onsdag den 18. januar 2017

Røde tabere er pattebørn

Så simpelt kan det siges: Røde tabere er pattebørn. Sådan er det herhjemme, og sådan er det i USA, hvor Donald Trumps sejr til præsidentvalget får centrum-venstre (liberals) og de røde (leftists) til at opføre sig som sukkerchokramte børnehavebørn, der har fået konfiskeret deres sutteklude midt i ulvetimen.

Jeg kan ikke forklare fænomenet anderledes, end at de røde grundlæggende bare opfører sig som forkælede børn. De vil ha' og ha', og eftersom ingen nogensinde har sat grænser for dem, så går de amok, når de møder modstand. Verden er pludselig blevet uforståelig for dem, og så stejler de. I USA har disse små snefnug, som nu omsider har mærket varmen fra virkelighedens verden, måttet flygte ind i deres "safe spaces" på universiteterne, hvor eksaminer udskydes med begrundelse i Trumps sejr.

"Trump vandt altså ikke valget," siger du og afslører, at du som sædvanlig intet har fattet. Intet. "Hillary fik flere stemmer end Trump". Det er faktisk helt korrekt, hvis man betragter det, der hedder "the popular vote", altså det absolutte stemmetal. Men præsidenter vælges ikke direkte. Lad mig tage dig i hånden og forklare systemet i simple termer:

USA er en union, der består af en række stater. Hver stat har et antal valgmænd, og stemmerne i hver stat afgør, hvordan statens valgmænd fordeler sig på kandidaterne. Valgmændene vælger til sidst præsidenten, som dermed er indirekte valgt af vælgerne. Det fungerer på den måde, så også mindre og folkefattige stater i USA får indflydelse. Med andre ord har stemmerne fra disse stater større vægt i præsidentvalget end stemmerne fra de andre stater.

Systemet minder faktisk lidt om EU, som de røde ellers knuselsker, hvor præsidenten vælges ved kvalificeret flertal af EU-landenes regeringschefer. Bortset fra, naturligvis, at vi ikke får muligheden for at vælge, hvem vores regeringschef skal pege på, hvilket også er lige meget, da alle alligevel er ligeglade med, hvem der er EU-præsident. Men uanset, så har den enkelte dansker grundet vores relativt lave befolkningstal langt mere at sige end den enkelte tysker.

I mindre målestok kan man også sammenligne systemet med vores egne folketingsvalg og den efterfølgende regeringsdannelse. Hver kreds i Danmark får en række mandater, som udregnes efter folketal, tidligere vælgerantal og landareal. Dermed vælges folketingskandidater i de forskellige kredse ikke med en-til-en sammenlignelige stemmetal, og derfor er der også indbygget en ulighed i forhold til sammensætningen af folketinget og efterfølgende dannelse af regering.

"Nå, men jeg er ligeglad, om vi har lignende systemer eller ej, for nu vil jeg altså bestemme over USA, og jeg synes, deres system er rigtig dumt og uretfærdigt," siger du med din nasale hipsterstemme, mens du dumper dit miljøfarlige affald oven på kommunens nedgravede affaldsbeholdere, selvom det klart og tydeligt står, at man ikke må. Fint. Men så må dem, der synes, systemet bør ændres, jo arbejde for det. Jeg har ikke hørt noget fra Demokraterne om, at systemet burde laves om, og lur mig, om ikke de fuldt ud havde accepteret Hillary som vinder, hvis hun havde stået i samme situation som Trump. Men hun er selvfølgelig også den rigtige vinder, som burde have vundet.

"Hvad så med Trump, hva'? Han sagde da også, at han ikke nødvendigvis ville respektere udfaldet af valget, hvis Hillary vandt." Jeps, det er sandt. Men ud over, at han i modsætning til de hellige demokrater på forhånd blankt erkender, at han ville være skeptisk over resultatet, så talte han altså om valgsvindel. Det er ikke valgsvindel, de hysteriske liberals skriger op om. Det er selve systemet.

"Men hvad så med russerne, der fik valgt Trump?" Åh ja, det er klart. Dem havde jeg helt glemt. Igen handlede det ikke om valgsvindel, men om påvirkning af vælgerne. Og alle ved jo, at russerne har apparater, der kan sende stråler ind i vælgernes hoveder og få dem til at trykke på Trump-knappen på valgmaskinen.

Er det ikke mærkværdigt, at de venstreorienterede, globalisterne og de kulturradikale, der altid hæver deres højhellige demokrati- og retfærdighedsfane så højt at alle kan og skal se den, ikke respekterer resultatet af et demokratisk valg? Er det ikke sært, at de forbereder alle mulige slags underlige demonstrationer, hvor de kræver at "få deres stemme hørt" (duh!), eller direkte ønsker at afbryde Trumps indsættelse? Er det ikke underligt, at de kalder en sort, republikansk senator for "house n****"? Synes du ikke det? Så er det nok fordi, du er rød.

Hollywood er også i gang med fullblown mobning a la folkeskole. Hvis ikke de lyver om, at Trump skulle have gjort grin med en såkaldt forsvarsløs, handicappet journalist, så udskammer de dem fra deres egne rækker, der ikke står 100% bag ikke bare Hillary men også protesten mod systemet. Nicole Kidman, som vovede noget så fascistisk som at foreslå, at man skulle acceptere valget og stå bag den valgte præsident - altså hun udtrykte støtte til USAs demokratiske system - blev angrebet og måtte trække sig fra diskussionen. Andrea Bocelli måtte trække sig fra Trumps indsættelse efter dødstrusler, og Jennifer Holliday måtte også pludselig sige fra. Bagefter kan man så som håbløst uvidende, dansk has-been more sig over, at ingen "har lyst til" spille til Trumps indsættelse. Det svarer til at grine af, at klassens mobbede dreng ikke tør stille sig op til tavlen. Bortset fra, at sidstnævnte situation faktisk er ret sjov.

Den bedste måde at imødekomme disse tåber er at spørge dem om, hvorfor de foretrækker Hillary frem for Trump, og hvilken politik, de nu forudser, USA vil føre. Det er svært at slå koldt vand i blodet, mens de fremstammer deres vandrehistorier og følelsesbaserede argumenter, fordi det er så svært at forstå, hvorfor deres åbenlyse fejlslutninger og dobbeltmoral ikke for længst har kortsluttet et eller andet bag de der hovne ansigtsgrimasser. Det må være fordi, de lever i et ekkokammer af farvede, danske medier blandt bovlamme flokdyr, at de færreste af dem formår at fremhoste andet end et par slimede, fortænkte hadefuldheder.

Når man er rød eller et vrøvle pattebarn, må man gerne græde, når man har tabt et ærligt valg eller er blevet slået hjem i Ludo. Så må man gerne skrige og slå brættet af bordet, fordi alt er så dumt-dumt-DUMT. Gud fader bevares. Men sådan er de røde i alle livets forhold. De indgår gerne i spil på præmisser, som de så tuder over senere. Hvis ejeren af virksomheden, de er ansatte i, tjener penge, vil de have del i overskuddet, men ikke underskuddet. Hvis ejere af lejligheder tjener på risikoen og ansvaret ved at eje selv, vil de røde lejere have, at de også får penge, men de vil have stabil leje, når boligpriserne stiger. Igen og igen. Mig mig mig. Vil ha' ha' ha'.

Alt det ovenstående danner grundlaget for, at jeg afskyr de røde, lige så meget som jeg afskyr børn. De ligner hinanden. Se bare Informations test, hvor du skal gætte, om en række politiske udtalelser kommer fra danske kulturpersonligheder eller fra elever i folkeskolens fjerde klasse. Held og lykke med dén opgave. Fakta er, som jeg har påvist, at de røde er snævertsynede og hadefulde. Jeg ved, hvad du tænker: "Bob, de er jo ligesom dig". Og du har ret. Jeg har jo næsten lyst til at knuselske dem. Lige bortset fra, at jeg i modsætning til de røde indrømmer, at jeg er en hadefuld, gammel satan. Jeg løber ikke rundt og stiller mig selv op på en piedestal af påstået overskud, medmenneskelighed og hellighed.

... og skulle jeg en dag gøre det, er du mere end velkommen til at behandle mig som det sig hør og bør med uopdragne børn og stikke mig en på siden af hovedet eller bare pløkke mig ned, ligesom flere af de røde håber om Trump.

Og det er jo ikke fordi, Bob ikke kan se det sjove i en god dødsjoke. Det er bare fordi, man ved, at folk fra det samme segment går amok, hvis man skulle lave en lignende joke om en, som de kan lide. I ved nok, at reglerne ikke gælder for alle. Nøjagtig som når man spiller Ludo med pattebørn.