fredag den 22. juli 2016

Frisindets faldgruber

Det er oppe i tiden at hylde vores danske samfunds frisind. Det er som sådan forståeligt nok, for tendensen er en følge af det islamiske mørklægningsgardin, der er blevet trukket op over Europa i løbet af det seneste halve århundrede.

Men nu synes Bob altså, at I er gået over gevind.

Selvom frihed er alle tiders, så kan frisind godt gå for langt. Jeg kan leve med, at ekshibitionister løber rundt på strandene, og at unge piger klæder sig som tøjter, men jeg behøver vel ikke ligefrem hylde det? Jo, tilsyneladende, for det ligger i luften, at vi skal sætte folk, der i bund og grund har lige så lidt anstændighed som tøj på kroppen, på en piedestal.

Jeg ved godt, folk går amok, når jeg siger det, men jeg beklager: Jeg opfatter kvinder, der går rundt nøgne eller iklædt meget lidt tøj, som billige. Ja, billige. Denne opfattelse skaber af uransagelige årsager den vrangforestilling hos nogle, at det så automatisk følger, at jeg ikke respekterer dem og også mener, at folk har ret til at gramse på eller måske endda voldtage dem. Selvfølgelig ikke. Sådanne aktiviteter kræver naturligvis, hvad enten det er for en enkelt omgangs eller for et ægteskabs skyld, altid begge parters accept og forudgående udveksling af et indbyrdes anerkendt betalingsmiddel, såsom danske pengesedler eller Big Mac menuer.

Vi skal også hylde homoseksualitet nu. Det er ikke nok at være tilhænger af, at enhver må leve sit liv i fred, som han eller hun ønsker. Nej. Nu skal vi også have regnbueflag på såvel Facebookprofiler, bybusser som rådhuse og ved enhver given lejlighed poste selfies fra homooptog. Homoseksuelle kan indgå ægteskab, og vi forventes alle at klappe og at nikke smilende og råbe hurra, hver gang en sådan kontrakt indgås. Især, når det foregår i kristne kirker. At det ikke foregår i moskeer, ignorerer vi totalt. Intet at se her.

Jeg finder homoseksuelle ægteskaber latterlige. Ja, latterlige. Lidt ligesom studenterhuer til frisøruddannede, 10. klasses elever og handelsskoledimittender. Et ægteskab indgås mellem en mand og en kvinde, og intentionen er fra samfundets side at understøtte det engagement, der kan lede til menneskehedens fortsatte eksistens gennem undfangelse og efterfølgende opdragelse af parrets børn i et stabilt familieliv. Og uanset, hvordan I vender og drejer dem, så kan to homoseksuelle af samme køn ikke producere børn.

"Hvad fanden bilder du sig ind, Bob, dit svin?" råber du, selvom du ikke er homoseksuel, for sjovt nok er det sjældent homoseksuelle selv, der råber op. "Homoseksuelle par har brug for samfundets accept." Jeg har intet imod samfundets accept. De har endda min accept. Men vi burde kalde accepten noget andet end ægteskab. Noget som heteroseksuelle så ikke kan indgå. Hvad med kammeratskab for bøsserne og kogalskab for de lesbiske? For der er forskel. De to ting er ikke det samme - og slet ikke fra et samfundsmæssigt synspunkt.

Jeg kunne sagtens deltage som gæst til et homoseksuelt pars bryllup. Jeg ville respektere deres valg og kunne måske endda få mit sorte, døde hjerte til slå et enkelt slag af glæde på deres vegne. Men jeg kunne bare ikke tage det helt seriøst. Det ville virke lidt ligesom når et barn får overrakt sit legokørekort, erhvervet i små, latterlige biler på en bane i Legoland under total fravær af nogen som helst forståelse for trafikreglerne. Ja, det er flot, Villads, nu har du fået et kørekort ligesom onkel Bob. Hvor er det flot. Nu er du en rigtig bilist, ja.

Det centrale problem i alt dette her er lighedstanken og dens perverse fætter, ensheden. Vi skal for pokker og fanden alle sammen være lige og opnå ens resultater i livet. Kønnene skal som bekendt også være ens. Og det på trods af, at alle ved, der er forskel. Alle. Det værste er, at ensheden ingen mening giver. De, der hylder absolut enshed, grundlæggende forskelle til trods, er typisk også dem, der hylder mangfoldighed. Hvordan giver det nogen mening? Det skal jeg fortælle dig: Det gør det ikke. Hvis I virkelig var så gode, åbne og fordomsfrie, så ville I acceptere mennesker og deres forskelle i stedet for med vold og magt at presse alle ind under samme tag.

Hvorfor kan folk ikke bare acceptere de kort, de er blevet givet? Alle er ved fødslen blevet overdraget et kors, de må bære gennem livet. Ja, selv os heteroseksuelle, hvide, onde mænd. Lær dog at leve med tingene og udnyt dem til din fordel og glæde i stedet for ved enhver given lejlighed at gøre opmærksom på dine klynkerier, tvære dem ind i folks ansigt og konstant kræve, at alle andre skal indrette sig efter dine mere eller mindre indbildte problemer.

Og få mig nu ikke i gang med at tale om transkønnede, vel? Suk. Jeg har en transkønnet i min bekendtskabskreds, og han har det elendigt, og det er synd for ham, for han er tydeligvis mentalt forstyrret. Fint nok. Det kan ikke genere mig, at han vader rundt og ligner en havneluder i sine kjoler. Men jeg finder det helt ærligt ikke særlig betryggende at lade de små piger i min familie dele offentlige toiletter med denne hærdebrede, tydeligt forstyrrede mand, der frejdigt lader sin enorme håndværkerpik dingle frit under kjolen.

Okay, så du er en biologisk mand, der føler sig som en kvinde. Fint. Jeg er et moderne menneske, der ikke mener, du burde spærres inde i en gummicelle på trods af dine åbenlyse vrangforestillinger. Jeg synes heller ikke, at negere skal betale skat til deres ejere mere. Men uanset, at jeg er født i 1744, så er du altså ikke en biologisk kvinde, og med mindre du som absolut minimum lader ragekniven permanent adskille dine kugler fra resten af kroppen, så vi kan se, at du virkelig mener det (jeps, jeg er så progressiv, at jeg synes, staten skal opmuntre forvirrede personer til selvkastration), så har du intet, intet at gøre i kvinders omklædningsrum.

Sjovt nok er det altid transkønnede mænd, der vil ind i kvinders omklædningsrum og aldrig vice-versa. Hvor er det mærkeligt, hva'? Det kan ikke have noget at gøre med, at de fleste mænd ville finde det alle tiders, hvis en kvinde dukkede op i deres bad, og ville bruge endnu mere tid end sædvanligt på at for helvede at tage de forpulede underhylere på NU, menneske! Nej, umuligt, for det ville jo indikere, at der er forskel på kønnene, og at alle ved det, og det ved vi jo, der ikke er. For eksempel kan en kvinde sagtens finde på at opføre sig som en mand.

Det forekommer mig, at det ikke så ofte er de mandlige homoseksuelle, transkønnede eller hvad-nu-der-findes-af-usandsynligt-mange-latterlige-variationer, der skaber problemer. De er ikke særlig synlige, passer ofte sig selv og med mindre du vader ind under en busk i Mindeparken, ser du dem egentlig ikke. Nej, den skingre, hadende pøbel består som regel af lebbe-beundrende kvinder. Som regel er det heteroseksuelle kvinder, der af uransagelige, måske fortrængte årsager føler sig kaldet til at beskytte deres ofre: De homoseksuelle kvinder. Smut forbi nogle af deres Facebook-grupper, og du vil opdage et had så intenst og skingert, komplet med opfordringer til at forfølge folk, at du ville ønske, nogen ville fremskynde dommedag.

(Tyvstjålet fra nettet og oversat til dansk)

Jeg ved ikke, kvinder, det er som om I ikke rigtig kan styre jer selv. I har virkelig et problem med at optræde i den offentlige debat. Der er kosmiske afstande mellem velargumenterende kvindelige debattører, der ikke griber til udskamning ved enhver oplagt og ikke oplagt mulighed. Det må være et resultat af manglende opdragelse. Måske manglen på synlige fædre, hvilket netop er et resultat af de seneste mange års lighedsmageri og opgør med de traditionelle, velfungerende familiemønstre.

Her til sidst vil jeg give jer et lille, lækkert tip i form af en musikvideo. Jeg har selv til gode at beslutte mig endeligt omkring videoen, for jeg er helt sikker på, der sidder mange feminister derude og ikke aner, hvad de skal mene om den. For selvom den i bedste lebbestil forsøger at være så ækel som mulig for lissom at være åh-så-chokerende over for det etablerede patriarkat med sin snak om næsten penisfri sex og menstruation og antydningen af oral numsesex, så har den alligevel en lækker, slank og særdeles letpåklædt pige i hovedrollen.



Jeg kender ikke sangerinden, Nikoline, men den anden er tydeligvis Donald Sutherland med blond paryk og make-up. Prøv at tage et godt kig på sangerindens ansigt gennem videoen, hvis du da kan tvinge dit blik derop. Her optræder hun i sit es, frit vridende og så satans vildt forargende provokerende og se bare, hvilken glæde hun udstråler. Ser det ikke ud som om, at hun er vildt lykkelig? Nå, uanset hvad, har jeg, en heteroseksuel, hvid og ond mand, opbrugt syvogtres supersugende Kleenex køkkenruller, mens jeg har stirret på videoen, så måske lykkedes deres mission ikke rigtigt. Eller måske gjorde den.

Under alle omstændigheder er Ketchup en satans god popsang. Af en eller anden grund har popmusikgenren den mærkværdige egenskab, at de musikalsk ringeste numre er de absolut bedste. Og om ikke andet kan vi da bare glæde os over at efter dette herlige, smerteligt ærlige indlæg, bragte musikken til sidst os alle, forkerte som rigtige, sammen i ren fordragelighed.