fredag den 25. august 2017

Styr din falske dialekt

Forleden var jeg til et møde, hvor min chefs chef deltog. Mødet foregik via video, som det jo er tvingende nødvendigt i disse globaliserede og internationaliserede tider, hvor den ene kollega er på arbejde i Aarhus, den anden sidder hjemme i Beder med påstået sygt barn, og den tredje er på lokationen i Ballerup. Af samme årsager skulle mødet foregå på engelsk.

Nå, men efter min chef havde forsøgt sig med samtlige knapper på fjernbetjeningen, og alle forbindelserne omsider var blevet oprettet, så udvandrede min rationelle hjerne fra mødet. Sådan en udvikling er forventelig på møder, der inkluderer kransekagefigurer fra taburetter højere end min chefs, fordi de absolut intet fatter af og ingen interesse har for, hvad der foregår på gulvet. Denne gang skyldtes mit mentale fravær dog noget andet.

For selvom det godt nok var min chefchefs dumme, fuldskæggede ansigt der tonede frem i pseudo-HD på den alt, alt for store konferenceskærm, tilhørte stemmen fra hans blodrøde, glinsende fugtige sugemallelæber efter alt at dømme ... Ricky Gervais. "Blah, blah ... awkay ... blah, blah ... yeah, yeah ... blah, blah ... naw, naw, it's not, issit ... blah, blah"

Da mødet omsider endte, måtte jeg spørge min chef, hvorfor en person, der kun var en sixpence og et irriterende friskt gadedrengespring fra at være en engelsk avissælger, havde taget hans chefs plads i mødet. "Malte læste et halvt år i England," svarede han. Et halvt år? Okay, jamen, han må da være født der, så? Boet der i begyndelsen af sit liv, flyttet til Danmark og derefter returneret til det gamle hjemland i et halvt års tid i respekt for det gamle imperiums traditioner?

Men nej. Selvfølgelig ikke. Malte var naturligvis født og opvokset i Hammel, hvor han nu også bor med sin danske kone og deres danske børn. Så lad os opridse situationen: Malte tog til England i et halvt år, altså i et semester, der i virkeligheden varer knap tre måneder, som han sandsynligvis brugte på at eksperimentere med seksuelt frustrerede engelske unge drenge, hvorefter han tog hjem til Danmark og blev her i atten år, indtil han troppede op på mit møde og lød som en forpulet West End-indfødt.

Eftersom den rationelle del af min hjerne havde smækket med døren, brugte jeg således mødet på først at fantasere om at invitere Malte og min sløve kødkniv på oplevelsesrejse i min hjemmebyggede U-båd, og dernæst om at trække mine koffeingule fortænder ud af deres rodfæste i mine hvide knoer og omplante dem i mandens øretæveindbydende, bedrevidende ansigtsfolder.

Ser du denne her lille fyr? Det er ikke dig! Lad nu være med at tale som ham, bare fordi du så tror, vi andre finder dig eksotisk og spændende. Det er jo kun fordi, vi befinder os i Danmark, at han skulle være spændende. Han er så ligegyldig i sin hjemby som en flad leverpostejmad herhjemme. Men du er vel også typen, der vader i Brugsen og betaler atten kroner stykket for tyske lokalpilsnere for at virke smart til fester. Idiot.

Malte er langt fra den eneste, hvis påtagede dialekt fremprovokerer sådan en reaktion hos mig. Forleden stod en fitnessbabe ved siden af mig og lød som en australsk surfer, da hun gav en nyankommen udlænding ubrugelige råd om nogle træningsteknikker. Hvad har hun ... brugt nogle måneder for over ti år siden på at ride og sutte endeløse geled af ranke, australske sportsidiotpikke i fornuftig afstand af danske rygtespredere, og nu er hun pludselig aboriginal? Hold nu. Bare stop. Stop dig selv.

"Jamen, vores måde at tale på falder os helt naturligt. De fem måneder i udlandet har gjort så stort indtryk på os, at vi ikke bare sådan kan lade være." Nåh ja, lidt ligesom Gitte Stallone, der vendte hjem efter otte ugers forfejlet golddiggeri i USA, og i et tv-interview "ikke lige kunne remember det danish udtryk" for det, hun ville overbringe alle os bovlamme, provinsielle seere. Aha, så en forlænget ferie i et engelsktalende land går ind og trumfer de indtryk, du får gennem årelang eksponering for engelsksprogede bøger og film, hvor der ikke bruges lige præcis den dialekt, som du så tydeligvis elsker at demonstrere? Naturligvis ikke. For det handler jo selvfølgelig netop om demonstrationen: Du vil gerne virke speciel og vidende og international.

Og lur mig om ikke du sagtens kan smide din åndssvage dialekt. Lad os forestille os at en forhadt person, for eksempel Donald Trump, talte med nøjagtig samme dialekt. Så skulle du nok øjeblikkeligt kaste den af dig som var den forrige sæsons Ralph Lauren-sweater. Nemlig ja, for din dialekt er ikke andet end lånte fjer, der skal få dig til at fremstå mere interessant end en gennemsnitlig leverpostejsdansker. Men det er du desværre ikke.

Ved at tale med påtaget dialekt imponerer du præcis lige så mange som ved at tage et par spejlsolbriller på: Ingen over tolv år, bortset fra dem, der 1) hedder Liam, eller 2) har navngivet nogen Liam eller 3) hører LOC eller 4) er LOC. Faktisk blokerer det for dit budskab, fordi du enten virker prætentiøs eller fordi dine let imponerbare tilhørere bruger al energien på at gætte, hvordan denne cockney foran dem også taler så godt dansk. Men måske er det netop meningen at blokere, så folk ikke opfatter, hvor spinkel og uinteressant en personlighed, du har.

Så for at skåne dels den mentale sundhed hos os med en grund dybere end Vadehavets og dels dit strubehoveds fortsatte fysiske tilknytning til din hals, er det hermed en aftale, at du fremover taler som en normal, dansk person, når du taler engelsk. Så kan vi andre måske se igennem til det du siger, i stedet for at sidde og måbe over den fish and chips-sælger fra 1800-tallet, der er flygtet fra Charles Dickens romanens gulnede sider, og står og råber foran os på møder.

Du må dog gerne beholde din påtagede engelske dialekt, hvis du er neger. Alle negere, som ikke har engelsk som førstesprog, taler med jamaicansk accent. Alle! Jeg tror ikke, de kan andet. Om så de er født i Afrika, Rusland eller Danmark. Det er imponerende, hvordan sådan en lille undskyldning af en ø har formået at smitte alle med sin sødligt duftende accent. Men sådan er dét altså.