fredag den 16. juni 2017

Tag dig et arbejde!

Forleden fremlagde Nye Borgerlige deres økonomiske program, og det har været en ynk at se på. Det har været en ynk at se på alle de kommentatorer, deriblandt både menige medlemmer og medlemmer med tillidserhverv, som trækker sig i chok over, at de med en fuldt gennemført plan ikke får lov at gnaske videre på det fede kødben, de har raget til sig i den eksisterende velfærdsstat.

Folk piber, fordi Nye Borgerliges plan fjerner en masse socialydelser, såsom kontanthjælp og SU, og erstatter dem med en basisydelse på 6000 kr om måneden til alle danske statsborgere. De røde hyler, fordi det ikke er nok gratis penge, og de blå kalder det borgerløn. Man kan diskutere, om man kan kalde det borgerløn, når man ikke kan basere sin tilværelse på beløbet.

Jeg fatter ikke de Nye Borgerlige-medlemmer, som er chokerede over planen. Med undtagelse af dem, der ikke kan acceptere, at staten uddeler gratis penge uden modkrav, så må det jo dreje sig om, at de selv eller nogen, de kender, er dybt afhængige af de syge, danske overførselsindkomster. Sig mig, hvad havde de regnet med? At Nye Borgerlige bare var Dansk Folkeparti med en lidt strammere Pia og udlændingepolitik? Nej, Nye Borgerlige er Danmarks reelt eneste ægte borgerlige parti.

Hvis du vil have høje overførselsindkomster og folkepension i tredive år, inden du flytter i urne, og ikke gider udenlandsk konkurrence, ja, så stem dog Dansk Folkeparti og giv skrigeskinken nøglen til statsministerstolen. Du har næppe indset, at velfærdsmonsteret er to-hovedet. Sandt nok er ikke-vestlig indvandring en katastrofe i enhver økonomisk og kulturel horisont, men vores overførselsindkomster er også en bombe under landet. Og når man kæmper blindt for førtidspensionister, så kæmper man forresten også for rigtig mange ikke-vestlige indvandrere, som i hvert fald her i Aarhus fik den tildelt som belønning for at stemme borgmesterkæden på Nicolai Wammen.

"Jamen, jeg er syg og kan ikke arbejde," hoster du gennem din nyerhvervede iPhone 7, som du købte i Plus-udgaven, fordi dine fingre er for fede. Fint! Så skal du have invalidepension. Jep, invalidepension. Ikke hyggelig førtidspension, hvis navn jo netop afspejler, at den blot giver tidligt fri fra pligterne. Invalidepension. Du har uhelbredelig skizofreni, kræft, ALS eller har fysik som et stankelben, man lige har kvast halvvejs med sin sutsko. Altså har du intet at frygte. Intet! Din invalidepension bliver endda højere med Nye Borgerliges forslag.

"Det kommer ikke til at virke," fortsætter du så, knap hørligt. "Min læge vil ikke anerkende, at min aura lider under kronisk energitab. Det sagde damen, der diagnosticerede mig ved at sætte et vokslys i mit højre øre, mens jeg lyttede til hvalsang fra en konkylie." Hvis din læge ikke vil skrive under på, at du er syg ... så er det nok fordi, du ikke er syg. Så er det nok fordi, du sagtens kan arbejde. Hvis ikke fuldtid, så i hvert fald deltid, så du kan supplere basisbeløbet på 6000 kr.

"Der er ingen deltidsjob. De hænger ikke på træerne," råber du og slår ud med armene. "Det siger jobcenteret." Suk. Nej, i det nuværende system er der ikke mange deltidsjob, men hvis vi øger arbejdsstyrken - blandt andet ved at vippe din jobcenterkonsulent ud af sin ergonomiske lædertaburet og ud på gaden - og nedsætter skatten, så stiger mængden af jobs. Der findes masser af småjobs rundt omkring, som ikke bliver lavet, simpelthen fordi det i det nuværende system ikke kan betale sig at få dem udført.

Og skulle du være lidt psykisk sårbar, hvilket jeg tillader mig at antage, når du lader dig diagnosticere af en numerolog med bachelorgrad fra januar måneds kuponhæfte, så kan civilsamfundet træde til. Mon ikke der er nogen i dit lokalsamfund, der vil ansætte dig til at passe børn eller gøre rent eller vande blomster, nu når det pludselig kan betale sig for både dem og dig? Og mon ikke du vil være i stand til at oparbejde et godt rygte og noget respekt, så din løn vil stige, og du bliver gladere og opdager, at det faktisk gør en masse mere godt for dit liv at forsørge dig selv i stedet for at overlade din skæbne til håbet om, at dine energibaner vil rette sig ud, fordi du ændrer navn til Dikte de Dimsedut?



"Hør her. Jeg er virkelig syg. Det siger min læge også. Men det er umuligt at opnå ført-, øh, invalidepension. Er du klar over, hvor mange krav der er? Politikere må tilføre flere penge til invalidepensionen." Nej, nej og atter nej. Forstår du intet? Det er selve problemet, at der er blevet givet for meget invalidepension, og kernen i problemet er, at en masse, som ikke har fortjent invalidepensionen, har fået den. Derfor stiger kravene, og dermed holdes de rigtigt syge, som næppe har lige så stor energi til at kæmpe, ude. Det er et ekstremt usolidarisk og egoistisk system, og lur mig, om du ikke vil gå tilbage til Dansk Folkeparti, fordi du selv er en af de knap så syge.

Det er på tide, at danskerne indser, at det:
  • er både unfair og uholdbart, at hver privatansatte dansker skal bære to offentligt forsørgede personer på ryggen.
  • ikke er okay at kræve gratis pension, mens andre skal arbejde videre.
  • skal være hver enkelt danskers eget ansvar at planlægge sit liv.
  • er en fordel at arbejde, uanset hvad man kan byde ind med, og at det forbedrer samfundets velstand, ens eget helbred og andres liv.
Det er simpelthen røvsygt at høre på alle forherligelserne af de dovne, der ikke gider tage et ærligt arbejde, fordi de er opdraget i en venstreorienteret barnepigestat, hvor de er vant til at få leveret alt på et sølvfad. "Jeg er dårlig." "Jeg er syg." "Jeg har en kandidatgrad i filosofi, så jeg vil ikke feje gader." Undskyldningerne står i østblok-lignende køer. "Men man bliver altså ikke rig af sociale ydelser," siger du så. Nej, det er så sandelig heller ikke meningen, men problemet er altså ikke, at du bliver rig. Problemet er, at du bliver passiveret, for beløbene er tilstrækkeligt høje til, at du kan leve, samtidig med at en masse jobs ryger under grænsen for, hvad der kan betale sig at tage. Hør her, 2,1 millioner danskere er på overførselsindkomst. Den går ikke længere.

"Kom nu ind i det nye årtusinde, Bob. Robotterne er på vej, og så findes der ikke længere et job til mig," siger du, idet du vender dig på sofaen for at snuppe eftermiddagens tredje lur og slutte dig til maskinstormernes arvtagere: Maskinslumrerne, der ligger sig på ryggen og venter på, at robotterne gør arbejdet. Hold nu kæft. Der er historisk set lavet ufattelig mange åndssvage forudsigelser om fremtiden, og bare fordi det lyder teknologisk smart og enormt Elon Musk-agtigt at tale om den med robotterne, så kommer de ikke. I hvert fald ikke før de har udviklet sig til mere end de to sammentapede hjulkapsler, der rasler rundt på stuetæppet og skræmmer livet af hunden og spænder ben for bedstemor. Og selv når de kommer, så får vi sikkert bare andre jobs. Det skete ved alle de tidligere kvantespring i den teknologiske udvikling.

Nej, skrub ud og tag dig et arbejde. Det handler om at komme ud af mageligheden og finde ud af, at den ikke var så magelig alligevel. Havde jeg været en HR-mand, ville jeg være sprunget ind foran dig med mine smarte briller og mit skriggrønne slips dinglende som en anden marsboers penis og skreget, at du skulle "ud af din comfortzone". Men i min version handler det ikke om at nedværdige sig selv gennem ekspressionistisk modellervoksleg, tvungen nøgenballet eller andet kaospilotidioti. Nej, det handler om, at du og alle andre får respekt for din person, ved at du yder en ærlig indsats. Det er ikke nedværdigende. Det er derimod nedværdigende konstant at klynke efter almisser fra staten.

Det er heller ikke let for mig. Jeg har lidt svært ved at sluge den pseudoborgerløn med sekstusinde ufortjente, skattefri kroner om måneden til alle. Det værste er, at hvis den bliver indført, gætter jeg på, at alle fremtidige valg bliver vundet af det parti, der i et ræs mod bunden lover at hæve beløbet mest, og så har vi balladen igen. Nå, det er en chance, jeg må tage, nu jeg nok aldrig får indført min utopi: Frihedsdiktaturet, hvor enhver krænkelse af andres negative rettigheder bliver slået hårdt ned på af militærjuntaen. Så jeg må æde borgerlønnen. Og således formåede selv Bob at optø lidt misforstået humanisme fra sit ellers bundfrosne hjerte.