fredag den 1. december 2017

Nej, du er ikke forsanger i The forpulede Cranberries

Et af de største overgreb nogensinde mod mine trommehinder blev begået engang i start-90'erne, da The Cranberries udgav deres frygtelige album, "No Need To Argue", med dets frygtelige "Zombie" nummer, der burde ligge i graven, men hvis stinkende jordiske manifestation konstant forfølger mig. Jeg har ikke ord til at udtrykke, hvor meget jeg hader den sang, og hvor sært det føles, når min rygsøjle kramper sig i empatiinduceret flovhed, når jeg er så uheldig at høre det i radioen.

Okay, forsanger i The Cranberries, du kan knække din stemme, og nu har vi hørt det. Er du sindssvag, hvor jeg hader den åndssvage stemme og dens knæk, der får hende til at lyde som en mongol, der får et spark i nosserne (og jo, sådan lyder det, husker du nok, kære mongolnabo, der indtil lige forinden havde for vane at kneppe huller i græsfortovet på min barndoms forstadsgade).

"Men Bob, det er bare så smukt ... jeg kan virkelig høre, hvad hun føler," siger du med tårer løbende fra din blåøjethed. Og ja, det er da et fint trick til at udtrykke følelser, nøjagtig ligesom tåbelig ekspressionistisk dans, hvor man ligner en frø, der får elektrisk stød i intervaller af tre sekunder, eller at tage sort eyeliner og sort tøj på, toppe med en tornekrone og stille sig op og synge, fordi hverken ens musik eller lyrik formår at overbringe den ønskede følelse.

Så flot. Så stærkt. Så modigt. Så bevægende. Så utroligt mange gange. Så pissehamrende irriterende og banalt.

Med andre ord: At knække stemmen er et billigt trick, og forsangeren fra The Cranberries bruger det bare igen og igen og igen ... stamper på effektpedalen som var den en klase kakerlakker, hvilket virker cirka lige så godt som at krydre slutningen af seneste kvartals afsnit af "The Transporter" med en intens biljagt. Faktisk er det bare pisseirriterende og hvad værre er, så er skælvende, knækkende stemmer et billigt trick som utallige billige kvinder bruger igen og igen her over tyve år efter. For eksempel min nabo.

Min nabo er en so med daddy-issues. Efter hendes far kreperede, har hun haft konstant, højlydt, pornopåtaget sex med ufattelig mange forskellige mænd, hvilket ligefrem er behageligt i forhold til de hverdage efter kl. 23, hvor hun begynder at øve sig i at synge. For lille frøken Unik har selvfølgelig hørt The Cranberries og synger hvert eneste lille vers i hver eneste i forvejen forfærdelige sang, hun finder på at synge, med knæk i stemmen. For så kan vi jo høre, hvor dyb hun er.

Knæk i stemmen er sangens svar på fotokunstens storbybilleder i sort/hvid. Ung pige finder spejlreflekskamera, indstiller på sort/hvid og tager et billede af en betonvæg med grafitti, noget skrald og en væltet stol. Se, hvor dyb hun er. Nej, hun er ikke dyb. Hun er overfladisk, doven og efter al sandsynlighed billig og liderlig. Som EkstraBladets dovenskabsjournalistik i sensationialismeklæder eller den efterhånden afklædte objektive og dybdeborende DR-journalistik.

Så når jeg bliver vækket om aftenen kl. 23, hvor jeg som reaktionær gammel stodder for længst har skrevet dagens sidste brokkronik til den lokale onsdagssprøjte og er gået i seng, så jeg næste dag kan være frisk til at indtjene skattekroner til Alternativets peniskollager, så vil jeg i det mindste gerne blive vækket af en smule originalitet frem for af naboens parforholdbanalitet i form af lyden af en badboy-næve, der kolliderer med hendes kæbe, selvom jeg - dengang det rent faktisk skete - vækkede Betina ved triumferende at udbryde: "Det havde kællingen kraftedeme fortjent." Der havde hun altså også skreget hysterisk i over fyrre minutter.

Det irriterende er vel ikke almuens valg af det banale og dets deraf følgende prævalens på hverdagslinserne, for det er trods alt et uundgåeligt udkomme af menneskets reaktion på frihed, men derimod det sære fænomen, at det enkelte jævne individ opfatter sig selv om unik på trods af prævalensen. Det må være det mest generaliserede, der kan siges om alt dette. Lidt mere jordbundet formuleret, så pisser det mig af, at min nabo ikke fatter, at alle hendes mænd blot bokser i en del af samme, store bolledej, uanset hvor meget stemmen knækker i hendes skrigeri.

"Hvad skal jeg så gøre for at være unik?" spørger du, fordi du ikke er unik. Jamen, hvad med at prøve noget nyt? Du går vel for fanden heller ikke ned og får en lændetatovering for at chokere din mor fra Skive, der sidder og ryger på sin køkkenstol med sit eget eksemplar flydende ud igennem hullet mellem ryggen og sædet? Uanset, hvad du vælger, så lad det dog ikke vække mig om natten. Ellers må jeg jo hælde afløbsrens ned i halsen på din taskehund. Og nej, bare rolig, jeg er ikke totalt vanvittig ... der er masser af syriske drenge i min ghetto, som kan tage faldet for dén modus operandi.