torsdag den 25. juni 2015

Socialister hader livet

... og især i disse dage, efter at blå blok med Dansk Folkeparti i spidsen vandt folketingsvalget. Det var hård kost for mange af de røde, der proklamerede, at de ønskede at flytte til Sverige - landet, der i deres øjne må være den ypperste inkarnation af skandinavisk neoliberalisme. Men sådan er der så meget.

Det er dog ikke nogen nyhed, at socialister hader livet. Det gør de konstant, og de hader det, fordi de lever i den vestlige kultur og hele tiden konfronteres med dens succes. Det frie, private initiativ i den vestlige verden skaber fremskridt og velstand. Det gør vores liv bedre. Og puha, hvor de røde hader det. Derfor griber de til alle midler, der kan have en chance for at forpurre fremskridtet og væksten.

Under den kolde krig lykkedes det Sovjetunionen gennem fredsbevægelsens nyttige idioter at modarbejde Vestens og NATOs oprustning. Mange af tosserne i fredsbevægelsen forsatte deres arbejde i miljøbevægelserne, hvor de ikke holdt sig tilbage for at skræmme befolkningerne med dommedagsscenarie efter dommedagsscenarie. Alt for at stoppe den vestlige kulturs forhadte fremgang og forbrug.

Som gamle svinekoteletter, der hakkes om og reintroduceres i køledisken, er socialismen blevet genopfundet i Alternativet. Nu skal forbruget stoppe. Nu må vi ikke spise kød hver dag. Eller arbejde. Nu er grænsen omsider nået for det vestlige forbrug, for selvom vi med vores frihed som katalysator hele tiden har formået at forny os selv, gøre os selv klogere og bruge ressourcerne smartere, så er der ingen grund til at tro, at det fortsætter, vel? Så står de der, Alternativet, med en blød bøsse og en klappelands-syngende gulerod i front og får frit spil til at kramme sig ud af at forklare, hvorfor de realpolitisk ligger et sted mellem SF og Enhedslisten og dermed endegyldigt allerede har demonstreret, at de til syvende og sidst serverer den samme, gamle, røde, kaloriefattige suppe, som så mange forarmede befolkninger i mangel af Vestens alternativer har måttet søbe i sig i de gamle, kommunistiske lande.

Nu skal du ikke tro, at det kun er i de store linier, venstrefløjen modarbejder vestlig succes. Et fremragende eksempel er den aktuelle hetz, hvor venstrefløjen er gået bananas over, at Djurs Sommerland har bygget et Afrikaland med hottentotter og kannibalgryder. Det er strukturel racisme, skriger de, og påstår, at Djurs Sommerland bygger sine temaområder på kolonialistiske stereotyper. For det kan slet ikke tænkes, at Djurs Sommerland blot har forsøgt at lave en tegneserieagtig, bekymringsfri fantasiverden, som børnene kan lade sig opsluge af nogle få timer i de få år, de har tilbage i ubekymrethed? Det kan ikke tænkes, at børnene godt kan forstå, at det er sjov og ballade?

Nej, Djurs Sommerland skal i stedet konfrontere børnene med Vestens ondskab og fremstille Afrika som den elendighed, det er - på grund af Vestens undertrykkelse, naturligvis. Det minder mig om Børnenes Ulandskalender, der i 80'erne blev frarøvet al glædesinficeret julestemning til fordel for triste afbildninger af sultende, lidende negerbørn. Fordi det var Vestens skyld. Og det havde børnene altså bare at forstå, så de ikke glædede sig al for meget. Realistisk set burde Djurs Sommerland vel lave Afrikaland som et område, hvor børnene betaler alle deres lommepenge for at komme ind, får udleveret en spade, bliver sat til tvangsarbejde, hvorefter de efter nogle timer kan se en flok sorte dukker tage en tur i karrussellen. Men noget siger mig, at venstrefløjen heller ikke ville juble over dén fremstilling. Ærligt talt, så jubler de sjældent, bortset fra når en betjent bliver ramt af en molotov-cocktail.

Et andet eksempel er Roundup. Puha, det kan socialisterne ikke lide, for det gør livet nemmere, og det kan så sandelig ikke passe, at miljøet ikke lider under, at ukrudt bliver udryddet effektivt. Nu mister tusindvis af kommunale arbejdere i den lykkelige arbejdsløshedsfri, socialistiske stat deres bevidstløse beskæftigelsesterapi med at stå og hamre lugejern ned mellem fliserne. Nu får haveejerne mere tid mellem hænderne til mere forbrug, som er dårligt. Så derfor hetzer vi dem, der bruger det. Inficerer grundejerforeninger og stiller os op og spiller gode og hellige og kræver, at grundene skal være sprøjtefri. Ikke fordi, vi har argumenter eller dokumentation. Nej, fordi vi hader fremskrift, lethed og glæde, og fordi vi elsker at hænge sedler op i den lokale brugs, hvor vi udstiller dem, der tillader sig at anvende fuldstændigt lovlige midler for at få et par minutter ekstra fritid i den skaffedyrseksistens, der skaber grundlaget for, at nogen i det hele taget har tid til at bruge deres hverdage på at løbe rundt i brugser og hænge gabestoklister op, for bagefter at gå hjem og bruge resten af dagen sammen med en ukrudtsbrænder, der i endnu større grad fremrykker himlens fald.

Bemærk, hvordan hadet dominerer, hver gang en vestlig - og især amerikansk - succes rammer landet. Tænk Pizza Hut. Tænk Dunkin' Donuts. Hver eneste gang, hver evig eneste, skide gang, skal man lytte til tåbelige, irriterende røde, der moraliserer og fortæller, hvor dårlig mad, de serverer, og hvor uetiske og onde, de er. Fordi de er amerikanske. Fordi de er udtryk for vestlig kultur. Og det hader vi. Hvis jeg én gang mere skal høre på min underbo plapre løs om, at jeg hellere skulle købe mine donuts fra Gullivers økologiske, ironiske gadebod nede på hjørnet - "deres munkeringe med grønkålstopping er bare så lækre" - så tager jeg fat i hans, latterligt lange, bølgede hårlokker, smadrer ham ned i asfalten og stamper hans latterlige, uindfattede, intellektuelle briller ind i hans ansigt og ned gennem hans kranie, til jeg mærker fortovets beroligende beton under mine såler. Eller rettere: Det drømmer jeg om. Hvis jeg var voldelig, ville jeg være rød. Og valgt ind i Folketinget.

Fuck jer og jeres had. Jeg vil have Pizza Huts nyskabende pølsebrødspizza. Jeg æder mine Dunkin' Donuts, om så ingredienserne er sukker, genmodificeret hvedemel, E425, E666, saften fra fem egern og Roundup. Fordi de smager: Fremragende! Fordi de gør mig glad. Fordi de giver mig et lille pusterum i socialisternes, evige hadrus mod alt, der giver glæde i livet: Vestens initiativ, nyskabelse, frihed og fremgang. Fire fordele, der oven i købet efterlader plads til, at man sagtens kan vælge at spilde sit liv som mavesur, misundelig og fornægtende lille socialist.