onsdag den 27. april 2016

Kald det nu bare Det Røde Råd

I forgårs læste jeg, at Det Etiske Råd anbefaler regeringen at lægge afgift på oksekød, og jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at sove de sidste to nætter. Ikke ved tanken om at jeg som en anden fyringstruet fagforeningspamper mister mit kødben at gnaske på men på grund af forundrelsen og arrigheden over, at der sidder en gruppe mennesker i et statsbetalt råd og føler sig berettigede til at bestemme over andre menneskers liv.

Efter at have vendt mig i sengen i timevis, stod jeg op og gik ind på Det Etiske Råds hjemmeside. Under deres formål står der:
Vores opgave er at rådgive og skabe debat om nye bio- og genteknologier, der berører menneskers liv, vores natur, miljø og fødevarer.
Øh, hvad? Nu er jeg nok den eneste med en studentereksamen med et snit under to, der ikke har læst humaniora på universitetet, men er det kun mig, der fornemmer, at fokusområdet for etik har snævret sig en smule ind? Det lyder helt ærligt, som om Uffe Elbæks sociale ingeniørtropper har erobret Det Etiske Råd og omdannet det til et brohoved i kampen for en miljømæssig pendant til kønsløs børneopdragelse.

Vi må forstå, belærer hendes majestæt Signe Wenneberg fra Det Etiske Råd, at det her simpelthen drejer sig om intet mindre end at redde planeten og ikke om at genere "gastroseksuelle" kødgnaskere ved at "tage bøffen ud af kæften på dem". Nåh nej, der er ikke så¨meget som antydningen af antipati at spore i hendes ordvalg:

Statsansat smagsdommer taler ned til de gastroseksuelle undermennesker. Tak til Signe Wenneberg, professionel porresutter.

Jeps, vi 5,5 millioner danskere ud af knap 7 milliarder mennesker på planeten, altså ikke engang en promille af verdensbefolkningen, skal pålægges endnu flere afgifter på baggrund af religiøse overbevisninger om, hvordan planeten har det. Jeps, religiøse, eller skulle jeg sige politiske, for alt det her møg udspringer af socialismen. Socialismen har altid hadet den vestlige succes, dens vækst og teknologiske udvikling og dens forbrug. Miljøbevægelserne manifesterede sig i de vestlige lande ved hjælp af sovjetisk støtte og opildnede borgerne til at foragte deres egen adfærd, mens socialismen charmerede sin klamme hånd ind under blåøjede, vestlige pigers trussekant i kvindebevægelserne.

Tåbelige græshoppe-vælgere fra ovenstående bevægelser følger blindt socialismens utopiske rottefængerier og sprang først til R, dernæst til SF, så EL og nu til det neo-socialistiske Alternativet. Ja, neo-socialistiske, for det er nemlig smart at sætte neo foran ideologier, man hverken kan lide eller argumentere imod, for at få dem til at lyde onde. I socialismens tilfælde er præfikset dog, indrømmet, dobbeltkonfekt. Hvornår stiller medierne kritiske spørgsmål til drømmevælgerne og deres nuværende tilflugtssted, Alternativet? Kan man bare blive ved med at føre sig frem med bullshit som "bæredygtig udvikling" og "30 timers arbejdsuge" uden på nogen måde at skulle konkretisere med andet end en klappesang? Hvordan vil de f.eks. skabe mere frihed for borgerne, samtidig med at statens indblanding bliver stærkere? Det er umuligt.

Jeg er ked af at være lægen, der prikker til kræftbylden, men jeg kan ikke konkludere andet, end at Alternativets løsninger paradoksalt nok svarer til det, de røde plejer at kalde for neo-liberalisme: Et samfund med et endnu mere statssubsidieret marked til fordel for udvalgte, private virksomheder - som regel denoteret "iværksættere" eller "grønne virksomheder" - og deraf følgende konkurrenceforvridning, korruption og højere priser for forbrugerne og især de svageste. Nå, men i det mindste får jeg så også nogen at grine af.

Men ud over det, hvad har vi så fået ud af al den her camouflerede betonsocialisme? Latterlige kostpyramider indrettet efter, hvordan kvinder bedst kan lide at spise. Håbløse, uendeligt kostbare vindmølleprojekter, der piner og plager de borgere, der skulle være så uheldige at bo i nærheden af deres larmerier, og som sikrer os den dyreste energi i verden. En forskrækkelse over atomkraft, der paradoksalt nok sætter os i en taberposition angående udviklingen af thoriumreaktorer - en teknologi, som rent faktisk kan reducere CO2-udledningen. Men uha, atomkraften træder på en af mine andre religiøse ligtorne, så den må vi altså gå i en stor bue udenom, selvom den ifølge min egen teori kan redde verden, så vi slet ikke behøver intetsigende lappeløsninger såsom afgifter på oksekød.

Som nævnt i begyndelsen er det ikke så meget den konkrete ide om oksekødsafgift som den afstumpethed, der ligger i at føle sig berettiget til at bestemme over andres liv, der generer mig. Betragt følgende kommentar på Facebook fra komplet afdankede Charlotte Sachs Bostrup:

Endnu en statsfinansieret "kunstner" kloger sig på Facebook i et kommentarspor, hvor alle de bedrevidende tågehorn cirkelonanerer over alle deres gode, sunde, klodevenlige vaner. Tak til Charlotte Sachs Bostrup, tidligere radikal byrådspolitiker, der proformaflyttede for at slippe for byrådsarbejde.

Som en savlende mongol ... nej, langt værre, som et beregnende, ondskabsfuldt barn, der morer sig over myrernes panik, når det stikker pinden i tuen, sidder hun fandeme og griner over folks frustration over bedrevidende, arrogante røvhuller som hende, der ved magt vil presse egen livsstil ned over andre. Åh ja, og så nævner hun lige stegt flæsk, selvom emnet er oksekød, fordi det i et subtilt knæfald for muslimer er blevet lavsocialt og sådan lidt dumt at spise svinekød. Hvad bilder sådan en kælling sig egentlig ind? Og hvad helvede kan vi bruge disse scenetramperes latterlige, politiske holdninger til? Intet. Intet. De kan ikke engang leve af deres tåbelige kunst uden massiv, tvangsinddreven støtte fra skatteborgerne.

"Kom lige ned fra stolen, Bob. Du klager over, at andre vil bestemme over dit liv, mens du selv snakker om at skære i offentlige ydelser," siger du, mens du puster på din Chia-te som et mongolbarn på sin forhåbentligt sidste fødselsdagskage. "Så blander du dig også i andres liv. Kan du ikke se det?" Nu har jeg i snart ti år forsøgt at forklare det, men intet er sivet ind. Intet. Offentlige overførselsydelser og politisk motiverede afgifter begrænser skatteborgerens liv. Han mister simpelthen frihed, fordi han under trussel om vold skal aflevere en del af sit arbejde til enten dovne elementer eller andre folks livsdrømme. Jeg kræver ikke noget af nogen ved at ønske overførselsydelser beskåret. Jo, at folk skal forsørge sig selv. Det burde dog være et indlysende aspekt ved livet. Næsten ligeså indlysende som at man ikke bør stikke sine fedtede fingre i andres sager.

"Nu stopper du. Offentligt forsørgede betaler jo også skat og bidrager dermed til størrelsen af samlede samfundskage!" Jeps, det er korrekt på samme måde, som at solen skinner mere, når vi sætter spejle op foran den.

"Hvordan skal vi så nogensinde ændre verden, hvis vi ikke må forbyde dig at gøre, som du ønsker, når vi nu engang har bildt os ind, det skader os?" Okay, er du klar? Her kommer guldkornet: Udbred dine idéer. Reklamer for dem. Intet i et frit samfund vil forhindre dig i det. Du kan gå ind i frivillige fællesskaber og drikke din latterlige, økologiske kålkaffe og lokke andre med på ideen. Vi kan jo allerede se, at kødforbruget er faldende, og man falder nærmest over økologiske påfund og halvt fordærvede fødevarer med store, selvlysende "stop madspild"-mærkater, når man vader ind i et supermarked. Desuden er seksoghalvfjerds procent af befolkningen på mystisk vis blevet smittet med den smarte, moderigtige glutenallergi. Udviklingen forløber som enhver øko-spåkones våde drøm. Hør her: Selvom du lyver stærkere end dine motiver stinker, så hopper folk på din vogn. Folk har altid lyttet til undergangssnak, religion og nemme løsninger, der fritager dem for ansvar. Det er socialismens held.

Et frit marked følger med forbrugernes tossede ideer og udvikler løsninger og ny teknologi. Lemmingerne skal nok komme. Se f.eks. her, hvordan Rema 1000 helt uden en afgift eller en lov profiterer på dem, der hoppede på ammestuehistorien om en plastik-ø på størrelse med Fyn i Stillehavet:



Eller hvad med onde kapitalister, der uden socialisters demagogiske tvangsmetoder stiller sig selv til rådighed for velgørenhedsarrangementer:



Forskellen på dig og mig er, at jeg ikke vil blande mig i, hvordan du lever, men du vil blande dig i, hvordan jeg lever. Jeg forstår ikke behovet. Det må være en fejl i opdragelsen. En defekt i din personlighed. Eller også ligger den i generne, hvilket Auken-familien kan være en stærk indikation på. Uanset hvad, er det elendig dannelse og dårlig opførsel at ville presse sin egen livsstil ned over andre, især når det sker under dække af at opretholde en ophøjet form for etik, hvilket må formodes at være begrundelsen for at sidde i et Det Etiske Råd.

Jeg forventer, at regeringen øjeblikkeligt klipper navlestrengen til Det Etiske Råd og lader det gå i familiepleje hos Alternativet. Mon ikke de har masser af storbyskøre 9/11-konspirationsteoretikere, der kan undvære en enkelt kop sojamokka fra Kafé Hurra eller hvad nu deres statement-cafeer plejer at hedde og smide den sparede plovmand i en fælles bøtte, så de ærværdige oversmagsdommere kan gruble videre i deres elfenbenstårn? Imens kan du kvit og frit uden skat og afgifter få Bobs bedste råd:
Pas du dit og lad mig passe mit.
Det er det sandeste, mest etiske og ja, menneskevenligste råd der kan gives, modtages og følges. Desværre har årevis med gratis penge og pseudoomsorg fra Moder Stat forblændet danskerne. Tro mig, landet blev et meget bedre sted at leve, hvis du åbnede øjnene.

... og munden og smagte på et stykke rødt kød, forpulede kommunistyngel.