommer en plet på den gamle.

På samme tid er der for fremtiden heller ingen problemer med at identificere artsfæller, så man ikke risikerer at pege fingre af de forkerte. Det er ikke godt at beskylde andre for at have et forkert syn på tingene, hvis nu de alligevel har dit syn, som jo er det rigtige.

Værs'go! Klik på billedet for en større version!






Glædelig jul!!
P.S.: Gamle pudseklude kan eventuelt genbruges, når man græder snot over endnu et tabt valg.

lørdag den 22. december 2007

Julehandel

Der burdes laves en undersøgelse af de massemord, som ind imellem sker i indkøbscentre i USA. Jeg er sikker på, at et eller andet sted er de alle sammen relateret til gaveindkøb eller til anden stress i forbindelse med en travl højtid.

Jeg har nemlig lige været på julegaveindkøb, og det tog hele 41 minutter. Derefter var jeg nemlig nødt til at forlade storcenteret, da mit syn begyndte at flimre med mere og mere fremherskende røde nuancer – ikke forårsaget af hyggelige julelys men derimod af blodig mordlyst! Ikke mindst fordi jeg stod i kø i 23 minutter, da samtlige klaphatte foran mig krævede at få deres gaver pakket ind. Selvfølgelig havde de fundet de varer i butikken, som havde allerflest (og nærmest ikke-Euklide) vinkler, så den bebumsede, forfjamskede og frem for alt inkompetente ekspedient rigtig kom på arbejde. Og det var naturligvis bedøvende ligegyldigt, at der stod 53 personer bagved, som havde vildt travlt. De må være på overførselsindkomst hele bundtet med så meget tid og så mange penge.

Da jeg efter en evighed kom ud af butikken – uden min gave, som ikke var på lager, men jeg fandt ikke en ekspedient, der kunne fortælle mig det, før jeg stod igennem køen, da alle pakkede gaver ind – stødte jeg ind i en menneskelig flod, der strømmede blindt og idiotisk rundt i centeret. Frarøvet min egen fri vilje blev jeg revet med, men kun i et usandsynligt langsomt tempo, da pensionisterne og bistandsklienterne foran mig havde al tid i universet til at vade og spærre for alt og alle med deres fire meter brede røve.

Så var det, at jeg begyndte at fantasere, og nej, det var ikke om fire meter brede røve, som jeg ellers godt kan finde på. Jeg begyndte at tænke på, hvordan det mon havde føltes, hvis jeg lige så stille havde sneget en håndgranat op af lommen, trukket splinten ud og trillet den stille og roligt ind i mængden foran mig som en bowlingkugle mod intetanende kegler. Set den eksplodere med voldsom kraft i en blændende kugle af orangegul og hvid ild, hvis trykbølge havde flået menneskene tættest på i stykker og tværet dem længere væk ind i en masse af blod, kødstumper og iturevne nissehuer, mens små knivskarpe granatsplinter havde pløjet igennem deres hud og med lidt held slået nogle vitale organer ud af funktion.

Når drønet fra eksplosionen havde lagt sig, og folks vantro og chok havde udløst et øjebliks stilhed, ville skrigene være begyndt. Så havde jeg trukket mit seje matsorte håndvåben og lige så stille være gået i gang med at henrette tilfældige, én efter én. Pensionisten, den lille pige, den midaldrende mand og den unge fyr … Ingen ville være skånet – alle ville være ekspederet hurtigt, og ingen havde fået noget pakket ind. Hvad ønsker de, frue? 9 mm bly? Værs’go! *BLAM*! Og glædelig jul, havde jeg smilet og nikket, og høfligt løftet min lyserøde Madonna cowboyhat, så Rammstein for en gangs skyld ikke havde fået skylden.

Så vågnede jeg op og begyndte at mase mig mod en udgang. Næste år vil jeg simpelthen indkøbe alle julegaverne i november, så jeg kan bevare bare en smule køligt overblik. Gad vide, om der er nogen, der ligefrem nyder det der sindssyge ræs - i så fald er det lige før, at massemorderen fremstår som den mest fornuftige og rationelle.

onsdag den 19. december 2007

Ungdommen korrumperes, og det er din skyld!

Er du en af de forældre, som fnyser forarget, hver gang du går forbi tøjafdelingen i Føtex eller Bilka, og pudrer du udelukkende din babys røv med det fineste mærkepudder, er det dig, jeg taler til. Når du engang har brugt 45 minutter på at stave dig igennem dette indlæg, forstår du måske, hvad du skal lave om, for at jeg ikke pander dig én næste gang, jeg ser dig gå overlegent rundt med din fyrretusind kroners barnevogn, som det offentlige sikkert finansierede, og spiller smart på bådhavnen med dine overdimensionerede, latterlige solbriller.

Aldrig før er der brugt så mange penge på børnetøj. Såkaldte eksklusive butikker – et andet ord for ågerpriscentraler – dukker op over det hele og tilbyder mærkevaretøj til babyer og andre småbørn til sindssyge priser. De dumme forældre følger gerne med, og udnytter derved deres lille kødklump som en udstillingsplatform for det skalkeskjul i form af dyrt tøj, som skal dække over forældrenes manglende selvværd og evner. Jeg kan sige med det samme: Det hjælper ikke. Dine børn glemmer ikke, at du er væk 22 timer i døgnet, og sikkert tæsker dem og piller ved dem i de få minutter, du bruger sammen med dem hver dag. De bliver ikke til noget, uanset hvad du gør, for du er en elendig forælder.

Nu kan jeg jo være ligeglad, for som udgangspunkt må folk bruge deres penge, som de vil – forudsat at de selv tjener dem. Men ovenstående praksis har desværre den indvirkning, at det skaber et rum for misundelse og mobning - især blandt skoleelever. Misforstå mig nu ikke – jeg er 100 % tilhænger af mobning som metode til at skabe stærke personligheder og sortere de svage fra – men det skal helst være på et reelt grundlag, såsom at mobbeofrene er uintelligente eller har store næser. Det er en skævvridning, at mærkevarebørn mobber andre, for i virkeligheden er sandsynligheden meget stor for, at de er totalt inkompetente til alting i fremtiden, siden deres forældre vælger at placere al indsats i deres opdragelse og skabelsen af et værdigrundlag i dyre og ringe tekstiler fremstillet af små indiske børneslaver. Alt i deres liv bliver tilkøbt som en ringe kompensation for manglende ånd - udløst af nitten de trak i gen-lotteriet, hvilket betyder, at de faktisk ikke har den medfødte ret til at mobbe andre. De kører med andre ord på lånt tid, indtil deres uduelighed vælter gennem mærkevare-facaden som en fuld flodhest gennem en papirvæg, og i forløbet har de skadet og korrumperet en masse andre, dygtige børn.

Nu er jeg ikke rød, så i stedet for bare at kritisere, vil jeg også skitsere en løsning. Min umiddelbare ide er – som altid – at neutronbombe kloden og overlade styret til dræbersneglene, da de i forvejen ser ud til at klare det bedre end de fleste mennesker. Der er bare ikke så meget fremtid i den ide, så i stedet foreslår jeg skoleuniformer eller måske bare at eleverne får rang efter deres IK. Så kunne Feltmarskal Bitter Blog-junior fra 2. klasse med rette kræve Rekrut Ronny fra 8. klasse henrettet, når sidstnævnte tropper op i sine latterlige hip-hop-bukser, købt alt for dyrt for de penge, hans mor stjal fra den sidste kunde.

Min sidste løsning er knap så morderisk og dog nok alligevel den sjoveste: Jeg opretter en Bitter Baby butik, som sælger dyrt mærkevaretøj. Da mine kunder ikke har for en halv hjernecelles selvstændig tænkning i sig, dikterer jeg moden ved at sætte priserne latterligt højt op på visse typer tøj – dette køber de så automatisk. Fuck, jeg griner min røv i laser, når lille Herluf med sin mor i hånden går ud af butikken med den nye T-shirt til femtusind kroner, hvorpå der står skrevet med min sirlige håndskrift: ”Jeg er produktet af min faders ludersjov”. Åh, haha, for de vil jo gladeligt købe den, åndsamøberne. De kloge narrer altid de mindre kloge.

lørdag den 15. december 2007

Pakkeleg

Så er tiden kommet igen: Ved enhver given lejlighed i julen spilles der pakkeleg! Hver evig eneste gang keder man sig så uendeligt meget, at man blot venter på, at uret ringer og løslader en fra pinen, som det frembrusende tog, der efter en evighed af venten rammer den livstrætte selvmorder. I denne langtrukne tortur indtil klokken udfrier deltagerne, er der dog et kæmpe lyspunkt, som jeg vender tilbage til senere.

Har du prøvet at betragte folk, som spiller pakkeleg? Sandsynligvis har du ikke det, for du bidrog jo selv til massehysteriet. Magen til ukontrolleret kaos af selvisk grådighed har ikke set sin mage, siden fagforeningsbosserne sidst holdt møde! Folk render rundt som sindssyge, slår og skubber og flår de elendige små pakker ud af hænderne på hinanden, som var de nybagte chokolademuffins i en kz-lejr. Har du aldrig set det, er her en video, som jeg optog forleden under et sådant spil. Jeg beklager kvaliteten, men der var total forvirring, som klippet forhåbentlig illustrerer:



Spændingen er jo næsten ulidelig, og typisk synes den, som sætter uret til at ringe, at spillet er så sjovt, at det skal køre i 3 timer. Det undrer mig, at Amnesty International ikke har lavet en kampagne mod dette spil. Noget af det værste jeg har oplevet, var en seance i dette spil, hvor vi sloges og kæmpede i flere timer, og da uret ringede, og alle ikke havde fået en pakke, mente arrangøren, at alle pakkerne skulle samles ind og ligeligt fordeles ud igen. Hvilket fuldstændigt hjernedødt spild af tid og ressourcer det dog var – arrangøren var også socialdemokrat, humanistisk uddannet og pædagogmedhjælper (for man kan jo ikke bruge den uddannelse til noget) på samme tid, hvilket forklarer, hvorfor spillet lignede vores fantastiske skattesystem så meget.

Det er paradoksalt, at man netop i julen, som burde være en tid, hvor man kommer hinanden ved, hengiver sig til sådant et sadistisk spil, som efterlader de svage, ældre og statistisk uheldige chokerede, forladte og forslåede i taberrollen. Egentlig spiller man spillet hver dag i det virkelige liv, men det er kun i julen, det er tilladt at synes, det er morsomt. Hvilket det ikke er, når det kun er simulation, og der ingen rigtige ofre er.

Og dog? For nu kommer jeg så til lyspunktet, der som sædvanlig omhandler børnene. Hvor bliver man varm om hjertet, når man betragter de herlige små hygge sig med et socialt spil i familiens trygge skød. Øh, nej, glem den tanke. Først tigger det lille barn om at være med i voksenspillet, hvilket det får lov til, da forældrene som sædvanlig ikke kan finde ud af at sætte grænser for deres afkom. Dernæst kæmper det lille barn i timevis for pakken i BR-papir, hvilket lykkes, og papiret flås frådende af. Til sidst bryder barnet i gråd over synet af den pose fuldkornspasta, som jeg pakkede ind i BR-papiret, for netop at lokke det naive barn til at gå efter den. Everything has proceeded according to my design. Fuck, hvor er det dog skægt, og samtidig så svært at undgå at komme til at hulke af grin, når forældrene desperat forsøger at forklare ungen, hvorfor der ikke lå en iPod i pakken.

For det er de jo vant til, børnene! At der foreligger afsindigt dyre kæmpepakker til dem konstant i løbet af hele december måned. Næh, vi har brug for at komme tilbage til de gode, gamle dage. Jeg har aldrig selv oplevet dem, men det var nu bedre dengang, hvor man var lykkelig over at få et par nye (aflagte) træsko i gave og et kort, koldt smil fra sin far, og det dyreste på bordet var kanelen på risengrøden. Dengang det var en bitter jul i et bittert liv!

tirsdag den 11. december 2007

Godhedens kollaps

Jørgen Poulsen brugte n-ordet! Det er i sig selv ikke et problem for mig, da jeg ikke finder det anstødeligt, men at høre det fra ham fik mig simpelthen til at skrige af grin. Dette indlæg handler ikke om skyldsspørgsmålet i forbindelse med Jørgen Poulsens gyldne håndtryk fra Røde Kors – det handler om noget meget dybere, nemlig om den godhed, som er så uendeligt uberettiget antaget og selvgivet.

Jeg citerer herunder fra en artikel, som blev bragt i JydskeVestkysten d. 11. december 2007. Artiklen indeholder et interview med Jørgen Poulsen angående sagen om pengene, og i dette interview står der til sidst: ”- Men så går Røde Kors ud og fortæller, at det er negrenes penge, og hvad ved jeg. Og det er dér, den går af, slutter Jørgen Poulsen.”. Nu ved jeg ikke, hvad der gik af på Jørgen Poulsen, da han endelig fik udløsning for sine frustrationer, men den revne, han lige skabte i godhedsindustriens fundament, var næsten nok til, at den gik på mig.

Han brugte nemlig n-ordet, hvilket efterfølgende fik resten af godhedsindustrien til at gå amok over hans nedladenhed. Det er en ren implosions-effekt, hvor den selvgivne godhed kollapser på sine egne åndssvage politisk korrekte regler. Det er nemlig meget forbudt at sige n-ordet, og Jørgen Poulsen gjorde det i sin egen frustration og vrede over, at de vil tage hans penge. Så manden, der i årevis har plaget os med sin godhed, løftede pegefinger og alfaderlige, bedrevidende skikkelse, er i virkeligheden – når alt er skåret væk – og når man anvender godhedens principper, ikke meget andet end en simpel racist? Bemærk, at dette ikke er min konklusion eller tankegang – jeg pointerer blot, at jo mere perfekt en facade, jo æklere og mere ormædt virkelighed står bag. Og så er det lige meget med hvor store bogstaver, der står ”God” på den.

Selv gennem mit bitre livssyn og ekstatiske skadefryd, kan jeg dog se, at der desværre er nogle tragiske ofre – nemlig dem, som retteligt har behov for hjælp. Ikke at jeg nogensinde har eller vil give så meget som en øre til Røde Kors – jeg foretrækker organisationer, hvor der ikke udvises frådende griskhed og en falsk, hellig attitude fra organisationernes egne medlemmer og ledere. Mens jeg venter på den organisation, vil jeg tænke på, hvad næste artikel om Jørgen Poulsen mon kommer til at handle om. Hvem ved, måske brænder han et stort Rødt Kors af i sin have en af dagene?

Velfærd til Leth eller skattelettelser?

Nå, så har Jørgen Leth været på statsbetalt luderrejse for i alt omkring 420.000 kr. Og det er endda rigtig godt givet ud, siger de på Det Danske Filminstitut (DFI), selvom der intet kommer ud af det – undtagen for hr. Leth selv, selvfølgelig, som må grine hele vejen ned til Klinikken for Kønssygdomme.

Nu er det jo let (hvor skægt) at lange ud efter hr. Leth, men som jeg vil komme ind på i et fremtidigt indlæg, så narrer de kloge altid de mindre kloge. Så enten må hr. Leth være meget klog eller også må folkene på DFI være meget lidt kloge. Alt peger på det sidste.

Men for fanden, hvor er jeg dog træt af at betale så rasende vanvittigt meget i skat i det her overflodsland, når man opdager, at pengene gladeligt spenderes på, at hr. Leth skal prøvekøre alle verdenshjørner. Og jeg er ærlig talt pissetræt af at høre argumenter såsom ”det er en anden kasse”, ”vi skal da udvikle kulturen” og ”du er da vist en bonderøv fra Dansk Folkeparti, når du ikke forstår det!”. Tingene er ikke sort/hvide, og selvom vi skal støtte kultur, bør der være grænser – som jeg eller andre med bare antydningen af økonomisk sans og generel fornuft kan sætte.

Hvor får jeg dog - i total afmagt og akkompagneret af hysterisk latter - lyst til at kyle mit arvestykke af en seks kilo tung krystalskål ind i fjernsynsskærmen, når latterlige Helle Thorning-Schmidt dukker frem og siger: ”Mere velfærd og derfor mere i skat!”. Hvad er mere velfærd, så? Mere eksotisk og sikkert mindreårig vagina til hr. Leth – og JO, det er samme usandsynligt store, sorte hul (ingen joke) pengene ryger i! Mere i skat betyder bare mere i brutalt overforbrug i det offentlige, og det endda med en kæmpe, blådunkende dobbeltmoral, når hr. Leth kaster sig ud i smudsige aktiviteter, som det danske samfund ellers forsøger at bekæmpe. Alt i kunstens navn, eller hvad? Jeg gider ikke høre mere klynk over, hvor fattige børn er i det her land, eller i hvor elendig stand alle offentlige institutioner er, når vi samtidig har råd til blindt at pøse penge direkte ud i det store lokum, vi kalder kultur.

Jeg foreslår, at vi ændrer kulturstøtten, så kun zombiefilm med engelske grynt kan produceres med statsbetalte kæmpechecks i ryggen. Så kan de amatøragtige danske skuespillere også endelig få roller, som passer til deres talent. Dog skal støtten fjernes, hvis der indgår erotik. Dels fordi det plejer at indikere, at filmen er noget crap, men mest fordi man nemt kan forestille sig hr. Leth snige sig ind som storelskende zombie – ingen sminke nødvendig - på Haiti og dermed igen suge på labben på de danske finanser.

lørdag den 8. december 2007

Bitter Blog er Bedste Blog

Det er da helt ustyrligt, hvor mange usandsynligt dårlige danske blogs, der findes. Jeg har brugt cirka en måned på at analysere og gennemkigge den danske blogosfære (åndssvagt ord), og selvom Bitter Blog er ny, placerer et forsigtigt skøn den på førstepladsen i top 5 over de danske kvalitetsblogs – der er kun en top 5, da der ikke eksisterer mere end 6 gode blogs. Hvis ikke indholdet på resten er et trafikuheld af forkert stavede ord og kommafejl, er det typisk semantisk direkte usammenhængende.

Selvom jeg hellere ville køre på en cykel uden sadel gennem et stenbrud end at læse flere danske blogs, bladrede jeg alligevel for jeres skyld igennem alle disse RSS feeds af menneskelig elendighed og lavede nedenstående kategorisering med i alt 9 typer. Du tænker sikkert allerede: "Nu er han også urimelig!! Blogosfæren giver alle plads til at udtrykke sig, og det er en fordel for demokratiet!". Og du har ret - på samme måde som ét toiletafløb er en fordel i en boligblok med 1.000 morgentrængende beboere - det hele flyder simpelthen over i lort.

Type 1: Blondinebloggen, Andel: 21 %
Teenagepiger eller unge piger i tyverne florerer og piner her offentligheden ved på denne højteknologiske facon at udbrede dræbende ligegyldigheder fra deres dagbøger, som har et lix-tal, der er en anelse højere end en Pixibogs. Bloggens ejer har normalt et kælenavn, som ender på –tøzen, -prinsessen eller –missen. Typisk indhold er sex, hvilket tiltrækker en del ubetinget positive og tilbedende kommentarer fra mandlige læsere, som tydeligvis håber, at bloggens tøjteagtige ejer på en eller anden måde vil gengælde tjenesten, næste gang de danser i Ecstasy-rus på det lokale in-diskotek til lyden af endnu en 80’er klassiker, som bliver tortureret ihjel.

Type 2: Proletarbloggen, Andel: 14%

Proletarblogs ejes sædvanligvis af en eller anden form for frustreret venstreorienteret person. Det er som oftest chokerende læsning, hvor der er afsløringer af utallige ondskabsfulde løgne og gerninger, som regeringen (i ledtog med USA) har produceret. Hvis ikke det var fordi, der var så mange af dem, ville jeg tro, at Villy Søvndal skrev dem alle sammen. I ægte valgkampstradition læser man for eksempel, hvordan vores ældre nærmest bliver henrettet ved nakkeskud på institutioner rundt omkring i landet – og der, hvor de ikke har råd til patronerne, bliver de simpelthen tæsket ihjel i deres senge om natten ved hjælp af dårlige, gamle skovle (for der var ikke råd til nye).

Type 3: Slipsebloggen, Andel: ca. 2 %

Som en modpol til proletarbloggen ejes denne blog af en frustreret højreorienteret person. Bloggen opdateres dog sjældnere end proletarbloggen, og bærer dermed præg af, at forfatteren har et arbejde ved siden af. Normalt indeholder de klager over, at regeringen ikke letter skatten nok, og at de arbejdsløse er for dovne. Jeg kunne ikke være mere enig.

Type 4: Frimærkebloggen, Andel: ca. 9 %

Dette er knastørre nicheblogs om primært midaldrende mænds fantastisk fascinerende hobby’er. Jeg nævner i flæng modeltog, bilmaling, numre på flyvemaskiner og kombineret hække/græs trimning. For alle under 40 er denne type blog en skræmmende advarsel om, hvordan livet udvikler sig, hvis man ikke passer på, men samtidig drager man også et lettelsens suk, da tanken om døden pludselig ikke er så slem endda.

Type 5: Sladderbloggen, Andel: ca. 10 %

Her finder man vanvittigt kedelige blogs, som blot genfortæller nyheder fra de forskellige netaviser krydret med forfatternes intetsigende kommentarer. Her er skandale- og katastrofehistorier gengivet med kommentarer såsom ”Det er godt nok også frygteligt” og ”Se, hvad vort land udvikler sig til”. Disse blogs er blandt de mest meningsløse, og er et redundant spild af elektronisk lagerplads.

Type 6: Spammailblog, Andel: ca. 15 %

Fortrinsvis unge mænd vedligeholder disse blogs, som indeholder ”sjove” youtube video’er eller jokes i en uendelighed uden kommentarer eller stillingtagen – bortset fra en uendelig række af smileys, LOL, ROTFL og andre irriterende Internet akronymer. De er en fordel at besøge, hvis man ikke har mail-venner, og ens humor stoppede sin udvikling på børnehave-niveauet.

Type 7: Kendisbloggen, Andel: ca. 4 %

Kendte personligheder skriver disse blogs, som derved på magisk vis opnår speciel status. Forvent at blive klistret ind i en klæbrig masse af tomhjernede politiske korrektheder, da en kendis naturligvis ikke må træde nogen over tæerne, undtaget de politisk ukorrekte, som det er politisk korrekt at kritisere. Derudover ligner de blondineblogs med den forskel, at kommentarerne gives af både kvinder og mænd.


Type 8: Babyblogs, Andel: ca. 24 %

Denne hører absolut til en af de mest intetsigende typer. Den ejes af nybagte forældre, som mener, at deres lille fleischklumps liv bør dokumenteres og påtvinges tusindvis af internetbrugere. Hold kæft, hvor er det dog intetsigende at læse, at lille Tonny gylpede far i munden i går, og det var bare så skægt. Man mister simpelthen appetitten af at læse disse forfærdeligt kedelige beretninger krydret med det ene grimme, ulækre og amatøragtige fotografi efter det andet. Forstå nu, at det ikke er noget særligt, at du har et barn. Ingen vil vide det, ingen gider høre om det. Hvis det er for familiens skyld, så password protect venligst bloggen eller markér den således, at Google ikke indekserer den.

Type 9: Kvalitetsblogs, Andel: ca. 1 %

Du har lige læst en!

onsdag den 5. december 2007

Er du nørd? Tag testen!

1. Hvad betaler du i husleje?
1) Jeg bor i boligforening, så jeg slipper med godt 4000,-.
2) Min samlever og jeg har eget hus, så vores husleje ligger på den forkerte side af 10.000,-.
3) Jeg løber lige ind og checker med min mor.

2. Hvad tjener du om måneden?

1) 15.000 - 25.000.
2) 25.000 – 35.000.
3) Mere end de fleste gør på et år, og det endda ved at sidde og telnet’e privat den ene halvdel af tiden og være utåleligt arrogant den anden.

3. Hvordan stiller du dig i forhold til personlig pleje og hygiejne?

1) Jeg går da i bad hver dag, men ellers går jeg ikke meget op i det.
2) Jeg følger tidens trend, og bruger gerne alle mulige former for cremer og dufte.
3) I direkte opposition! Hvornår så du sidst en dufteduks ssh-boote Unix-serveren på dit arbejde?

4. Hvad vejer du?
1) Argh. 5 kilo for meget.
2) 83 kg. Lige præcis på mit BMI.
3) 146 kg, da jeg sidst vejede mig for en uge siden lige efter mit bad.

5. Du vil hygge dig lidt derhjemme. Hvad køber du?

1) En god flaske rødvin.
2) Lidt slik og nogle chips.
3) 45 romkugler.

6. Hvilket fodtøj bærer du på arbejde?

1) Jeg går i det samme, som jeg bruger privat.
2) Pæne, sorte sko.
3) Badesandaler!

7. Du sidder på dit arbejde og din telefon ringer. Hvad gør du?

1) Jeg tager den straks og smider, hvad jeg har i hænderne.
2) Hvis jeg har travlt, svarer jeg muligvis ikke, men jeg vil så vidt muligt forsøge.
3) Lader den ringe 10 gange, tager derefter røret og sukker højlydt.

8. Hvad gør dig virkelig vred?

1) Næsten ingenting. Jeg plejer at argumentere mig ud af diskussioner i stedet for at hidse mig op.
2) Racisme og intolerance overfor andre mennesker!
3) Folk som påstår, at Val Kilmer var en bedre Batman end Michael Keaton.

9. Hvordan vurderer du dine egne evner til multiplayer spil?

1) Aner det ikke – jeg har aldrig prøvet dem.
2) Jeg kan da finde ud af dem, men jeg bliver hurtigt træt af det.
3) l33t

10. Du er til et finere festligt arrangement. Hvad vælger du at drikke?
1) Jeg kan lide øl, men vælger nok en special-øl for at passe bedst muligt ind.
2) En cocktail af en slags.
3) Coca-Cola. I halvliters plasticflaske. Som altid.

11. Du befinder dig pludselig i en lidt pudsig og pinlig situation med nogle andre mennesker. Hvad gør du?

1) Ikke rigtig noget – jeg er den generte type.
2) Jeg siger en smart bemærkning, som forhåbentlig bryder isen.
3) Reciterer den scene fra The Simpsons, hvor næsten det samme skete.

12. Bærer du briller og i så fald hvilke?
1) Nej, jeg har perfekt syn.
2) Jeg bruger briller, og har et smart retro metal-stel ligesom ham klovnen fra Hummel.
3) Ja, og jeg har et retro metal-stel, som er nøjagtigt det samme, som jeg fik for 22 år siden, da jeg fyldte 14.

13. Hvor mange sexpartnere har du haft?
1) Jeg mødte min nuværende partner tidligt - så alt i alt tre.
2) Jeg ønsker ikke at svare.
3) Hundredvis. Jeg vil gerne specielt fremhæve den frække lille Gnome Rogue, som jeg mødte sidste nytårsaften i World of Warcraft.

14. Hvilken musik hører du?
1) Hvad der er i radioen.
2) Jeg foretrækker klassisk, men jeg er i øvrigt åben overfor det meste.
3) Udelukkende Commodore 64 Classics og pre-Fear of the Dark Iron Maiden.


15. Hvad minder ovenstående billede dig om?

1) At man ikke skal bruge mobiltelefoner til at tage billeder med!
2) Det minder mig om pizza – er det ikke 3 pizza-slices?
3) Scenen fra Star Wars Episode V, hvor Han Solos imponerende manøvrer i Tusindårsfalken næsten får tre Imperial Class Star Destroyers til at kollidere.

16. Bemærkede du, at antallet af spørgsmål er en 2-potens?
1) Hvad er en 2-potens?
10) Nej, og dette spørgsmål er da vist helt forkert skrevet?!
11) LOL. U pwn!

Resultat:

Du får 1 point for hvert 3'er spørgmål du har valgt.

0-4 point: Sidder du og tager denne test lige nu på din MacBook nede på en latterligt dyr cafe, mens du drikker moderigtig te med økologisk kandis? Du er lige en tand for smart, kammerat, og hvis du bliver ved, kommer der snart et indlæg rettet direkte mod dig!

5-14 point: Til lykke. Du har fundet balance i dit liv.

15-16 point: Du har snydt! Ingen får så mange point, og hvis nogen gjorde, ville de ikke nedlade sig til at læse blogs eller andre latterlige hjemmesider med grafik. En rigtig nørd benytter kun velafprøvede tekstbaserede værktøjer såsom gopher eller lynx til at finde information.

mandag den 3. december 2007

Julens sande ånd!

Endelig en juleudstilling som afspejler, hvordan julen plejer at ende for de fleste håndbajer-danskere:


fredag den 30. november 2007

Amnesia International

Amnesty International pisser mig af. Nu synes du sikkert, jeg går over stregen, men det gør jeg gerne - med store, fede, møgbeskidte gummirøjsere endda. For Amnesty International er gået endnu mere over stregen i lang tid, men det grimme er, at ingen tør sige fra. Bortset fra mig.

Da jeg gik en tur i Århus Festuge, hvor jeg ved et uheld var ædru, stødte jeg på en stander fra Amnesty International, som proklamerede, at starthjælpen er diskriminerende og i øvrigt en af de største trusler mod menneskeheden. Jeg synes også, det er fuldstændigt horribelt at tage imod flygtninge og så derefter give dem noget hjælp, så de selv kan komme i gang. Hvad tænker vi dog på? Disse mennesker er flygtet fra krig og ... ja, hov!? Hvordan ville man selv agere, hvis man var flygtet fra ulykke og stod i et land, som gav husly? Man ville selvfølgelig melde sig ind i en forening, som mente, at det slet ikke er nok, og at man bare skulle have mere! Nej vel? Amnesty International er godhedsindustri for selvfede danskere!

Det var så tydeligt, hvordan folk på gaden ikke turde gå udenom standeren. Jeg gik målrettet udenom, og fik 2 sekunder efter kastet et æbleskrog i nakken. Folk tør ikke sige fra, fordi så er de ikke gode, og gode vil vi vel alle være? Især de modestels-bebrillede, overforkælede unge med deres latterlige boheme-livsstils franskmands-huer omringede standeren som en flok af bovlamme får. Man kunne nærmest se panikken i deres øjne, da de opdagede, at de risikerede at være udenfor, og da de endelig kom indenfor, svælgede de i at pege forarget på dem, som var udenfor.

Prøv at tage et kig ind i hjemmet hos det jævne Amnesty International medlem: Det er stensikkert, som pisk i et arabisk fængsel, at medlemsbladet ligger fremme, så man kan se det. Det er ikke fordi, de læser det – det er fordi, de gerne vil have, at du ser, at de er gode. Men så snart du er ude af døren, er de på internettet for at sidde og masturbere til negerbørns-porno eller i gang med at planlægge en småborgerlig, ondsindet hævn mod deres nabo, fordi han har opsat et hegn for tæt på deres grund. De er nemlig hamrende dobbeltmoralske, og jeg får lyst til at brække mig ud over dem.

Det er ufatteligt, hvad folk vil stille op til for at vise andre, at de er gode. At Amnesty International går og brokker sig over starthjælpen eller over at der var anholdelser ved ungdomshus-optøjerne, er så indlysende latterligt, som hvis Dyrenes Beskyttelse ville forbyde fluesmækkere. Så skift dog navn til ”Ingen skal straffes”-International eller slet og ret bare indlem jer i det Radikale Venstre! Eller vælg at bekæmpe reel tortur og politisk forfølgelse i stedet for at agere en forlænget arm af venstrefløjens fortærskede godhedsprincipper, som med sine tvangsmidler selv kandiderer til at blive undersøgt af Amnesty International.

Ellers foreslår jeg nu en navneforandring fra Amnesty International til Amnesia International. I stil med Amnesty Internationals logo med et lys bag ståltråd, kan man retteligt designe et nyt med en hjerne bag pigtråd, for det er det, godhedsindustrien, Amnesty International og den politiske korrekthed tvinger os til: At få os til at glemme at tænke fornuftigt.

tirsdag den 27. november 2007

Cykelsport

Hvad er det, der er så spændende ved cykelsport? Det skal jeg sige dig: Intet! Jeg prøvede at cykle engang, og det var ikke særlig svært. Efter halvanden dag med støttehjul var jeg klar, og derefter var det jo bare at lægge nogle kræfter i.

Derfor er jeg ved at kaste op, når jeg læser endnu en artikel, hvor en eller anden ligegyldig cykelrytter indrømmer at have dopet sig. Fordi de tror, de er vigtige, laver de store pressemøder, som om det var interessante nyheder. Hvad fanden skete der ikke, hvis der holdtes et pressemøde, hver gang en narkoman tog heroin?! Hør nu her: Vi er totalt ligeglade, det er ingen nyhed, og vi gider ikke høre jeres evindelige klynk og dårlige undskyldninger! Der er 4 evigtgyldige sandheder omkring cykelryttere: De lyver, er uintelligente, tager stoffer og har åndssvage navne.

En eller anden opfandt engang et cykelløb i Frankrig, og derfor tvinges vi hvert år igennem 3 ugers ulidelig TV-tortur med Tour de France. Der smækkes lige en pseudo-intellektuel, halv-pædofil gammel gris af en kommentator på, og så er succes’en hjemme. Om man fatter det!? TV-udsendelserne trækker som bonus en fed hale af motionister, som tror, de ejer landevejene og er totalt vigtige, fordi de har samme dragter på som dem i TV. Helt ærligt!? Den fase kom vi andre over, da vi fyldte 13 år. Hvor mange granvoksne mænd ser man f.eks. spille fodbold i ren landskampuniform – med mindre det er i en landskamp? Ingen! Fordi ingen – bortset fra cykelfans - er så debile at finde på at nedværdige og ydmyge sig selv så åbenlyst.

Åh, men det er sådan en præstation at køre Tour de France!”, siger fans’ene. Ja, det er cirka ligeså stor en præstation som at æde 5 pizzaer i stedet for 1, for hvorfor i alverden skal de køre så langt? Få det da afgjort hurtigere – det handler alligevel om, hvem der kommer hurtigst over målstregen. Grunden er, at cykelryttere er dumme, og hvis cykelløb var kortere, fandtes der ingen cykelryttere. Og hvorfor så det? Jo, fordi hvis løbene var kortere, så havde cykelrytterne kortere tid at være dumme i, og så ville de føle, at de ikke udnyttede deres evner tilstrækkeligt, hvorefter de ville oprette coaching-firmaer, som bare ville spilde endnu mere af vores tid.

Cykelrytterne fører sig frem med taktikker og strategier, og når noget går galt, så bebrejder de alt andet end dem selv. Cyklen. Modvinden. Modstanderne. Alt det som man slet ikke forventer i et cykelløb. Men mon ikke skylden ligger ved dem, der bruger alle sponsorpengene på at hyre en eks-jægersoldat, som bare ligger og drikker Paderborner i Tourbussen, i stedet for at træne sine ryttere til at køre stærkt? Når der så endelig går noget rigtig galt, såsom et styrt – for det er jo det, man som seer egentlig venter på – så blæses det op i TV-avisen, som om det er en interessant nyhed! Jeg lavede 2 kæmpestyrt på min racercykel i min ungdom, og jeg var vanvittigt beruset begge gange. Ringede jeg efter pressen, og lå og hylede over en hudafskrabning? Nej, jeg kravlede tilbage og cyklede videre. Tag jer dog sammen!

På den anden side er der en stor fordel ved cykelløb, da det synliggør mange af de åndeligt mindrebemidlede i landet, og så kan man nemt se, hvilke af sine naboer man skal undgå at tale med. For eksempel dem der kører helt til Frankrig i deres ferie for at stå og hoppe og skrige i de 3 sekunder, feltet kører forbi, i deres latterlige shorts med deres grimme hvide ben. Dagen efter kan de så pruste sig 13 meter op af bakken selv, for at påstå, at de har gjort som deres idoler. Stupid is as stupid does.

lørdag den 24. november 2007

Dekadans!

Så er endnu en sæson af ”Vild med Dans” gledet over skærmen – hvilket nummer var det denne gang? Syvogtredvte? – og igen tør man tænde fjernsynet fredag aften uden frygt for at skulle udholde den sindsoprivende spænding, når dommerne i første program giver deltagerne 5 point, i næste 6 point og så fremdeles ind til finalen, hvor de får 10 point. Forudsigeligheden er kun overgået af go’e gamle Debbie ”så-erstat-hende-dog-for-helvede-med-et-skilt-hvor-der-står-5-point-så-vi-sparer-lidt-licens” Cameron.

Jeg har set mange voldelige og uhyggelige film, hørt meget musik og læst mange horror-bøger og spillet en del computerspil, og én bestemt hændelse gentog sig gang på gang: Advarslen fra familie og medier om, at det er potentielt skadeligt at have disse hobbyer. Hver gang en bevæbnet elev i USA leger kinesisk retssystem med sine skolekammerater, lægges skylden primært på computerspil og musik, og der er nærmest ingen grænser for, hvor ondskabsfuld en indflydelse disse kilder har.

Det paradoksale er, at ”Vild med Dans” påfører en reel ondskabsfuldhed igennem fjernsynet til det bleg-danske publikum. Hvordan vælter deltagerne fra dette program sig ikke i trusler mod hinanden, sex-eskapader, stofmisbrug og ægteskabsbrud? Alle til hobe er en bande slyngler og alkoholiske kone-bankere, som spreder ulykke og had mellem hinanden og alle andre. Og som prikken over i’et kårer man Robert Hansen som vinder, og udråber ham til et forbillede for den danske ungdom! I ved, ham som tæsker kæresten, tager hårde stoffer og kører spirituskørsel! Jeg ved, at I tænker: ”Åh, jamen, dansen har reddet Robert til at blive et godt menneske igen, og han brugte i øvrigt kun stumpe genstande mod Mira!”. Tydeligvis kender I ikke regel 1 angående denne type: De ændrer sig aldrig! Regel 2 er, at hvis de ændrer sig, bliver de typisk til Moses Hansen, hvilket faktisk gør regel 1 ret nådefuld.

Men hører man protester over programmet, når en 17-årig ung knægt opsprætter en 83-årig bedstemor for en pakke cerutter? Hører man forældre advare deres børn mod at lade sig fordumme hver fredag aften? Nej, for dans er jo så pænt, og dem, der udøver det, er jo så pæne, og de er jo så pænt klædt på. Derfor opfordres man ligefrem af venner og familie til at se dette skadelige program! Ufatteligt! Programmet burde simpelthen forbydes, og danseskoler over hele landet stemples som terroristoptræningslejre under terror-paragraffen. Vi kunne også bare prøve at indse, at dårlig indflydelse ikke altid har et umiddelbart grimt ansigt.

Nu er der ligefrem moraler i mine indlæg også - jeg skriver snart et kritisk indlæg om Bitter Blog!

onsdag den 21. november 2007

Køb og smid væk

Netop som jeg tror, tingene ikke kan blive værre, ser jeg en reklame på TV3 for denne CD: Den Officielle Danske Hyldest til Elton John! Her er et billede af coveret, men det er muligvis ikke genkendeligt i butikkerne, hvor det er overfyldt med klistermærker med vigtig information såsom ”Kendt fra TV”, for så må det jo være godt!

Som om Elton John ikke selv er i stand til at plage os nok med sine forfærdelige, såkaldte klassikere, genindspiller danske kunstnere nu nogle af hans numre. Hvor stor chance er der for, at det er bedre end Elton John’s egne indspilninger, eller at det er interessante fortolkninger? Absolut ingen, for når man kender til dansk musik, ved man, at der intet talent er. Overhovedet.

Jeg læste i øvrigt et sted, at man ikke må gengive covers og lignende, med mindre man anmelder albummet. Det gør jeg så nu: Det er en forpulet omgang lort! Nul stjerner! Og det bryder Elton John sig garanteret ikke om.

CD’en er tilsyneladende indspillet ”i anledning af Elton John’s 60 års fødselsdag”, som egentlig lå den 25. marts, så mon ikke den nærmere er indspillet ”i anledning af, at det er jul om halvanden måned, og de danske kunstnere mangler lidt penge, som de så passende kan snuppe ud af tonedøve danskeres tegnedrenge”? For det er nemlig ganske morsomt, at de danske kunstnere, som i deres evige bedrevidenhed plejer at gøre opmærksom på fattigdom i samfundet, og som tordner mod og nedgør selviskhed ved enhver passende og upassende lejlighed, lige pludselig beslutter sig for at indspille nogle numre af en kunstner, som i sin karriere har været indbegrebet af skabet egoisme, overdrevet forbrug og dekadence. De er jo i virkeligheden selv ludere for lidt ussel mammon, og det er det samme som at smide sine principper ud af vinduet for en stund, ikke sandt, I skide dobbeltmoralske dilletanter?!

Nå, men kender jeg det danske musikmarked ret, vil denne CD plage os hele vejen gennem julen – i radioen, i reklamer, blandt familien, som konstant vil tale begejstret om dette skrækkelige makværk. Den ikke-reflekterende musikforbruger tænker: ”Åh ja, Elton John er god – jeg hørte vist et nummer med ham engang, så den CD skriver jeg straks på min ønskeseddel.”, hvorefter staklen får CD’en, bliver vildt glad, sætter den på med det samme, hvorefter den aldrig bliver spillet igen. Køb og smid væk! Hvornår fanden får folk dog øjnene op?

mandag den 19. november 2007

Lær at køre på motorvej

Efter en weekend i bilen i Danmark kan jeg endnu en gang konstatere, at ingen, udover jeg, kan finde ud af at køre på motorveje. Okay, jeg overdriver, for nord for Randers var der en Ford Sierra, som egentlig kørte fornuftigt nok. Bortset fra denne enlige svale var turen dog et studie i ynkelig kørselselendighed, som kunne irritere enhver med blot antydningen af køreevner nok til at kaste sig skrigende i en afgrund.

Hvorfor er det svært for danskerne at køre ordentligt på motorvej? Hvorfor opfatter vi det som vores gudgivne medfødte ret at ligge i yderbanen med 95 km/t og kigge stift 30 meter lige frem ud over vores egen næsetip? Hvorfor kan man i det sydlige Tyskland spotte en dansker på 3 kilometers afstand på grund af hans tåbelige, enøjede kørsel? Kan ingen dog fatte, at der er andre bilister på vejen, og at man ikke mister sin lille penis ved at trække ind til siden, hvis nogen gerne vil forbi?

Jeg har til alles bedste lavet et lille diagram, som man som bilist bør følge. Det er så nemt, at selv min defekte kaffemaskine er intelligent nok til følge det og dermed føre en bil på motorvej. Så snart det er implementeret gennem Rådet for Større Færdselssikkerhed, kan noget af den nederste del dog fjernes, da der ikke længere vil opstå situationer, hvor der skal presses. Det gør der desværre i massiv grad nu, da det eneste, der kan få en egoistisk bilist ud af sin stædighed, er en direkte og brutal trussel om et umiddelbart forestående voldsomt trafikuheld forårsaget af en påkørsel bagfra. Og som ægte presser er man naturligvis parat til at gå i døden for sin sag. Jeg vil i hvert fald grine fra min grav, hvis jeg får flået den der langsomme gamle dame (inklusive alle børnebørnene på bagsædet) med mig i helvede med 175 km/t.

Diagrammet er vist nedenfor – klik på det for en større version. Det henvender sig til førere af personbiler uden anhænger, som kører på motorvej, og det burde indgå i samtlige køreprøver fremover. Her er lidt tegnforklaring:

  • Sort cirkel: Start her!
  • Pile: Pile uden tekst skal umiddelbart følges, pile med tekst skal følges, hvis de passer på din situation.
  • Boble med tekst: En aktivitet. Gør det, der står!
  • Diamant: En beslutning. Følg den af pilene ud, som passer på din situation.


lørdag den 17. november 2007

Verdens bedste film

... er ikke Titanic, nej. Den havde en god slutning, fordi alle døde, men ellers var det en gang pladderromantisk bras. Har jeg hørt, for jeg har ikke set den – jeg hoppede bare direkte frem til kapitlet, og sad og grinte, mens alle druknede, men jeg vidste det jo egentlig på forhånd. Den mest fantastiske film nogensinde er i skrivende stund tyve år gammel, og bærer den stolte titel RoboCop.

Historien tager udgangspunkt i den pligtopfyldende betjent Alex Murphy, som efter en grufuld likvidering bliver lavet om til en cyborg. Han husker dog stadig, hvem der dræbte ham, og han sætter sig for at hævne det - imod sin programmering. Fuck, den er god – helt sindssygt god. Der er så mange klassiske scener, at jeg slet ikke kan nå at nævne dem alle, og så indeholder den samtlige elementer, som gør en film seværdig:

1) Ingen kærlighed (næsten da, og den smule der er, baserer sig på en programmeringsfejl)
2) Matsorte politibiler (som dog burde have været Opel Manta)
3) Vold
4) Genialt onde skurke

Abstrakt set er filmen et dilemma. Den skildrer fremtidssamfundet. som vi ønsker det, og sådan som vi ikke ønsker det – på én og samme tid. Det, vi ikke ønsker, er vold og usikkerhed. Det, vi ønsker, er en politi-styrke, der konsekvent vælger dødelig vold som første middel mod kriminalitet. Det geniale er, at når det vi ønsker, indføres, opstår det, som vi ikke ønsker, aldrig. Det er jo et Columbus-æg! Jeg fatter simpelthen ikke, vores samfund ikke er bygget op omkring det, denne film så mesterligt lærer os.

Den første mindeværdige scene fra filmen er, da ED-209 ved en prøve skyder en slipsefyr i smadder. Og når jeg siger smadder, så mener jeg smadder. Her er ingen små, søde, runde huller efter projektilerne, men i stedet blødende, iturevne kødkratere så store som tekopper spredt ud over hele kroppen. *blam* *blam* *blam*! Her er scenen fra filmen – og det er endda i en speciel, ekstra blodig version:



Hvad mange ikke forstår, så var det ikke en fejl, at prøvekaninen blev dræbt. ED-209 var mesterligt programmeret til at dræbe marketingsfolk, og den identificerede fuldstændig korrekt den slipseklædte, røvslikkende, unge Mr. Kinney som en sådan. Jeg garanterer nemlig for, at han på et tidligere tidspunkt havde slæbt nogle stakkels programmører gennem ydmygende teambuildingskurser, og med ED-209 kom hævnen. Der var uden tvivl et par kodere, som sad nede i Intern IT, og sendte smileys til hinanden, da de hørte ekkoet af ED-209’s kanoner runge oppe fra direktionslokalet.

Man må betegne det som den største filmhistoriske skandale nogensinde, at Kurtwood Smith ikke fik en Oscar for sin skildring af bandelederen Clarence Boddicker. En mere gennemført ond skurk skal man da lede længe efter. Scenen, hvor RoboCop anholder ham, hiver ham hen til den vagthavende, og han blot spytter en blodig kødklump ud på disken, og siger: ”Just give me my fucking phonecall!!” med ligegyldigheden lysende i ansigtet, burde få Jack Nicholson til at krybe sig ydmygt i støvet, bjæffe og rulle rundt. Jeg venter stadig på det øjeblik i mit liv, hvor jeg kan komme til at fyre den sætning af – i en relevant sammenhæng, selvfølgelig. Eller hvad med til sidst hvor han kører sin kemikalieætsede medsammensvorne, Emil, igennem (ikke ned) for fuld hammer, og det eneste, han ytrer, er et flygtigt ”Arrgh .. shit!” – og kun fordi han i få sekunder ikke kan se ud af forruden for de udsplattede, klæbrige rester af den nu forhenværende kumpan. En total, psykopatisk mangel på empati – brilliant!



Soundtracket er i øvrigt tillige et kapitel for sig. Når man ser RoboCop køre igennem byen og opklare forbrydelser til det storslåede opus, som lader dramatikken hænge så tæt i luften, at man næsten føler sig omfavnet af den, så er jeg lige ved at fælde en tåre – i hvert fald, hvis jeg har drukket 8-10 øl, hvilket jeg typisk har gjort, når jeg ser den film. Nogle gange giver det mig helt lyst til at skrive et digt, men så opdager jeg - godt hjulpet af førnævnte bryg - at jeg kan stå op og pisse.

I modsætning til, hvad du sikkert tænker lige nu, så er RoboCop ikke en hjernedød voldsfilm. Den har en vanvittig god historie med et dybt persongalleri, som ville gøre kultureliten gul og grøn af misundelse, hvis de kunne se den oppe fra deres elfenbenstårn. Og så afbilleder den det perfekte samfund. Jeg venter bare på at RoboCop-partiet stiller op, så jeg kan give dem min stemme. I’ll buy that for a dollar!

onsdag den 14. november 2007

Regnbuer

Forleden stødte jeg på en betegnelse, som jeg ikke har hørt før: Regnbuebørn. Hold kæft, hvor er det dog bare et latterligt og sindssvagt irriterende ord! Det er umiddelbart kvalmende, og jeg vidste straks, at det måtte stamme fra det inderste tarmsystem af al politisk korrekthed og følelsespædagogik. Jeg havde selvfølgelig ret, da et regnbuebarn åbenbart er barnet af et homoseksuelt par (dog ikke det biologiske af begge, med mindre jeg har misforstået et eller andet grundlæggende).

Hvad er det præcis ved denne type børn, som gør dem mere ”regnbue” end alle mulige andre børn? Naturligvis eksisterer der den generelle opfattelse af, at homoseksuelle er mindre fordomsfri og mere åbne og glade end alle andre, og derfor må deres børn være mere lykkelige. Det er selvfølgelig en åbenlys gang ævl. Det er også en mulighed, at betegnelsen stammer fra, at det er ganske umuligt for homoseksuelle at lave en ”svipser”, hvorfor alle deres børn må være ønskebørn. Under alle omstændigheder er det til at brække sig over, for selvfølgelig er de ligeså trætte af deres møg-unger som alle os andre.

regnbuebørn er ikke andet end et plus-ord, som automatisk skal få os til at associere disse børn med noget positivt, for at homoseksuelle kan få deres ivrige hænder i statskassen. For min skyld må de gerne få børn – bare de betaler selv. Heteroseksuelle som adopterer, skal da selv punge ud i stor stil. Nu kommer den så: ”Jamen, fattige mennesker skal da også have chancen for at få børn, hvis de ikke selv kan producere dem”. Øh, nej, det skal de ikke. Ingen gider se på fattige børn, med mindre det er jul, og de er figurer i et teaterstykke. I virkeligheden lugter de, stjæler og er generelt bare til gene for alle os andre. Færre af dem, tak!

Og forresten ... hvis et regnbue-barn er et barn af homoseksuelle, hvad er en regnbue-stang så?!? Nu er det helt sikkert slut med at sidde og spise dem foran mine kollegaer!

tirsdag den 13. november 2007

Top-politiker er kapsel!


Nu ved jeg ikke, om nogen af læserne har set ”Invasion of the Body Snatchers”. Jeg refererer naturligvis til den gode indspilning med Donald Sutherland (1978), og ikke til det bremsespor på filmhistoriens lagen, som indspilningen fra 1993 metaforisk var. For lige at afslutte den diskussion med det samme, vil jeg minde på, at sidstnævnte benyttede sig af en af de mest anvendte plottwists i elendige Hollywood film: Frontal nudity. Tror jeg nok.

Grunden til, at jeg taler om filmen, er de opdagelser jeg har gjort, siden jeg forleden besluttede mig for at afprøve et morph-værktøj. Jeg gennemlæste et eksempel og fandt to billeder, som lignede hinanden lidt. Uden at tænke over det valgte jeg et nutidigt foto af Niels Helveg Petersen og et foto af, hvad jeg troede, var selv samme politiker som ung. Det viste sig så til min store overraskelse, at der tilsyneladende også eksisterer en ”Morten” Helveg Petersen, og at det i virkeligheden var ham, som var på mit andet foto. Når en af dem har været på fjernsynet, har jeg hidtil forvekslet begge to med Niels Helveg, selvom ”Morten” er hans søn. Til mit forsvar kan Botox jo gøre meget, og da jeg er en meget tolerant person, har jeg ikke tænkt videre over den let feminine, halvlange krøllede frisure, som han til tider har haft.

Ganske uforvarende satte jeg mit morph-program til at arbejde på de to billeder – fra ”Morten” Helveg Petersen til Niels Helveg Petersen. Her er den advarsel, som dukkede op på min skærm og spøgelsesagtigt oplyste mit dunkle kontor umiddelbart efter, jeg bad computeren gå i gang:



Jeg var naturligvis chokeret, og jeg gik straks i gang med en grundigere undersøgelse. Det viste sig, at ”Morten” Helveg Petersen er en tro kopi af sin ”fader” – man kan jo knapt nok se forskel på dem. Begge giver samme vage og vattede udmeldinger belastet af ulidelige mængder politisk korrekthed pyntet med uovertruffen ubeslutsomhed. Det er simpelthen umuligt for et barn at lave så lidt oprør mod sine forældre – at blive sådan en klon i sit voksne liv - uden at det en dag går amok med hjemmeværnsriffel i den lokale børnehave eller krakelerer på anden morderisk vis. Kort sagt gemmer sådan en klon på en frygtelig hemmelighed, og ”Morten”’s er, at han i virkeligheden er en knapt 78 % udviklet frøkapsel-body-snatcher af sit hidtil antagede ophav.




Der er mange indikationer på dette, udover den åbenlyse adfærdskopi:

  • Han besidder først og fremmest et lettere ”fedtet” udseende, hvilket minder meget om de halv-færdige kapsler fra filmen. Bemærk hans krøllede hår, der ligner de planteagtige tentakler, som er med i filmen, og som uden tvivl anvendes til at trække energi ud af Niels Helveg Petersen. Disse tentakler har han dog tabt for nylig, og har nu endelig en frisure som en mand (dvs. maksimalt 3 mm over hele sit hoved – eller skal jeg kalde det kapsel-hjerne-beholder, hva’ ”Morten”!!).
  • Jeg lider af pollenallergi, og Helveg giver mig altid knopper!
  • Som det tredje kan man kan undre sig over, hvorfor han som offer valgte et medlem af et parti, som traditionelt er imod løsning af konflikter ved brug af vold, når han nu selv er en del af en større invasionsstyrke fra hinsides solsystemet. Men det siger faktisk sig selv – de forsøger at få os til at nedruste, så de endnu lettere kan aflive os med deres allerede teknologisk overlegne laser-knipler.


Det sidste og afgørende bevis kom, da jeg tøvende kørte mit morph-program med et nyt ”fra”-billede. Med rystende fingre og en ubehagelig forudanelse klikkede jeg på OK knappen, da advarslen gentog sig selv som tidligere. Resultatet af morphingen er angivet nedenfor – det resultat, som sendte mig løbende skrigende ud i natten, væk fra den vattede, monotone stemme i folketingsvalgsprogrammet i fjernsynet og ud under den sorte og nu så forfærdelig truende himmel:

søndag den 11. november 2007

Seksualsocialisme

Der er noget helt galt med skattesystemet i Danmark. Nu lever vi i en overvejende socialistisk stat, hvor man forsøger at gøre borgerne lige, ved at penge kræves ind og fordeles ud igen. Men hvorfor stopper man egentlig der? Hvorfor er der ikke skat på venner, familie eller - som overskriften på indlægget antyder - sex? Ideen er simpel og fuldstændig analog til den traditionelle skat: Den der har meget, skal dele ud.

Der eksisterer nemlig enorm ulighed i Danmark, hvad angår seksuel aktivitet. Nogle borgere vader i seksuelle partnere, andre borgere må ensomt ty til snurrende plastikapparater eller halvvarme radiatorer med svinelevere. Det kan da ikke passe? Men sjovt nok stivner smilet hos socialisterne, hvis man kommer med forslaget om seksuel socialisme, og med en hæslig hvæsen siger de: ”Min krop er min egen!”. Nå, det var da pudsigt, for ifølge jer er min hjerne ikke min egen! Nej, min hjerne må jeg helst ikke få udbytte af selv – det skal jeg dele med jer, mens I ligger og har uhæmmet, skattefri sex uden at dele med os andre.

Hvor ofte trækkes man ikke igennem tårevædede historier om, hvordan økonomisk ulighed skaber ustabilitet i samfundet, og hvordan det er urimeligt, at nogle tjener mere end andre? Påstanden er, at økonomisk lighed simpelthen er løsningen på alle problemer. Nøjagtig det samme kan siges om sex! Hvis vi fordeler sex, kommer vi af med en masse voldtægtsmænd, besværlige folkeskolelærere og måske endda Ritt Bjerregaard.

Men man taler for døve øren, for det vil lige pludselig betyde, at socialisterne selv risikerer at skulle af med noget, og det er selvfølgelig fuldstændigt uacceptabelt. For ser man nogensinde en socialist, som gerne giver noget i stedet for at modtage, hvis vi ser bort fra tilfælde, hvor det er tyvstjålet fra andre? Eller en socialist, som ikke er sygeligt besat af penge? Jeg så én i fjernsynet engang, men jeg skiftede kanal, fordi jeg hader fiktion. Jeg kan forestille mig protesterne fra den socialistiske ballademager, som lille lørdag aften hives væk fra sin autonome dulle af skattevæsenet med beskeden om, at ”fede Piske-Petra” ovre på grillbaren skal serviceres … NU! Så kan han endelig med rette synge om at blive ”bundet på mund og hånd”.

Hvor er det typisk. Ligeså snart man forsøger at fravriste lidt sex fra socialisterne (og de laver jo ikke andet i deres beskidte kollektiver!), så bliver der uddelt slag og trusler såsom: ”Det er min krop!”, ”Skrid, dit fulde svin” og ”Jeg ringer til politiet, hvis du ikke stopper med at snuse til mine trusser i vaskekælderen!”. Så må man bare ærgre sig over, at man er født med evner, der beskattes. Andre evner såsom charme, åbenhed og et venligt sind er fuldstændig gratis, og man kan nyde frugten af ens arbejde, uden at vamle, fremmede eksistenser får lov at befamle den. Go figure!?

Nå, nu banker det på døren. Det er nok medarbejdere fra staten, som vil ind og gruppevoldtage min hjerne igen, og jeg har bare pligtskyldigt at sprede frontallapperne. Jeg skriger: "Ikke i aften, Skat!". Men de fortsætter uhæmmet. Det er et overgreb!



fredag den 9. november 2007

Ligegyldige statements

Hvad er der med visse gravide kvinder? Hvorfor vralter de rundt med deres maver i fri luft, som om de skulle være specielt interessante for komplet fremmede? Ja, jeg taler om de højgravide kvinder, som vælger at tage tøj på, hvor maven er blottet. Det er ikke for komfort, det er ikke, fordi de synes, det ser pænt ud, nej, det er fordi, vi andre skal synes, de er specielle – de laver et såkaldt statement.

Det værste eksempel, jeg har oplevet på dette, var en pige jeg så i det lokale supermarked. Hun havde valgt at iføre sig en lyserød stumpet T-shirt, hvorpå der var trykt teksten ”Knocked up” og en pil ned mod maven. Jeg er sikker på, at da hun tog den på, følte hun, at hun lavede et statement om, at hun var en selvstændig, lidt frisk pige, som stod ved sin seksualitet. Men i virkeligheden udbasunerede hun i al pinlig tydelighed, at hun havde været billigt til salg for en doven Barcardi Breezer med ananas-smag og en velplaceret tribal-tatovering, og nu var det uundgåelige sket på en ret intetsigende, hurtig facon, og i øvrigt anede hun ikke hvem af dem, der var faderen. Jeg fatter forresten ikke, at pilen på nogen måde var nødvendig?!

Forstå dog, at det overhovedet ikke er interessant for andre, at du er gravid. Lad os regne lidt på det: Hvis vi siger at den ene halvdel af befolkningen er mænd og dermed den anden kvinder, og at cirka 65 % af kvinderne kan blive gravide, så udgør de potentielt gravide altså den udvalgte niche af 32,5 % af befolkningen – altså cirka en tredjedel. Det er cirka det samme antal, som er nærsynede, og som derfor bruger briller.



Spændende og interessant? Anderledes og fornyende, ikke? Nej, netop! Ingen gider høre om det!
Hvis vi tager statistikken og trækker mændene helt fra, og udelukkende betragter kvinder i den fødedygtige alder, så befinder man sig som gravid i den eksklusive skare af 95 %. Denne fantastiske bedrift placerer jo gravide i samme interessante og specielle liga som folk, der har kvalifikationerne til at bære disse T-shirts:



Og helt ærligt, med mindre det er ens eget barn og det er mongolidt, så er det ikke særlig sejt at blære sig med sådanne færdigheder.
Hvis du er kvinde, sidder du uden tvivl og er dybt uenig lige nu og tænker: "Kan manden dog ikke forstå, at det er skabelsen af liv, der er fantastisk, og der derfor er grund til at hylde enhver graviditet, som et symbol på det vidunderlige i vores frugtbarhed?".
Nej, kære inkarnation af Freja. Når hormonerne engang er holdt op med at serie-sparke dine følelser i testiklerne, kan du måske indse, at det er begrebet liv og ikke i samtlige tilfælde fænomenet liv, der retfærdigvis kan beskrives som ”fantastisk”. Ironisk nok eksisterer der en del dobbeltmoral omkring dette blandt den kvindelige del af befolkningen. Det mærkede jeg på egen krop, en gang en pige besøgte mig i min lejlighed, da jeg boede alene. Der forekom det mig tydeligt, at hun ikke ligefrem ønskede at hylde og tilbede over 57 ellers så velskabte fænomener af begrebet liv, som var opstået i køleskabet i min 16 måneder gamle leverpostej.

onsdag den 7. november 2007

Lær at skrive meningsfyldte sangtekster

Din situation

Du overhørte din datter – hende, der aldrig udviklede tænder i overmunden – spille en melodi på sin banjo ude i laden, og sikken en ørehænger hun komponerede! Der er ikke skyggen af tvivl i dig om, at til disse toner vil enhver med bare antydningen af tyske aner begynde at gnubbe sig op ad det nærmeste stykke læder og stampe i gulvet med uhyggelig præcision til den primitive rytme.

Din plan

Du vil indspille nummeret og udgive det, så du scorer kassen og bliver lykkelig.

Dit problem

Der skal skrives en tekst til nummeret, og din kreative muse strækker sig i bedste fald til at inspirere dig om blomster, en sommerdag eller en gåtur i skoven. Den uundgåelige konsekvens er, at din sang vil blive spillet udelukkende på lokalradio og –tv, og udover at være til grin vil samfundet som en bonus kvittere med at stemple dig som sympatisør af Dansk Folkeparti.

Løsningen

er nær! Jeg præsenterer her en fremgangsmåde, som leverer en tekst, der hiver din sang op af dyndet og dig direkte ind i kultureliten, som vil bukke sig i støvet – en reaktion på, at de absolut intet forstår af den tekst, du har skrevet, og derfor i panik er nødsaget til at kalde den kunst. Næste trin er en plads på Finansloven med kulturstøtte, hvor du i de næste 5 år kan proklamere, at du realiserer dig selv for at genfinde din kunstneriske åre, mens du i virkeligheden æder pizza og ser zombie-film. Med andre ord: Du er blevet rig og lykkelig!

Fremgangsmetoden er brug af fri association, som du i iterative trin påfører din banale lyrik om lykkestunden med morgen-bajeren i bryggerset. Som eksempel vil jeg bruge ”Himmelhunden”, hvis tekst er valgt ud fra den kvalitet, at alle husker den selv efter at have drukket sig ned under primat-stadiet. Her er en delmængde af teksten, som er tilstrækkelig til at illustrere metoden:


På en markedsplads,
hvor jeg var færdig med at spille.
Stod jeg træt og kold bag scenen og slapped’ af.
Da jeg hørte nogen mumle ganske stille.
Og en mand med en lille hund,
så på mig og sag’:

Hej du spillemand,
vil du sig’ mig med det samme.
Og vær’ ærlig, for jeg mener hvert et ord.
Når Vorherre, slukker livets flamme,
og man skal forlade denne jord.
Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?
Den er sød og den har vær’t min bedste ven.
Den er klog og fin,
og har lige vær’t i bad.
Hvis man må du Spillemand,
så bli’r jeg glad.


Udvælg nu ord og fraser, som du umiddelbart kan associere over. Du skal helst igennem samtlige ord, men går det galt, kan nogle springes over. I mit eksempel, hvor jeg kun går i detaljer i introen, udvælger jeg: Markedsplads, færdig med at spille, træt og kold, slappede af, høre, mumle, stille, mand, hund, at se. Fri association til disse ord og fraser giver: Mudder, køkkenrulle, soldat, offentlig ansat, støj, cykelbukser, liste, jakkesæt, glæde, briller.

Fyld nu disse ord ind i stedet for den banale tekst, og du opnår derved en tilsyneladende dybde, som har et ekko af den oprindelige naive sammenhæng. Der skal selvfølgelig justeres undervejs for rim, og er det umuligt at rime dem sammen, udføres association på associationerne. For eksempel er offentlig ansat for kluntet, så det bliver erstattet af kontoransat, glæde af smil og briller af skær. Fyldord, som binder disse ord sammen, kan selvfølgelig fyldes på. Lad rimene få sekundær og versefødderne sidste prioritet. Fortsæt på denne facon og vi får:


I et mudderhul
Står den ensomme køkkenrulle
Vil soldaten hellere vær’ kontoransat?
Kom der støj som fra en cykelbuks i kulde?
Jakkesæt - gav gerne kun smil
ved de sorte skær

Med en køkkenrul’
kan der males lige meget
Giv en ed, og din sandhed vil komme frem
Når skyen dækker for kærligheden
se da Døden slå de frie lam
Vil glæden skinne over mørke skyer?
Lad blot ebbe efterlade slunken skål!
Når et skarpt hårbånd
Igen engang bliver våd
får køkkenrullen så lov
at smile kåd?


Syng sangen igen og bemærk, hvordan den nu har skiftet karakter fra at være egnet til pauseunderholdning i en bingohal, til at kunne blive udvalgt af Lars H.U.G. til fortolkning foran et regeringskritisk intimpublikum. I den nye sangtekst findes uden problemer henvisninger til krig, ligegyldigheden i livet, kapitalismens kynisme og en antydning af forgæves, politisk korrekt længsel efter mere lighed i samfundet. Foreslår nogen en fortolkning, du ikke forstår, nikker du blot svagt, sætter en tommelfinger let under hagen, og kigger med tankefuldt blik ud af det nærmeste vindue.

Metoden kan anvendes af alle, kvit og frit – dog vil jeg gerne have en tak i CD-omslaget. Det siges, at Nephew anvender metoden med stor succes.

søndag den 4. november 2007

Banebrydende forskning i selvmord

Jeg læste forleden en artikel om, at der ind imellem er børn helt ned til 4-års alderen, som forsøger selvmord. Min umiddelbare reaktion var en følelse af ligegyldighed, men så slog det mig pludselig, at dette fænomen faktisk afslører en hel del om de pågældende børns personligheder, som kan komme samfundet til gode. Efter grundig forskning og dyb overvejelse er jeg kommet frem til, at børn, der forsøger selvmord som 4-årige, kan opdeles i 4 typer:

Type 1: Kvitteren (a.k.a.: "Damn, han gav hurtigt op, hva'?")
Da jeg var 4 år var det hidtil besværligste valg, jeg var blevet stillet overfor, om jeg skulle savle på den blå eller røde klods først. Hvis det var virkelig udfordrende, skulle valget træffes samtidig med at jeg hev min hund i ørene. Hvis man vælger at tage billetten frem for at skulle træffe sådanne beslutninger, kan jeg kun sige, at livet ikke bliver morsomt, og der er ikke meget håb for denne type børn. Overlever barnet det første selvmordsforsøg, kan det garanteres, at det ikke bliver det sidste. Jeg forestiller mig kvitter-børn, som begår harakiri og hænger sig på stribe ved deres første besøg i Sukkerstokken, når de stilles overfor at skulle vælge mellem 250 forskellige typer slik. Og det er fandme klamt for alle os andre, som også køber ind der!

Type 2: Den forudseende
Dette er den mest intelligente type af de 4. Barnet forudser allerede, at livet bliver et stort helvede, og i stedet for at gennemgå pinslerne og skifte hele garderoben ud med sort tøj, pine sine øregange med norsk dødsmetal gennem hele teenagetiden, og ende med et elendigt job med verdens ringeste chef efter 15 års frygtelig tortur i uddannelsessystemet, vælger det klogt at snuppe genvejen til den ultimative ormekur med det samme. I skarp kontrast til kvitter-barnet er det desværre et tab for samfundet, da der bestemt er brug for personer med så gode evner til at ræsonnere. For eksempel indenfor vejafdelingerne i kommunerne, hvor de hver vinter bliver overraskede over, at der kommer sne.

Type 3: Efteraberen
Denne type er ifølge den oprindelige artikel den mest typiske selvmorder. Barnet efterligner simpelthen uden selvstændig tankegang, hvad det ser sin omgangskreds gøre – f.eks. en ældre søskende. Typen udgør det økonomiske grundlag for mode-branchen og storby-cafeerne samt en stor del af vælgerskaren for det Radikale Venstre. Er efteraberen en yngre søskende til kvitteren, er man som forælder virkelig på røven. Der er dog ingen grund til at ærgre sig, da ingen ville kunne lide efteraberen som voksen alligevel.

Type 4: Mr. Trigger-Happy
Dette barn er ikke forudseende, men tager en hurtig og uigenkaldelig beslutning på et uhyre spinkelt grundlag. Det kan sammenlignes med at købe en flybillet til Afrika og så forlade checkin-køen og tage hjem, fordi man vurderer, at Afrika er for kedeligt. Det er ikke særlig intelligent, men alligevel har samfundet brug for denne type. De er oplagte topledere, og da de netop tager hurtige, uovervejede beslutninger, kan de forholdsvist nemt trækkes bort fra selvmords-tankerne med den rette motivation. Giv dem lidt mere slik end andre børn, eventuelt et lille jakkesæt og en titel, og ligeså snart de fatter interesse for en PC, skal de have PowerPoint i fødselsdagsgave. De kan med fordel lege med kvitter-børnene, og f.eks. pakkelege med silkesnore udvikler deres evne til at tage beslutninger uden skelen til konsekvenser, og opfordrer samtidig kvitterne til at tage deres uundgåeligt sidste skridt lidt hurtigere, så os kunder i Sukkerstokken kan handle uden at miste appetitten.

fredag den 2. november 2007

J-dag ...

… må simpelthen stå for Jubelidiot-dag! Man forestiller sig nemt, hvordan marketings-medarbejderen stod med hænderne i vejret og råbte: ”KANOOOOOOON!”, da han fik denne ide. Det er nemt, fordi marketings-medarbejdere altid gør sådan, uanset hvad der er sket, men denne gang fik han rent faktisk en (økonomisk) god ide: Tag den sædvanlige guldøl, hæld lidt karamel i, lav en nuttet reklame, og få alle tåber i landet til at tilbede den som en afgud.

Er det ikke sket hver eneste gang, man har stået sammen med en flok venner, og en af dem havde gjort det tåbelige valg at bestille en ”snebajer” (og det navn bliver bare ved med at være så sjovt), at vedkommende tog et første sip (for han drak jo ikke som en mand) af den skumløse væske og udbrød: ”Ja … den smager jo godt!”. Øh, ja, det er jo øl, ikke? Men den smager hverken bedre eller anderledes end enhver flad dansk pilsner, og det er det, der er det uhyggelige i ideen med J-dag: Alle tilbeder den årlige lancering af en øl, som konsekvent dumper hver eneste blindtest, den deltager i, fordi den netop smager af det, den er brygget på: Gullig sne. Det hele er ren image.

Nu kan jeg mærke, at du allerede har placeret cursoren (den blinkende dims) i kommentarfeltet, og er ved at skrive: ”Det er selve traditionen, der er det spændende og det fee’ ved J-dag”. Du mener traditionen med, at en flok overgearede unger står og råber og skriger på øl, og bruger hele deres indkomst på at drikke sig totalt under gulvet en fredag aften? Med andre ord det som sker hver eneste fucking fredag året rundt?! Flot argument.

Nu er det ikke fordi, jeg er typen, der udelukkende drikker Hyldeblomst special-Ale fra Agerskov klosterbryggeri, og glor nedladende gennem åndssvage hornbrille-designerstel på dig, der tumler rundt og hælder en forkølet forklædning af Tuborg Guld ned i svælget. Nej, jeg drikker skam gerne 8 »Ja« pilsnere fra Alta en kedelig torsdag aften i selskab med mig selv. En gang imellem er det dog sjovt nok at smage noget andet, men skulle man formaste sig til at servere det for sine J-dags venner, så hyler og tuder de over, at det er ”grumset” eller at ”der ikke er brus i”. For helvede, hvor en gang skide pattebørn. Så drik dog sodavand!

Det er næsten det, at Tuborg ikke engang kaster kræfterne i at lave en ordentlig øl, der er mest irriterende. De må da have ressourcer til at skabe noget rigtig spændende, i stedet for at man skal sælge sin mors hornhinde på det sorte marked for at få råd til en Stout fra et lokalbryggeri. Retfærdigvis skal det siges, at de dog også laver noget spændende, men prisen bliver skruet helt sindssygt op, da det derved får et skær af fint at drikke andet end almindelig pilsner. Men ved du hvad? Det er det ikke!

onsdag den 31. oktober 2007

Brænd lunten!

Jeg græd mig i søvn Juleaften 1984. Ikke fordi der manglede en bestemt gave eller et flot juletræ eller en hyggelig aften sammen med min familie. Jeg græd, fordi jeg i mit uskyldige barnesind, i min naive tro på det retfærdige i livet, havde haft fulde forventninger om, at jeg skulle se Lunte dø en forfærdelig udpenslet død i det sidste afsnit af Nissebanden. Det havde også været min forventning i hvert af de enkelte 23 tidligere afsnit, men hver aften inden jeg faldt i søvn, kunne jeg i det mindste klynge mig til håbet om, at næste dag ville Manden med Leen brutalt nedfælde den irriterende og idiotiske Lunte i den bedste sendetid.

Dette minde har været begravet langt borte i min hukommelse – sikkert fordi jeg er blevet voksen, og i processen har mistet dele af min fantasi, og dermed illusionen om, at Lunte rent faktisk eksisterer. Væk er skrækken for, at hans skygge en dag sniger sig ind på mig, og jeg overrumples af en hæslig strøm af stupide vitser krydret med præ-infantilt slapstick komik. Indtil for knap 2 timer siden, hvor jeg opdagede, at Lunte lever, dog ikke i den helt samme form. Exit den latterlige hue, enter en kulsort, tætklippet frisure. Exit det fjogede ansigt, enter det goatee-beskæggede ditto.

Man skal dog ikke skue hunden på hårene, og ganske rigtigt viste det sig, at det var den samme tumpede Lunte, som vi kendte ham fra Nissebanden, dog med en anelse mere sinister fremtoning. Jeg genkendte ham hurtigt på de tætsiddende øjne og det fårede udtryk i ansigtet. Desuden var han cirka ligeså sjov som en plasticklods, så det var også en afslørende faktor. Han havde dog skiftet den tåbelige falde-på-halen komik ud med det politiske sidestykke til at skide i en dåse og kaste det ud over os alle sammen: ”Demokrati er ikke bare en ret vi har, det er altså også en pligt til at følge med, og hvis man ikke gider at følge med, så skal man lade være med at møve sig frem og være med til at bestemme”, siger han. ” Jeg mener, at hvis det er sådan, at ens kendskab til de politiske partier udelukkende hidrører fra, om de har været med i ’Vild med dans’, så vil jeg sige: Bliv hjemme på sofaen, lad være med at blande dig med dine ukvalificerede meninger”.

Nu er jeg blevet voksen, så selvom jeg da er skuffet over, at han stadig lever, er jeg ikke bange for Lunte mere. Han er på mange måder en lille mand, og bare ideen om, at folk ikke bør stemme, når de ikke drager samme vildfarne konklusioner som ham (for det er dét, han i konteksten mener), er nærmest tragi-komisk. Han fatter ikke engang ironien i, at hans budskab kommer igennem vha. de samme mekanismer, som ifølge ham skaber ”Vild med Dans”-stemmerne. Flemming Jensen: Bliv dog i din niche med satirisk petit-teater, hvortil der højest er 5 hjemløse tilskuere med fribillet. Var der betalende gæster, var det vel også et flop i dine elitære (og lettere mongolide) øjne. Bliv venligst i dejligt skattefrie England, og lad være med at blande dig i vores liv med din ukvalificerede eksistens. Så slipper jeg også for igen at gå og håbe på, at Manden med Leen omsider opfylder min bøn. Helst Tonajt!

Det kan undre, hvad det er, der gør, at den ene debile kunstner efter den anden får ørenlyd om politik i medierne. Det er muligvis fordi, de siger en masse ting, som ingen fatter, inklusive dem selv, men ingen har nosserne til at indrømme det af angst for at virke dumme. Kunstnere er ikke bedre mennesker end os andre, selvom nogle af dem selv tror det. Dog fortjener de bestemt at få en æresdoktorgrad fra Handelshøjskolen, når de er i stand til at sælge deres egen afføring på dåse. Men lad venligst være med at kaste det ud over os der ikke ønsker det, tak. Gid dog medierne én gang for alle vil ignorere deres totalt irrelevante og ligegyldige meninger

tirsdag den 30. oktober 2007

Usund motion

I modsætning til, hvad man skulle tro, så er ikke alt, som kommer fra USA godt. Og nej, dette er ikke nogen henvisning til George Bush, din socialistiske ballademager af en læser.

Jeg taler om Pole Dancing. Pole Dancing er en form for erotisk dans, som man typisk ser i (dårlige) Hollywood film i scener, hvor gangstere er på bar. Da du nok er totalt under tøflen og forsikrede din kæreste om, at du ikke kiggede på dem, sidste gang I så sådan en film, vil jeg forklare yderligere: Halv- eller helnøgne kvinder står og danser op ad en metal-pæl på en hævet scene.

Pole Dancing er i sig selv ikke værre end prostitution, som nok er umulig at slippe af med. Det, der er galt, er, at det nu er ved at blive en populær motionsform i fitnesscentre. Rigtig god ide – ikke nok med, at der er oparbejdet uopnåelige slankeidealer i forvejen – nu skal de unge piger også lære, at de er nødt til at danse op ad en pæl for at være interessante. Med slankeidealet in mente er det også indlysende ophidsende at se på – lidt ligesom da jeg forleden lod min vandrende pind kravle en tur på min lineal. Dog kan jeg allerede mærke dig stikke en finger i siden på mig, og sige med rusten stemme: ”Men Bitter ... nu ka’ vi’ jo bare sidde i sofa’n og drikke bajer’ … mens kællinger’n danser. HARHHARH!”. Få et liv.

Egentlig havde jeg tænkt mig at skrive om, hvor kvindenedgørende Pole Dancing er, men så faldt det mig ind, at ligeså snart man trækker i et par stramme aerobicbukser, og tager det første greb i pælen, så har man allerede nedgjort sig selv så meget, at pælen og dansen næppe kan gøre meget mere. I øvrigt ville det være en effektiv form for IK-test, hvis kvinderne havde værnepligt: Bare stil en pæl op ved indgangen, og dem som går hen og begynder at danse, kan simpelthen kasseres med diagnosen: Rosin-hjerne.

Jeg er sikker på, at det hele ligger i opdragelsen, og derfor er jeg ikke bekymret, når ansvarlige forældre opdrager deres børn: Sådan noget skal de nok holde sig fra. Problemet er, at ca. 7 % af den danske befolkning er aktive medlemmer af et Fitness-center. Og da ca. 95 % af brugerne i et fitnesscenter har en hjerne, hvis første taktikforslag til at åbne en dåse med proteinshake er at hamre den mod panden, har vi en potentiel forældremasse på omkring 6,65 %, som kunne finde på at købe en My Little Pony® Pole Dancing pæl til deres afkom i barselsgave og derved sikre fortsættelsen af de stolte forældretraditioner.

Og nej, jeg mener ikke, staten skal lovgive på området, eller at kommunen skal ind og overvåge fitness-centrene – hvis du er socialistisk ballademager, hvorfor har du så læst så langt? Næh, det er et frit land, og i stedet kan der laves tiltag, så pælen og lignende fænomener simpelthen associeres med eller sammen med noget ubehageligt for den ovennævnte risikogruppe:
  • Brug altid termometer ”classic” ved lægen.
  • Udlever pinde til de kloge børn i børnehaven, så de kan prikke til børn af ”steroide” forældre.
  • Udskift Dannebrog med dødningeflaget.
  • Genindfør dødsstraf ved spidning.

Næste skridt bliver så at forhindre dans generelt, hvilket jeg bestemt er fortaler for – bortset fra når det sker solo, fuldt påklædt og samtidigt med indtagelse af ekstreme mængder alkohol.

Opdatering 27/8 2008 - Facebook gruppe
Bitter Blog har oprettet en Facebook gruppe for folk, som finder, at Pole Dancing er for tøjter. Klik på billedet for at se gruppen.

søndag den 28. oktober 2007

Tonedøvhed fra to verdener


Reklamer bombarderer os. Normalt prøver jeg at ignorere dem, men de betaler meget af showet, og dermed har de deres berettigelse. Desværre er der ind imellem nogle af dem, som bare er helt utroligt forfærdelige. Det værste er, at den, jeg nu vil skrive om, ikke engang er designet med det formål at være irriterende, hvilket ellers er en kendt taktik i reklamer. Nej, den er det bare, og den bliver ikke mindre enerverende af at blive gentaget gang på gang på gang:






De første gange jeg hørte den, troede jeg, at radioen og fjernsynet var tændt samtidigt. Men nej, det er en del af reklamen, hvori det påstås, at de ”blander det bedste af to verdener”. Jeg indrømmer, at da jeg hørte den første gang, tænkte: ”Det lyder da ok …”, hvorefter jeg 2 nanosekunder efter tænkte: ”Hold kæft, hvor noget lort!”. Ligesom når man går på Strøget og kommer i nærheden af den flok gademusikanter, som spiller på Pan-fløjter og Didgeridoos eller hvad nu de ellers puster i. Det er i øvrigt skræmmende at se, hvor mange der køber deres elendige CD’er på trods af, at de umiddelbart forinden har været eksponeret for musikken i mere end 3 sammenhængende sekunder. Okay, en del af køberne er børn, som er undskyldt, fordi de er dumme, tonedøve og generelt ikke fatter noget.


Den førnævnte reklame viser en hvid kvinde, som spiller harpe ved siden af en beat-boxende sort mand. Som om de ikke hver for sig lyder ringe nok, så forsøger de gudhjælpemig at spille sammen, og ser ud som om, de virkelig synes, det lyder så fedt. Det lyder da også næsten lige så godt som det, jeg komponerede på de første 5 minutter i Soundtracker på Amiga, da jeg var 14 år. Man forestiller sig, hvordan alle på produktionsholdet bag reklamen stod og rockede i deres cokerus, og rigtig syntes, de skabte fed synergi, selvom de i den ædru virkelighed kombinerede to nogenlunde tålelige lydbilleder til en torturagtig kakofoni af musikalsk elendighed og dekadent tilbagegang. Bagefter deltog de uden tvivl i et stort gruppe-knus, for i selvfed godhed at bekræfte hinanden i, at de sejrede over racisme og intolerance ved at forene forskellige kulturinput. Det ironiske er bare, at de i virkeligheden blot fremhævede og forstærkede forskelle mellem musikgenrerne og -udøverne ved at sammensætte klokkeklare stereotyper fra ”hver sin verden”. Det eneste denne latterlige reklame kan bruges til, er at diagnosticere tonedøvhed, og jeg er sikker på, at der fandtes en bedre metode i forvejen.


Og for lige at slå én ting fast: Der er kun sket én sammenblanding af ”det bedste fra to verdener”, som har resulteret i musikalsk fremgang: Det var da, man satte strøm til guitaren. Egentlig var guitaren slet ikke god før det, så det man fandt, var bare endnu en genial anvendelse af strøm. Nogle vælger stadig at bruge akustisk guitar, selvom den burde være blevet kasseret. Det svarer stort set til, at man får en ny, kraftig forstærker og så skruer helt ned for lyden. Hvilket sjovt nok var lige præcist det, der skete, da jeg så reklamen første, anden og hver eneste efterfølgende pinefulde, nerveødelæggende gang. Det er tæt på, jeg skifter bank!

lørdag den 27. oktober 2007

Valg '07: En analyse af den første debat

Så er der udskrevet valg, og igen har man brugt 5 timer foran skærmen på at se det samme tåbelige debatprogram som for 2½ år siden. Uanset hvad, bliver de jo aldrig enige, selvom man konstant håber, at den ene side giver op, giver den anden ret, og endelig giver mig magten.

Som uafhængigt medie vil jeg her give en objektiv vurdering og analyse af den første debatrunde, for det er der jo ingen andre medier der har gjort. Jeg har lavet en lille mosaik over lederne af de 9 partier, som opstiller til valget, og her er en beskrivelse af dem (startende øverst fra venstre mod højre):

1) Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti
2) Anders Fogh Rasmussen, Venstre
3) Bendt Bendtsen, Konservative
4) Naser Khader, Ny Alliance
5) Bodil Et-eller-andet, Kristendemokraterne
6) Margrethe Vestager, de Radikale
7) Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne
8) Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti
9) Enhedslisten har kollektiv ledelse, og dermed ingen leder. Derfor har jeg på deres plads placeret et gruppebillede af dem, der normalt fører ordet i dette parti.


Efter den første times tid, hvor den ene fløj i selvopfunden moralsk forargelse brugte hele tiden på at skrige ”FYYY” og ”PUU-HAA” af den anden, hvad kom der så af markante politiske udmeldinger? Ingen. Bortset fra én, som dog hverken var markant eller særlig politisk, bare dum: Helle Thorning-Schmidt vil tage skattelettelsen fra borgerne igen, og i stedet bruge pengene på velfærd: ”Tænk, hvor meget velfærd, vi kan få for 10 milliarder kroner”, sagde hun med julelys i øjnene. Da hun intet konkret knyttede til forslaget, er jeg efter grundige beregninger kommet frem til, at pengene kunne skaffe os ca. 20.000 nyansættelser i den offentlige sektor. Lige hvad vi har brug for! Alle ved, at offentligt ansatte absolut intet laver i deres 30-timers arbejdsuge. Spørg hvem som helst, bare der ikke er fjernsyn på. De ligger jo nærmest og sover på vejene, når man kører på arbejde – det er derfor, det er så nemt at ramme dem, selv når man ikke engang sigter.

Når der ansættes så mange nye i sådant et mareridt af en bureaukrati-organisation, vil ca. 95% af dem blive udnævnt til projektledere i - eller administratorer af - kæmpeprojekter med tåbeligt indhold og ligegyldige møder, som de kan vade rundt til og føle sig vigtige. Jeg prøvede selv på en tidligere offentlig arbejdsplads at være til et møde, som varede fra april til december kun afbrudt af en julefrokost. Egentlig planlagde jeg selvmord, men efter at have været offentligt ansat, kunne jeg ikke overskue arbejdsbyrden ved at være død.

20.000 nye inkompetente administratorer kan skabe omkring 5.000 nye projekter i det offentlige. Og hvert projekt udmunder sig typisk i en rapport på ca. 8.000 sider, som ingen udover Bjørn Elmquist læser. Derfor er det velfærd, vi kan få for 10 milliarder cirka lig 20.000 gange dette:



(Jeg erkender, at ovenstående illustration er lidt urealistisk, da personen på billedet i virkeligheden ville være til møde eller på orlov i stedet for at sidde på sin plads.)

Med alt det papirforbrug - og den umiddelbart derpå følgende kassering og afbrænding - er den grønne profil også bare helt i vinkel. Nej, jeg foreslår at fyre dem, så de kan lære det! Ingen tager skade af en fyreseddel ind imellem, og hvis ikke jeg hadede at arbejde med mennesker, ville jeg gerne personligt gøre det. Til sammenligning vil fyringerne koste omkring ét æbletræ i papir. Egentlig ville det være endnu mere miljørigtigt at sende en e-mail, men det kræver at modtageren kan finde ud af at anvende en PC.

Næh, de skulle lære at lave noget! Skulle S ikke være et arbejder-parti? For at Helle måske kan få øjnene op, tildeler jeg hende hermed min præmie for hendes forslag: Et par underbensklæder, som er blevet godt anvendt i nogle dage af en, som faktisk arbejder, og tjener penge ind. Værs’go! Og da jeg ikke er tilhænger af vold, har jeg herunder lavet en virtuel præmieoverraskelse, hvor du som bruger af denne side i bedste interaktive stil kan overrække Helle hendes velfortjente præmie. Blot før musen over billedet: